Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Præst: I magtesløsheden udfolder Guds kraft sig helt

Tegning: Morten Voigt

Når julen er god, er det, fordi mennesker formår at give sig hen til nærvær og fællesskab, siger præsten Steen Andreassen, der som 14-årig havde sin første sjælesørgeriske samtale. Det var den juleaften, hvor han mødte julesorgen

Og dette er tegnet, I får: ”I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”

Lukasevangeliet, kapitel 2, vers 12

Julen rummer en lidt overset historie om at være udleveret til sårbarhed. Steen Andreassen har været præst i 23 år. De seneste seks år har han holdt julegudstjenester i Statsfængslet Midtjylland i Nørre Snede, og det er blevet klart for ham, hvor megen sårbarhed, det nyfødte barn i stalden kommer til verden med.

”I julen vender Gud på den måde det hele på hovedet. Man forventer, at han vil komme som konge eller kriger i pomp og pragt, og så kommer han som det mest sårbare, man kan forestille sig. Ordet ’svøbt’ går igen to gange i Juleevangeliet. Det, som kendetegner et barn, som er svøbt, er, at det er forsvarsløst. Det kan ikke engang værge for sig med sine arme, fordi lemmerne er svøbt ind til kroppen. Et sådan barn har kun sin mund og store pupiller til at appellere til andres omsorg, kærlighed og nærvær med.”

I godt seks år var han præst i det midtjyske fængsel, og inden da var han i 12 år studenterpræst i Aarhus. I dag har han skiftet livet som præst ud med et arbejde blandt udsatte børn og unge som trivselsgruppekoordinator under Selvhjælp Silkeborg. Det, som går igen gennem de tre ansættelser, er et ønske om at række ud til mennesker, som er udfordrede.

”Mange viser ikke deres sårbarhed. Mange indsatte kan fortælle om en barndom, hvor de fik masser af tæsk, og i fængslet handler det også om at slå igen. Som studenterpræst så jeg, hvordan de studerende kæmpede, fordi de troede, at de skulle vide det hele på forhånd, og mange turde ikke stå ved, at der var noget, de ikke vidste. Uanset om man er studerende eller indsat, foregår der en kamp, som handler om at skjule sine svagheder, og det skaber en kultur, hvor mange føler sig pressede.”

Han oplever, at mange har en længsel efter fællesskaber, hvor man kan stå ved sin magtesløshed og vise, at man er et almindeligt, sårbart menneske.

”Men ofte så svigter modet, og man kommer til at leve med en facade. Men det er i magtesløsheden, Guds kraft udfolder sig helt, som Paulus skriver i Andet Korintherbrev.”

Foruden sin teologiske uddannelse fra Aarhus Universitet har Steen Andreassen en gestaltterapeutisk uddannelse fra præsten og psykoterapeuten Bent Falk og en grunduddannelse i konfliktløsning fra Center for Konfliktløsning, ligesom han har mange års erfaring med organisatorisk arbejde fra sine år i KFUM og KFUK og som landssekretær i Danmarks Kristelige Gymnasiastbevægelse (DKG). De erfaringer trækker han på i dag, hvor han er koordinator for et projekt i Silkeborg, der tilbyder trivselsgrupper for børn og unge i folkeskolen.

”I vores samtalegrupper er det unge, som mødes, og som her må være svage sammen. Når man mødes i svaghed, så bliver det ofte et stærkt fællesskab. Vi kan tilbyde et fællesskab, hvor det er okay at være, selvom man er usikker eller bekymret. Mange kommer til at opleve et samvær i grupperne, som de ikke har kendt tidligere, for når man tør mødes i det sårbare, bliver man stærk.”

For Steen Andreassen er der en lighed mellem den sårbarhed, barnet i krybben repræsenterer, og den virkelighed, han voksede op med som lillebror til en handicappet søster. For nogle år siden traf han den anglikanske professor i teologi Frances Young, som er mor til en fysisk og psykisk udviklingshæmmet søn.

”Frances Young gjorde det klart, at ’fællesskaber uden svage er svage fællesskaber’. Vi tænker ellers, at det handler om at være stærke.”

Steen Andreassen mener, at hans storesøster har beriget familien på en særlig måde. De fire søskende flyttede hjemmefra, men hun blev hos forældrene, til hun var over 40 år.

”Min storesøster Anette er udviklingshæmmet og har ikke noget sprog. Det har gjort noget ved vores familie, at vi har et medlem, som vi alle skulle tage hensyn til, og som er en del af det legeme, vores familie er. Hun er utrolig god til at aflæse os andre på en måde, som måske kompenserer for hendes manglende sprog. Det er ikke alle, som hun vil knytte sig til. Selvom hun ikke har et sprog, kan hun grine og lave sjov med en med grimasser og spontane udtryk.”

”Hun har selvfølgelig voldt især mine forældre mange bekymringer, men jeg har set mine forældre stå sammen i det, hvilket har styrket vores sammenhold, som Frances Young oplevede det i sin familie med den psykisk udviklingshæmmede søn.”

Når Steen Andreassen vælger at pege på julens sårbare side, hænger det også sammen med en moderne form for gerningsretfærdighed, som han ser.

”Gerningsretfærdigheden i moderne tid står stærkt, selvom man ikke vil bruge et så teologisk ord. Gennem mine samtaler ser jeg et mønster, hvor man tror, at man skal præstere sig til andres kærlighed, hvilket betyder, at man forsøger at leve over sit eget gennemsnit hele tiden.”

”Den moderne gerningsretfærdighed påvirker fællesskaber, for når man er sammen om at være stærk, så mødes man i styrke, og man risikerer at få et fællesskab præget af albuer. Det er det, som jeg ser i mit arbejde i dag på blandt andet gymnasiet. Du ser hele tiden på den anden som konkurrent, og du må ikke vise din sårbarhed, men skal have styr på alt, hvad enten det er det faglige, udseendet eller det relationelle. Konsekvensen er, at man føler, man er på scenen dagen lang og konstant skal præstere og konstant evalueres. Det kan mange ikke holde til.”

At der er noget stærkt i at være svage sammen, er også en erfaring, som knytter sig til Steen Andreassens tidlige erindringer om juleaften. Han blev født på en gård ved Grindsted, men de måtte sælge gården, fordi hans far, Gunnar Andreassen, fik rygproblemer. Hans far uddannede sig i stedet til præst, selvom det var en lang vej at gå for en mand, som var gået ud af 7. klasse.

Da Steen Andreassen var 13 år, fik hans far sit første embede i Vor Frelsers Kirke i Vejle. Juleaftenerne i Vejle står stærkt i Steen Andreassens erindring om barndommens jul. Hans far involverede sig i KFUM’s sociale arbejde og inviterede til juleaften for ensomme og hjemløse i KFUM og KFUK’s lokaler. Det første år var der 20 gæster, og 10 år senere var antallet af deltagere vokset til 100.

”For mig er det min barndoms jul. Min far var ude i butikkerne og fik samlet ind, så der var gaver til deltagerne, og vi børn var med til at lave slikposerne og uddelte gaver klædt i julemandstøj. Vi var hjemme ved 22.30-tiden, hvor vi tændte vores eget juletræ og fik julegaver. Men den rigtige juleaften var den, vi havde på KFUM og KFUK.”

Steen Andreassen havde sin første sjælesørgeriske samtale som 14-årig en juleaften i KFUM i Vejle. Det var samtidig hans første møde med julesorg.

”En mand fortalte mig om sin søn, og jeg husker, hvordan tårerne løb, mens han fortalte om savnet af sønnen, som han ikke kunne fejre juleaften sammen med. Jeg sagde ikke meget, men jeg var til stede med et nærvær, der gav manden rum for sin sorg og længsel.”

”Julen kalder os ind i et fællesskab med hinanden. Når julen er god, så er det, fordi mennesker formår at være sammen og give sig hen til nærvær og fællesskab. Julesorgen er i de konfliktfyldte relationer, som for nogle også præger julen. Megen julesorg kommer ud af en sorg over relationer, som man har mistet, eller som ikke er, som man havde håbet på.”

Når Steen Andreassen som fængselspræst har læst Juleevangeliet, har han været fascineret af Josef. I teksten fra Matthæus til juleaften står der:

”Med Jesu Kristi fødsel gik det sådan til: Hans mor Maria var forlovet med Josef, men før de havde været sammen, viste det sig, at hun var blevet med barn ved Helligånden. Hendes mand, Josef, var retsindig og ønskede ikke at bringe hende i vanry, men besluttede at skille sig fra hende i al stilhed. Mens han tænkte dette, se, da viste Herrens engel sig for ham i en drøm og sagde: ’Josef, Davids søn, vær ikke bange for at tage Maria til dig som hustru’.”

”Josef er en inspirerende maskulin skikkelse. Han bliver ikke jaloux på faderen til det barn, Maria venter, og han slår ikke hånden af Maria, men bliver en god papfar for Jesus. Han er så meget i kontakt med sig selv, at han drømmer og kan tyde sine drømme, og han tør handle på dem, og på den måde tager han vare på sin familie”

”Det er Josef, som sørger for, at de kommer af sted til Egypten og siden tilbage til Nazaret. Samtidig lever han tilsyneladende et stille liv, passer sit job som tømrer og drager omsorg for sin familie.”

I morgen er det juleaften. I teksten fra Matthæusevangeliet til juleaften kan man læse, at barnet i krybben kommer med et løfte om Guds nærvær. ”’Se, Jomfruen skal blive med barn og føde en søn, og de skal give ham navnet Immanuel’ – det betyder Gud med os.”

Tilliden til, at Gud går med, blev meget konkret for Steen Andreassen, da han som 19-årig vinkede farvel til forældrene for at vagabondere gennem Europa. På ryggen havde han en rygsæk med et sæt tøj, tandbørste, et regnslag til at sove under samt Det Nye Testamente. Efter nogle år med et intenst engagement i KFUM og KFUK ønskede han at opsøge stilheden og være udleveret til andre i tillid. Han synger den sang, som han sang dagligt, mens han gik: ”Gå i fred. Tjen Herren med glæde. Herre vær mig nær. Herre giv mig kræft og styrke til at tjene. Herre vær mig nær.”

”Jeg gik i tillid. Meditationen og sangene hjalp mig til at møde andre med åbenhed og tillid.”

Han gik og tomlede sig gennem Europa og overnattede i lader, haver og grøftekanter, men han besøgte også flere end 10 forskellige klostre fra ortodokse klostre i Grækenland til mere moderne kommuniteter i England og Irland. Inden havde han deltaget i en enkelt retræte og en workshop om kristen spiritualitet, men året som vagabonderende gav Steen Andreassen en drøm om en dag at blive en del af et moderne kommunitet.

”I mit liv er der en pendulering mellem det kontemplative og det aktive. Bed og arbejd. Når jeg læser lignelsen om Martha og Maria, så ser jeg dem ikke som modsætninger, hvor man skal vælge mellem den ene eller den anden tilgang, men som noget, der skal gå hånd i hånd.”

Det kommunitet, han drømmer om, skal være et sted, hvor man kan bære hinanden. For seks år siden, da hans ældste datter gik i ottende klasse, fik hun kræft. Flere gange undervejs i sygdomsforløbet var de bange for, at hun skulle dø.

”Jeg har altid bedt, men i den periode, hvor det så sortest ud, havde jeg ikke noget indre bønsliv. Så var det godt at vide, at der var andre, som bad for os. Det er som i lignelsen om den lamme mand, som bliver firet ned gennem taget, og hvor Jesus ser på hans venners tro og efterfølgende helbreder den lamme mand. Jeg tror på den stedfortrædende tro og på den stedfortrædende bøn, forbønnen.”

Når han ser tilbage på den tid, hvor datteren var alvorligt syg, og han ikke kunne bede, så var der alligevel en tillid, som kom af troen på, at Jesus er Immanuel, som betyder, Gud er med os, som det forkyndes i julen.

”Jeg har en tillid til, at Kristus går ved siden af mig. Det er den stærkeste grundfortælling i mit liv.”

Steen Andreassen er stille lidt, inden han udtaler den velsignelse, som han vil gå ind i julen med:

”Må Kristus være foran dig og vise dig vejen.

Må Kristus være ved siden af dig og ledsage dig.

Må Kristus være bag ved dig og beskærme din ryg.

Må Kristus være neden under dig og holde dig oppe, når du falder.

Må Kristus være inden i dig og fylde dig med sin ånd.

Må Kristus være omkring dig og bevare dig fra alt ondt.

Må Kristus være oven over dig og velsigne dig.

Således velsigne dig Gud Fader, Søn og Helligånd.” 

Steen Andreassen trives bedst med et liv, hvor der er en vekselvirkning mellem det aktive og engagerede og tid til fordybelse og bøn. Lange ture med berner sennenhunden Balder i naturen ved Silkeborg giver ham mulighed for at søge ind i stilhed for en stund. – Foto: Lars Aarø/Fokus
Foto: Lars Aarø
Foto: Lars Aarø
Foto: Lars Aarø
Tegning: Morten Voigt