Anna von Lowzow: I slægtens historie er jeg bare et komma

Anna Emilie von Lowzow ses her i spisestuen på Estruplund, hvor der er dækket op til et middagsselskab den ...

Anna Emilie von Lowzow ses her i spisestuen på Estruplund, hvor der er dækket op til et middagsselskab den følgende dag. Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

Du kan købe dig til meget, men du kan ikke købe dig til en anden identitet eller historie, og jeg synes, det er en skam, at så mange ønsker at tage et andet efternavn.
Anna von Lowzow

Som barn drømte Anna von Lowzow om et enkelt navn. Hun er født ind i en højadelsslægt og er i dag gift ind i en ur-adelsslægt, men værdsætter sin arv

Da Anna von Lowzow var barn, drømte hun om at hedde Hanne Jensen eller Lone Rasmussen. Hun er døbt Anna Emilie Lerche-Lerchenborg og følte, at navnet aldrig fik nogen ende, når læreren råbte hendes navn op i klasseværelset i den lokale landsbyskole i Årby ved Kalundborg.

”Her finder man ud, at man ikke er helt som de andre. I dag har mange børn lange navne, men dengang var det mig, som stak ud, og jeg syntes, det var lidt op ad bakke.”

Som knap 7000 andre danskere er hun adelig. Hvad der som barn føltes som en hæmsko, ser Anna von Lowzow i dag som en værdifuld arv, der samtidig forpligter. Hendes forfader Peder Nielsen (1583-1638) forærede en fregat til Christian den Fjerde. Familien stod sig godt med kongen, og tre sønner blev herefter adlet i 1660 med navnet Lerche. Sidste år blev Anna von Lowzow formand for Dansk Adelsforening, som tæller knap 1000 medlemmer. Flertallet af landets adelige har ifølge formanden en begrænset viden om deres rodnet.

”De ved godt, at de tilhører en adelig slægt, men ellers er det ikke noget, de fleste går op i. Der er som regel en i familien, som interesserer sig for slægtshistorie, og denne person laver så at sige alt arbejdet for de andre. Dansk Adelsforening har i alle årene sørget for at vedligeholde de adeliges stamtavler, så medlemmer af adelsslægterne kender deres egen historie. Som adelig tilhører du en slægt, som har haft en vis betydning i fordums tid. Det ligger meget dybt i de adelige familier, at man kender sin slægt og ved, at slægten engang har haft en betydning.”

Vi sidder i stuen på Estruplund Gods på det nordlige Djursland ikke langt fra Ørsted. Ude på gårdspladsen er gruset ny-revet, og sommersolen får de hvidkalkede tværfløje til at se nærmest blændende hvide ud.

Som Anna von Lowzow, 54 år, selv konstaterer, er der noget nærmest mortenkorchsk over landlivet på Estruplund, hvis man ser bort fra, at godsejerparret tilbringer en god del af tiden væk fra godset for at tjene til at opretholde herregårdslivet: hofjægermester Klavs von Lowzow som advokat med kontor i København og Anna von Lowzow som instruktør på Nordisk Film og med flere tillidshverv.

Hun har arbejdet som journalist i 28 år og fungerer sideløbende som TV 2’s kommentator ved kongelige begivenheder.

Skønt Anna von Lowzow i folkeskolen havde det svært med at skille sig ud, fik hun tidligt en interesse for slægten. Hun er nummer to i en søskendeflok på fem, som voksede op i en godsinspektørbolig på Lerchenborg ved Kalundborg. Hun mindes talrige stunder med sin farfar og særligt sin farmor, som dengang boede på slottet, hvor hendes faster, Louise Lerche-Lerchenborg, i mange år havde sit virke som arrangør af klassiske koncerter. Fasteren var dygtig til at åbne slægtens historie.

”Jeg var det barn, som blev siddende, når der blev fortalt, og på den måde fik jeg et ret nært forhold til mine forfædre. Jeg elskede at se maleriet af Søster Lerche, som var bedårende smuk, og som hang på væggen hos min fars tante. Og så var der min tipoldefar, lensgreve Christian Albrecht Lerche, som var kunstmæcen, og som tog sig godt af H.C. Andersen, når han opholdt sig på Lerchenborg. Jeg kan spejle mig i hans optagethed af det musiske og kunstneriske og i hans generøse, empatiske væsen.”

Anna von Lowzow viser ind i Estruplunds bibliotek med en undskyldning om, at her er støvet. Den ene væg domineres af en samling røde bogrygge. Det er Dansk Adels Aarbog, som er et opslagsværk med slægtstavler over adelsslægter i Danmark og Norge. Opslagsværket er udkommet siden 1884. De første år kom den hvert år, mens den nu udgives hvert tredje år, og når Anna von Lowzow ubesværet jonglerer med navne og årstal led efter led i sin slægt, er det blandt andet takket være de mange informationer, hun kan hente i de røde bøger.

Her kan hun også læse om sin farmor, Minna Gjertrud Engelbrecht, som var iværksætter, før ordet fandtes. Anna von Lowzows farfar forelskede sig i den driftige og markante kvinde, som skiller sig ud fra mange andre i det røde opslagsværk ved ikke at være ”født”, men blot ”kommet til verden”.

”Min farmor var en aktiv kvinde, som vi har nydt godt af i familien. Jeg var tæt knyttet til hende, og jeg slægter hende på. Min farfar var dybt forelsket i hende, men det ændrer ikke ved, at han giftede sig under sin stand, hvilket var ilde set i de adelige kredse dengang. En dag skriver jeg en bog om hende.”

I 1992 kunne Anna von Lowzows forældre, lensgreve Christian Alfred Vincens og lensgrevinde Inga Lerche-Lerchenborg, fejre 35-års bryllupsdag og samtidig markere 300-året for general Christian Lerche, som byggede Lerchenborg.

Familien besluttede at gøre mærkedagene ekstra særlige ved at invitere alle Lercher i familien. I den forbindelse gav Anna von Lowzow sig til at udarbejde stamtavler, så de forskellige Lercher kunne se, hvordan de var i familie med hinanden. Det blev et slægtstræf med omkring 80 deltagere, som fik set, hvor deres forfædre var født og opvokset.

”Det var nemt, for jeg skulle bare slå op i de røde bøger for at finde optegnelserne, og så er min hjerne indrettet, så jeg kan se flere slægtstræer for mig på samme tid. I samme omgang gik jeg til de ældre i familien og fik historier om slægten og hørte, hvordan flere havde været ministre, andre diplomater, en var kontraadmiral i flåden, flere havde været tæt på kongen, og alle var vældig dekorerede.”

I sidste måned fejrede Anna von Lowzow kobberbryllup. Både hun og ægtefællen, Klavs von Lowzow, havde et ægteskab med en borgerlig bag sig, da de blev gift i Estruplund Kirke, som er nabo til godset. I sit første ægteskab fik Anna von Lowzow en søn, som ikke er adelig.

Som formand for Dansk Adelsforening er hun blevet kontaktet af danskere, som gerne vil have adelig titel. Men danske adelstitler er noget, man er født til, eller man som kvinde gifter sig til. Hvis ens mor bor sammen med en adelig mand, uden at de gift, bliver barnet ikke adeligt. Og er ens mor adelig og faderen borgerlig, bliver barnet ikke adeligt.

”Man tilhører sin fars eller sin mands slægt, når man gifter sig. Det gælder for både borgerlige og adelige. I min generation er der meget få adelige, som har giftet sig adeligt. Med den nye navnelov kan min søn få mit efternavn, men det vil ikke gøre ham adelig. Du kan købe dig til meget, men du kan ikke købe dig til en anden identitet eller historie, og jeg synes, det er en skam, at så mange ønsker at tage et andet efternavn.”

Anna von Lowzow er født i højadlen, som er betegnelsen for den fornemmeste del af den danske adel. Med sit ægteskab er hun gift ind i en tysk ur-adelsslægt, som er betegnelsen for den adel, der kan føre slægtens historie tilbage til før Reformationen.

Den første von Lowzow kom til Danmark fra Mecklenborg i Tyskland  som hofchef for prinsesse Louise af Mecklenborg-Güstrow, da denne blev gift med Frederik den Fjerde i 1695. Siden blev slægten von Lowzow optaget i den danske adel.

”Da jeg blev gift med Klavs, var det som at komme ind i en familie, jeg allerede kendte godt. Vores familier kender hinanden, Klavs var min advokat og gudfar til min søn, og samtidig er der en særlig styrke, som kommer af, at jeg kender hele regelsættet i en adelig familie og betydningen af at tilhøre en slægt.

Da jeg giftede jeg mig med Klavs, vidste jeg, at jeg skulle bo her på Estruplund. Vi kan ikke bare sælge stedet, fordi vi hellere vil ride i Dyrehaven.”

Ser man grundigt i Danmarks Adels Aarbog, vil man se, at godsejerparret er beslægtede. De deler fem gange tipoldefar i lensgreve Adam Gottlob Moltke (1710-1792).

”I ægteskabet med Klavs oplever jeg, at vi vokser tættere sammen og kan spejle os i hinanden, hvilket er en styrke. Vi ved, at man må samarbejde for at få tingene i en familievirksomhed som på Estruplund til at fungere, og vi har den samme indstilling til at værne om stedet. Fra jeg var ganske lille, har jeg mærket, at der følger forpligtelser med, når man bor på et stort sted.”

”Nogle troede, at grevens børn på Lerchenborg var forkælede, men min far noterede i sin lommebog, hvis vi ikke lukkede døren, glemte at slukke lyset og ikke gik i sko indendøre. Alt sammen trak ned i lommepengene, og i stedet for en lang sommerferie blev vi sendt ud i rosenhaven på Lerchenborg, hvor vi arbejdede for en moderat timeløn. Efter min studentereksamen tog jeg på eget initiativ til Australien som landvæsenselev og passede får. Der lærte jeg for alvor at rubbe neglene, og familien, som jeg arbejdede for, var fløjtende ligeglade med, at jeg var komtesse, hvilket jeg var glad for. ”

I spisestuen på Estruplund er der dækket op til et middagsselskab den følgende dag. Bonderoser og engelske roser i sarte, lyserøde nuancer er hentet ind fra haven og arrangeret i solitaire-vaser og er en fryd for syns- og lugtesansen.

Når man sidder ved spisebordet, kan man se portrætter af Anna von Lowzows svigerforældre, hendes mand, ligesom hun selv er portrætteret og på den måde malet ind i det store slægtsgalleri, som pryder stedets vægge. Hvad vil hun gerne, at eftertiden skal tænke om den elegante kvinde på maleriet?

”Jeg håber, at de, som er gået forud, tænker, at jeg har gjort det godt, og at jeg har gjort mig umage med at leve op til de forventninger, som jeg ved, at de, der ikke er her mere, har til mig. Jeg er opdraget til ikke at glemme, hvor jeg kommer fra, og værne om den historie, hvori jeg bare er et komma.”