I julen mærkes det ekstra tydeligt, at man som fange er adskilt fra familien

Julen er noget særligt, når man er indsat i et arresthus. For selvom der bliver serveret julemad, delt gaver ud og fejret gudstjeneste som andre steder, er det særligt at skulle undvære sin familie den aften, der pr. definition er familiernes fest

Der er pyntet op til jul i arresten i Holbæk. Men selvom man gør meget for at ”jule”, er navnlig december hård, idet det, der for mange er familiens fest, ikke er det for de indsatte.
Der er pyntet op til jul i arresten i Holbæk. Men selvom man gør meget for at ”jule”, er navnlig december hård, idet det, der for mange er familiens fest, ikke er det for de indsatte. .

Sidste år snød Kasper sig til en mandelgave i arresten. Han havde en ekstra mandel i sin celle, som han smuttede, og da de indsatte havde spist risalamanden, sagde han, at det var ham, der havde fundet mandlen. Personalet kiggede på ham og spurgte, om det var rigtigt. Og da han svarede, at det var det, fandt de en gave til ham.

”Men dagen efter gik jeg ned og sagde, at det ikke passede; at det var noget, jeg havde fundet på, og at jeg havde dårlig samvittighed. Men jeg fik lov til at beholde gaven,” husker han.

I foråret 2013 blev Kasper fængslet i en større narkosag, og han fejrede derfor sidste år for første gang i sit liv juleaften i et arresthus:

Siden sidste år er der fældet dom i sagen, og 27-årige Kasper er blevet idømt 14 års fængsel. Derfor kan han nu se frem til at skulle fejre jul i arresten igen i år og i en del år ud i fremtiden. Men selvom risalamanden, kampen om mandelgaven og andre faste juleelementer altså også er en del af julen bag murene, bliver det aldrig det samme ifølge Kasper, der af hensyn til sin familie ikke ønsker sit efternavn i avisen:

”På en måde var det en dag som alle andre, men maden var bedre, og der var julegudstjeneste. Men det kunne ikke ændre ved, at det var mærkeligt at være her, når ens familie var et andet sted. Når døren i cellen stod åben, og man kunne høre de andre, var der lidt julestemning, men så snart den blev lukket, forsvandt den igen.”

Kasper har brugt en del af tiden i arresthuset på at lære at acceptere sin situation. Så tankerne om hustruen, de to sønner og familien udenfor ikke vokser sig så store, at de gør livet som indsat umuligt. Noget han var meget bevidst om sidste år i forbindelse med julen:

”Det er klart, at man et sted som her let kommer til at tænke på alt det, der sker udenfor, og det man går glip af. Hvis man fokuserer på det, kommer det til at gøre ondt. Hvis man lader tankerne løbe løbsk, tager de magten fra én. Selvfølgelig ville jeg helst være sammen med min familie juleaften, men jeg siger til mig selv, at sådan er det ikke lige nu, og det kan jeg ikke gøre noget ved. Man skal lade være med at identificere sig med de negative tanker, for de kommer og går.”

Men selvom Kasper således har stærk fokus på at holde tankerne om adskillelsen nede, er der en konstant fare for, at de dukker op i juletiden:

”December er sværere at komme igennem end de andre måneder, for knuden bliver da lidt større end på andre tidspunkter af året.”

Ulla Haukjær er arrestforvarer i Holbæk, hvor Kasper er indsat. Hun mener, det for hende og de øvrige ansatte gælder om at bringe julen så tæt på det normale som muligt. På de betingelserne, der er:

”Vi kan ikke skabe en rigtig julestemning. Det kan vi ikke, men vi kan forsøge at gøre det tåleligt, og der spiller maden en vigtig rolle. Vi får den i dagens anledning leveret et andet sted fra end Jyderup. Vi har ikke noget køkken, men vi kan lige klare at lave risalamanden selv, for så kommer der også til at dufte af jul, ligesom vi er sikre på, at der er nok af den.

Som arrestforvarer er det Ulla Haukjær, der sætter rammerne for, hvordan juleaften finder sted. I den forbindelse har hun truffet et valg, som skal beskytte både de indsatte og deres familier:

”Jeg har forbudt besøg af koner og børn juleaften. Der er ingen af de pårørende, der oven i alt det andet skal føle sig pressede til at komme her. Og så er der jo også dem, der ingen familie har, og som måske har det ekstra hårdt denne aften, så der er ingen lyd af børnelatter og gråd her juleaften. Det skal være ens for alle.”

En af dem, der har været i et arresthus mange gange juleaften, er Lena Bentsen. Hun er korshærs- og arresthuspræst i Aalborg og har i 18 år holdt julegudstjeneste i Aalborg Arrest. Hun mener, juleaften bringer nogle helt bestemte temaer frem i de indsattes liv:

”Vi har ofte en ideel forestilling om, hvad julen er, og man kan vist ikke være længere væk fra denne forestilling end i et arresthus. Vi forbinder gerne julen med en hyggetid, hvor familien er samlet, og det kan man som indsat ikke være en del af. Julen er for mange derfor forbundet med en dyb sorg. Sorg over, at man ikke kan være sammen med dem, man holder af. Men også sorg over at det, man har gjort, får konsekvenser for familien.”

På denne måde bliver julen ifølge Lena Bentsen let et billede på noget, de indsatte aldrig fik del i:

”Julen bliver for mange af de indsatte et spejl, der viser, hvor langt de er kommet fra drømmen om den lykkelige familie.”

Ved flere julegudstjenester har Lena Bentsen medbragt et fotografi, der viser en stor, muskuløs soldat iført hjelm og skudsikker vest, der bærer en baby gennem en sønderbombet gade. Han er trænet til kamp, men på billedet bærer han med omsorg babyen målrettet i sikkerhed:

”Det er mit julebillede. Sådan kommer Gud til os. Som det lille barn, der smutter ind bag vort panser og vore forsvarsværker og ind bag den mur af svigt, fejl og selvbebrejdelse, vi har bygget op. Julen er den perfekte kærlighedserklæring, og den kræver ikke noget af os, heller ikke det perfekte familieliv.”

At det er vigtigt at få sagt netop dette ved en julegudstjeneste, er Lena Bentsen ikke i tvivl om:

”Vi har skylden tæt på i arresten, og her er det til at mærke, at vi har en samvittighed. Og glæden er, at Gud vil blive ved med at have noget med os at gøre. Han smutter indenfor med sin fred og glæde, også når vi har sat det hele over styr. Det handler ikke om, at vi er gode nok på bunden, men om, at vi kan se de ting, vi har gjort, i øjnene, og stadig er der en, der insisterer på, at han elsker os.”

Året igennem holder Lena Bentsen løbende gudstjenester i arresten i Aalborg. Det foregår på det lille bibliotek mellem bøger og computere, hvor der er plads til cirka 10 deltagere, når der også skal være plads til præsten, organisten og kordegnen. Julegudstjenesten er imidlertid rykket ned i kælderen, hvor den bliver holdt midt på gangen:

”Det kan godt være, man skal lytte ordentligt efter for at høre englesangen, men jeg er sikker på, at den er der.”

Om godt en uge er det juleaften igen, og selvom Kasper, Ulla Haukjær og Lena Bentsen altså er enige om, at julestemningen aldrig bliver fuldkommen i et arresthus, glæder Kasper sig over, at der fra flere sider bliver gjort et forsøg på at hjælpe julen på vej:

”Sidste år kom Kirkens Korshær i Holbæk forbi med julegaver. Der var sådan nogle små poser med kaffe, chokolade og frugt. Det kan godt være, det ikke var så meget, men det var altså helt fantastisk at få sådan en gave. Bagefter blev der byttet på kryds og tværs, for der var jo nogen, der ikke kunne lide det ene eller det andet. Det var virkelig godt.”