Erik Clausen vil gerne slå et slag for den fri fantasi. Filmmanden og multikunstneren mener, at demens er et sammenbrud i hjernen forårsaget af alt det, som det moderne menneske skal leve op til af aftaler, gøremål og selviscenesættelse.
”I fantasien kan alt lade sig gøre. Det er genialt! Jeg taler meget med min mor, der døde for 10 år siden. Menneskets fantasi er uendelig,” siger Erik Clausen, hvis nye film handler om en mand, der bliver dement.
Den 72-årige filminstruktør, manuskriptforfatter, skuespiller, maler og debattør har kontor på Vesterbro i København. I entreen holder en lyseblå racercykel, og i køkkenet, hvor der hersker kreativt rod på spisebordet, er der både kunst og indrammede filmpriser på væggene. Kaffen bliver brygget på en espressomaskine, og her er også en harmonika, som han gerne giver et lille nummer på.
Erik Clausen er kendt for farverige film som ”Cirkus Casablanca” og ”Mig og Mama Mia”, ”Min fynske barndom” om komponisten Carl Nielsen og de socialrealistiske ”Ledsaget udgang” og ”Frihed på prøve”. Nu er han klar med en ny film, ”Mennesker bliver spist”, som er et familiedrama om en mand, der bliver dement. Og han glæder sig som en lille dreng i denne tid til at vise filmen, der får premiere på torsdag.
”Jeg oplever det som en af mine bedste film, fordi den nærhed og varme, jeg søger efter, er lykkedes rigtig godt,” siger han.
I filmen spiller Erik Clausen selv hovedrollen som Herluf, en pligtopfyldende mand, far og mekaniker, der nærmer sig pensionsalderen, og som i mange år har været gift med Ingelise, spillet af Bodil Jørgensen. Men nu er ægteskabet blevet lidt for meget rutine, og hun, der er socialrådgiver, har indledt en affære med en yngre kollega. At Herluf er begyndt få problemer med hukommelsen, viser sig første gang, da han skal optræde til en vejfest med sit glansnummer, John Mogensen-schlageren ”Mennesker bliver spist i Polynesien”, hvor han ikke kan huske teksten. Og han må også overlade talen ved datteren Gittes (Lærke Winther) bryllup til Ingelise, for han har glemt, hvad han ville sige.
En dag melder Herluf en bil klar på værkstedet, uden at bremserne virker, og da den kort efter kører galt, sender mester, spillet af Leif Sylvester, ham hjem for at holde en tænkepause. Herluf bliver chokeret og begynder at strejfe rundt, og en dag kommer han ikke hjem, som han plejer. Ingelise og hele familien opdager, hvor meget de savner ham og tager deres liv og relationer op til revision.
Som i Erik Clausens øvrige film er der masser af humor og absurde situationer undervejs, men denne gang forlader man biografen med sindet stemt til både vemod og håb og til tonerne af Kim Larsens sang ”Ind i mørket”, der er skrevet specielt til filmen.
”Den er inspireret af en af mine kammerater, der blev dement, da han var 60 år. Han gik lige forbi én på gaden, og det var ikke, fordi han var fornærmet. Men der var liv i øjnene. Behovet for accept og kærlighed forsvinder ikke, hvis man bliver dement. Man har brug for ømhed, men tit bliver folk, der er demente, gjort til patienter,” siger Erik Clausen.
”Jeg oplever demens som en livsstilssygdom, der kommer af, at folk i dag er programmerede. Det moderne menneske er underlagt andres tanker i stedet for sine egne. Så bliver hjernen belastet på samme måde, som hvis man har overanstrengt ryggen og får dårlig ryg. Folk i dag tænker: Er jeg god nok, for tyk, tynd, rød eller blå? Det presser en i defensiven. Så på den måde kan demens ses som et sammenbrud. Jeg mener, at det kunne være anderledes, hvis hjernen kunne få lov til at filosofere, tænke og opleve sanseindtryk frit. Det bedste legetøj, vi har, er hjernen.”
Kender du en type som Herluf?
”Ok ja, mange af dem, så i denne film er jeg på hjemmebane. Han er lidt af en hængerøv. Han skulle hellere være i offensiven, skaffe sig den motorcykel, han gerne vil have, og være mere tydelig over for familien. Han må selv vågne op og sige: Her kommer jeg! Han sidder og hælder vand ud af ørene over for konen - det nytter ikke. Han må definere, hvad han vil.”
”Herluf fungerer bedst sammen med sine arbejdskammerater og den jargon, der er på mekanikerværkstedet. Han er den type, der stod tilbage på perronen, da kvinderne i 1970'erne holdt op med at stå med korslagte arme og var husmødre. Nu ville de også have en mening, en karriere og et sexliv. For mig er der mange kommentarer til tiden i filmen. Det er lidt ligesom med hans datter, der ikke har et job. Han kan ikke forstå, hvorfor hun ikke vil tage et rengøringsjob, men hun er jo uddannet som designer. I dag er der ingen unge, der vil være håndværkere, fordi det er umuligt at skaffe en praktikplads, hvilket er en politisk og kulturel skandale efter min mening.”
Hvorfor bliver mænd som Herluf usynlige?
”Det hænger sammen med mange ting. En af dem er, at man aldrig ser håndværkere i medierne, i stedet ser man it-folk, eksperter og ansatte i administrationen. I København bliver der for tiden bygget metro, men der bliver ikke lavet skildringer i medierne fra byggeriet. Pludselig kan der stå en otteetages ejendom på Amager, uden at nogen vidste, den var på vej. Fagbevægelsen har også svigtet kulturelt. Den har været interesseret i lønninger og arbejdstidsregler, men har ikke defineret, hvem der byggede Danmark. Jeg vil gerne se hverdagens helte, deriblandt også ergoterapeuter og sygeplejersker, i medierne. Jeg vil gerne se, hvordan en bro bliver bygget. Jeg vil tættere på dér, hvor det gælder.”
”Jeg synes, at denne verdens Herluf'er skulle prøve her i deres livs efterår at vågne op - politisk og som fædre. Måske skulle de give nogle af deres penge til deres børn. Der er en tendens til, at mænd dasker rundt og er mest optaget, hvordan FCK ligger i forhold til Brøndby. De skulle hellere få tungen på gled og fortælle historier fra arbejdspladsen. Og så synes jeg, at vi som familier skal bruge hinanden til noget mere end at fejre fødselsdage og juleaften - vi kunne også passe unger, diskutere og foretage os noget praktisk sammen.”
Men burde Herlufs kone, Ingelise, ikke have viet ham noget mere opmærksomhed?
”Skulle de gå i parterapi, eller skulle de lade sig skille? Man må gøre sig fortjent til at få opmærksomhed - slå en kolbøtte eller lave en æggekage. Herluf er lidt af en rod, der giver sit barnebarn en knallert, selvom han er for ung ifølge loven til at køre på den. De er gledet i hver sin retning. Ingelise er en dygtig socialrådgiver og har en ung elsker. Men hvad udløser det af tanker og savn, at Herluf forsvinder? Når vi at få sagt det, vi har lyst til at sige, før det er for sent, og personen ligger i kisten eller sidder og glor ud i luften?”.
”På den måde er det en film, der indeholder et paradoks: Herluf forsvinder, og hvad gør det ved familien? Og i øvrigt mener jeg, at vi mennesker er ansvarlige for os selv. Det kan godt være, at man har haft en vanskelig barndom, men på et tidspunkt må man se at komme videre. Der er stor valgfrihed i livet.”
”Det, der er vigtigt i filmen, er, at han bliver dement, men han nyder også friheden og går glad rundt i en by, han ikke kender. Jeg vil ikke stille en diagnose, men jeg vil gerne bevæge folk, så de kan blive inspireret til at give lidt næstekærlighed, men der er også humor. På den måde er det en rigtig Clausen-film med både humor og alvor.”
Ifølge Erik Clausen er en kunstners opgave er at vise nogle andre perspektiver: Er de kloge nu så kloge og de dumme så dumme, at de fortjener at blive usynliggjort?
”Det, der interesserer mig, er, at nu har jeg bevist med min film, at der foregår noget inde i et menneske, der er dement, og at det menneske har krav på kærlighed og opmærksomhed.”
For mange er demens en skræmmende sygdom, hvad er din holdning?
”Fordelen ved demens er, at de, der får det, ikke ved, at de har det. 'Salige er de enfoldige'. Der er en meget smertefuld periode, hvor man oplever, at det går nedad. Det er ligesom at blive ældre, hvor nogle ting, man plejede at slippe af sted med, ganske langsomt bliver nedbrudt: Pludselig kunne jeg ikke køre hurtigt på racercykel. Jeg kunne ikke længere arbejde om natten. Og jeg havde ikke længere lyst til at høre høj rockmusik på grammofonen. På et tidspunkt bliver dit liv en afvikling i stedet for en udvikling.”
”Jeg er ikke bange for noget. Jeg har tænkt mange ting igennem, også min alder. Jeg synes, at livet er hårdt. Der er ingen, der slipper. Vi lever i en tid, hvor det hele helst skal være lyserødt, men det er det ikke. Mange bliver fuldkommen chokerede, når der opstår problemer, men mange af de problemer, der opstår i mit liv, er jeg forberedt på.”
”Jeg synes, at der er for megen angst og bæven i vores tid. Vi har et fantastisk land, og hvis der skulle være en overskrift på vores historie, skulle det være, at lykken står den kække bi. Men vi er bare ved at glemme det. Angsten er en del af det politiske liv. Der findes kræfter, der synes, at de bedre kan kontrollere befolkningen ved at gøre den bange. Det får folk til at føle sig forkerte. Men så er vi nogle, der siger, at 'du er god nok'. Folk løber stønnende ned ad gaden for at blive tynde, men man ser ikke en eneste strejke mere - hvor er begejstringen? Så fremlægger man en ny skolereform, og jeg siger ikke noget om indholdet, men om måden, som medfører angst og bæven. Er der glæde i det? Bør de, der løber, ikke hellere gå ud at danse?”.
I filmen giver Ingelise en bistandsklient et verbalt skub bagi for at få ham til at tage ansvar for sit eget liv - hvad vil du fortælle med det?
”Ingelise er en socialrådgiver, der siger tingene lige ud i stedet for at pakke det ind. Det kan jeg godt lide. Jeg vil gerne høre tingene fra dem, der sidder med problemerne til hverdag og ikke fra en person fra administrationen. Og i forhold til det sociale system er det, jeg fortæller i filmen, at hende Ingelise kan du ikke løbe om hjørner med, mens Kenny, bistandsklienten, bliver sur og taler om sin ytringsfrihed.”
”Jeg har selv nogle gange sagt noget, der blev oplevet som ikke-socialt, men hvor den, det gjaldt, bagefter kom og sagde tak for, at der endelig var nogen, der sagde noget til ham. Jeg synes ikke, det er synd for nogen. Der er en stor risiko ved at være menneske. Det er livsfarligt, man kan dø af det. Men vi skal være bedre til at se det i øjnene, for så er vi bedre forberedt.”
”Mens jeg skrev manuskriptet til filmen, tænkte jeg på Bodil Jørgensen til rollen som Ingelise. Bodil Jørgensen har noget specielt over sig, som jeg godt kan lide. Hun virker mere anarkistisk end så mange andre. Det var en stor oplevelse at arbejde sammen med hende. Vi optog filmen, inden den meget omtalte ulykke, hvor hun kom til skade. Lige før en optagelse går i gang, tager hun en dyb indånding, og så lukker hun energi ud, der kommer i bølger. Hun er enestående. Der er lange afsnit i filmen, hvor hun fortæller noget udelukkende med sin mimik. Hun har en meget stor følsomhed og er ikke bange for noget. Det har været rigtig godt. Jeg vil hævde, at det er det bedste, hun har lavet - også fordi det er en god rolle.”
Hvordan har det været at spille Herluf?
”Jeg har været meget glad for at spille Herluf. Men det var svært, for hvordan spiller man dement? Sammen med instruktørassistenten tog jeg mange chancer undervejs. Det er omgivelserne og nogle ting, der sker omkring ham, der fortæller, at der er noget galt med ham. For demens er ikke en synlig sygdom, og man kan jo ikke bare sidde og se bøvet ud. Jeg har også udnyttet mit eget udseende - jeg er blevet gammel og brugt.”
”Der er noget melankolsk og poetisk over de mennesker i filmen, som jeg er kommet til at holde af. Og samtidig med melankolien bliver man opløftet i forhold til, at livet er fantastisk,” siger Erik Clausen.
Han både maler, holder foredrag og optræder - og laver film, som han nu har besluttet at give førsteprioritet.
”Det vil jeg, fordi det er udfordrende. Det er sindssygt svært at få det til at swinge, som er et begreb fra musikken, men her skal der også billeder på. Men swinge - det gør den her film. Det er magi!”.
”Det, jeg har mest imod, det er, at når man laver film, møder man klokken syv om morgenen. Jeg kunne godt tænke mig at sove lidt længere. Men det menneskelige legeme er fantastisk. Efter en lang dag er man lidt bekymret. Men næste morgen vågner man op og er opladet og fyldt med kræfter og lyst til at lave nye film og kontakte venner. Det er da utroligt.”