For et par år siden kom Christina Panduro Rands mand hjem fra det lokale fitnesscenter og hilste fra en af hendes tidligere træningskammerater.
”Jeg har aldrig følt mig så alene,” siger hun i dag.
”Min mand sad lige over for mig, og alligevel ramte ensomheden mig. Jeg kunne ikke længere komme til cirkeltræning om søndagen, og jeg gik glip af det fællesskab, som fortsatte uden mig.”
Christina Panduro Rand er 42 år og bor sammen med sin mand i Silkeborg. For omkring fire år siden blev hun diagnosticeret med Bodily Distress Syndrom, en kropslig stresstilstand, og MCS – duft- og kemikalieoverfølsomhed. Mens coronakrisen betyder, at danskere i alle hjem lige nu oplever at være isoleret, har hun gjort sig erfaringer med den tilstand i flere år. Hendes sygdom betyder, at hun er blevet førtidspensionist og ikke længere kan shoppe, gå på restaurant eller til koncerter, besøge venner og træne i fitnesscenter. For når man bliver syg af at være i nærheden af parfume og andre kemikalier, er der ikke mange andre steder end sit hjem og naturen, man kan opholde sig i.
”Det er lidt som at leve i en fængselscelle, men jeg har besluttet mig for, at jeg ikke vil være bitter, for det forpester mit liv. I stedet prøver jeg hver dag at kratte lidt i fugerne i den celle. Vejen ud af ensomhed handler om at finde de løse mursten,” fortæller hun.
Vi bliver født alene, vi lever alene, og vi dør alene. Ordene tilskrives den amerikanske skuespiller, filminstruktør og manuskriptforfatter Orson Welles (1915-1985), og de er højaktuelle i en tid, hvor danskere er isoleret i deres hjem, og hvor håndtryk, kram og kærtegn er blevet en mangelvare. Ensomheden ligger på lur, både hos de mange danskere, der bor alene, og for dem, hvis fysiske samvær er begrænset til de få, de deler husstand med.
Anette Ejsing er præst ved Boholte Kirke ved Køge og har som tidligere fængselspræst erfaringer med, hvad isolation gør ved mennesker. Og så har hun skrevet ”The Power of One” – en teologisk bog om ensomhed.
”Ligesom indsatte er vi andre nu på en måde sat i fængsel, for der er tale om en form for frihedsberøvelse. Mennesker i isolation har de samme følelser og problemer som før isolationen, men følelserne bliver større, og de bliver blotlagt. Det er både glæden, vreden, sorgen og ensomheden. Derfor er ensomheden ikke ny, men den kommer frem i os,” siger hun og fortsætter:
”Jeg tror, at mange danskere pludselig vil opleve, at de føler sig ensomme i deres kernefamilie eller i bofællesskabet. Situationen her afslører, om man føler meningsfulde tilhørsforhold til andre mennesker,” siger hun.
Det kendetegner den nuværende isolation, at den er påtvunget og ikke selvvalgt. Forskellen på de to skrev professor emeritus i psykologi ved Københavns Universitet Peter Elsass om i bogen ”Kunsten at være alene” fra 2016:
”Den selvvalgte tilbagetrækning, retræten, er stressbekæmpende og lykkegivende, og den påtvungne ensomhed er nedbrydende og sygdomsfremkaldende. Men positionerne kan hurtigt skifte plads, og den frivillige ensomhed bliver til en rastløshed fyldt med fortidens dæmoner. Man nyder at være alene i sit sommerhus, men pakker pludselig sammen og kører hjem, fordi man er blevet oversvømmet af en uformuleret og sær fortvivlelse. Eller man bliver fanget ind af ’den onde ensomhed’ på grund af en alvorlig sygdom, men hvor livet alligevel i et kort glimt bliver givende og glædesfyldt. Netop når vi er allermest alene, kan vi få en sær oplevelse af at få en større forståelse af os selv og vores omgivelser.”
Mange peger ligesom Peter Elsass netop på, at der både er en god og en ond ensomhed. En af dem er Henrik Jensen, der er lektor emeritus i historie ved Roskilde Universitet samt forfatter, anmelder og debattør.
”Ensomhed er både noget, vi vil undgå, og noget, vi søger. På dansk er der kun ét ord for det, men på engelsk har de to: ’Loneliness’, som er den negative variant, og ’solitude’, som er mere positiv. De fleste af os har behov for en vekselvirkning mellem socialt samvær med andre og så tilbagetrækningen.”
Derfor er ensomhed ikke kun et onde, men kan også være frugtbar, mener han:
”Der kan i den moderne verden være brug for at trække sig tilbage for at bevare kendingen med sig selv. Det er i tilbagetrækningen, man kommer tættere på nogle af de grundlæggende spørgsmål. Hvad er meningen? Hvem er jeg? Hvad skal jeg stille op med mit liv, og hvordan er mit forhold til andre?”.
Han peger på, at den onde ensomhed måske især rammer de svage i vores samfund lige nu – som når ældre på plejehjem ikke kan få besøg af deres pårørende og måske ikke kan bruge digitale hjælpemidler til eksempelvis videosamtaler.
”Men for de fleste af os andre tror jeg, den første chok-periode, hvor man er rastløs over at være isoleret, nu måske er erstattet af, at man er landet lidt i at skulle være isoleret. Problemet er, at vi ikke ved, hvor længe det varer, og der er grænser for, hvor længe man kan holde ud at være isoleret uden at blive ensom. Dybest set er mennesket et flokdyr, som går i stå, hvis det i for lang tid ikke kan være en del af flokken.”
Et flokdyr? Næ! Sådan lyder det fra Hans Hauge, der er dr.phil. og lektor emeritus i litteratur ved Aarhus Universitet.
”Mennesket er grundlæggende ensomt. Og det er ikke det, der er problemet. Problemet er, at man ikke har en evne eller parathed til at være det. Derfor søger man i stedet ind i fællesskabet, men fællesskabet er en fjende. For vi forsvinder ind i massen for at ophæve vores selv. Det er det, der i eksistentialismens sprog kaldes at leve uegentligt,” siger han, der sidste år udgav bogen ”Ensomhedsparathed – eksistentialismens aktualitet” med samme pointe.
”Det, der sker lige nu, viser, hvad menneskets grundvilkår er. Sløret bliver taget af. Lige nu kan vi ikke søge ind i de lokkende fællesskaber for at dulme ensomheden. Nu tvinges vi til at erkende tilværelsen, som den egentlig er – at hver enkelt er overladt til sig selv.”
Og her kan heller ikke eksistentialismen hjælpe mennesket ud af ensomheden, mener Hans Hauge.
”Men den kan fjerne løgnen om tilværelsen, og der ligger en myndiggørelse i erkendelsen af ensomheden som grundvilkår. Nu afsløres hin enkelte, som Kierkegaard kaldte det.”
Livet handler altså ikke om at være lykkelig, men om at leve sandt, forstår man på Hans Hauge.
Isolation kan også sætte tanker i gang om opstandelsen. Det oplever i hvert fald præst Anette Ejsing.
”Isolationen i sin værste form er døden. Der, hvor vi fratages alt, også livet selv. Det presser os til at tage stilling til vores egen tro på kristendommens kerne – opstandelse fra de døde. Jo større vished jeg har, om at jeg en dag vil få livet igen for aldrig mere at skulle dø, jo mindre kan isolationen true mig.”
Ensomhed afhænger ikke af, hvor mange mennesker man har omkring sig, men af, hvilken tilknytning man føler til andre. Det siger den norske filosofiprofessor Lars Fredrik Svendsen, der i 2017 udkom med bogen ”Ensomhedens filosofi”:
”Ensomhed er en følelses af smerte eller ubehag, som fortæller en, at ens behov for tilknytning til andre mennesker ikke bliver tilfredsstillet.”
Lars Fredrik Svendsen har i forbindelse med sin bog brugt historiske, sociologiske og psykologiske metoder til at undersøge ensomheden, ligesom han har indhentet resultater fra store norske undersøgelser om levevilkår. Han peger på, at de nordiske lande faktisk rangerer lavt, når det kommer til udbredelsen af ensomhed.
”Det er, fordi vi i vores lande har så høje tillidsniveauer. Det har vi dels på samfundsplan, hvor vi bredt set stoler på hinanden, men også på individniveau kan man se, at mennesker med høj tillid til andre ser ud til at være mindre ensomme. Vi har et rosenrødt blik på lande som Italien, Spanien og Portugal, men der er de faktisk meget mere ensomme, end vi er i vores lande.”
Lars Fredrik Svendsen vurderer, at der i forbindelse med coronavirussens spredning ligger en fare for øget ensomhed, fordi tilliden er så central.
”Når vi har at gøre med en meget smitsom sygdom, er vi alle en potentiel risiko for hinanden. Derfor er det afgørende, at folk opfører sig ordentligt og følger myndighedernes anbefalinger. Hvis alle føler sig kollektivt forpligtet, kan vi nemlig fortsat stole på hinanden. Hvis vi derimod stopper med at stole på hinanden, vil et af vores vigtigste værn mod ensomheden begynde at svigte.”
Lars Fredrik Svendsens norske undersøgelser, som han mener at kunne overføre til danske forhold på grund af landenes ligheder, viser, at kvinder rammes oftere af ensomhed end mænd. Unge og ældre føler sig også mere ensomme end midaldrende, og funktionshæmmede mennesker og indvandrere bliver hyppigere ramt.
”Og så rammes mennesker, der mødes med deres venner hver dag, faktisk oftere af ensomhed end dem, der ikke gør. Det skyldes, at de har et stort socialt behov, og de vil derfor lettere opleve, at det ikke bliver opfyldt. Og det er en faktor, som mennesker selvfølgelig kæmper mere med nu end normalt,” forklarer Lars Fredrik Svendsen.
Men, påpeger han, tallene for ensomhed er faktisk forbløffende stabile i lande som Norge og Danmark.
”Mange, jeg selv inklusive, havde troet, at fremkomsten af sociale medier ville have øget ensomheden, men det har den faktisk ikke. Så selvom nogle mennesker måske for en periode vil føle sig mere ensomme lige nu som følge af isolation, så tror jeg ikke, man vil se en eksplosiv vækst i ensomhed.”
Lars Fredrik Svendsen er af den overbevisning, at man godt kan gøre noget ved sin ensomhed. Ifølge ham kan man flytte blikket væk fra andres formåen og lade det hvile på sig selv.
”Man kan opleve ensomhed som påført udefra – at det er ens omgivelser, der kommer til kort, men det er ikke nødvendigvis sådan. Måske er det faktisk en selv, der kommer til kort i forhold til at værdsætte det, ens omgivelser giver. Og måske kommer man også til kort i forhold til at yde andre støtte. Så man kan med fordel se nærmere på sit eget sociale ansvar. Hvordan ser jeg egentlig på andre? Leder jeg efter tegn på afvisning i stedet for at lede efter tegn på omsorg?”.
I Silkeborg har Christina Panduro Rand fundet nye fællesskaber på Facebook, ligesom hun er blevet bidt af ridning og derigennem har fået nye stærke relationer. Men ensomheden stak sit hoved frem igen, da hendes mand i forbindelse med coronasmitten blev indlogeret på et hotel i frivillig raskhedsisolation, fordi han arbejder med itsikkerhed og derfor er en ressource, man ikke kan undvære i øjeblikket. Derfor ved hun ikke, hvornår hun ser ham igen.
”I starten var jeg meget ked af det, men nu har jeg ændret fokus til, at det her hus virkelig skal se ordentligt ud, når han kommer hjem. Al min rastløshed og frustration lader jeg nu gå ud over havearbejde og rengøring. I stedet for at være apatisk sætter jeg mig nogle mål, og det virker.”
Og så tilbage til Orson Welles. Hans afslørende citat om menneskets ensomme vilkår efterfølges af denne sætning:
”Kun gennem vores kærlighed og venskab kan vi skabe øjeblikkets illusion om, at vi ikke er alene.”