Prøv avisen
Spørg om livet

I et dårligt ægteskab kan man langsomt vænne sig til uretfærdighed og krænkelser

Ethvert menneske har brug for at tage sig selv og sin trivsel og helbred alvorligt. Ingen mennesker fortjener at blive behandlet nedgørende af andre, og når det sker, er det vigtigt, at der gribes ind, skriver psykolog og familieterapeut Annette Due Madsen og overlæge og psykiater Jørgen Due Madsen i brevkassen "Spørg om livet". Foto: Ritzau Scanpix/Iris

Er der først opstået en gold ensomhed i tosomheden, kræver det en stor indsats fra begge, hvis parforholdet skal reddes

Kære brevkasse

Sidste uges brevkasseskriver efterlyste respons. Jeg har ikke oplevet det samme som Birthe. Men da jeg læste brevet, blev jeg harm.

Min første tanke var, at sådan skal et menneske ikke behandles.

Jeg tror, at man langsomt kan vænne sig til meget, når hverdagene går, og tingene udvikles langsomt. Til sidst kan man næsten tænke, at den måde, man bliver behandlet på, er normal. Men ser man det udefra og på skrift, så får jeg virkelig ondt af Birthe.

Hendes mand har igennem årene kommet med kontraordrer, når hun bad sine børn om at hjælpe lidt til med huslige opgaver i hjemmet.

Når de er ude at handle, så undlader han meget gerne at betale regninger. Birthe er i tillæg plaget af sygdom, samtidig med at hun er oppe i 60’erne og stadig har et fuldtidsjob, som tapper mange kræfter.

Alligevel er det ikke sådan, at hendes mand føler det naturligt at tage sig ekstra meget af de hjemlige ting, nu når han ikke er i arbejde og er sund og rask, men mener, at de skal dele det ligeligt.

Når det handler om at gå på pension, så forstår jeg på Birthe, at hun skal sidde og høre om sin mands beslutninger, når han fortæller det til nogle venner.

Det er jo ikke i orden, at han ikke først har sat sig roligt ned og drøftet det grundigt med sin kone, inden det gives videre til andre. Selvkritik er heller ikke hans stærke side, men til gengæld kan han godt og grundigt kritisere sin kone.

Når det gælder økonomien hjemme hos dem, så er det ikke med venlige spørgsmål, at han spørger om, hvordan tingene eventuelt kan skrues sammen, efter hans indtægt daler, men han udtrykker som en slags selvfølgelighed, at han bare skal have nok. Det lyder mere som et uartigt teenagebarn end en voksen, moden mand.

Det er jo nedbrydende at gå i en atmosfære af surhed og selvoptagethed på denne måde år ud og år ind.

Det må tære dagligt på kræfter og humør. Jeg kan godt forstå, at Birthe næsten har opgivet inde i sig selv. Jeg synes, som I skriver, at det må afprøves med en meget fast selvrespekt, om der er potentiale for forandring, og om der er en antydning af forståelse for hendes situation i det ægteskab. Jeg går også ind for, som I skriver, at man skal gå langt for at bevare sine relationer. Men man skal ikke trampes på og udslettes som menneske.

Det er muligt, at der er flere forhold i Birthe og hendes mands relation, som spiller ind, end dem, vi hører om i sidste uges brev, og naturligvis er der ikke altid kun fejl på den ene side. Men hvis man ikke kan tale om tingene i en forholdsvis ordentlig atmosfære, og hvis man oplever, at der slet ikke vises respekt for ens person og ens velbefindende, så skal man alvorligt overveje, om man kan holde til det videre frem. Og om man vil det.

Jeg ved, at det kan have meget store konsekvenser at bryde op og lade sig skille. Ved et brud kan man miste mange ting, som man er vant til.

Man skal sikkert flytte, børnene kan have mange slags reaktioner og måske også stille sig uforstående over for beslutningen. Man kan miste venner, og økonomien kan påvirkes. Det er alt sammen meget store temaer. Men alligevel skal det vejes op mod ens helbred og ens menneskeværd. For lider og slides man i en relation dagligt, så må man tage det alvorligt.

Jeg håber, at min spontane reaktion kan bidrage til, at Birthe hanker op i sin selvrespekt og taler med alvorligt store bogstaver, således at hendes mand for alvor opdager, at det liv, de har nu, under alle omstændigheder ikke kan fortsætte på samme måde, som det har gjort i alt for lang tid.

8Venlig hilsen

8Mette Marie

Kære Mette Marie

Tak for dit brev og dit engagement. Som du skriver, så er det ofte sådan med forholdet til vores nære relationer, at de udvikles langsomt. Nogle gange sker der en langsom fordybelse af kærligheden, så man bliver umistelig for hinanden, fordi den gensidige respekt og oprigtige nysgerrighed efter den andens tanker og perspektiver åbner op for gode samtaler og gode berøringer. Det kommer sjældent af sig selv, men kan komme, fordi man tager ægteskabet alvorligt og giver det næring og vitaminer.

Desværre ses også udviklingen den anden vej, hvor den ene eller begge i årenes løb bliver mere og mere forladt inde i sig selv. I denne udvikling kan man blive i tvivl om egen dømmekraft, så selv udefra betragtede urimeligheder, uretfærdigheder og krænkelser ikke ses særlig tydeligt. Man har langsomt vænnet sig til det. En sådan tilvænning har en metafor i historien om frøen, der opholdt sig i en gryde med vand, som langsomt blev varmet op. Frøen svømmede rundt i det velkendte vand og opdagede først livsfaren, når temperaturen blev så høj, at det blev for sent at komme væk.

Udviklingsstadier i et døende ægteskab kan nogle gange beskrives på denne måde:

1. Parret har en vis fornemmelse af, at der er noget galt, og at problemerne hober sig op og er alvorlige. Nogle gange er det mest den ene, der virkelig mærker det.

2. Det hjælper ikke at snakke ud om det, eventuelle terapiforsøg kikser, eller den ene eller begge vil ikke have hjælp.

3. Parret kommer mere og mere til at leve parallelle liv. De har fælles adresse og kan have enkelte aktiviteter fælles, men indbyrdes givende samtaler, kærlige berøringer og seksualitet forsvinder.

4. Ensomheden sætter ind. Og den mærkes ekstra, når man er to på adressen.

Det betyder ikke, at alt håb nødvendigvis er ovre i stadie fire. Men vejen ind til hinanden er meget lang – og kræver, at begge vil det.

Ethvert menneske har brug for at tage sig selv og sin trivsel og helbred alvorligt. Ingen mennesker fortjener at blive behandlet nedgørende af andre, og når det sker, er det vigtigt, at der gribes ind. Det samme tænker vi om børn, der for eksempel oplever mobning i skolen, unge, der bliver nedgjort på de digitale medier, eller voksne, der dagligt på sin arbejdsplads møder en negativ chef eller kollega, som ikke tager vedkommende med på råd, eller som nedgør de ting, vedkommende bidrager med.8

Venlig hilsen