Prøv avisen
Krop&sjæl

I min have får heldige jeg lov at udleve længslen efter fredfyldt liv

I Anne Ravns have skal der være sommerblomster i bede og potter. Foto: Mads Jensen/Scanpix

Min hushave skal helst være frodig og med fuglefløjt. Men også helt enkel at passe, skriver Anne Ravn

Jeg har tilbragt flere timer på flisen denne sommer, ja, i dagevis har jeg slidt og trukket. Vores grund var overbelagt med fliser ved overtagelsen, og mine sanser savnede liv og farver.

Mens solen skinnede, regnen silede, og vinden peb, hev vi flise for flise op og sled og trak i rødderne under, og den ellers så pertentlige disciplin, der havde hersket på grunden, blev forvandlet til beskidt uordentlighed.

Svedige dage med rifter og vabler har forvandlet flisehaven til flere sirlige bede med levende grønt og farverigt flor. Nu har jeg fået have til husbehov, og mit sanseløse liv på flisen er afløst af et velgørende samliv med krydderurter og sommerblomster i bede og potter.

En nabo kom med kompost, for der må vitaminer til blandingen af sand, grus og jord, så planternes immunforsvar kan styrkes, forklarede han mig.

Min hushave skal helst være frodig og med fuglefløjt. Men også helt enkel at passe. Mange potter og et par store bede med nytteplanter, hvor kryb og kravl og havens fugle og andre dyr opretholder deres egen balance.

Mine urtehavefavoritter tæller tallerkensmækker, persille, purløg, flere slags mynte, alle slags timian, citronmelisse, salvie og morgenfrue, citrontagetes, georginer og lavendel med deres smukke, spiselige blomster.

Lige nu glæder jeg mig allermest over en majestætisk struttende rosmarinbusk, en lav og meterbred timian og en rank bronzefennikel, der forsøger at gro om kap med en spanske kørvel, som lusene dog desværre har besat.

Min hang til krydderurter skyldes dels deres bidrag til liv og frugtbarhed i haven, dels deres formidable evne til at trylle kedelig salat om til mættende mundfulde. Et par håndfulde hakkede eller klippede urter tilføjer liv til al mad, synes jeg.

I går fik vi myntepesto til den røgede makrel, feta rørt med dild og A38 blev til dip til de sprøde gnavegrøntsager, og i aften står den på kold ærtesuppe med fuldfed creme fraiche rørt med rigelige mængder citronmelisse og salvie. På nettet er der ikke grænser for, hvad man kan læse om disse urters evne til at optimere det sunde liv.

En lille skov af svajende løvværk fanger mine øjne og tanker i nuet og minder mig om, at næste sommer ønsker jeg mig et lille drivhus til basilikum, søde tomater og sprøde agurker.

Agurketid kunne man have ønsket sig meget mere af denne sommer, men i stedet for dødvande i nyhedsstrømmen har nyhederne igen helt overgået vores forestillingsevne med ufattelige fortællinger om død og grusomhed verden over.

Kontrasten til mit fredelige haveliv på flisen er absurd, når jeg i medierne konfronteres med en anden konkret virkelighed. Jeg bliver overmandet af en uhyggelig fornemmelse og sniger mig både lettet og skyldbetonet ud i haven igen.

Det utænkelige sker igen og igen, mens jeg passivt iagttager. Både i verden og i min have. I min have får heldige jeg lov at udleve længslen efter fredfyldt liv. Jeg genvinder derude fornemmelsen af taknemmelig tryghed og glemmer frygten for, at verden forsvinder ud af mine hænder.

Som Halfdan Rasmussen skriver i bogen ”Tosserier” fra 1972 i digtet ”Noget om helte”:

”Her er fredeligt og stille. Her er ingen larm og støj. Jeg har sået kruspersille og et brev med pure løg. Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot. Jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt.”

Hans kone trækker også ... gulerødder op af jorden, mens han hellere vil slå sin plæne end slå løs på pæne folk. I hans vrøvlevers er der slående meget aktuel livsvisdom både om den lille og den store verden. I Halfdans ånd ønsker jeg mig masser af agurketid i sensommeren.