Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

I nytårsgave ønsker jeg mig et håb

I 2020 ønsker journalist og forfatter Birgit Meister sig viden, der bringer håbet med sig. Foto: Leif Tuxen

Årsskiftet kommer med tilbageblik og helst også håb for det nye år. Navnlig for mennesker, der rammes af sygdomme, hvor der ikke er behandling

Så skete det. Så sprang vi ind i et nyt år og endda et nyt årti. Og nu er vi i gang.

Lige forunderligt hver gang. Lige så forunderligt som selv at tage hul på et nyt år i livsforløbet.

Og tankerne virrer rundt. Går både tilbage og frem. Hvordan gik så 2019, og hvad kan vi vente os af 2020?

Ja, hvad kan vi egentlig huske fra året, der er gået. Havde det mere fart på, end tidligere år? Det kan undertiden forekomme sådan. Skulle december virkelig haste sådan af sted? Stop verden, jeg vil af, var der engang en musical, der hed, og jeg tror, det betød, at det hele gik lidt for hurtigt. Vent lidt, vent lidt, jeg skal lige have tankerne med.

En ældre veninde sagde netop til mig, hvor blev tiden af, det er, som om den accelererer, og det hele går hurtigere og hurtigere. Man kendte det ikke, da man var barn og ung, der var tid nok at tage af, men som årene går, bliver det tydeligere og tydeligere.

Og alle seniorer er enige: tiden flyver.

Som i en hvirvelvind er der erindringer fra glade stunder, fra smukke øjeblikke og store indtryk. Fra alvorlige oplevelser og fra mennesker og begivenheder og øjeblikke, der har sat sig fast i hukommelsen.

Og tankerne går til dem, man mistede. Måske et nært familiemedlem, måske de gode venner og de varme venskaber, måske den fjernere bekendte, som uventet, stille gik bort. Jeg vil riste en minderune over dem. De mennesker, man har mødt i sin tilværelse, og som har haft indflydelse på ens tanker og ens liv, slipper man jo ikke, selvom året skifter tal. Tværtimod tænker man tilbage med stor taknemmelighed. Og når man er på vej i det nye år, sørger man over, at de ikke længere er med i livet.

Det er én af de markante ting, et årsskifte fører med sig.

Og en anden er jo, at man ser fremad. Hvad vil året bringe? Seniorer håber på sundhed, man håber på smukke oplevelser, der fylder hverdagen, og man håber, familien omkring én er rask og ved godt mod.

Håbet bærer langt. Og jeg synes, det hører med til indgangen til et nyt år at håbe. Fra det nære til det vidtrækkende: Må børnebørnene have det godt og trives, må klimadebatten bære frugt. Man skal nemlig ikke fedte med sine håb.

Men også derfor er det så uendelig smerteligt at tænke på tilstande, hvor der ikke er et håb, og hvor håbet ikke indgår som en naturlig ting. Jeg tænker meget på de mennesker, der er ramt af sjældne, uhelbredelige sygdomme, måske i flere år, der er ingen behandling, der er ingen helbredelse, der er intet håb.

For med en sygdom, der ikke kan kureres, er det svært, ja umuligt at håbe. Som patient er man bange og ulykkelig, som pårørende er man bange og ulykkelig.

Det er den neurologiske sygdom msa, multipel system atrofi, jeg kender mest til som formand for en lille patientforening. Atrofi betyder svind, og der er tale om et svind af nerveceller i hjernen. Hvorfor ved man ikke. Der er 200-300 patienter med msa i Danmark, og de og deres familier oplever – som patienter med for eksempel als eller psp også gør det – at deres bevægelser bliver stadig mere tunge og vanskelige, at talen bliver utydelig, og at gangen langsomt forsvinder. Der skal hjælp fra andre mennesker til næsten alt.

Derfor ønsker jeg mig et håb. Bare et lille bitte et. Det ville være den bedste nytårsgave. Et lille positivt tegn fra forskningen, lige meget hvor i verden, kunne give mange et glimt af livsmod. Der er sådan brug for håbet til at komme videre med den svære hverdag og give den et værdigt forløb – måske endda snige en stjernestund ind.

Og håbet ville smitte til de pårørende, og det ville smitte til hverdagens plejepersonale, det ville give dem alle nye kræfter og ny energi.

Vi ved, at alvorlige sygdomme af mange slags uventet kan slå ned, og det kan betyde store chok og stor ængstelse, men ofte er der heldigvis medicinsk eller kirurgisk behandling, og håbet om at komme sig forsvinder ikke.

Men de sygdomme, der angår hjernen, ved vi desværre stadig for lidt om.

Derfor er det, jeg i 2020 ønsker mig viden, der bringer håbet med sig.