Prøv avisen

I nøden skal man kende sine venner

”Moster (1936-2018) efterlader sig, ud over mig, syv gamle pas. Hun manglede vist kun at besøge Madagaskar, ” skriver journalist Tine Maria Winther.

Moster var for eventyrlysten – eller egenrådig – til ægteskab og børn. I stedet kørte hun en karriere ude i verden, og da hun vendte hjem, kørte hun i åben sportsvogn. Det var der ikke så mange kvinder, der gjorde dengang.

Med alderen faldt hun til ro, men rejste stadig og havde masser af gode og nære venner. Lige indtil hun fik Alzheimers sygdom. Puf! Så var de væk. Alle dem fra det kreative, kulturradikale ravkæde-segment, som hun havde delt sit liv med, forsvandt, i takt med at hun forsvandt.

Var det for stillestående for de friske pensionister i praktiske sko og årskort til Louisiana at svinge forbi hendes plejehjem?

Var det for hårdt at være vidne til et menneskes forfald, når man selv nærmede sig den alder, hvor skæbnen inddeler os i at gå stavgang eller med rollator? Jeg ved det ikke, men jeg tror, det var noget i den dur.

Tilbage blev jeg. For selvom vi egentlig ikke stod hinanden særligt nær, er blod åbenbart alligevel tykkere end rødvin. Samt en enkelt veninde, som virkelig tjente sine englevinger. En anden, der boede langt væk, skrev trofaste breve. Men det var så også det. 2 ud af 40 holdt ud, da oplevelse blev til overlevelse og vin til saftevand.

Moster fik nye venner. Den unge tyske mand i islandsk sweater, for eksempel, som sov på hendes sofa, så hun ikke kunne sidde der. Hun tog i stiv arm, at han og andre spøgelser invaderede hendes hjem, lukket ind af hjernens vrangforestillinger. Men det ville have været rart, hvis nogle af hendes gamle venner have mødt de nye sammen med hende. Så kunne de have sagt: ”Lise, vi behøver ikke sidde på gulvet, fordi den unge tyske mand ligger på sofaen, vi beder ham bare rykke sig lidt.” For det virkede jo! Men efterhånden gled da også de nye venner ned ad sofaen og ud af døren.

Moster var friluftsmenneske, men måtte ikke forlade plejehjemmet alene. Hun kunne fare vild på en femøre. Derfor var ledsaget udgang en gave fra himlen; bjergvandreren, skiløberen og globetrotteren var taknemmelig for en tur rundt om Frederiksberg Idrætsanlæg. Vi var bare ikke så mange til at udføre den barmhjertighedsgerning.

Til gengæld blev vi belønnet – hvis nærvær da altid skal belønnes – med tillid. Overtalte man hende til at træde ned fra en kantsten – en handling, der forekom hende som et skridt ud i den blå luft – tøvede hun, men sagde så: ”Jamen hvis du virkelig mener, det går godt” og trådte ud, indtil der til hendes forbløffelse igen var fast grund under fødderne 15 centimeter længere nede.

Selvom sproget så godt som forsvandt, kunne hun stadig være morsom. Efter en gåtur – med enetale fra min side og nonsens-ord fra hendes – sagde jeg to meter før hoveddøren: ”Der kan du se, vi har gået flere kilometer, og det gik da godt!”. Og hun svarede: ”Nu er vi jo ikke helt hjemme endnu...”. Når man har én klar sætning om dagen at gøre godt med, er det ret sjovt sagt.

Ressourcefuld var hun også. Som tandlæge havde hun arbejdet i USA, Schweiz, Norge og på de yderste færøske skær. Så da alzheimer tog hendes sidste danske ord, skiftede hun sprog! Det var, som om hjernen kunne transportere engelske gloser, hvor den havde opgivet de danske, og pludselig kunne hun gå fra det rene vrøvl til at sige: ”A cup of coffee, thank you. And could you please tell that young german gentleman on my couch to leave?”.

Døden går sjældent med fløjlshandsker, og det var hårdt at følge moster herfra. I det lys forstår jeg sådan set godt de venner, der blev væk. Til gengæld gik de glip af at se et sejt menneske gå forrest ad den vej, vi alle skal. De oplevede ikke tilliden, når man fik hende til at træde ud fra en kantsten. Den snarrådige sprogomlægning gik de også glip af, og de fik ikke glattet hendes pande til sidst.

Men jeg håber da, at nogle af dem vil løfte glasset med økologisk Irma-vin og skåle for hendes sjæl, nu hvor hendes krop er kørt på Panum Instituttet som en sidste cadeau til videnskaben. Moster (1936-2018) efterlader sig, ud over mig, syv gamle pas. Hun manglede vist kun at besøge Madagaskar.

Tine Maria Winther er journalist på Liv&Sjæl-redaktionen.