Når han kører mod Kerteminde og drejer af efter Munkebo ad den lange landevej, kommer der et helt særligt punkt, hvor Gabet åbner sig foran ham. Det er her, Odense Fjord løber ud gennem en smal passage til Kattegat og her, Johs. Nørregaard Frandsen for første gang på rejsen har det fulde overblik over havet, som spejler sig i et virvar af farver og stemninger.
Og så sker der noget besynderligt. Han mærker det fysisk i sin krop. Det er, som om blodtrykket falder. Noget i ham giver slip, og han letter foden fra speederen.
”Det sker hver eneste gang, at jeg lige der på det ganske specifikke sted i et helt særligt øjeblik mærker overgangen fra hverdagen til noget andet. Det lyder måske overdrevet, men mine døtre siger, at de også mærker det. Lige der ved jeg, at jeg er på vej ud til en følelse af frihed. Det er en meget stærk kraft, sådan et sommerhus kan have,” siger den 68-årige professor ved institut for kulturvidenskaber på Syddansk Universitet og klummeskribent for Kristeligt Dagblad.
Huset ligger på Hindsholm, halvøen nord for Kerteminde. Han købte det med sin hustru for snart 20 år siden, men har lige revet det ned og fået bygget et nyt, så det står klart til at rumme en stor del af deres alderdom. Denne sommer bliver den første i de nye rammer, men de har holdt sommerferie her de sidste mange år. For de rejser en del i løbet af året, så sommerferien skal være dansk. Og så er det, at sommerhuset har en særlig magi.
Det er svært at sige helt præcist, hvad det er, der sker. Men det bliver indvarslet allerede ved Gabet, og når så døren til huset går op, og han træder indenfor, er det, som om rytmen allerede er ændret. Sådan var det helt fra begyndelsen, men fornemmelsen er kun blevet stærkere: Her hersker en andethed, som han kalder det.
”Jeg arbejder meget – også for meget – men jeg tager aldrig arbejdet med i sommerhuset, og måske derfor er stemningen mere uformel. Her er ikke noget vækkeur. Her er ingen stramme planer og deadlines. Og hvis der endelig er planer, oplever vi det ikke som planer på samme måde som derhjemme. Har vi gæster, foregår det også mere uformelt end normalt. Det er jo bare lige en bøf eller noget fisk på grillen, mens vi står og snakker. Det hele er noget andet.”
Omgivelserne er også anderledes. Selv om de har en stor have i huset i Odense, lever de ikke på samme måde midt i naturen, som de gør i sommerhuset. Her åbner han bare skydedøren, og så er han tæt på skov, strand, moser og en mere varieret natur. Og når han ind imellem står op før solen og går tur mellem dyrevrimlen, føles det som en ”kommen til mig selv”, forklarer han.
Selv tiden føles anderledes. Der er på en måde mere af den, fordi det virker, som om den går langsommere. Her er der tid til de lange brætspil. Til at læse avisen – sådan ordentligt. Og til at sidde på terrassen og lave ingenting. Ikke noget med at hænge i en klokkestreng. Bare slappe af og frådse med den tid, der pludselig ikke føles helt så dyrebar – og derfor er det endnu mere.
”Jeg kan godt føle mig lidt presset ind imellem til daglig, fordi der er så meget arbejde. Men i sommerhuset får jeg vristet mig fri af civilisationen, måske fordi der er langt til alle udfordringerne. Jeg har fri. Jer er fri,” siger han.
Det var netop det, der var meningen med sommerhusene, da de begyndte at vinde frem i 1800-tallet. Borgerskabet efterlignede adelen ved at tage ud i naturen til nybyggede landsteder for at være fri af arbejdet og være sammen med familien.
”Og denne fornemmelse af ’at tage ud’ lever stadig, i hvert fald i mig. Det handler ikke blot om de ting, der sker i sommerhuset, men lige så meget om det rige fugle- og planteliv, huset er omgivet af. For mig hænger fuglesang og barndom sammen. Jeg bliver løftet op af lærkernes sang og føler mig helt tryg. Jeg voksede op på en gård, så naturen kan vække så stærke minder, at jeg kan læne mig op ad dem og føle mig omgivet af noget, der støtter mig. Når jeg år efter år vælger at bruge min sommerferie netop her, er det i høj grad også derfor.”