Susanne er flittig bruger af patientbiblioteket: I en verden af sygdom er det godt at forsvinde ind i bøgernes verden

Engang havde ethvert større sygehus med respekt for sig selv et patientbibliotek. I dag er der det på Rigshospitalet i København tilbage. For Susanne Noll, som har fået sat sit ene ben af efter kræft i knæet, var bøgerne med til at vende en svær situation til noget tåleligt

Susanne Noll, 60 år, har gennem bøgerne fået nyt mod, selvom hun på samme år mistede sin mand og fik konstateret kræft i knæet.
Susanne Noll, 60 år, har gennem bøgerne fået nyt mod, selvom hun på samme år mistede sin mand og fik konstateret kræft i knæet. Foto: Emil Kastrup Andersen.

Kan man tåle at læse om døden, når man selv er indlagt med en livstruende sygdom? Ja, mener Susanne Noll, for når man får vendt op og ned på sit liv, er der trøst og mod at hente i litteraturen.

I november sidste år blev hun indlagt her med kræft i knæhasen. Eneste løsning var at amputere benet.

”Det var en besked, som jeg lige skulle bruge 14 dage til at få sjælen med på,” siger hun.

Men sådan blev det, og det var, da Susanne Noll skulle lære at gå igen på sit nye ben af stål, at hun på sine ture rundt på hospitalet i forhallen kom forbi ”en oase, der ikke var sygehus”, som hun kalder biblioteket.

”Det var visuelt opløftende at gå forbi, selv om aftenen, når der var lukket. Jeg kiggede ind ad glasdørene på bøgernes verden og de små udstillinger, der hele tiden skiftede. At kunne leve sig ind i en anden verden end den, der gjorde ondt, var på det tidspunkt lige det, jeg havde brug for. Jeg kunne kigge og læse mig væk fra det, der kun bekymrer.”

Noget af det første hun læste var Peter Bastians ”Altid allerede elsket”. Den handler om Peter Bastians sidste tid, efter at han ikke længere kan eller vil behandles for sin kræftsygdom, og er fortalt til vennen Tor Nørretranders.

”Det var rart at læse en bog, hvor det hele blev afsløret, for liv og død var jo også mit tema. Jeg sad midt i lidt af det samme og kunne lige så godt ikke være her. I dag er jeg ikke spor bange for at læse om døden eller arbejde med de tanker, der kommer. Jeg tør se døden som noget, man kan bevæge sig ind i.”

Biblioteket på Rigshospitalet er en oase i en hverdag af hvide kitler, mener lånerne. Her kan man tale om andet end sygdom og hospitalsmad.
Biblioteket på Rigshospitalet er en oase i en hverdag af hvide kitler, mener lånerne. Her kan man tale om andet end sygdom og hospitalsmad. Foto: Emil Kastrup Andersen

Også Troels Kløvedals livstestamente, bogen ”Alle mine morgener på jorden: Mit autodidakte liv” har hun haft glæde af at læse.

”På patienthotellet ser jeg jo alle de morgener, hvor patienterne gør sig klar og er lidt nervøse, fordi de om lidt skal over til behandling. De store tanker om liv og død og alt det midt imellem er det rigtig rart at få lagt i en litterær kontekst,” siger Susanne Noll, der kort før hun selv blev syg, mistede sin mand.

”Han døde på halvanden måned af modermærkekræft, og så fik jeg selv kræft. Jeg havde mistet, og jeg var selv syg og havde i den grad døden inde på livet,” siger Susanne Noll, der også blev berørt af Maria Gerhardts selvbiografiske ”Transfervindue”, der er skrevet på Bispebjerg Hospitals palliative afdeling, hvor Susanne Nolls mand var indlagt til sidst.

”For mig var det noget med, at det var et emne, som jeg sagtens kunne leve mig ind i og ja, drage nytte af.”

Hun har nu boet på Rigshospitalets patienthotel i tre måneder, men skal snart flytte ind i en lejlighed, som ikke ligger på tredje sal som den, hun havde før.

”Når jeg en sjælden gang har været hjemme, måtte jeg tage trappen trin for trin på numsen. Tredje sal duer ikke for mig mere.”

Mange af dem, der er indlagt på Rigshospitalet, er her, fordi de fejler noget alvorligt. Og selv om litteraturen ikke kan helbrede, så kan den lindre og inspirere, mener Bodil Svan- sø, der har været bibliotekar her siden 1991. Hun har ligefrem oplevet patienter, som sagde, at biblioteket havde reddet deres liv.

”Bøger kan i hvert fald hjælpe til at vende en situation og give adspredelse. For mange giver det også en tryghed at genlæse noget, man har haft det godt med før, eller tage en forfatter op, som man godt kan lide. På psykiatrisk afdeling havde vi en mor, som kom og lånte bøger for at læse højt for sin voksne søn, som var i krise. Jeg tror, det var eventyr, hun læste, noget, som kunne minde ham om gode dage.”

Det sker også, at en afdeling henvender sig for at få en bog til et barn, der er døende. ”Brødrene Løvehjerte” for eksempel.

Flere betegner biblioteket som et frirum væk fra kitler og maskiner. Her har folk ikke en diagnose, de er bare læsere. Og så er biblioteket, noget, man kan sige nej til.

”Det er mærkeligt at skulle sige det, men det er noget af det vigtigste, at man kan sige nej til os. Men der er så meget her, man ikke kan bestemme over selv, man skal tage sin medicin, man skal opereres, man skal genoptræne. Om man vil bruge os, er ens eget valg, det tror jeg virkelig er vigtigt for et menneske,” siger bibliotekar Dorte Spon.

Også personalet låner bøger her. Et eksempel på, at skønlitteratur kan bruges af sundhedspersonale til at forstå patienternes situation, er ”Sorg er et væsen med fjer” af Max Porter. Det er en poetisk og surrealistisk fortælling om en mand og hans sønner og deres vej gennem sorgen over tabet af deres kone/mor.

”En sygeplejerske, som arbejder på en afdeling, hvor der ofte er døende, også unge mennesker, fortalte, at hun har læst enormt meget faglitteratur om sorg og faser, men ved at læse den her bog, som er fiktion, fik hun en meget bedre forståelse af, hvordan der er derinde i sorgen,” siger Bodil Svansø.

Også bogen ”Syg litteratur”, en antologi med tekster af blandt andre Tove Ditlevsen, Kim Leine og Dea Trier Mørch, læses af både personale, pårørende og patienter.

Her kommer også lånere, der ikke er vant til at læse, men som alligevel keder sig nok til at give bøger et forsøg. Her er serien ”Virkelighedens Verden” et hit. Det er dokumentariske beretninger med titler som ”3096 dage; Natascha Kampusch”, ”De stjal mit liv” og ”Forbudt kærlighed. Min hemmelige affære med biskoppen af Galway”.

De mest populære i serien er dem om andres ulykke, typisk incest, narkomani og spillegæld – det er menneskeligt i en svær situation at ville læse om nogen, der har det værre.

Racerkøreren Jason Watts bog ”Fordi jeg vil” var meget populær, dengang sårede soldater vendte hjem fra Afghanistan.

”Når man har mistet et ben eller en arm, er det godt at læse om nogen, der på trods af et lignende handicap klarer sig. Ligesom eventyr er gode til børn, for her klarer helten sig mod det onde og skal igennem det uhyggelige, før det bliver godt,” siger Dorte Spon.

Fordi Rigshospitalet er for patienter fra hele rigsfællesskabet, findes her også bøger på grønlandsk. Mange af de grønlandske lånere kan godt lide at læse om spøgelser, ånder og myter om nogen, der går igen.

På biblioteket arrangeres også forfatteraftener, læseklub, musikindslag, ofte med Højskolesangbogen, og hver anden fredag er her morgensang. Men det, der virkelig fangede Susanne Nolls blik, da hun på sit nye ben en dag gik forbi biblioteket i forhallen, var en flot bog om Caminoen. Den 800 kilometer lange pilgrimsrute, der begynder i det sydlige Frankrig, fortsætter over Pyrenæerne og går tværs over det nordlige Spanien.

”Jeg har altid tænkt, at jeg ville gå Caminoen, men nåede det ikke, så man skulle tro, det var en nedtur at læse en bog om pilgrimsruten, men sådan var det ikke. Hvis man ikke kommer til at opleve ting fysisk, kan man gøre det på anden måde, det kan man jo blive tvunget til. Og nu har jeg i hvert fald næsten været der. Jeg blev ikke vemodig, for det var en verden, det var rart at være med i.”