13-årige Livas liv var styret af angst: Jeg havde alt for mange tanker i hovedet og følte mig til besvær

Da Liva Hansen var syv år, fik hun en angstdiagnose. Nu er hun mesterbager i Bagedysten, efter en rejse, der har lært hende at passe på sig selv og sin krop

Da Liva Hansen var syv år, fik hun en angstdiagnose. I mange år fyldte angsten en meget stor del af hendes liv. I dag er hun 13 år og taler om angsten i datid. Vinterbadning, bagning og dans er nogle af de ting, som er kommet ind i hendes liv. – Foto: Leif Tuxen.
Da Liva Hansen var syv år, fik hun en angstdiagnose. I mange år fyldte angsten en meget stor del af hendes liv. I dag er hun 13 år og taler om angsten i datid. Vinterbadning, bagning og dans er nogle af de ting, som er kommet ind i hendes liv. – Foto: Leif Tuxen. Foto: Leif Tuxen. .

Vandet er syv grader. Det samme er luften. Pigen i den sorte badedragt er 13 år. En ung teenager, som siger om sig selv, at hun er en gammel dame i en ung krop. Hun har mærket afmagt i et omfang, som er usædvanligt for en 13-årig, og hun har lært, at det kolde havvand nulstiller hende. Derfor tager hun turen hen over badebroen i Dragør. Da hun efter dukkerten står på stranden klædt i sin sorte, puffede dunjakke, kommer en hundelufter gående. Han genkender hende: Liva fra Den Store Junior Bagedyst. Han spørger venligt, om han kan få taget et billede af hende til sit barnebarn. Og ja; det kan han. Hundelufteren og juniorbageren foreviges en halvgrå og kold aprildag.

I aften sender DR 1 fjerde afsnit af det populære juniorbageprogram, og en af bagerne er Liva. I programmet gælder det kampen for det perfekte bagværk, og i glimt bliver brudstykker af deltagernes historie udfoldet. Om Liva er det blevet fortalt, at hun har haft angst. Men hvordan kan det gå til, at et barn, som har haft angst, kan deltage i en så intens konkurrence som bagedysten?

Siden første afsnit blev sendt, har Liva dagligt fået en række henvendelser fra jævnaldrende eller yngre piger, der kæmper med angst. Mange beder hende om råd. Hun gør sit bedste for at svare, selvom hun finder det svært at give råd, men hun vil gerne fortælle sin historie og dele det håb, den rummer.

Hun henter nogle af de fotobøger, hendes mor har lavet om hendes første år. Billederne viser Liva som baby med gode kinder. Hun kom til verden som Cathrine og Morten Hansens første barn i november 2007. Tidligt kunne forældrene konstatere, at de havde fået en følsom pige, som ofte ikke ville ammes, græd meget og havde svært ved at finde ro. Da jævnaldrende begyndte at pludre, var hun tavs. Cathrine Hansen tænkte, at det kunne være hørelsen, som den var gal med. Den var dog helt fin. Pigen kom i vuggestue og børnehave, men hun trivedes ikke. Cathrine Hansen er folkeskolelærer og arbejdede dengang på specialskole og tænkte, at de havde brug for, at kyndige øjne så på datteren.

Parret fortalte eksperter om en datter, som ikke kunne rumme den larm, der var i børnehaven, og som måtte låne de voksnes toilet. De fortalte, hvordan hun ikke kunne sove, hvis der var uorden i det sirlige system, hun havde bygget op hjemme på sit værelse. Tingene skulle være på en helt bestemt måde.

I børnehaven gjorde de voksne deres, for at Liva kunne klare dagene, og når hun kom hjem, væltede verden. Liva siger:

”Jeg havde alt for mange tanker i hovedet og følte mig som et stort spørgsmålstegn. Nogle af tingene var nok helt ligegyldige, men mit hoved var helt fyldt.”

Mange eftermiddage sad hun sammen med sin mor og forsøgte at tømme hovedet. Det skete ved, at Liva beskrev en tanke, som hendes mor omsatte til en tegning med tændstikmænd. Hver gang en tanke var tegnet, krøllede de den sammen, og så spurgte hendes mor, hvad der mere fulgte. Og en ny tegning blev lavet og krøllet sammen i et forsøg på at lette det tanketunge hoved. Det har hendes mor fortalt hende om.

Hendes mor læste om særligt sensitive børn og tænkte, at det måske var en nøgle til at forstå datteren, og sammen med børnehaven forsøgte forældrene at skabe gode dage. I fotobøgerne kan man se billeder af en glad og kærlig pige, som også blev storesøster, men man kan ikke se, hvordan det plagsomme tankemylder blev afløst af det, de i dag ved var angstanfald.

Ofte kunne Liva ikke klare en fuld dag i børnehaven og heller ikke, da hun kom i skole, så hendes far skiftede job, så han var hjemme i dagtimerne, og om aftenen var hendes mor typisk alene med de to børn.

Cathrine Hansen fortæller om den vintermorgen, hvor hun og ægtefællen sad i stuen med Liva, som havde et voldsomt angstanfald. Forældrene fastholdt Liva, som ville kradse og bide sig selv, og i afmagt slog hun ud efter sine forældre. De havde oplevet noget tilsvarende før. Liva sagde, at de skulle slippe hende, og hendes mor svarede, at de ville slippe hende, når hun var rolig igen.

Da angstanfaldet var ovre, lå Liva afkræftet på gulvet og hvilede i sin fars skød. Cathrine Hansen bemærkede tårerne, som løb ned af ægtefællens kinder. Den morgen vidste forældrene, at de havde nået det punkt, hvor de akut skulle have professionel hjælp, så de pakkede en dyne om datteren og kørte til børne- og ungdomspsykiatrisk centers akutmodtagelse i Glostrup. De fortalte om Livas situation og bad om, at der blev foretaget en underretning på datteren, og det blev indgangen til udredning.

Angst er en psykisk sygdom, som ofte kommer i børnesko. Mellem 5 og 10 procent af danske børn udvikler angst. Liva er en af dem. Hun kom i et ambulant behandlingsforløb med kognitiv terapi, som er den mest udbredte terapiform til børn med angst. I perioder fik hun det bedre, hvilket betød, at der var flere dage uden anfald, men sygdommen prægede familiens liv. De kunne ikke det samme som andre børnefamilier. Familiekomsammen, juleaften og ferierejser var udfordrende, og de løste det typisk ved at fordele sig i to biler, så en kunne køre tidligt hjem med Liva.

”Jeg husker en juleaften, hvor jeg måtte hjem, da vi havde været der i en time. Så fik vi mine gaver med, og min far og jeg sad her og spiste rugbrødsmadder i stedet for julemad,” siger Liva.

Efter Liva havde fået sin diagnose, udviklede hun angstlidelsen OCD med tvangstanker og tvangshandlinger.

”Ting, jeg ikke kunne lide, og helst ville nøjes med at gøre en gang, skulle jeg gøre to gange, for et var et dårligt tal og to et godt tal, og så havde jeg en remse, som jeg sagde rigtig, rigtig mange gange.”

Remsen kunne dukke op 15 til 20 gange på få minutter: ”Undskyld, glem det, du ved hvad jeg mener.”

”Remsen forbandt alle de ting, jeg følte. Jeg følte, at jeg var til besvær, og derfor sagde jeg undskyld. Jeg oplevede, at jeg sagde ting, som skulle glemmes, og jeg kunne ikke sige præcist, hvad jeg følte og tænkte, men jeg fornemmede, at mine forældre forstod mig.”

Når hendes forældre har bedt hende beskrive, hvad hun har oplevet i et angstanfald, har hun brugt et billede af at være på en karrusel, som hun gerne vil af. Hver gang hun troede, karrusellen stoppede, kørte den videre, og hun måtte hænge på.

”Det er meget svært at sætte ord på. Det er lidt som at køre med 120 kilometer i timen gennem en skov, og så skal du udpege et bestemt træ. Jeg har revet mig selv og bidt mig selv, men det var angsten, som handlede, og bagefter blev jeg Liva igen. Det var, som om Liva stod ved siden af låst fast og kunne se mig på gulvet. Jeg var syg med angst, men jeg følte mig ikke syg. Der var bare angsten, som tog over.”

Nogle måneder efter, at psykologen havde fortalt, at angsten var væk, deltog Livas far i ”Den Store Bagedyst”. Liva har altid været glad for at lave mad, og hun brugte noget af sin nye energi i køkkenet, når hendes far skulle træne til optagelserne. Da hun hørte, at DR havde planer om at afholde en bagedyst i børnehøjde, tænkte hun, at hun ville søge om at komme med.
Nogle måneder efter, at psykologen havde fortalt, at angsten var væk, deltog Livas far i ”Den Store Bagedyst”. Liva har altid været glad for at lave mad, og hun brugte noget af sin nye energi i køkkenet, når hendes far skulle træne til optagelserne. Da hun hørte, at DR havde planer om at afholde en bagedyst i børnehøjde, tænkte hun, at hun ville søge om at komme med. Foto: Leif tuxen.

Man regner med, at to ud af tre børn med angst skal leve med angsten i deres voksenliv, og når Livas forældre så på deres datter, tænkte de, at det nok også ville blive hendes lod. De kom i kontakt med andre, som kæmpede med angst og blev anbefalet en privat praktiserende psykolog, som arbejder med en let form for hypnose. Psykologen havde ikke erfaringer med at bruge hypnosen på børn på Livas alder, men de blev enige om at forsøge. I et lille år gik hun jævnligt til behandlinger, og en forårsdag i 5. klasse hørte Liva de ord, hun ikke troede kunne siges til hende:

”Nu er der ikke mere, jeg kan gøre for dig. Jeg har fjernet din angst.”

Hun husker, hvordan hun de følgende uger gik rundt med en tomhed.

”Angsten havde måske fyldt 90 procent af mit liv. I begyndelsen ventede jeg på, at angsten ville komme tilbage. Jeg tænkte, at hvis jeg blev ked af det, så kom angsten nok. Jeg så for mig, at jeg lige om lidt lå på gulvet med et angstanfald, men det skete ikke.”

Da angsten var væk, begyndte hun at drømme, hvilket hun ikke rigtig har gjort tidligere. Lidt tøvende tog hun en prøvetime i dans, og hun var til sin egen overraskelse glad for sporten og var af sted flere gange om ugen til træning, og med tiden blev hun selv træner. Noget af sin nye energi brugte hun også på at løbe, og sammen med sin lillebror begyndte hun at vinterbade. Hun konstaterede, at de fysiske udfordringer var gode for hendes sind.

Nogle måneder efter, at psykologen havde fortalt, at angsten var væk, deltog Livas far i ”Den Store Bagedyst”. Liva har altid været glad for at lave mad, og hun brugte noget af sin nye energi i køkkenet, når hendes far skulle træne til optagelserne. Da hun hørte, at DR havde planer om at afholde en bagedyst i børnehøjde, tænkte hun, at hun ville søge om at komme med.

Livas familieliv har været præget af hendes angst. Faderen skiftede eksempelvis job, så han kunne være hjemme i dagtimerne, og på den måde sikrede forældrene, at der altid kunne være nogen hos Liva. Billedet er fra dengang, hun gik i børnehave. – Privatfoto.
Livas familieliv har været præget af hendes angst. Faderen skiftede eksempelvis job, så han kunne være hjemme i dagtimerne, og på den måde sikrede forældrene, at der altid kunne være nogen hos Liva. Billedet er fra dengang, hun gik i børnehave. – Privatfoto.

I ansøgningen skrev hun, at hun var gået glip af meget i sin tidlige barndom på grund af angsten, og at hun følte, at hun skulle nå at indhente en hel masse i form af gode oplevelser og gode relationer, og at hun tænkte, fællesskabet omkring programmet kunne være stærkt at være en del af.

”Jeg tror, jeg fløj på sådan en ’jeg kan alt, for jeg har ikke angst’-følelse.”

Forældrene tænkte, at hun roligt kunne sende ansøgningen, for der ville være mange ansøgere, og datterens erfaringer i det søde køkken var ganske begrænsede. I sommerferien blev hun indkaldt til den afgørende audition i det hvide telt Clausholm Slotspark. 20 juniorer dystede om de otte pladser. De blev filmet, mens de bagte roulader. Livas blev god, og forældrene kunne se, at der var en reel mulighed for, at hun skulle deltage. Parret drøftede med hinanden, om det var fornuftigt at give lov og mindede hinanden om, at angsten havde sluppet sit tag i deres datteren, før angsten for angsten havde sluppet sit tag i dem.

Sidste lørdag blev Liva kåret som mesterbager. Hun har fået masser af ros for sine bagetekniske præstationer og oplevet et stærkt fællesskab bag kameraerne, men optagelserne har også presset hende. Hendes tænder har i pressede situationer klapret, og hun har haft tudeture undervejs i optagelserne, men hun kunne også se, at hun ikke var den eneste deltager, som kæmpede med sine følelser. Og så siger hun som den 13-årige, der ofte føler sig som en gammel dame:

”Jeg har lært rigtig meget om ’Liva uden angst’ ved at være med i programmet. Jeg analyserer stadig alle mine følelser, tanker og reaktionsmønstre, men i dag er jeg i stand til at passe på min krop og mit hoved.”