I perioder fylder corona mere end min kræftsygdom

51-årige Marie Louise Olesen har fået konstateret metastaser i knoglerne og skal som kronisk syg undgå corona. Åbningen af samfundet i sensommeren gjorde hende utryg, og hun er bekymret for det høje smittetal

Marie Louise Olesen foran sin arbejdsplads i et kontorfællesskab i Nordsjælland. Som kræftpatient har hun arbejdet på at få den rette balance mellem at opretholde et socialt liv og tage hensyn til smitterisikoen. En gang om ugen går hun tur med en lille gruppe veninder, og når hun møder den nærmeste familie, går de ofte ture sammen. – Foto: Leif Tuxen.
Marie Louise Olesen foran sin arbejdsplads i et kontorfællesskab i Nordsjælland. Som kræftpatient har hun arbejdet på at få den rette balance mellem at opretholde et socialt liv og tage hensyn til smitterisikoen. En gang om ugen går hun tur med en lille gruppe veninder, og når hun møder den nærmeste familie, går de ofte ture sammen. – Foto: Leif Tuxen.

Få uger efter at corona ramte Danmark i foråret, fik 51-årige Marie Louise Olesen konstateret en metastase i leveren efter at have levet med en kræftdiagnose i et år. Hun frygtede det værste. Lægerne ændrede hendes medicin, og halvanden måned efter indtraf miraklet. Metastasen var væk.

Til gengæld var der corona. Den sygdom har siden foråret sat begrænsninger for Marie Louise Olesen og hendes families liv, fordi hun som kræftpatient er særligt sårbar.

Marie Louise Olesen blev for 12 år siden ramt af brystkræft. Hun fik fjernet det ene bryst, og de efterfølgende kontroller på sygehuset viste, at hun var rask.

I foråret 2019 gik hun til læge på grund af stærke smerter i ryggen. Lægerne troede i begyndelsen, at smerterne skyldtes en arvelig gigtsygdom, som var blevet opdaget halvandet år forinden. Men en scanning afslørede, at brystkræften, som lægerne troede, hun var helbredt for, havde spredt sig som metastaser til knoglerne.

Marie Louise Olesen bor sammen med sin mand og to sønner på 12 og 17 år i Birkerød i Nordsjælland. Parret driver et bureau, der laver online markedsføring for mellemstore virksomheder.

Marie Louise Olesen tager imod i bureauets store hjørnekontor i et kontorfællesskab omgivet af grønne græsplæner ikke langt fra Rude Skov. Her arbejder hun så meget, helbredet tillader, og da størstedelen af kundemøderne foregår via internettet, føler hun sig tryg i forhold til at være beskyttet mod smitte.

Men ellers er hendes liv lige så isoleret, som de fleste danskeres var i foråret. Hun ser kun den allernærmeste familie, og hendes sønner har også begrænset deres omgangskreds til en lille boble af kammerater. Under genåbningen i sensommeren var hun til en konfirmation og et sølvbryllup. Hun har sagt nej til flere andre invitationer, fordi hun ikke følte, at arrangementerne var tilrettelagt på en måde, der var tryg i forhold til smitterisikoen.

”Jeg er en af dem, lægerne siger, de ikke kan helbrede. Jeg er kronisk syg. Det ord kan jeg bedre lide end uhelbredeligt syg. I perioder har jeg smerter, og i andre perioder har jeg det rigtig godt. Jeg får kemoterapi, er smertedækket alle 24 timer i døgnet, og så har jeg kontakt til palliativ afdeling på Herlev Hospital, som jeg vil betegne som gourmetafdelingen inden for sygehusvæsenet.

Jeg er ikke en af de patienter, der googler min sygdom eller undersøger prognoser for mit forløb. Jeg føler, at jeg er i virkelig gode hænder hos de dygtigste læger. Jeg prøver at få det bedste ud af hver eneste dag og glæde mig over de dage, hvor jeg har det godt. Jeg vil gerne leve mange år endnu, og lige nu har jeg det rigtig godt.”

Palliativ afdeling på Herlev og Gentofte Hospital hjælper omkring 200 patienter med livstruende sygdomme. Afdelingen har sørget for, at Marie Louise Olesen kan modtage psykologhjælp, og hun går også til træning i varmtvandsbassin en gang om ugen. Hun mødes med den samme sygeplejerske fra afdelingen et par gange om måneden, og den personlige kontakt til sygeplejersken har ifølge Marie Louise Olesen været guld værd.

For at mindske smitterisikoen går de en tur. Netop corona har det seneste halve år fyldt meget i samtalerne med sygeplejersken.

”Vi har kunnet vende de konkrete problemer, der opstod. For eksempel spørgsmålet om, hvordan jeg finder balancen mellem at opretholde et vist socialt liv og stadig undgå smitte. Og hvordan vores to drenge kan leve et godt socialt liv uden at bringe smitte hjem,” fortæller Marie Louise Olesen.

Hun talte også med sygeplejersken, inden hun sagde ja til at deltage i en konfirmation.

”Det var et udendørs arrangement, og jeg havde bedt om at blive placeret for bordenden ved siden af min mand. Men selvom jeg havde fortalt, at vi sad, som vi gjorde, fordi jeg lider af en kronisk sygdom, og hvor vigtigt det var for mig at holde afstand, var der alligevel en herre ved bordet, der lænede sig ind mod mig, da vi skulle have taget et billede. Han gjorde det ikke af ond vilje. Jeg tror snarere, det var tankeløshed. Men det er den slags oplevelser, man en gang imellem får, når omverdenen måske ikke tænker på, at corona er en trussel mod de mest sårbare,” fortæller Marie Louise Olesen.

Hun understreger, at hun som patient kun kan rose den hjælp, hun har fået fra sundhedsvæsenet.

”Sygehusvæsenet får tit så mange tæsk i offentligheden. Men jeg må sige, at jeg nok ikke havde været den samme person i dag, hvis ikke jeg havde modtaget hjælpen fra palliativ afdeling. De har udvist empati og støttet både mig og min familie.”

Nedlukningen i foråret var særligt hård for Marie Louise Olesens ældste søn på 17 år, der går i gymnasiet.

”Vi tog hans liv fra ham i foråret, tror jeg, han ville sige, hvis han blev spurgt. Vi aftalte, at han kunne se sin kæreste og to venner. Det førte til diskussioner, for hans liv blev lukket meget mere ned end hans venners. Nogle af kammeraterne gik endda til fester, men jeg syntes egentlig, at min søn tog det superfint, at han ikke kunne deltage,” fortæller Marie Louise Olesen.

Da samfundet åbnede i forsommeren, udskød familien, at den yngste søn for alvor skulle starte i skole til efter sommerferien.

”Min yngste søn var meget bekymret, og det fyldte meget for ham, at han var bange for at smitte mig. På et tidspunkt sendte vi ham på gåtur med ’min sygeplejerske’, så han kunne tale med en anden voksen end sine forældre om, hvordan han kunne tackle corona i forhold til min sygdom, ” fortæller Marie Louise Olesen.

I dag er det aftalt, at de to sønner har håndsprit i deres tasker, og at de skal spritte af eller vaske hænder i skolen, og når de kommer hjem.

Især åbningen af samfundet efter sommerferien skabte utryghed hos Marie Louise Olesen. Hun syntes, det gik for stærkt og frygtede for smittespredningen.

”Mens mange af mine venner var glade for genåbningen, var jeg mere bange for den end for nedlukningen.”

Hun er bekymret over det høje smittetal, men det har gjort hende mere rolig, at myndighederne nu har skærpet forsamlingsforbuddet, så det anbefales, at højst 10 mennesker mødes.

”Det er positivt, at der gøres noget for at bremse smitten,” siger hun.

Fra marts til august gik Marie Louise Olesen ikke i butikker. Men i sensommeren begyndte hun at handle igen iført mundbind.

I sensommeren var hun for første gang på udflugt til Bornholm sammen med den lille faste gruppe veninder, som hun går tur med en gang om ugen.

Overfarten med færgen var angstprovokerende, for selvom passagererne bar mundbind, sad de tæt.

”Jeg bliver sur og irriteret, når folk ikke holder afstand, og jeg synes, de mangler samfundssind. Men når jeg har mundbind på, flytter de fleste sig. Der er meget diskussion om, hvor meget mundbindet beskytter, men det har i hvert fald den effekt, at folk holder afstand.”

I dag forsøger familien at leve så normalt som muligt med de restriktioner, Sundhedsstyrelsen anbefaler.

Siden sommerferien har forældrene aftalt med den 17-årige søn, at han kun ser en lille håndfuld andre unge.

”Han ser kun sine bedste venner og sin kæreste, og det accepterer han. Men det er klart, at jeg indimellem tænker: ’Hvordan håndterer de lige corona i min søns kammeraters hjem?’,” siger Marie Louise Olesen og fortsætter:

”Jeg har ofte følt, at jeg var Frøken Skrap, når jeg mindede andre om pandemien. I en lang periode var det, som om folk havde glemt corona. Jeg så folk, der krammede i indkøbscenteret og opførte sig, som om sygdommen ikke eksisterede. Folk trængte sådan til at leve normalt igen.”

Hun synes, situationen er værst for hendes forældre og svigerforældre. Hendes svigerfar på 82 år er også ramt af kræft.

”Det er trist, at han også bliver begrænset i det sociale samvær og i forhold til at gøre de ting, han holder af.”

Marie Louise Olesen er forberedt på, at hendes sociale liv vil være meget begrænset lang tid endnu. I perioder har hendes tilværelse været præget af smerter og bivirkninger på grund af medicin, men i øjeblikket glæder hun sig over, at hun er smertefri.

”Det er ikke, fordi jeg er bange for corona, men som kronisk syg skal jeg helst undgå at få sygdommen. Det bedste lige nu er, at jeg kan køre på arbejde og være på kontoret. Jeg elsker hverdagen og er privilegeret, fordi jeg selv kan styre mit arbejde. Når jeg kan gå på arbejde, er det tegn på, at jeg har det godt. Den bedste gave, jeg kan få, er, at min sygdom holder sig i ro, så jeg kan leve en nogenlunde normal tilværelse. Vi har et tæt sammenhold i min familie, og det hjælper mig. Møder i naturen og gåturene med mine nærmeste veninder og min familie er blevet den nye måde at være socialt sammen med andre på, og det holder jeg meget af.”