Bjarne Reuter var for nogle år siden udsat for en højresvingsulykke. Han kom på cykel kørende på Frederiksberg, og da han på hjørnet af Dalgas Boulevard og Peter Bangsvej fortsatte ligeud, blev han ramt af en lastbil, der drejede til højre.
Han kurede ind under lastbilen, hvor han lå og kiggede på de bagerste hjul. Han var ikke kommet alvorligt til skade, havde blot slået skulderen. Lastbilchaufførens første reaktion var at spørge: ”Skete der noget med cyklen?”.
”Når man derefter rejser sig op og cykler videre, som om ingenting er sket, er jeg typen, der tænker: 'Nå, det var ikke den dag.' Men sikke noget sludder. Jeg synes, at det grusomste, der findes, er tilfældighed. Det er den der med, at man ikke ved, om man får en tagsten i hovedet i morgen. Jeg kan bedre lide, at der er orden i tingene,” siger Bjarne Reuter.
Sidst den 64-årige forfatter til et væld af børne-, ungdoms- og voksenbøger lod høre fra sig, var med ”Bogen - Bibelen genfortalt af Bjarne Reuter”. I bogen, der udkom i 2012 på Bibelselskabets Forlag, genfortæller han 60 af de største beretninger i Bibelen. Nu har han igen ladet sig inspirere af de 2000 år gamle tekster og er en af bidragyderne til antologien ”Gennem den kulsorte sky. Påskehistorier”, der er udgivet af Kristeligt Dagblads Forlag.
Opgaven var bunden. Bjarne Reuter fik i opdrag at skrive ud fra den del af Jesu Kristi lidelseshistorie, der udspiller sig i den såkaldt stille uge, mandag, tirsdag og onsdag, frem til skærstorsdag. Oplægget er fra Matt. 21, 12-27 i Det Nye Testamente, hvor det fortælles, at Jesus gik ind på tempelpladsen og jog alle dem væk, der købte og solgte offerdyr. Han helbredte de blinde og lamme og underviste i templet - og de jødiske ledere blev rasende. Da Jesus befalede et figentræ at visne, undrede disciplene sig. For hvordan kunne et træ visne så pludseligt? Han svarede dem, at ”når I tror, vil I få alt det, I beder om i jeres bønner”.
Bjarne Reuters påskehistorie hedder ”Thomas”. Han er en af disciplene, som er vidne til optakten til det, der skal ske, i den hektiske, farverige og urolige atmosfære, der hersker i Jerusalem op til jødernes festligholdelse af påsken.
”Jeg valgte tvivleren Thomas, fordi det er en hovedperson, jeg kunne identificere mig med. Og fordi han optræder meget lidt i evangelierne og kun, når han stiller tvivlende spørgsmål til, om noget virkelig kan være rigtigt. Skulle vi ikke give ham lidt mere kød og blod?”.
”Dér, hvor jeg mest har lagt mærke til ham, er i den vidunderlige historie 'Vejen til Emmaus', der finder sted påskedag. Her møder to af disciplene en mand, som de inviterer med på en kro, og som de synes de kender. Historien kunne også have hedder 'Vejen til forståelse'. Men da de fortæller om mødet med Jesus til de andre, er deres reaktion, om de er sikre på, at de ikke havde fået for meget at drikke på kroen. Og Thomas er så den af disciplene, der kræver bevis, da de møder Jesus igen og vil se sårene efter naglerne i hans hænder,” siger Bjarne Reuter.
Et sart forårslys falder ind ad vinduerne i huset på en villavej i Kongens Lyngby, hvor Bjarne Reuter bor sammen med sin hustru og deres yngste søn ud af en flok på fire. Den store, gamle, grå hankat Bamse har sluttet sig til selskabet ved slagbordet i stuen, hvor forfatteren fortæller om sin optagethed af påskepassionen.
”Den er som en åndelig håndbagage. Påskefortællingen flytter sig hele tiden, er i bevægelse og bliver ikke læst og fortolket ens hver gang. Da jeg til 'Bogen' fortolkede langfredag og påskedag, havde jeg det sådan, at jo mere man fordyber sig, og jo mere man læser, jo mere rummeligt og forunderligt er det.”
”Der er alt det, man ikke kan forstå, fordi det ligger uden for sprogets rækkevidde. Man kan godt forstå skærtorsdag og langfredag, men når man kommer frem til påskedag og kvinderne ved den tomme grav, er det stadig til diskussion, hvad der skete. Det er dette uforklarlige hændelsesforløb, der gjorde, at jeg næsten ikke havde lyst til at bøje det i ord og hellere ville høre det som et stykke musik,” siger Bjarne Reuter og vender tilbage til Emmaus.
”Da disciplene møder Jesus, har han en bestemt måde at bevæge sig på, da han bryder brødet. På den ene side kan de godt se, at det er ham, på den anden side er de ikke sikre. På den måde er fortællingen i evig bevægelse. Mit eget forhold til den tekst er, at jeg også er uafklaret. Jeg har det som de to disciple på kroen: Kan det være sandt? Kan det være noget, vi bilder os ind? Den bevægelse gør, at vi aldrig kan lægge os fast - jeg ønsker det heller ikke.”
”Tvivlen er et udtryk for bevægelse. At døren står på klem, og at jeg ikke ønsker nogensinde at lukke den helt i. Hvorfor gøre det? Jeg kan godt lide, at det changerer. Den historie har som flere andre i Det Nye Testamente noget, som du ikke finder andre steder. Der er ikke en brugsanvisning til det. Her står vi over for noget, der er uforklarligt og irrationelt. Det kan jeg godt lide.”
Da Bjarne Reuter gik i gang med at genfortælle bibelhistorier til ”Bogen”, var han bekymret over, om han kunne finde et sprog, der passede - en tangent, som han kalder det - og om det kunne holde i forhold til læserne at blive genfortalt.
”Den historie fra Bibelen, som jeg huskede bedst fra skolen, var den om Kain og Abel fra Det Gamle Testamente. Jeg havde selv en bror og syntes, at det var uretfærdigt, at solen skinnede det ene sted, og at det regnede det andet. Jeg fandt ud af, at historien ikke handlede om Adam og Eva og Abel, men om en mand, Kain. Og jeg brugte det som en model til, at det er den vej ind, jeg skal. Jeg opfattede mit arbejde som et restaureringsarbejde, og det, jeg var allermest ræd for, var, at jeg kom til at udviske de fine guldtråde, der ligger i teksterne. Det mest ufattelige er, at de har overlevet.”
”I fortællingen om Thomas er der to dimensioner: Noget rationelt, man kan tage og se og føle på, mens det, der sker, er irrationelt. Thomas er iagttageren og fortælleren. Der er nogle vidner til den historie. Og den sjoveste og mest spændende at skrive om er Herodes, som en af disciplene møder på markedet. Herodes repræsenterer den formelle del af samfundet og fylder meget i min historie: Hvad var det, der skete? Var der en kontekst? Ja, det var der. På det tidspunkt var der nogle bestemte forudsætninger, der gjorde, at det her kunne finde sted.”
”Da jeg skrev om påsken i 'Bogen', oplevede jeg, at der er en grad af iscenesættelse: Der er en rejse, hvor man bevæger sig af sted med Jesus, og på et tidspunkt går han ind i Jerusalem. Der er også nogle mennesker, der er med til at føre ham til korset, romerne, ypperstepræsten og de jødiske ledere - men sådan hænger det ikke sammen. Det var en iscenesættelse, terningerne var kastet. Da Jesus går ind i Getsemane Have, er det allerede besluttet, hvad der skal ske. Den fornemmelse af iscenesættelse synes jeg er fascinerende.”
”Jeg kan næppe forestille mig, at nogen udefra kunne ønske det sådan - at Jesus skulle dømmes og ende på korset. At hele det dramatiske forløb kunne foregå, fordi romerne eller præsterne ville det sådan. De er ikke iscenesættere, de er iscenesat. Og vi havde ingen kristendom uden påske. Det er iscenesat af noget langt større, noget andet, som vi bliver ved med at beskæftige os med. Det er i hvert fald noget, der ligger uden for mig. Og det, der gør, at man ikke kan blive færdig med det, og derfor jeg ikke kan lukke døren helt i,” siger Bjarne Reuter.
Efter højresvingsuheldet på hjørnet af Dalgas Boulevard og Peter Bangs Vej oplevede han et efterskælv: Det havde været tæt på. Han var rystet.
”Jeg har svært ved at leve med tilfældet. At der i vores liv er så stor en grad af vilkårlighed, at vi giver os hen til det. Jeg kan bedre lide, at der er en vis orden, ikke nødvendigvis retfærdighed, for så er der også uretfærdighed til. Det er vigtigt for mig at fastholde, at jeg ikke vil kaste mig ud i troen på tilfældighed. Jeg kan ikke holde tanken ud. For der ligger også i den et kernehus af meningsløshed.”
”Jeg hælder til, at der er en orden. Men jeg er ikke blevet færdig med, hvad der har skabt den. Det er en eftersøgning. Og da jeg sagde ja til at skrive 'Bogen', tænkte jeg, at det kunne lede på vej. Jeg leder stadig - tvivler og tror på, at jeg aldrig bliver helt færdig med det. Hvis man har givet sig helt hen i troen, er man måske blevet færdig med at lede, og det har jeg ikke lyst til,” siger Bjarne Reuter og holder en finger hen over et slukket stearinlys i en lysestage af messing, der står på bordet:
”Min far fortalte engang, at der er det mærkelige ved ild, at hvis man bevæger en finger frem og tilbage i flammen, sker der ikke noget. Hvis man holder fingeren stille, brænder man sig. Det er nøjagtigt det samme med tro og tvivl.”
Historien om ”Thomas” i antologien ”Gennem den kulsorte sky” begynder med hans tilbageblik på dengang, han som dreng sammen med sin farfar drog til marked i Jerusalem. Ikke langt fra bymuren er oksen, der har trukket kærren, der er læsset med citroner, faldet forover. Kærren tilter, og citronerne ruller ned fra ladet. Oksen kan ikke mere, og farfaderen trækker en kniv og befrier dyret for dets lidelser. Blodet samler sig i en leverfarvet pøl, som blandet sig med de gule frugter.
”Der er også noget, der tilter i påsken. Thomas har en fornemmelse af blod og citroner, nu er læsset væltet, og der er ikke noget at stille op. Inde i det billede ligger der en hel masse, der har med påsken at gøre, med blod og offer, og bagefter er der noget, der skal køre videre på en eller anden måde. Thomas ved ikke hvad, for der var ikke noget, der hed kristendom, da han levede.”
”Han havde glædet sig til at komme ind til det vidunderlige marked i Jerusalem. Den jødiske påske handlede om at mindes, men det var også en fest, masser af mennesker og liv og glade dage. Og den fortælling bliver også pludselig væltet, og der kommer en anden fortælling ind over.”
”Jeg var i Jerusalem for nogle måneder siden, og det er også et marked uden lige - fascinerende og frastødende. Når man bevæger sig rundt inden for murene om aftenen, kan man ikke undgå at blive påvirket af det, der skete det sted og stadig sker. Jeg mener, at der er en dimension af historien om Jesus, der er historisk, om ikke i detaljer, så i store træk. Men var det bare det, så talte vi ikke om det, herregud!”.
”Den anden dimension af historien er lavet af det stof, der gør, at vi bliver ved med at tale om den og alt det problematiske, vi ikke kan forstå. Hvis Jesus var blevet begravet eller stedt til hvile på anden måde, er jeg ikke sikker på, at vi ville beskæftige os med det,” siger Bjarne Reuter, der er lykkelig for, at Bibelens tekster findes.
”Og så er vi tilbage ved tilfældets råhed, for de beskæftiger sig med alt andet end tilfældet. Jeg har dem med mig som et håndtag, når jeg en gang imellem synes, at nu er det lige råt nok - er der overhovedet nogen mening i galskaben? Da synes jeg, at det er rart at klæde sig på med disse fortællinger. Jeg vil gerne bekræftes i min mistanke om, at det ikke er tilfældet, der bestemmer.”