I julen skal vi åbne døre og hjerter

Anne Reiter skal i morgen holde sine sidste julegudstjenester som sognepræst ved domkirken Sankt Knuds Kirke i Odense, og her vil lyde både trøst og tugt. Den 1. januar tiltræder hun nyt embede som domprovst i Lolland-Falsters Stift

”I Juleevangeliet fortælles der om Josef, der var tømrer, og kvinden Maria. De var almindelige mennesker. Så det er i det almindelige, at vores liv skal udspilles. Samtidig bliver det løftet op, så vi kan se skønheden i det almindelige,” siger Anne Reiter. -
”I Juleevangeliet fortælles der om Josef, der var tømrer, og kvinden Maria. De var almindelige mennesker. Så det er i det almindelige, at vores liv skal udspilles. Samtidig bliver det løftet op, så vi kan se skønheden i det almindelige,” siger Anne Reiter. - . Foto: Asbjørn Sand.

”Og det skete i de dage”.

Sådan vil det lyde overalt i morgen, når præster læser Juleevangeliet og prædiker over det til julegudstjenesterne i den danske folkekirke.

De indledende ord i Lukas-evangeliets beretning om Jesu fødsel lægger op til det drama, at et barn blev født i en stald, fordi der ikke var plads i herberget. Men det er også en fortælling om stor glæde, fordi Herrens engel viste sig for nogle hyrder i den samme egn og forkyndte, at de ikke skulle frygte, for der var i dag født en frelser, som er Kristus, Herren. Og at de skulle finde barnet, som var svøbt og lå i en krybbe.

For Anne Reiter, der i morgen skal holde sine sidste julegudstjenester som sognepræst ved domkirken Sankt Knuds Kirke i Odense, er der mange budskaber i juleevangeliet.

Men det, der ligger hende mest på sinde i denne tid, handler om lukkethed.

”Der var de lukkede døre for Josef og den frugtsommelige Maria dengang i Betlehem. Men det var også sådan, at mange hjerter var lukkede og ikke ville tage imod Jesus. Det er et stort tema i salmerne og i gudstjenesten.”

”Og det er ikke blevet nemmere at åbne hjertet, efter at fornuften har fået hæderspladsen i vores liv. Fornuften har fået hele pladsen, og så må hjertet tilpasse sig og underordne sig. Men så bliver man et halvt menneske. Derfor er det også, at vi i dåbsritualet gør korsets tegn for pande og bryst, for budskabet gælder både intellektet og hjertet,” siger Anne Reiter.

Hver morgen sætter den 58-årige sognepræst sig i en lysegrøn lænestol i karnappen i sit arbejdsværelse og holder stillestund. Hun læser i Bibelen, beder og er stille. Nogle gange kun i et par minutter eller samtidig med radioens morgenandagt, hvis det er det, der er tid til.

”Det er en fordybelsesstund, som jeg kan mærke breder sig ud over hele dagen. Det er det, der giver mig kræfter til at være nærværende resten af dagen,” siger Anne Reiter og fortsætter:

”Når jeg oplever personlige sorger og kriser, bliver jeg i den stille stund mindet om, at det ikke er mig, der bærer mit liv, men at jeg bliver båret. At det ikke er mig, der er herre over mit liv. Det gør mig godt at tænke på, at jeg er i gode hænder. Hvis jeg ikke troede det, ville grunden under mig vakle.”

Anne Reiter kommer i præstekjole direkte fra en bisættelse til præsteboligen på en villavej i Odense. Julemåneden har været en travl tid, der ud over de daglige opgaver som sognepræst, adventsgudstjenester, julefrokoster og udflugter med kirkens frivillige også har stået i flytningens tegn.

Efter 13 år i Sankt Knuds Sogn begynder hun den 1. januar 2016 i sit nye embede som domprovst i Lolland-Falsters Stift. Indsættelsen finder sted den 10. januar i Maribo Domkirke. Selve flytningen fra Odense til domprovsteboligen i Maribo skal foregå den 28. og 29. december, og fra første mandag efter nytår har hun møder i kalenderen.

Der holdes afskedsgudstjeneste for hende ved højmessen i domkirken i Odense den 26. december. Men forinden skal hun også stå for to af sognets juleaftensgudstjenester i Graabrødre Klosterkirke og i domkirken.

Det er lige til at blive forpustet over, men selv siger hun:

”Det skal nok gå.”

Anne Reiter har siden 1989 været sognepræst i Gjesing-Nørager og i Ebeltoft-Dråby-Handrup på Djursland samt i Odense, hvor hun kom til i 2002. Hun har været glad for alle steder, men holder af at bruge sine evner og kompetencer på forskellige måder. Hun har undervejs taget flere supplerende uddannelser inden for den spirituelle del af kristendommen, deriblandt som åndelig vejleder. Og har været med til at oprette Center for Kristen Spiritualitet på Dalum Kloster, hvor hun er formand for bestyrelsen.

Ud over en grunduddannelse i sjælesorg fra Teologisk Pædagogisk Center har hun samme sted også uddannet sig som supervisor, og det kan hun nu bruge i stillingen som domprovst.

”Jeg synes, det bliver spændende at dyrke en ny vinkel på resten af mit arbejdsliv på ledelsesniveau. Nogle har spurgt om, hvorfor jeg vil det, når nu jeg interesserer mig så meget for alt det spirituelle. Men for mig er det ikke modsætninger, for det er det spirituelle, der bærer det hele.”

”Men jeg havde nok ikke søgt stillingen, hvis det ikke var for det åndelige miljø i Maribo med Birgittaklostret, der drives af birgittanonner, og hvor der holdes retræter. Og ikke mindst det kommende pilgrimscenter med pilgrimspræst, hvor der bliver overnatningsmulighed for pilgrimsvandrere.”

”Alt det har været en medvirkende faktor. Det giver liv til kirken, for der må uvilkårligt være mennesker, der vil søge kirken og gå til andagter og bede om samtaler. Det er også spændende for hele egnen og har stor betydning for det lokale, at der bliver trukket pilgrimme til. Men jeg har været rigtig glad for at være her i Odense, og jeg kommer til at savne menneskene. Derfor har vi i Center for Kristen Spiritualitet planer om at arrangere en tur til Maribo til sommer,” siger Anne Reiter.

Hun har lært hjemmefra at bede aftenbøn. Senere, da hun besluttede at blive præst, opstod interessen for den åndelige dimension af kristendommen.

”På teologistudiet fik jeg en voksende bevidsthed om, at det intellektuelle ikke kan stå alene. Og da jeg blev præst, opdagede jeg, at sjælesorgen manglede den åndelige dimension, som findes i åndelig vejledning. Men jeg er også inspireret af den katolske kirke, hvor min mands familie er rodfæstet. De sanselige elementer i den katolske messe er meget inspirerende - for eksempel det at tænde et lys og at slå korsets tegn for sig.”

”Den åndelige dimension er tråden til Vorherre. Uden den kunne kristendom lige så godt være humanisme, og det kan jeg nogle gange være bange for, at vi glemmer. I den tråd er gudstjenesten at have et bønsliv og læse Bibelen, som er en guddommelig meddelelse til mig og mit liv. Det skal vi virkelig passe på med at bevare.”

”For moderne mennesker kan det blive så tyndt, når den åndelige praksis forsvinder. For hver generation forsvinder der en lille smule. Man kan bare lade være med at bede aftenbøn, kan det lyde, men så mister man noget meget værdifuldt. Jeg er optaget af bøn og for eksempel at lære børn at folde hænderne til spaghettigudstjenester. Det er ikke svært, ordene kommer af sig selv, og det er ikke præsten, der skal udfolde det hele.”

”Men vi har glemt nogle af de åndelige skatte, og pludselig opdager folk så, at de savner noget. Så er det, at det der mindfulness da lyder meget godt. Men hvis man går til kristendommen, viser det sig, at der i 2000 år har været både meditation, fordybelse og bøn. Den fordybelse har folk brug for for ikke at gå til i stress, materialisme, og hvad vi ellers er truet af.”

”Jeg tror, at der er en forbindelse mellem, at mange i dag oplever tilværelsen som rimelig skræmmende meningsløs og til, at vi har glemt tråden i form af det åndelige liv. Og det skal ikke bare være for mig selv, men for at give mig kræfter til at gå ud og leve sammen med de andre. Når Jesus siger, at du skal elske Gud og din næste som dig selv, er det ikke ud af det blå, men kommer af, at man har en forbindelse til bøn og bibellæsning. Det er fundamentet, der sender en ud at leve det liv, som Jesus har sagt, jeg skal leve,” siger Anne Reiter.

I Odense har hun været med til at oprette natkirken, der holder åbent i domkirken hver fredag, og den bliver søgt i stigende grad.

”Alle kommer, unge og ældre, sørgende, søgende og kirkefremmede, men også søndagskirkegængere. Der kommer også grupper af unge fra andre kirkesamfund som baptisterne og pinsesamfundet, og de sætter stor pris på Taizé-gudstjenesten i natkirken.”

”Nu kommer jeg ikke farende til Maribo med alt muligt, jeg vil have sat i gang. Men en af de ting, jeg har været glad for her, er katekumenatet, voksendåbsoplæring, hvor vi snakker om tro. Vi har haft det i otte år med et til to hold om året med voksne. De har alle været døbt, men det er ikke en forudsætning. Hvert hold slutter med en gudstjeneste og et ritual. Det rituelle er meget vigtigt for deltagerne.”

”Det, vi mangler i Danmark, er, at voksne får et religiøst sprog. Hvornår taler vi med hinanden om troen på en alvorlig måde? På dåbsoplæringsholdet taler folk meget med hinanden. Sidst talte vi om gudstjenesten, og jeg skal love for, at den betyder meget for alle. Men så alligevel er der noget, man savner, for eksempel at man hilser på hinanden, synger både gamle og nye salmer, og at der er et stykke stilhed til egen bøn. Nogle vil også gerne stå op og synge salmer. Noget af det har de oplevet i kirker i udlandet. Det er små værditing, som bliver synlige i fællesskabet.”

”Hvis der er basis for det, vil jeg også gerne lave katekumenat i Maribo,” siger Anne Reiter.

Hun holder meget af julen og af advent.

”Det at have adventstiden, hvor sindet stemmes til at tage imod en stor glæde, er genialt. For så kan ens hjerte blive modtageligt for Guds glæde. Julens genialitet er barnet i krybben, som vi alle kan samles om og glædes over. Det er en mere uskyldig og umiddelbar glæde end påskens, hvor den er på baggrund af lidelseshistorien. Men i julen kan vi alle være med.”

”Julens vigtigste budskab er, at Gud fandt på at blive menneske og kom til os som en, der ligner os, så vi kan spejle os i Ham, og så vores spejlbillede kan blive bedre ved at se på Ham. Det, at Han kom til os i julen, viser os, hvordan et menneskeliv skal se ud. Det skal ikke være fint og flot, men menneskeligt og kristeligt. Det betyder, at vi skal elske og respektere hinanden og forstå, at alle andre har krav på livet.”

”I Juleevangeliet fortælles der om Josef, der var tømrer, og kvinden Maria. De var almindelige mennesker. Så det er i det almindelige, at vores liv skal udspilles. Samtidig bliver det løftet op, så vi kan se skønheden i det almindelige.”

”Et andet vigtigt budskab i Juleevangeliet er englen, der siger: 'Frygt ikke!'. Dette budskab om ikke at frygte er et gennemgående tema i fortællingen om Jesus. Men når der nu er grund til al mulig frygt, hvordan så tro på det? Det er det, den åndelige praksis hjælper med. Den hjælper mig til at tro på, at det ender godt med mit liv,” siger Anne Reiter.

Hun peger på, at Juleevangeliets beretning om, at der ikke var plads i herberget til de tilrejsende Josef og den gravide Maria, taler til vor tid og den aktuelle flygtningesituation.

”I Danmark spørges der om, hvordan vi finder plads til alle flygtningene. Der er ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at finde plads. De fleste flygter jo fra kaos. Som der ser ud i Syrien i dag, kan ingen bo der. Jeg ville også flygte og forvente, at mennesker gjorde plads til mig. Flygtningesituationen er kaotisk, og der er ingen nemme løsninger. Men det kan ikke nytte, at vi alle lukker hjertet. Grundfortællingen i kristendommen er, at vi er et fællesskab - ikke kun i Danmark, men i hele verden.”

”Det skal nævnes i min juleprædiken. Men det kristne budskab om, at du, der sidder dernede på kirkebænken, er accepteret, elsket og hører til, for der er født en frelser for dig, det skal også lyde. Og når det er sagt, så er der også kravet om, at vi passer på hinanden og ikke lukker døre og hjerter. Så der skal både tales trøst og tugt.”