Man kan ikke rejse til New York uden at blive påvirket af det! Byen er så fuld af energi, idéer og handlekraft, og den sparer ikke på det, men øser gavmildt ud til alle, fastboende som besøgende.
Jeg boede og arbejdede der for mange år siden, og jeg havde en god ven, der sagde: Når byen har plads til alle de mennesker, der strømmer rundt i gaderne og ud og ind ad bygningerne, så må den også have plads til mig!
Det var hans fortrøstning som en ganske ung mand, der skulle skabe sig en karriere der.
Jeg har været der flere gange i årenes løb, både på nogle arbejdsomme studierejser og som turist, og har altid følt byens energi og virkelyst. Et skub bagi! Se nu bare at komme af sted.
Og i denne New York-påskeferie var der en ting, der bed sig fast, nemlig de mange gange, folk sagde ”no problem” – ”det er ikke noget problem” – til mig, når jeg havde brug for assistance af den ene eller den anden art.
Service-begrebet har en anden fylde i New York – og mange andre steder i USA – end det har herhjemme. Der kommer man ikke til besvær, og man skal nok få noget hjælp og nogle gode råd, hvis man har brug for det.
Lidt romantisk er der ofte blevet talt om, at da nybyggerne kom til Amerika fra Europa, måtte de hjælpe hinanden, for de var alle på en svær opgave, og derfor hjalp man, hvor man kunne. Man var måske selv den næste, der fik brug for hjælp. Service blev en del af hverdagen og den gode opdragelse. Det sneg sig ind i dna’en. Og fastlåste projekter skulle ikke stå i vejen for fornyelse.
En mere kynisk betragtning i dag går ud på, at lønningerne er så lave, at de ansatte må slide i det og være venlige og imødekommende for eksempelvis at få pæne drikkepenge på restauranter. Det er for snævert et synspunkt, for der er også hjælpsomhed og imødekommenhed de mange steder, hvor der ikke skal betales ekstra! Det er mere en livsindstilling.
Det fører ihvertfald til, at man oftest bliver mødt af venlighed og ”no problem”. Det kunne vi godt have brug for at kopiere.
Ingen storby forbliver konstant den samme, og naturligvis heller ikke New York, der bygges stadig i højden, og der opstår nye dele af kvarterer, som må udforskes.
High-Line blev påbegyndt for cirka 10 år siden og er ikke færdig endnu. Det er en lang, smal park på Manhattans vestside, og det er en idé, som vi også godt kunne kopiere her til lands.
Det er nemlig en tidligere godsbane, der blev brugt til at fragte varer, især madvarer, fra havneområdet og nærmere til centrum. Her transporteredes fra 1934 æg, mælk, kød og grøntsager af sted til newyorkernes markeder og butikker. Og det foregik i anden sals højde.
Det var nemlig blevet for farligt at have de tunge tog i gaderne, og derfor kom togbanen ni meter op og gik meget bekvemt af sted fra lagerbygningerne.
Men i 1980 var det slut, for så overtog lastbilerne transporten, og nogle kilometers jernbaneskinner lå længe i anden sals højde ubrugte og forfaldne hen.
Det blev til den smalle park, hvor man nu kan spadsere og kikke ned på gader og biler og ud mod Hudson-floden. Der var hvide anemoner og næsten udsprungne træer i sidste uge. Men ingen plads til en legeplads, bemærkede den otteårige, og jeg må medgive, at det nok mere er en voksen-spadseresti. Og voksne var der rigtig mange af. Folk i alle aldre, for der er rigeligt med bænke langs turen på de godt to kilometer.
Skinnerne ligger stadig i jorden og minder om områdets historie og første opgave. Nu er der bygget trapper flere steder undervejs, så man kan stå af og på, som det passer.
Efter i næsten 30 år at have været et forsømt og overset område, er det nu en meget populær park. Projektet er endnu ikke gjort færdigt, men det er en god idé, der godt kan stjæles og bruges i andre lande.
Jeg synes også, den er typisk for New York. Alt kan måske ikke lade sig gøre her – men næsten. ”Hvis vi ikke har det, så laver vi det,” sagde en god newyorker-ven engang. Og der er noget om det. ”Kan I virkelig det?”, spørger man forundret, når nye projekter oprulles og beskrives. Kan et gammelt forladt godsbaneområde blive en smuk park, og så er svaret selvfølgelig: ”No problem.”