En magisk verden af organiske former og forunderlige farver åbenbarer sig, når man bladrer i Jens H. Petersen bøger. Det ligner kunst, men det er natur. Mærkelige træer med knaldrøde kroner viser sig at være ydmyg rensdyrlav. Små runde kugler i glade, gule nuancer rullet ud på et groft grønt underlag er meldug på et egeblad, og et kunstfærdigt hjerte, der ser ud som avanceret glaskunst, er i virkeligheden de krumme støvfang i blomsten på den lille plante hønsetarm, som er en velkendt pestilens for mange haveejere.
Helt tæt på eller set gennem mikroskop viser selv de mest undseelige planter sig som de rene små mirakler, og for Jens Henrik Petersen, der er biolog, æbleavler og fotograf, er det ikke kun en levevej, men også lidt af et kald at åbne andres øjne for planternes, svampenes og de bittesmå insekters fantastiske verden. Frem til den 9. januar kan man se et udpluk af hans fotokunst, som Rønde Kunstforening udstiller i Bregnet Sognegård på Djursland.
”Mine naturbilleder handler i høj grad om underne,” siger Jens Henrik Petersen og bladrer igennem de farvestrålende billeder i den usædvanlige botanikbog ”Blomsterliv”, som han har lagt frem på bordet i sit fotoatelier.
”Jeg bliver tit spurgt, om jeg er religiøs, og jeg erkender, at mit billedunivers godt kan opfattes som nærmest spirituelt,” siger han.
”Det er jeg nu ikke, men når man ser fotos som de her, ligger det lige for at tænke, at det er billeder af underet i Guds skaberværk. Jeg har min biologhat på, så jeg ser i stedet det fantastiske i, hvad evolutionen kan frembringe. Men det bliver det jo ikke mindre forunderligt af.”
Fotografi og natur var lidenskaber for Jens Henrik Petersen allerede som helt ung, men biologien blev hans formelle uddannelse, og i mange år var han ansat som svampespecialist ved Aarhus Universitet.
I 2002 tog han imidlertid et stort spring i livet, sagde jobbet op og købte et lille landbrug ved Tirstrup på Djursland, hvor han flyttede ud med sin kone, sin søn og sin gamle far. De anlagde en økologisk æbleplantage. Ud over æbledyrkningen og rådgivningsopgaver er det nu fotografiet, der fylder i hans hverdag, og det i en sådan grad, at det stort set hvert år resulterer i en ny fascinerede fotobog på Gyldendal.
Nogle af udgivelserne er gennemillustrerede fagbøger, og andre bevæger sig over i ren fotokunst som den seneste ”Sommersyner”, hvor magiske natbilleder med lyseffekter fra æbleplantagen er sat sammen med tekstuddrag fra William Shakespeares ”En skærsommernatsdrøm”. En idé, som ifølge fotografen selv skal ”genfortrylle” eller ”genmystificere” naturen for læseren og skabe grobund for en ny indlevelse.
Naturen er altid omdrejningspunktet, og det underliggende mål med hans billeder er altid det samme: at åbne beskuerens øjne for underet og skønheden i naturen, som lever sit helt eget liv. Både som individer og som samfund har vi mistet blikket for dét under, og det er til skade både for os selv og for naturen, mener den fotograferende biolog.
”Selv biologer er i dag distancerede fra naturen og fremmedgjorte i forhold til den. De unge biologistuderende sidder det meste af tiden inden for universitetets mure og tilegner sig andenhåndsviden. Alle studierne skal køre efter samme lineal, og der er ikke forståelse for, at den ikke passer til biologistudiet. Der er jo ikke andre faggrupper, som har behov for at tage ud at se på noget, der kun kan ses tre uger om foråret, og som ikke indordner sig efter nogen læseplan. Men når man har med natur at gøre, er man nødt til at indordne sig under naturens tid. Det er det, som er fantastisk ved den,” siger han.
”Vi er så vant til at kunne kontrollere alting, og vi møder sjældent noget, vi ikke selv kan styre. Naturen er uden for vores kontrol, og det synes jeg faktisk er meget befriende og givende.”
Det danske landskab vidner ellers i høj grad om menneskers trang til at kontrollere og udnytte naturen til egen fordel. Bymæssig bebyggelse, motorveje og anden infrastruktur præger for hvert år landskabet mere og mere. Landbruget beslaglægger to tredjedele af Danmarks areal, og dermed er Danmark det mest opdyrkede land i Europa. En stadigt mere intensiv drift trænger de naturlige dyr og planter ud i markskellet, hvor de også har trange kår, og arter, der var helt almindelige for et par årtier siden, er blevet sjældne. Haren regnes for eksempel nu for en truet art, og halvdelen af fuglene i agerlandet er forsvundet på 20 år.
”Vores natursyn er helt og holdent styret af nytteværdi og præget af den eneste målstok, vi i sidste ende tager alvorligt i den vestlige civilisation – penge. Det er altid tallene på bundlinjen, der har den største interesse. Men sådan behøver det måske ikke nødvendigvis altid at være, for vi bliver jo ikke lykkeligere af det,” siger Jens Henrik Petersen, som selv lever midt i det opdyrkede agerland, hvor han prøver at skabe en lille niche af unyttig natur.
Udenfor i æbleplantagen er det således langtfra kun økonomien, der bestemmer. Himlen hænger lav og grå over træerne, og regndråberne drypper fra de sidste modne æbler, som endnu ikke er blevet plukket. Elstar, Resista og Holstener Cox, sorter med god modstandsdygtighed over for skurv og andre angribere.
”Vi har stor fornøjelse af at være små økologiske æbleavlere. Men ud fra et økonomisk og landsbrugsteknisk synspunkt er udbyttet sikkert alt for lavt og burde måske slet ikke eksistere,” siger Jens Henrik Petersen.
Alligevel er han optaget af at udvikle dyrkningsmetoder, som både tilgodeser udbytte og unyttig natur. Den tre hektar store plantage er en af fem økologiske modelplantager i Danmark, hvor forskere fra blandt andet Aarhus Universitets afdeling i Årslev eksperimenterer med sprøjtefrie metoder, der kan forbedre udbyttet af økologiske æbler. Et andet forskerteam har lavet myretuer mellem rækkerne af æbletræer for at undersøge, om skovmyrer kan bruges som naturlige hjælpere i kampen mod skadevoldende insekter.
”Men selvom vi mennesker gør meget for at regulere naturen og udnytte den til vores egne formål, så bliver der ved med at være elementer, som er uden for vores kontrol,” siger den æbledyrkende biolog.
Han plukker et par skurvede æbler, som ikke har fundet nåde for frugtplukkernes blikke. Skurveangreb er hverken bestilt eller planlagt, men det hører med:
”Vi er uvante med, det vi ikke kan styre, men jeg synes, det er dejligt, der er noget, som er uden for min kontrol. Jeg kan så mine gulerødder i haven, men derefter må jeg læne mig tilbage og vente og se, hvordan det går. Spirer de? Og når de har spiret, bliver de så angrebet af et eller andet? Eller bliver de mon ædt af mosegrisene, før jeg får taget dem op? Der sker hele tiden noget uventet i naturen. Bare du går en tur ud i din staudehave, vil du straks møde noget, du ikke havde forudset. En bille, en græshoppe, en snegl. Og hvad laver de så der? De gør noget, du ikke var forberedt på. Sådan bliver man overrasket hele tiden,” smiler han.
Han erkender dog, at den almindelige haveejer nok sjældent er lykkelig over de uventede gæster:
”Når du kigger ned mellem dine stauder, ser du måske bare noget irriterende ukrudt, som du helst vil af med. Men måske er det hønsetarm,” siger han og minder om det fascinerende nærbillede af de smukke krystalhjerter i bogen ”Blomsterliv”.
”Denne lille usle, elendige ukrudtsplante, som ikke er til at rykke op, fordi den er elastisk og går i stykker. Den er i virkeligheden så utrolig flot. Man kan se på sit ukrudt, blive irriteret og vred og måske sprøjte det væk. Men man kan jo prøve at lade noget af det stå og glæde sig over det. Jeg tror, man bliver gladere i sit liv af det,” siger han.
Perlegruset på gårdspladsen knaser under gummistøvlerne på vejen ind i varmen igen.
Engang var det hvidt og rent. Nu er det grønt og gråt, og uindbudte planter har fået lov til at indvandre. Guldkarse har bredt sig under figentræet ved gavlen, frøstjerne kom med gruset fra havet, og agermåne har inviteret sig selv fra det omliggende landskab. Jens Henrik Petersen vender næsten kærligt de flotte navne i munden og nærmest sutter lidt på dem, som om han kan lide smagen.
Men behøver vi dem, planterne med de mærkelige navne og de fascinerende former?
”Tja,” siger Jens Henrik Petersen eftertænksomt.
”Det kommer jo an på, hvad for en verden vi vil have. I princippet kunne vi godt asfaltere hele landskabet undtagen nogle firkanter, hvor maskinerne kan køre og dyrke det, vi skal spise. Jeg tror ikke, vi ville uddø som mennesker af den grund. Vi skulle nok overleve. Men jeg tror, vi lever et lykkeligere liv, når vi har natur omkring os.”
Og hønsetarmen. Gør den os også lykkeligere?
”Ja,” siger han efter en lille pause. ”Ja, det tror jeg faktisk.”
