Præst og amatørastronom: I kikkerten ser jeg en del af Guds svimlende skaberværk

Det meste af livet har præsten og amatørastronomen Hartvig Wagner set på stjerner. De intense naturoplevelser har formet ham og styrket hans tro

Som dreng fik Hartvig Wagner en passion for stjernehimlen, og planen var, at han skulle studere astronomi. Da han fortalte sin far, at han i stedet ville studere teologi, sagde hans far nogle ord, som Hartvig Wagner ofte er vendt tilbage til: ”Begge dele handler om himlen. Vælger du teologien, bliver det retsiden, du skal arbejde med. Det er jo kun vrangen, vi ser på nattehimlen!”. –
Som dreng fik Hartvig Wagner en passion for stjernehimlen, og planen var, at han skulle studere astronomi. Da han fortalte sin far, at han i stedet ville studere teologi, sagde hans far nogle ord, som Hartvig Wagner ofte er vendt tilbage til: ”Begge dele handler om himlen. Vælger du teologien, bliver det retsiden, du skal arbejde med. Det er jo kun vrangen, vi ser på nattehimlen!”. – . Foto: Jens Bach.

Når Hartvig Wagner fortæller om sin barndom, beskriver han et særligt mørke, der fik månen og stjernerne til at stå skarpt. Han var 10 år, da Danmark blev besat og i årene med de mørklagte ruder og afskærmede gadelamper og billygter, fandt han det naturligt at se op.

Han er præst og kendt for sit lange engagement på den kirkelige højrefløj, men inden han blev en markant debattør, var han optaget af at udforske stjernehimlen. Besættelsesårenes mørke, som han oplevede det i stationsbyen Bråskov mellem Horsens og Juelsminde, blev et afsæt for en interesse, som har fulgt ham hele livet.

Han tager imod i sit rummelige hjem i Gullestrup i Hernings nordlige ende, hvor han har indrettet sig med mange og fyldte reoler, to arbejdsværelser og to computere. Til oktober fylder han 90 år, men både præstekjole og computere er flittigt i brug. Senest har han skrevet sine erindringer, ”himlen og Himlen”, som udkom i maj på Forlagsgruppen Lohse.

Da han var 11 år, kom hans storesøster, Ruth, hjem fra gymnasiet med en lærebog i astronomi. Han lånte bogen og studerede den nøje.

Han rejser sig, og lidt efter er han tilbage i stuen med en scrapbog og et gulnet stjernekort, som han folder ud på kakkelbordet.

”Det var det første, jeg tegnede. Det er fra 1942.”

I 1942 tegnede Hartvig Wagner sit første stjernekort. –
I 1942 tegnede Hartvig Wagner sit første stjernekort. – Foto: Jens Bach

Med sikker hånd har han tegnet de klareste stjerner og stjernebilleder. Navnene har han skrevet med lille og sirlig skrift.

Han er født og opvokset ved statsungdomshjemmet Bråskovgård ved stationsbyen Bråskov. Her var omkring 70 unge mænd, som havde været på kant med loven, anbragt. På statsungdomshjemmet kunne de unge lære et håndværk, eller de kunne arbejde på stedets gartneri eller landbrug. Hartvig Wagners far underviste i smedefaget, og familien boede i en tjenestebolig. Hver aften, når klokken var 18, skulle Hartvig Wagner gå de 300 meter fra tjenesteboligen til statsungdomshjemmets kostald med en blå spand, som blev fyldt med varm mælk.

”Den daglige tur betød, at jeg hver dag havde en tur i mørke, og så kunne jeg se, hvordan stjernebilledet Orion ikke stod det samme sted, som det gjorde to uger tidligere, og når jeg kom hjem, kunne jeg studere i Ruths bog og finde ud af, hvorfor det forholdt sig sådan.”

Han er fra et hjem, hvor der var andagt ved middagsbordet. Her blev læst et stykke fra Ole Hallesbyes ”Daglig Fornyelse”, bedt en bøn og rundet af med et salmevers, inden hans far gik ind i den pæne stue, bøjede knæ ved stolen, bad om hjælp til sit virke blandt de unge og som fritidsmissionær i Indre Mission og hvilede så, inden han genoptog arbejdet. I takt med at Hartvig Wagners viden om astronomien voksede, oplevede han, at stjernehimlens overvældende pragt talte ind i hans barnetro.

”I mit hjem havde jeg lært om troen på Gud som skaberen, og troen på den store Gud blev styrket af mit arbejde med astronomien.”

En dag bragte Horsens Folkeblad en artikel om en ung mand, der havde bygget sin egen simple kikkert, som han betjente i nattemørket. Sådan en mente Hartvig Wagner også, at han kunne lave, og han skaffede sig paprør, brilleglas og en lup.

”Når jeg rettede min primitive kikkert mod Mælkevejen, kunne jeg se, at det lysnede bånd bestod af tætsiddende stjerner, og jeg forstod mere om, hvor overvældende skaberværket var.”

Da han kom i gymnasiet, valgte han den matematiske og naturvidenskabelige linje, og tanken var, at han ville læse astronomi. Da klassen havde en fridag på grund af det årlige skolebal, satte den unge, ivrige amatørastronom sig på sin cykel og kørte til Ole Rømer Observatoriet i Aarhus, hvor han havde en aftale med en observator.

Han bladrer i scrapbogen og viser et udklip fra Horsens Folkeblad med signaturen H.W. I gymnasietiden fik han bragt sine første artikler om astronomi i avisen. Han fik ti kroner pr. artikel.

Han rejser sig igen, og denne gang vender han tilbage med en diger bog. Bogen fik han af sine lærere på Horsens Statsskole, da han i 1948 blev student. Bogen var den perfekte gave til den student, som man forventede skulle gøre astronomi eller fysik til sin livsvej, men undervejs i gymnasiet havde truffet et andet valg.

I forbindelse med arbejdet med sine erindringer har Hartvig Wagner fundet en stil, han skrev i 3.g. Dansklæreren havde præsenteret klassen for en række livsfilosofier, og det fik Hartvig Wagner til at overveje sit forhold til kristendommen. I stilen skriver han blandt andet: ”Kristendommen er ikke en livsfilosofi, der som sådan skal gøres til genstand for forstandens prøvelse, således som vi er så raske til at gøre det på Horsens Statsskole,” og lidt senere i stilen skriver han: ”Midt i alt dette er så kaldet kommet til mig.”

Når han tænker tilbage på de tanker, han gjorde sig, inden han fravalgte astronomien til fordel for teologien, kan han undre sig over, at han ikke i højere grad talte med andre om det.

”Det havde været naturligt, om jeg havde talt med min mor eller far om det, men jeg var nok mere lyttende og lukkede ikke så meget op for mit eget. Så jeg gik stille og alene med mine tanker, inden jeg en dag fortalte min far, at det nok blev teologien, jeg ville kaste mig over. Jeg havde heller ikke venner i gymnasiet, som det var naturligt at drøfte det med, for vi kom fra et stort opland og så ikke hinanden i fritiden.”

Inden han flyttede fra barndomshjemmet til Aarhus, gik han hen til sin fars bogskab og fandt salmedigteren Brorsons ”Troens rare Klenodie”.

Mens hans finger glider ned gennem indholdsfortegnelsens gotiske bogstaver, gentager Hartvig Wagner de ord, faderen sagde, da han gav ham bogen med til Aarhus:

”Den kunne du godt få brug for.”

Og det fik han ret i.

”Siden mine tidlige år havde jeg haft en sansen for storheden i Guds skaberværk, og i kikkerten havde jeg set, at Gud er stor, men som teologistuderende kom jeg ud i en personlig anfægtelse om, hvorvidt mit forhold til Gud mon var, som det skulle være. Jeg kom til Aarhus Universitet med min barnetro, som havde båret mig ind i voksenlivet, og nu mødte jeg noget hovedkulds den moderne teologi, som den blev præsenteret af blandt andre P.G. Lindhardt og Løgstrup. Det var en noget anden kristen grundholdning end den, jeg havde med fra min pietistiske opvækst.”

Han læste Brorsons salmer og brugte megen tid sammen med de krøllede bogstaver i Christian Schrivers åndelige klassiker ”Sjæleskat”. Brorson og Christian Schriver var hans sjælesørgere, mens han studerede, og han valgte at skrive speciale om Brorson.

Interessen for at se på stjerner lå i dvale i studietiden, men da han i 1954 tog på sin første udenlandsrejse sammen med sin forlovede, Marie, gik parrets tur til Sverige, hvor de skulle opleve en total solformørkelse i Falköping. For Hartvig Wagner tæller turen som en af de største astronomiske oplevelser i livet.

”Jeg tror ikke, at det lykkedes mig at få vakt Maries interesse for stjerner, men hvad gør forlovede ikke? Og så var Marie ansat ved Statsbanerne og kunne derfor rejse gratis.”

Hartvig Wagners første embede var i Nørhaa-Stenbjerg i Thy, og efter seks år flyttede familien, som da talte tre børn, til Herning, hvor han fik embede i Sct. Johannes Sogn. Han tænkte, at han nu var nået til det punkt i livet, hvor han skulle have udskiftet den hjemmelavede stjernekikkert. Hos den lokale urmager i Herning så han en kikkert, som han fik lov til at låne med hjem.

”Jeg husker, hvordan Marie så på den og sagde ’1000 kroner. Nej. Det kan der vidst ikke blive råd til’, og så måtte jeg lidt tung om hjertet gå ned i butikken og aflevere den.”

Nogle år senere blev parret forstanderpar på Børkop Bibelskole. Her kunne Hartvig Wagner kombinere sin viden om astronomi med teologien. Han oprettede faget ”Tro og viden”, og der blev indkøbt en stor kikkert, så eleverne fik mulighed for at se månens bjerge og sideløbende arbejde med tekster fra Bibelen.

Hartvig Wagner henter et gult ringbind med de håndskrevne forelæsninger fra årene i Børkop.

”Nogle vil jo mene, at der er en modsætning mellem det, videnskaben ved i dag, og Bibelens ord. Skabelsesberetningen er formuleret sådan, at mennesker over alt og til alle tider vil kunne forstå, at den ganske enkelt handler om det, vi ser for vores øjne i dets afveksling og mangfoldighed. Og om alt det siger Bibelen, at det er resultat af den gode Guds vilje. Så kommer videnskabsmændene med deres kikkerter og mikroskoper og oplyser os om, hvordan tingene er indrettet og fungerer, men siger ikke, hvad årsagen til det hele er.”

Mange gange er han blevet spurgt, om han tror på Gud eller på videnskaben. Han ryster på hovedet og smiler underfundigt:

”Jeg tror ikke på videnskaben, men på Gud Fader den Almægtige, himlens og jordens skaber. Videnskab er ikke beregnet til at tro på, men har til opgave at finde ud af, hvordan tingene fungerer. I Bibelen står, at Gud skabte himlen og jorden og dermed menes hele universet, et ord, som ikke findes på hebraisk. Er der liv på Mars, er det også Guds skabninger, og når man finder ud af, at der er flere galakser end hidtil antaget, så styrker det min tro på Gud.”

Stjernekikkerten fra Børkop Bibelskole står nu ude i det observatorium, han har indrettet ved huset i Gullestrup. Med sin aluminiumskuppel giver observatoriet et eksotisk præg til haven.

Hartvig Wagner åbner døren til observatoriet, hvor kikkerten står under kuplen, som han selv har bygget. Han tager fat i et håndtag og viser, hvor let det er at dreje kuplen, så tre låger kan åbnes, og en god observationsaften kan indledes.

”Marie kom jævnligt ud til mig, og skønt hun ikke delte min interesse, så har jeg for eksempel vist hende, hvordan Venus skifter fase. Der har været aftener med observationer, hvor jeg er kommet ind til hende med en glæde, som hun har kunnet mærke – som den gang, hvor jeg fangede de fjerneste planeter Uranus og Neptun, eller den gang, hvor det lykkedes mig at se det sorte hul på Jupiter, efter at en komet havde ramt planeten. Så siger man pænt tak i sin aftenbøn.”

Han citerer fra Salmernes Bog i Det Gamle Testamente Salme 8: ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn, at du tager dig af det?”.

”Videnskaben har på sin vis understreget den undren, som David udtrykker her. På himlen ser jeg en del af Guds svimlende skaberværk, og når jeg ser det, så kan min tanke og tro finde hvile i, at ligesom Gud styrer milliarder galakser med milliarder af stjerner, kan han også holde rede på alle de utallige mennesker, der har levet, lever og skal leve frem til den yderste dag.”

Hartvig Wagner vil gerne dele den storhed, han fyldes af, når han ser på stjernehimlen, og han kan stadig ærgre sig over, at man ikke fik opført det ambitiøse observatorium i byen ved Knudmosebjerget, som han arbejdede for. Forvaltningen var positiv. Jorden ved Knudmosebjerget blev undersøgt, men efter mange møder væltede et nyt byråd planerne. I stedet opstod Herning Astronomiforening, hvor Hartvig Wagner er æresmedlem.

De penge, som var indsamlet til det store observatorium, blev brugt til at indrette et noget mindre observatorium ude ved Løvbakke Naturcenter få kilometer fra hans bolig. Her er også anlagt en planetsti, som han håber kan hjælpe kommende generationer til at undres over stjernehimlen, sådan som han selv gjorde det i krigens mørke.