Prøv avisen

86-årig ser tilbage: I krisetider er tillid altafgørende

”Liv og død er noget, vi alle lever med og må tage alvorligt på det personlige plan, men det, jeg taler om her, handler mere om, hvordan vi som samfund kommer igennem kriserne,” lyder det fra tidligere rektor for Aarhus Universitet, Henning Lehmann. – Foto: Niels Åge Skovbo/Fokus.

Tidligere rektor for Aarhus Universitet, 86-årige Henning Lehmann, hører til gruppen af danskere, der kan ­huske flere historiske kriser, hvor vi som samfund og enkeltpersoner var udfordrede. Hver gang har tillid til politikerne gjort en forskel for vores måde at klare os igennem på, siger han

Henning Lehmann vil nødig fremstå som ”et orakel”, som han selv siger med et glimt i stemmen. For godt nok er han med sine 86 år en af de danskere, der personligt kan huske større dele af historien end så mange andre, men den tidligere rektor for Aarhus Universitet er også et beskedent menneske.

Derfor er han umiddelbart lidt tøvende, da Kristeligt Dagblad kontakter ham for at spørge, om han har lyst til at sætte nogle ord på den nuværende coronakrise set i lyset af andre historiske kriser. Men det hjælper, at det netop var interessen for historien og det sproglige, der i sin tid sendte unge Lehmann ind på teologistudiet i Aarhus, og derfor siger han alligevel ja til at dykke ned i de forgangne årtier for at undersøge paralleller og forskelle på tidligere kriser og den nuværende.

Henning Lehmann blev født i juni 1933 som eneste barn på et husmandssted i Gårslev Sogn, tæt på stationsbyen Børkop i Sydjylland.

”Det var et hjem med få midler, og skal man sige det positivt, så var vi jo i høj grad selvforsynende. Med egne kartofler, æg og høns. Men det var også sådan, at det år, der pludselig døde en ko, så var der ingen penge til den norges-tur, jeg skulle have været på sammen med min klasse.”

Så med et lidt gammeldags ordsprog, lærte drengen Lehmann ”at sætte tæring efter næring”. Men han lærte også, at viden og skolegang var vigtigt. Allerede inden skolegangen begyndte i 1940, havde han lært at læse og kunne fra slutningen af 1930’erne derfor stave sig igennem aviserne.

”Og faktisk var netop mit fødselsår meget skelsættende, hvis vi skal tænke på ligheder og forskelle mellem nu og før. Jeg kan selvfølgelig ikke huske Kanslergadeforliget fra 1933, men jeg kan huske følgerne af det. Fra at have levet i en udpræget undergangsstemning med høj arbejdsløshed og faldende kornpriser fik folk nu pludselig en tro på fremtiden.”

”For med forliget gik arbejdere, husmænd og bønder via Socialdemokratiet, De Radikale og Venstre sammen for at redde landet ud af en økonomisk katastrofekurs. Det var et historisk samarbejde hen over midten, hvor det efterfølgende lød fra Stauning, at man ’havde opgivet nogle principper, men reddet landet’.”

Når Henning Lehmann netop fremhæver Kanslergadeforliget, er det for at drage paralleller til det historiske samarbejde på tværs af partiskel og arbejdsmarkedets parter, som vi oplever i den nuværende coronakrise – og som med den tidligere universitetsrektors ord ”godt kan sammenlignes med tiden efter 1933, fordi man dengang som nu oplevede en tillid til, at politikerne handler for vores fælles bedste, og derfor har de vores opbakning. Selv når tiltag kan gøre ondt, skaber det tryghed og kan medvirke til en vigtig følelse af, at vi nok skal komme igennem krisen. Fordi vi står sammen”.

Samme dag som Kanslergadeforliget blev indgået, den 30. januar 1933, kom Adolf Hitler til magten i Tyskland. Og da Henning Lehmann begyndte i skolen, var landet besat. Den spirende optimisme fra sidste halvdel af 1930’erne blev slået tilbage.

Men Anden Verdenskrig var en krise af en helt anden karakter, som ikke på samme måde som 1930’erne kan sammenlignes med vores nuværende situation, siger Lehmann.

”Hvor 1930’erne bød på tillid til politikerne og spirende håb for fremtiden, så var krigen og 1940’erne helt anderledes. Forskellen beror især på, at krigen var meget mere flertydig og netop ikke præget af tillid til myndighederne, men nærmere af mistillid og skepsis.”

”For de meldinger, der kom fra politikerne, var ikke klare. Den almindelige befolkning var i vildrede, og hvordan skulle man forholde sig til de forskellige afsendere? Når Stauning sagde, at vi var nødt til at følge værnemagtens befalinger, mente han det så? Der lød jo blandt andet helt andre toner fra Christmas-Møller i radioen fra London, som vi hørte hver aften. Og aviserne var censurerede, så deres budskaber kunne man heller ikke stole på.”

For en dreng på landet var krigen knapt så synlig, som den var i de større byer, siger Henning Lehmann.

”Men jeg oplevede alligevel usikkerheden helt tydeligt og kan blandt andet også huske, at den lokale landbetjent pludselig blev likvideret som ’stikker’. Det var svært at forstå som barn, at folk ikke var, hvad de gav sig ud for at være, og at man derfor skulle være på vagt. Selv over for dem, man ellers aldrig havde haft mistillid til før. Den almindelige sunde snusfornuft blev udfordret.”

Derfor kalder Henning Lehmann coronakrisen for ”en lettere situation end krigen, for her er vi ikke på samme måde usikre på myndighederne,” siger han.

”Tilliden mellem befolkning og myndigheder, der netop var ved at blive bygget op i 1930’erne, blev på en måde aflyst under krigen. Og den er for mig at se helt afgørende for, hvordan vi som samfund klarer en krisesituation. Så vi kan lære meget af se tilbage på tidligere kriser.”

Når han skal pege på andre historiske kriser, som vi kan lære noget af i forhold til vores håndtering af coronakrisen, nævner Henning Lehmann blandt andet terrorangrebet i USA den 11. september 2001, der var med til at forandre vores verden.

”På en måde var det jo en langt mere lokal krise, end coronavirussen er, men den fik alligevel verdensomspændende konsekvenser, blandt andet på grund af den måde, som den amerikanske præsident Bush italesatte terrorangrebet på og gjorde responsen til en global kamp mellem ’ondskabens akse’ og ’de gode kræfter’. Fra den ene dag til den anden var alle pludselig involveret i en religiøst formuleret kamp mod det onde.”

Også den senere finanskrise i 2008 viste ifølge Lehmann, at politisk lederskab er afgørende, og at læren fra 1930’erne stadig gælder: At staten skal være med til at holde markedet i skak.

”Et par af vores kriser i nyere tid har jo netop handlet om, at markedskræfterne er løbet løbsk, fordi staterne ikke har været tidligt nok på færde. De kriser, tror jeg så, vi har lært noget af i dag, og det bekræfter den nuværende politiske tackling af coronakrisens økonomiske konsekvenser da også.”

Klimakrisen er også en af de kriser, som Lehmann har skrevet på sin historiske kriseliste.

”Men den er ikke på samme måde som coronavirus noget, der kommer til os udefra. Den har vi selv været med til at skabe. Igen vil jeg dog sige, at den som de andre kriser kun kan løses, hvis politikerne kan blive enige hen over midten og på tværs af landegrænser.”

Samtidig er Henning Lehmann med på, at der er forskellige spor, man kan følge, når det handler om alvorlige kriser. Og hans pointer om, at tillid mellem politikere, myndigheder og befolkning er afgørende for, hvordan vi som samfund kommer gennem krisen, afdæmper ikke nødvendigvis den eksistentielle frygt eller håbløshed, som den enkelte kan opleve under en krise.

”Den eksistentielle side af krisen er jo lige forfærdelig under hver eneste krise, der truer vores normale tilværelse, og den kan være svær at tale ned. Men livet har altid været truet; det er et menneskeligt grundvilkår.”

”Fra Bibelen har vi jo også historien om de ti plager, der viser os noget om, at vores tilværelse hurtigt kan skifte karakter. Og det er et perspektiv, vi altid må have med os, ikke kun i særlige krisetider. Nogle vil komme til at dø af denne virus, og det er i sandhed hårdt for dem og deres pårørende, men andre vil også dø i denne periode af andre årsager, og deres dødsfald er jo en lige så stor eksistentiel udfordring for deres pårørende.”

”Liv og død er noget, vi alle lever med og må tage alvorligt på det personlige plan, men det, jeg taler om her, handler mere om, hvordan vi som samfund kommer igennem kriserne.”

På det personlige plan har han og hustruen indstillet sig på, at det kommer til at vare noget tid, inden de igen ser deres børn og børnebørn, og at mobiltelefonen bliver den tætteste kontakt i en periode.

”Og selvfølgelig bliver man altid lidt betænkelig, når vores aldersgruppe bliver betegnet som særligt udsat. Det ville da være rarere at være i den komfortable side af livet – men det kan man jo heller ikke blive ved med at være.”