I Gedser er grænsen snart det eneste, der er åbent

Danmarks sydligste by gav Dansk Folkeparti knap 40 procent af stemmerne ved folketingsvalget. Kristeligt Dagblad tog til Gedser for at finde ud af hvorfor

Passagerfærgen M/F ”Prins Joachim” og dens makker, M/F ”Kronprins Frederik”, sejler hver dag i rutefart mellem Gedser på Sydfalster og Rostock i Nordtyskland. De åbne grænser betyder, at færgen transporterer kriminelle udlændinge til Danmarks sydligste by, lyder det fra en række borgere i Gedser. Foto: Flemming Karlsen.
Passagerfærgen M/F ”Prins Joachim” og dens makker, M/F ”Kronprins Frederik”, sejler hver dag i rutefart mellem Gedser på Sydfalster og Rostock i Nordtyskland. De åbne grænser betyder, at færgen transporterer kriminelle udlændinge til Danmarks sydligste by, lyder det fra en række borgere i Gedser. Foto: Flemming Karlsen. Foto: FL.KEITH KARLSEN.

Passagerfærgen M/F ”Prins Joachim” glider gennem vandet og pruster sort røg op i luften.

Nogle hundrede meter før den når leje 1 i Gedser Færgehavn, hæver det 152 meter lange skib fra Scandlines langsomt sit bovvisir. Som en kæmpe hval, der åbner sit gab, er den klar til at spytte passagerer og køretøjer ud.

Nogle af dem er biler og lastbiler fra Polen og Rumænien, der ofte er repræsenteret på de op mod 10 daglige overfarter mellem Gedser på Sydfalster og Rostock i Nordtyskland.

Netop den ivrige østeuropæiske trafik over Østersøen kom efter alt at dømme til at spille en central rolle for resultatet af folketingsvalget i Gedser. Her fik Dansk Folkeparti som i Syd- og Sønderjylland et overbevisende valg, og den lille havneby blev et af de steder i Danmark, hvor partiet blev allerstørst. 361 af gedserborgernes 960 gyldige stemmer gik til Dansk Folkeparti, hvilket svarer til 37,6 procent. 192 af stemmerne fik den lokale René Christensen, som også sidder i byrådet i Guldborgsund Kommune.

”Dansk Folkeparti formåede at sætte ord på mange borgeres reelle bekymring og utryghed,” skrev politisk journalist Erik Meier Carlsen efterfølgende i Kristeligt Dagblad.

Det er muligt, at Dansk Folkepartis storsejr ved valget kom bag på Danmark, men den kom ikke bag på Gedser.

En stemme fik partiet fra 57-årige Klavs Rasmussen, der er ansat hos Scandlines som havnetekniker i færgeterminalen, hvor han ser, ”hvad der kører ind og ud af landet”.

”Grænsen er grunden til, at jeg stemte på Dansk Folkeparti. Den burde bemandes med politi og toldvæsen døgnet rundt, og der skulle være ind- og udrejsekontrol. Jeg kan ikke se, det skulle sende et dårligt signal til turisterne. Hvis man har rent mel i posen, kan det ikke være et problem at blive stoppet. Jeg vil mene, at det svarer til at låse døren til sit hus,” siger han.

Sammen med tre andre medlemmer af Gedser Jolle- & Lystfiskerklub holder Klavs Rasmussen kaffemøde om, hvordan klubhusets nye tag skal lægges. Alle mødedeltagere i det røde træhus ved vandkanten stemte på Dansk Folkeparti. De har alle boet hele deres liv i Gedser-området og har kunnet mærke, hvordan de åbne grænser har skabt problemer i lokalsamfundet. Noget, folk inde i hovedstaden måske ikke helt forstår, mener de.

De seneste tal viser ganske vist et fald i antallet af tyverier fra erhvervs- og beboelsesejendomme i området. Men rundt om bordet kan flere fortælle historier om gentagne indbrud, stjålne påhængsmotorer skåret ud af bagenden på deres både og om polske lastbiler fyldt med stjålne cykler og landbrugsmaskiner.

 Klavs Rasmussen er havnetekniker ved Scandlines ved færgeterminalen i Gedser og har stemt på Dansk Folkeparti for at få indført grænsekontrol.
Klavs Rasmussen er havnetekniker ved Scandlines ved færgeterminalen i Gedser og har stemt på Dansk Folkeparti for at få indført grænsekontrol. Foto: FL.KEITH KARLSEN

”Selvfølgelig kan man ikke vide, hvem der har begået indbrud, hvis ikke de bliver taget. Og mange af de polakker og rumænere, der kommer her for at arbejde i landbruget og luge roer, er ærlige og venlige. Men jeg ser også dem, der kommer med færgen fra Rostock med en tom bil, og som få dage senere tager turen tilbage igen med en bil, der bugner af tyvekoster. Da vores ven Kim fik stjålet sin kompressor, ringede han til politiet i Rostock for at få dem til at ransage bilen, når den kom i land, fordi det ikke nyttede noget at ringe til det danske politi,” siger Klavs Rasmussen.

Nogle af de østeuropæiske chauffører på langtur sviner også i lokalområdet, fortæller 57-årige Jim Rasmussen, som er brofoged på Masnedsundbroen ved Vordingborg.

”De holder fest på rastepladsen ved lystbådehavnen, og så smider de alt deres affald der. Det er en kæmpe møgbunke,” siger han.

”Ja, og så skider de i poser og smider dem ud ad vinduet, fordi de ikke har noget sted at være,” siger Klavs Rasmussen.

Generelt er stemningen i klubhuset, at man skal bruge flere penge på det nære og færre på krige og flygtninge langvejsfra.

”De penge, vi bruger på flygtninge, skulle vi hellere bruge på vores ældre,” siger Jim Rasmussen

Meget er lukket i Gedser. Byens skole, plejehjemmet, feriecenteret og jernbanen. I øjeblikket diskuterer man at lukke byens eneste vuggestue og børnehave, Strandloppen.

 Nicklas Bøgh (tv.) og Christian Rosenhøj mener ikke, vi i Danmark har råd til at forsørge ”Gud og hvermand”. Derfor har de stemt på Dansk Folkeparti.
Nicklas Bøgh (tv.) og Christian Rosenhøj mener ikke, vi i Danmark har råd til at forsørge ”Gud og hvermand”. Derfor har de stemt på Dansk Folkeparti. Foto: FL.KEITH KARLSEN

På Havnekroen kan man dog få et måltid mad. Medisterpølse med rødkål er dagens ret. Der er altid dansk mad med sovs på menuen, for det skal kunne mætte selv den største landbrugsmedarbejder. Man kan spise i krostuen, eller man kan tage den med hjem. Særligt i høstsæsonen er det populært.

I baren står Niels Peter Juel Jensen på 47 år. Han har ikke noget arbejde. Han stemte personligt på René Christensen, hvilket han også har gjort tidligere.

”Jeg ser, hvad der foregår på havnen. Der er ikke nogen kontrol. Og så synes jeg, vi skal stramme op på indvandringen. Vi kan dårligt passe vores egne ældre. Jeg kender flere, der ligger hele dagen og må vente på at få skiftet ble,” siger han.

Ældre er der mange af i Gedser. I perioden fra 2010 til 2015 faldt det samlede befolkningstal med 6,2 procent. Faldet er sket i alle aldersgrupper undtagen blandt dem over 65 år, hvor antallet af personer steg med 6,9 procent i perioden.

På Strandvej ligger byens ældreboliger i en hestesko med et springvand i midten. 83-årige Ketty Rasmussen er på vej på besøg hos en anden dame. Hun har en buket blomster med på trinbrættet på rollatoren. Med sit hvide hår samlet i en hestehale og sine dybrøde negle er hun en elegant dame, der dog ikke ønsker at blive fotograferet til avisen. Hun har boet i Gedser i seks år og kommer egentlig fra Søllerød i Nordsjælland. Hun flyttede hertil for at være tættere på sin datter, som nu desværre er død af kræft. Ketty Rasmussen stemte ikke selv på Dansk Folkeparti, men tror, at mange ældre gør det af sociale årsager.

”Mange er optaget af, at vi ældre skal have det godt. Jeg har da også hørt om nogle, der kun får skiftet sengetøj en gang om måneden. Jeg synes, det skal skiftes hver uge. Heldigvis har vi nogle søde damer i hjemmehjælpen her, som vi kan kidnappe, hvis vi har brug for en hjælpende hånd,” siger hun.

Personligt tror Ketty Rasmussen ikke, det hjælper på kriminaliteten at indføre grænsekontrol.

Foto
Foto Foto: FL.KEITH KARLSEN

”Forbryderne skal nok komme ind, hvis de virkelig vil. Det er nu heller ikke noget, jeg går og bryder min hjerne med.”

Dannebrogsflag i massevis vajer i vinden på Gedser Hovedgade. I hele sommersæsonen er flagene hejst for at skabe en festlig stemning for de besøgende.

Dagli' Brugsen er byens knudepunkt og bliver af nogle af de lokale kaldt snakkeklubben. Den er også eneste dagligvarebutik. På parkeringspladsen overfor sidder 21-årige Nicklas Bøgh og 20-årige Christian Rosenhøj i en midnatsblå Seat Toledo. Om lidt skal de til Nykøbing Falster for at se på nyudklækkede studenter. De fleste unge kvinder er flyttet fra Gedser for at læse videre, fortæller de. Vinduet er rullet ned, og det dufter sødt af herreparfume. De bor sammen og er begge vokset op i Gedser. Nicklas Bøgh arbejder som skibsmatros på Nordsøen. Christian Rosenhøj arbejder i landbruget. De er begge godt tilfredse med valgresultatet. Begge stemte på René Christensen fra Dansk Folkeparti.

”Jeg synes, vi skal ud af alt det EU. Det trækker os ned. Jeg mener heller ikke, vi har penge til at forsørge Gud og hvermand. Det er fint nok med dem, der er her, men så behøver vi heller ikke at få flere udlændinge. Så hellere hjælpe dem, der er her nu,” siger Nicklas Bøgh.

Christian Rosenhøj er optaget af grænsekontrollen.

”Der kommer mange polakker her, og vi ser lidt for mange sjove biler og lukkede kassevogne nede på pladsen,” mener han.

Menighedsrådsformand Kim Ole Grützmeier mener, at grænsekontrol vil være et dårligt signal at sende til turisterne.
Menighedsrådsformand Kim Ole Grützmeier mener, at grænsekontrol vil være et dårligt signal at sende til turisterne. Foto: FL.KEITH KARLSEN

Med sin toårige søn i klapvognen kommer 21-årige Simone Grove gående mod Brugsen. Hun læser til dyrepasser og arbejder samtidig i børnehaven i Væggerløse 17 kilometer væk. Hun stemte på Enhedslisten ved folketingsvalget.

”De gør noget for, at de unge skal have en uddannelse. Det, synes jeg, er vigtigt, når jeg har et barn. Det, som Dansk Folkeparti gør for dyrene, er fint nok. Og jeg synes også, det er en god idé med grænsekontrollen. Det er for nemt at slippe over grænsen med stjålne ting,” siger hun.

Gedser er gennemstrømmet af at ligge ved havet. Det gælder også for byens kirke, hvor lofthvælvingen mest ligner en træbåd, der er vendt på hovedet. Den er tegnet af P.V. Jensen-Klint, inden denne tegnede Grundtvigs Kirke i København. Formand for menighedsrådet, 67-årige Kim Ole Grützmeier, har låst os ind. Kirken kan ikke stå åben af frygt for indbrud og hærværk.

Foto
Foto Foto: FL.KEITH KARLSEN

Kim Ole Grützmeier er en af de gedserborgere, som har været ude, men nu er vendt tilbage. Han er cand.phil. i russisk og arbejdede i mange år på Det Kongelige Bibliotek i København. Nu er han stort set gået på pension og bor sammen med sin finske hustru, Liisa, der er pensioneret sygeplejerske, i et smukt hvidt hus i Gedser. Det var hans forældres hjem. Ægteparret er ikke overrasket over, at Dansk Folkeparti står stærkt i færgebyen. Den lokale kandidat, René Christensen, er en både venlig og jovial mand, der er god til at italesætte det, mange borgere i byen tænker, mener de.

”Det er grænsekontrol, asylpoltik og indvandring, der optager folk. Jeg tror, man er bange for, at der skal gå noget fra én selv,” siger Kim Ole Grützmeier, der selv har siddet i byrådet for Socialdemokraterne.

Hans hustru mener, at byens angst for de fremmede er lidt overdrevet.

”Jeg mener ikke, vi skal være så bange for de fremmede. Selvfølgelig skal der ikke komme folk og lave indbrud og hærværk, men jeg tror, det drejer sig om en lille hård kerne. Der findes brodne kar, og så er det nok typisk, at man lægger mere mærke til dem, hvis de er udlændinge,” mener Liisa Grützmeier.

Parret er glade for at bo i Gedser tæt på naturen og tæt på det Europa, der ligger på den anden side af Østersøen. De har blandt andet flere venner i Rostock, som de let kan besøge. Derfor er de ikke tilhængere af mere grænsekontrol.

”Jeg synes, det er dårligt signal at sende til turisterne, hvis vi lukker os inde ved grænserne. Vi kan ikke sætte hegn rundt om hele Gedser. Og jeg tror, at hvis folk vil ind, skal de nok komme det. Fremtiden her er netop turisme. Gedser er bygget op om sin funktion som overfartsby,” siger han.

Nede ved færgeleje 1 er M/F ”Prins Joachim” tæt på at være i havn. Planen er, at der snart skal indsættes endnu større færger med plads til flere passagerer på Gedser-Rostock-ruten. Havnetekniker Klavs Rasmussen, der tidligere på dagen holdt kaffemøde i Jolle- & Lystfiskerklubben, står nu på havnen i sit blå arbejdstøj. Han bekræfter, at der er gang i biksen.

”Vi har rigeligt at sejle med, der er næsten altid fyldt op. Og det er her op til weekenden, at vi ser mange køretøjer med østeuropæiske nummerplader,” siger han.

 Nicklas Bøgh (tv.) og Christian Rosenhøj mener ikke, vi i Danmark har råd til at forsørge ”Gud og hvermand”. Derfor har de stemt på Dansk Folkeparti.
Nicklas Bøgh (tv.) og Christian Rosenhøj mener ikke, vi i Danmark har råd til at forsørge ”Gud og hvermand”. Derfor har de stemt på Dansk Folkeparti. Foto: FL.KEITH KARLSEN
Knud Petersen, Jan Svendsen og Jim Rasmussen fra Gedser Jolle- & Lystfiskerklub stemte alle på Dansk Folkeparti ved valget.
Knud Petersen, Jan Svendsen og Jim Rasmussen fra Gedser Jolle- & Lystfiskerklub stemte alle på Dansk Folkeparti ved valget. Foto: FL.KEITH KARLSEN
 Klavs Rasmussen er havnetekniker ved Scandlines ved færgeterminalen i Gedser og har stemt på Dansk Folkeparti for at få indført grænsekontrol.
Klavs Rasmussen er havnetekniker ved Scandlines ved færgeterminalen i Gedser og har stemt på Dansk Folkeparti for at få indført grænsekontrol. Foto: FL.KEITH KARLSEN
Foto
Foto Foto: FL.KEITH KARLSEN
Menighedsrådsformand Kim Ole Grützmeier mener, at grænsekontrol vil være et dårligt signal at sende til turisterne.
Menighedsrådsformand Kim Ole Grützmeier mener, at grænsekontrol vil være et dårligt signal at sende til turisterne. Foto: FL.KEITH KARLSEN
Foto
Foto Foto: FL.KEITH KARLSEN