Vi sidder ved aftensbordet og taler om planerne for næste dag, og jeg siger: ”I morgen vil jeg gå i kirke.” Syv små ord. Da jeg har sagt dem, går det op for mig, hvor længe det er siden, jeg har sagt dem.
Da jeg sætter mig i kirken med fingre, der er våde af håndspritten i forhallen, er der fire ledige pladser. Det dufter af sprit, mens vi synger, at det dufter lysegrønt af græs, men det er forårsfryden og den blå himmel og det grønne løv på den anden side af kirkens vindue, som vinder kampen om sanserne. Som jeg sidder der i rummet, hvor jeg ikke har været længe, får jeg følelsen af at være vågnet midt i en film og opdage, at man mangler en god bid af handlingen: alle påskens højtidsdage eksempelvis.
Vi står op, mens vi synger den første salme, og jeg lader blikket vandre og registrerer mange af de ansigter, jeg plejer at møde her. Sidst vi var her, var i fastetiden. Det var søndag den 8. marts. Dagen, hvor der skulle have været landsindsamling til Folkekirkens Nødhjælp. Jeg husker den lidt sære afsked i kirkedøren uden håndtryk. Det var et slags forvarsel. De sidste uger har jeg mange gange gået forbi kirken og ønsket, at dens dør kunne være åben.
Da præsten går på prædikestolen, siger han det, manges øjne allerede har sagt: ”Jeg har glædet mig. Nu er vi her. Der er faktisk grund til at være lidt glad.” Det kan lyde banalt, men forårets undtagelsestilstand betyder, at der er grund til at standse op og glædes over det, som gør denne helligdag anderledes: Vi kan være sammen igen i rummet, som er bygget til at være sammen med blikket vendt mod alteret. Da præsten når til meddelelserne, er der ikke meget at meddele. Meget er endnu aflyst, men den gode nyhed er, som han formulerer det: Der er gudstjeneste de næste mange søndage.
Vi får lov at øse af arven fra den nyligt afdøde norske salmedigter Svein Ellingsen, da vi synger hans Kristi Himmelfarts-salme: ”Din Himmel-krone ser vi stråle”, og jeg sætter en mental streg under hans bøn: ”Ja, kom til vore bange hjerter”.
Vi er mange. Næsten 50. Jeg ser på ansigterne og tænker, hvordan de har haft det. Er der andre, som har haft intense drømme, som nogle mener er et udtryk for, at man har været mere bange, end man har vidst? Er der andre, som ikke har kunnet lade deres telefoner hvile, fordi de følte, de hele tiden måtte følge med? Er jeg mon den eneste her, som fik ødelagt nattesøvnen, da professor Kåre Mølbak ved Statens Serum Institut udtalte, at danskerne skulle regne med at holde fysisk afstand, til der er opfundet en vaccine?
Nok blev Mølbaks ord hurtigt og grundigt modsagt, men han satte turbo på min uro for en stund, og det er et faktum, at vi globalt har været vidne til en kollektiv tragedie, uden at vi har kunnet være samlet i kirkens fællesskab, som sætter ugerne i rytme og bringer evighed ind i hverdagen.
Vi står med afstand i køen til nadverbordet. Køen bevæger sig langsomt mod knæfaldet. Jeg kommer til at tænke på den britiske rabbiner Jonathan Sacks i BBC 4 ”Thought of the Day”. Han henviste til filosoffen Hegel, som mente, at erfaringen viser, at mennesker ikke lærer af historien. Sacks argumenterede for, at mennesket skal lære af krisen, og henviste til profeterne i Det Gamle Testamente, som var overbeviste om, at mennesket skal lære af historien. Og så stillede han et spørgsmål, som er blevet siddende i mig: ”Kollektiv lidelse kan flytte os fra et jeg til et vi. Hvad vælger vi?”
Kirkekaffen er aflyst. Men da de fleste går ud, er vi fire, som står tilbage. Vi står med den afstand, som jeg så hos børnene, da de mødte ind til første skoledag i nødskolen, og vores samtale lyder som et ekko af præstens: Det er godt at være tilbage. Virkelig godt. Jeg har efterladt Salmebogen på stolen og vil sætte den på plads på hylden, som jeg plejer. Jeg ser, de andre har ladet salmebøgerne ligge. Smittefaren. Jeg havde lykkelig glemt den.