Morten Albæk er den eneste dansker i Vatikanets nye råd for kunst og teknologi, der tæller cirka 50 tænkere fra hele verden inden for videnskab, teknologi, erhvervsliv, iværksætteri, spiritualitet, filosofi og kunst. Da rådet første gang i december sidste år samledes i Vatikanet, var det en gåsehudsfremkaldende oplevelse for den 40-årige historiker, filosof og erhvervsmand.
”Det var en meget overvældende oplevelse pludselig at sidde midt i hjertet af Vatikanet. Jeg var delvist paralyseret af både det historiske vingesus og af kvaliteten af de mennesker, jeg sad iblandt. Og derfor gjorde jeg ikke ret meget andet end at lytte og observere den første halv- anden dag,” siger Morten Albæk.
Han, der er tidligere direktør for innovation og idéudvikling i Danske Bank og koncerndirektør for marketing i vindmøllegiganten Vestas, tager imod i et mødelokale i investerings- og konsulentvirksomheden Voluntas, som han er medstifter af og direktør for, og som har domicil på Østerbro i København.
Den opgave, han er blevet udpeget til at løse i Vatikanets nye tænketank, er at diskutere og komme med anbefalinger til Vatikanstatens vision og strategi for, hvordan de bedst agerer og spreder pavens budskab om barmhjertighed og ømhed i en digitaliseret verden.
Da rådets medlemmer sidste år mødtes for at sætte gang i arbejdet, skete det i pave Pius IX’s palæ i Vatikanstaten, som er palæet for samfundsvidenskab.
”Schweizergarden tog imod med honnør, og til sidst var vi helt inde i epicentret af Vatikanstaten med de smukkeste bygninger og fineste park. Her blev vi mødt af repræsentanter for Vatikanet, der i det her tilfælde alle var præster og biskopper, som har forskellige roller at spille i forhold til rådets opgave. Det hele var arrangeret af sekretariatet for kommunikation og Vatikanmuseet. Og de to organisationer stod for de to en halv dags samtale og diskussion,” siger Morten Albæk.
Den første aften blev rådets medlemmer vist rundt i Vatikanmuseet og fik blandt andet lov til at se det område, som ellers er lukket for offentligheden, og hvor værker bliver restaureret.
”Den næste dag fik vi adgang til Vatikanets hemmelige arkiver, og pludselig lå Galileo Galileis forsvarsskrift foran mig, og jeg havde mulighed for at bladre i det. Blot en af flere privilegerede og uforglemmelige oplevelser, som jeg fik ved mit første besøg i Vatikanet. Jeg har som mange andre været turist i Rom og stået i kø i timevis for at komme ind og se Det Sixtinske Kapel og så blive presset igennem på et minut, samtidig med at du forsøger at få dine stressede øjne til at rumme Michelangelos mesterværk. Men her fik jeg det en af aftenerne mere eller mindre alene sammen med min hustru og mine børn, og vi sad der uforstyrret i en hel time.”
”Den sidste aften fik vi middag i Rafael-salen, hvor der normalt kun bliver holdt middag, når kardinalerne fejrer valget af en ny pave. Sådan kunne jeg fortsætte med gåsehudsfremkaldende oplevelser. Og når man som jeg har interesse i historie og filosofi og også i religionens og spiritualitetens historie og idéhistorie, var det oplevelser, som fik hjertet til at banke, og hjernebarken til at vokse.”
”Men heldigvis blev paralyse transformeret til inspiration og hjertebanken til overskud og lysten til at bidrage. Ellers tror jeg heller ikke, at jeg havde fået den opgave, jeg efterfølgende har fået tildelt af rådet,” siger Morten Albæk.
Han har med egne ord kløet sig i hovedbunden mere end én gang over spørgsmålet om, hvorfor Vatikanet har valgt ham – når nu en institution af Vatikanets karakter har kunnet vælge mellem mere eller mindre alle. Et gæt kan være, at han fem gange, senest i 2015, er blevet kåret som en af verdens mest indflydelsesrige marketingsfolk af det internationale marketingsmedie The Internationalist.
Han var i Vatikanet igen i april sammen med en række andre rådsmedlemmer for at præsentere et oplæg til, hvordan rådet skal organiseres og ledes, for den ansvarlige for Vatikanets sekretariat for kommunikation, der tæller flere end 600 medarbejdere, og som blev særligt etableret af pave Frans i 2015. Planen er, at oplægget skal præsenteres for Vatikanets regering i sensommeren, således at rådet kan blive funktionsdygtigt fra det tidlige efterår 2016.
For Morten Albæk adskiller Vatikanet sig på flere måder fra hans andre kunder, blandt andet ved at han ikke får penge for sit arbejde.
”Det er et con amore- projekt for alle, der er i tænketanken. Men Vatikanet er også anderledes forstået på den måde, at det er verdens ældste og mest robuste organisation og med de mest overbevisende mål, som vi har. Det har en historik og en kulturel og religiøs betydning, som de fleste andre organisationer ikke kommer i nærheden af. Så du har en følelse af at arbejde for og med en organisation, der har mulighed for at forandre verden, og dem findes der ikke så mange andre af.”
”Der er også lighedspunkter al den stund, at Vatikanet, foruden at være det fysisk-symbolske udgangspunkt for verdens største trossamfund og har været det siden 1377, er en driftsorganisation, der hver eneste dag skal levere et eksistentielt produkt til cirka to milliarder katolikker. Og et afkast, der består i, at katolikkerne hver eneste dag skal føle, at det er meningsfyldt at være katolik og være en del af den katolske kirke. På den måde er Vatikanet en virksomhed, en spirituel virksomhed, med lighedstegn til enhver anden virksomhed.”
”Vatikanet er organiseret omkring et klart og tydeligt formål, som handler om at sikre medmenneskelighed, barmhjertighed, medfølelse og næstekærlighed og generelt set kvalitet i det enkelte menneskes liv. De taler til, hvad meningen er med livet, eller forsøger at hjælpe til, at folk kan finde mening med livet. Og nu omfavner de digitaliseringen, som er nødvendig for, at de kan fortsætte med at være relevante i en moderne kommunikativ virkelighed,” siger Morten Albæk.
Han er gået til opgaven med både overraskelse, taknemmelighed, respekt, glæde og energi.
”Det, at du får lov til at rådgive og være en blandt få, der har mulighed for at påvirke måden, hvorpå verdens største trossamfund er til stede i en global offentlighed – bare det, at jeg siger det nu, gør, at jeg kan mærke, hvor taknemmelig jeg er over at være blevet givet den mulighed. De kunne have valgt at invitere så mange andre, og at de så valgte at invitere mig, og at jeg har fået mulighed for at yde et bidrag, det er jeg ufatteligt motiveret over.”
Morten Albæk er vokset op i Uggerby mellem Hirtshals og Skagen i det nordjyske og fra barnsben indpodet med, at det stærke menneske er det generøse, inspirerende og kærlige menneske.
”Lige fra jeg startede i børnehaveklasse, og til jeg flyttede hjemmefra, sagde min mor altid, når jeg gik ud af døren: ’Husk, at være mod andre, som du gerne vil have, at de skal være mod dig.’ Min far var grundtvigianer og kirkegænger og prædikede, at du også skal have medfølelse og barmhjertighed over for det menneske, du aldrig har truffet og måske aldrig kommer til at træffe, men hvis lidelser du ikke desto mindre ved eksisterer, fordi du er et oplyst og privilegeret menneske.”
”Det var et hjem, som venner kom og besøgte, fordi det var så anderledes end noget andet hjem, fordi vi råbte og skreg og diskuterede alting. Der var masser af refleksion, debat og uenighed. Jeg er vokset op i et hjem, hvor alt kunne og blev italesat, især hvad det vil sige at være et ordentligt menneske. Og her har de kristne grundværdier spillet en central rolle.”
”Jeg definerer mig selv som et spirituelt menneske. Altså et menneske, der ikke tror, at alle svar på spørgsmål om, hvad mennesket er for en skabning, udspringer af videnskaben eller alene af en fornuftsbaseret tilgang til at evaluere og forstå dig selv. Det vil sige, at jeg tror på det, jeg selv kalder en førstebevæger. Det mener jeg også, at der er behov for, al den stund at videnskaben ikke har givet svar på, hvad der kom før Big Bang. Vi ved, hvad der skete ned til en hundrededel af et sekund efter Big Bang, men ikke, hvad der skabte det. Men sådan er det jo lidt med livet, som det også er med matematikken. Matematikken ville heller ikke give mening, hvis der ikke var et princip. Og livet ville heller ikke give mening, hvis det var sådan, at vi alene lod videnskaben give os svaret på de eksistentielle spørgsmål.”
”Er jeg så et menneske, der lever mit liv ud fra, hvad jeg ved, eller hvad jeg tror? Jeg lever mit liv ud fra, hvad jeg tror på, og på den måde er jeg et troende menneske. Et menneske, der tror på noget, er også et tvivlende menneske, for inde i troen er tvivl. Hvis der ikke var tvivl i troen, ville vi vide. Det mest guddommelige, der eksisterer, mener jeg, er kærlighed. Og hvis Gud er kærlighed, tror jeg på Gud. Men tror jeg på Gud som et næsten fysisk væsen? Nej, det gør jeg ikke. Tror jeg på, at kærlighed er det smukkeste udtryk for tro? Ja, det gør jeg. Kærlighed er et trosspørgsmål. De lykkeligste og mest sorgfulde øjeblikke, som mennesket oplever i sit liv, udspringer af tro. At man troede på noget, der ikke var, men stræbte efter, nemlig kærlighed. Eller du troede på noget, der var, og som dermed gav dig et skønnere og smukkere liv og gjorde dig til et skønnere og smukkere menneske, nemlig kærlighed,” siger Morten Albæk.
Spørger man til hans visioner, lyder svaret:
”Jeg har jo den ambition, at Voluntas skal blive verdens mest meningsfulde investerings- og rådgivningsselskab. Og det ved jeg godt kan få min far til at vende sig i graven flere gange oppe på Birsted Kirkegård, fordi han mener, at det er fuldstændig ude af proportioner for mig at have sådan en ambition. Men det er altså det, jeg stræber efter sammen med mine kolleger og medarbejdere.”
”Det er på mange måder et livsprojekt. Men om det så er det, jeg laver hele livet, ved jeg ikke, for jeg har nået en alder, hvor jeg godt ved, at livet kan slå nogle sving, både positivt og negativt, som gør, at det kan blive mere meningsfyldt at lukke et kapitel og starte et nyt. Men jeg går ind i det her, fordi jeg håber på, at det er til sidste åndedrag. At det vokser sig til noget, som er en inspiration til, hvordan man kan lede, organisere og tænke virksomheder på en ny måde.
”Vi har tre grundprincipper: Diversitet, meningsfuldhed og bæredygtighed. Jeg kan simpelthen ikke forstå intellektuelt og menneskeligt, hvorfor ikke alle virksomheder tager udgangspunkt i disse tre principper. Hvorfor skulle du ikke skabe virksomheder, der kan tiltrække de dygtigste mænd og kvinder, ikke bare det ene køn? Og hvorfor ikke stoppe med at måle på medarbejdertilfredshed og i stedet måle på, hvorvidt arbejdet giver mening i livet for det menneske, der udfører arbejde for dig? Og at gøre Jordens levetid længere ved at benytte vedvarende energi til din produktion? Al evidens peger på, at organisationer, der efterlever de principper, vi i Voluntas udstikker, er mere profitable og mere innovative end de organisationer, der ikke gør det. Derfor kan jeg ganske enkelt ikke hverken intellektuelt, emotionelt eller professionelt forstå logikken i ikke at gøre det,” siger Morten Albæk.
Han har endnu ikke mødt pave Frans. Men det kommer han til, for når Vatikanets regering har godkendt planen for organiseringen af det nye råd for teknologi og kunst, skal det præsenteres for og velsignes af paven.
”Han kommer til sidst i processen. Jeg har faktisk ikke været grebet af ærefrygt på noget tidspunkt i processen, men jeg er fyldt med respekt. Paven er et menneske, jeg respekterer højt. Jeg mener, at han beviser, at modernitet ingen alder har. Og han inspirerer gennem sit bevis til at have mindst mulig afstand mellem det, du siger, og det, du gør. Han lægger sine handlinger, nøjagtig hvor han har sine ord.”
”Når han taler om, at den katolske kirke og hans prædikener ikke bare skal have relevans og være inviterende og inkluderende over for katolikker, men over for alle, så beviser han det ved at sætte sig ned og vaske fødderne på en muslimsk kvinde. Han gør det også, når han taler om, at den mandschauvinisme, der har været i den katolske kirke, er en, der skal angribes, og herunder siger, at de kvinder, der er blevet skilt, ikke skal ekskluderes, men have en vej ind i kirken igen. Han åbner for, at Vatikanets bank skal arbejde ud fra de internationale lovgivninger, og han lader Vatikanets regnskaber revidere af eksterne revisorer. Han åbner Vatikanets arkiv op i forhold til militærjuntaen i Argentina, så de kan blive retsforfulgt og så videre.”
”Paven gør det, han prædiker. Og sådan nogle mennesker i så magtfulde positioner er der jo næsten ingen af. Og man tør næsten ikke at tro på, at det er sandt. Men det er tilfældet. Og jeg har kun grund til at tro på, at han er nøjagtig så unikt et ædelt menneske, som vi oplever. Det har jeg den dybeste respekt for, og det inspirerer mig rigtig meget.”