Prøv avisen

Billedkunstner: At miste et barn er det værste, man kan opleve

"Det eneste, der hjælper, hvis man er rigtig ked af det, er at fordybe sig i noget, man rigtig godt kan lide at være optaget af," siger kunstner Inge Lise Westman foran nogle af de værker, hun malede i tiden efter sønnens død i 2016. Foto: Morten Brandborg/ritzau

Sorgdemens er et præcist udtryk for, hvordan jeg har haft det. Jeg gik rundt om mig selv uden at ane, hvor jeg skulle begynde og ende, fortæller billedkunstneren Inge Lise Westman, som mistede sin voksne søn

Kæmpemalerier med titler som ”Tårehavet” og ”Uendeligheden” breder sig i store sale og ud på gangene på Bornholms Kunstmuseum.

For omkring et år siden døde billedkunstneren Emil Westman Hertz som 37-årig.

Sorgen har hans mor, Inge Lise Westman, bearbejdet gennem sin kunst, der nu er blevet til soloudstillingen ”Sjymma” på Bornholms Kunstmuseum. Sjymma er det bornholmske ord for skumring, den tid på døgnet, hvor solen er gået ned, og dagslyset forsvinder – et sindsbillede på livet og døden.

”Det eneste, der hjælper, hvis man er rigtig ked af det, er at fordybe sig i noget, man rigtig godt kan lide at være optaget af. Sådan havde Emil det også,” siger Inge Lise Westman med henvisning til, at Emil Westman Hertz med sine sidste kræfter nåede at skabe en udstilling til Bornholms Kunstmuseum, inden han døde. Udstillingen åbnede i maj 2016, og Emil døde efter flere års alvorlig sygdom i juni samme år.

Inge Lise Westman malede ikke i et halvt år, fordi hun og hendes mand skulle tage sig af Emil i de sidste svære måneder af hans liv, og fordi der også efter begravelsen var så meget praktisk at tage hånd om.

Men efterhånden som en soloudstilling nærmede sig, var hun nødt til at male for at kunne have tilstrækkeligt mange værker klar til udstillingen. Hun oplevede tidspresset og dermed nødvendigheden af at male som en hjælp til at komme igennem sit sorgarbejde.

”Jeg er taknemmelig for, at jeg rigtig godt kan lide at male. Jeg havde svært ved at komme i gang med at male, men oplevede, at det gik mere og mere som smurt i takt med, at jeg fordybede mig i billederne. Fordybelsen blev min overlevelse,” forklarer hun.

Havde du Emil i tankerne, når du malede?

”Det har jeg jo hele tiden, men man kan ikke male på den følelse alene. Jeg maler på dét at male, på handlingen at male. Man fortaber sig i maleriet, så man ikke hele tiden tænker på noget frygtelig sørgeligt eller negativt. Man bliver hjulpet ved at male, fordi man selv forsvinder helt ind i maleriet,” siger hun.

Himmelrummet og havet inspirerer Inge Lise Westman, som bor uden for Gudhjem på Bornholm med udsigt over Østersøen og lyset fra Christiansøs fyr. Ofte skal hun arbejde længe med at bygge billedet rigtig op, men med det store maleri ”Uendeligheden” var det anderledes:

”Uendelighedsbilledet malede næsten sig selv. Jeg malede det efter Emils død og prøvede i modsætning til mine andre billeder at tømme det for indhold, jeg ville undersøge, hvor lidt der kan være i et billede. Jeg var inspireret af Michael Endes ’Den uendelige historie’, som jeg læste for Emil, da han var lille. Jeg huskede tågelandskabet, de store sten og skildpadden. Det er den stemning, jeg har ønsket at skabe.”

Adskillige af Inge Lise Westmans malerier er mere end to meter høje og næste fem meter brede. Himlen og havet er centrale motiver. Håbet og vreden; hjælpeløsheden og sorgen kan umiddelbart aflæses i hendes billedunivers. Hun fortæller, at hun altid har været melankolsk, og at hun ofte er blevet beskyldt for at male mørke billeder; men denne gang med Sjymma-udstillingen har ingen kritiseret, at billederne er for sorte.

”Udstillingen har fået meget medvind. Folk fortæller, at de bliver berørt af billederne. Jeg synes ikke selv, der er så meget sorg i dem, men jeg har nok vænnet mig til at være sammen med dem. Jeg har fået mere respons end forventet, og mennesker har skrevet til mig og fortalt, hvad udstillingen har betydet for dem. En bedstemor, som selv havde mistet et barnebarn, græd foran ’Tårehavet’, som nok er det mest entydige billede, og som sagtens kan fortolkes ud fra sorg og tårer,” siger Inge Lise Westman.

Efter sønnens død var Inge Lise Westman ramt af det, hun kalder sorgdemens. Et udtryk, kunsthistoriker og tidligere mangeårig direktør for Ny Carlsbergfondet Hans Edvard Nørregaard Nielsen brugte om sin sindsstemning efter hustruens død.

”Sorgdemens er et præcist udtryk for, hvordan jeg har haft det. Jeg kunne ikke huske, hvad folk hed. Jeg gik rundt om mig selv uden at ane, hvor jeg skulle begynde og ende. Jeg måtte skrive alt ned. Jeg spurgte lægen, om jeg mon var blevet dement. Det var jeg overhovedet ikke,” fortæller Inge Lise Westman.

”At opleve sorgdemens må være fælles for mange, der kommer ud for så voldsom en oplevelse som at miste et barn. Man er rundt på gulvet, indtil det falder på plads igen. Man kan også blive lidt foragtelig over for dagligdagens småproblemer, men man vender jo efterhånden langsomt tilbage til sin normale forholden sig til tingene,” siger hun.

Et af de praktiske spørgsmål, som Inge Lise Westman og hendes mand skulle tage stilling til, var, om Emil skulle have et gravsted. Det valgte de, at han skulle, og familien har nu et familiegravsted på kirkegården ved Østerlars Rundkirke. Mange bekendte har besøgt graven og lagt små ting til Emil.

“Jeg har altid selv været glad for at gå på kirkegårde og været optaget af, hvad de afdøde har beskæftiget sig med. Derfor har vi valgt, at der står billedkunstner Emil Westman Hertz på stenen. Vi har valgt en flot kvadratisk sten i moseløkkegranit, og der er støbt en bikube på den. Så det er et særligt gravsted, som passer godt til Emil, som selv har beskæftiget sig med gravsteder, kister og bivoksfigurer i sin kunst,” siger Inge Lise Westman.

Inge Lise Westman har det seneste år talt med adskillige, der har mistet et barn.

”At miste et barn er det værste, man kan opleve. Ens barn skal jo overleve en selv”, siger hun.

Hun har haft glæde af at læse ”Carls bog – Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” skrevet af Naja Marie Aidt, fordi hun i den bog kunne genkende beskrivelsen af sorgen ved at miste et barn. Det har også været afgørende, at hun og hendes mand Ole Hertz har haft hinanden:

”Det betyder rigtig meget, at man kan dele tårehavet. Det havde været helt forfærdeligt, hvis man havde været alene med det.”

Parret har også været fælles om at arrangere en mindedag for deres søn. Ligesom de med datteren Karens hjælp opfordrede familie og venner til at give et bidrag til en soldrevet vandpumpebrønd i Gambia i stedet for at købe kranse og blomster. Indsamlingen gav 20.000 kroner, som forlængst er sendt til Gambia.

“Det er i Emils ånd på den måde at følge op på et gambiansk havedyrkningsprojekt, som vi som familie har besøgt, og som Emil har støttet ved at købe genstande til sine udstillinger hos dem,” siger Inge Lise Westman.

Udstillingen ”Sjymma” på Bornholms Kunstmuseum kan ses til og med den 22. oktober.