Prøv avisen
Liv&sjæl-skolen

Psykolog: Når sorgen er dybest, er kærligheden det også

Tegning: Morten Voigt, grafisk bearbejdelse: Anne Sofie Christensen

Hvis vi tør tage sorgen på os, kan smerten over tabet forvandle sig til erindringens glæde og lyst til livet, siger psykolog og sorgforsker Mai-Britt Guldin

Sorg og glæde er tæt forbundne. De to følelser er hinandens forudsætninger og fuldender hinanden, skriver psykolog Mai-Britt Guldin i sin bog, ”Sorg”, der er udkommet for nylig i ”Tænkepause”-serien på Aarhus Universitetsforlag. Og hun citerer fra Thomas Kingos salme ”Aldrig er jeg uden våde” fra 1681:

”Så er sorg til glæde lænket,/ så er drikken mig iskænket/ besk og sød i livets skål,/ sådant er mit levneds mål.”

”Når sorg og glæde er forbundet, er det, fordi hver eneste gang der er glæde, er der kærlighed, og den kan man risikere at miste igen. Der er en potentiel risiko for tab. Ud over basale følelser er der masser af komplekse og sammensatte følelser, som betyder, at sorg og glæde og sorg og kærlighed hænger sammen som ekstremerne i en følelsesmæssig helhed. Som en sørgende engang sagde: ’Jeg kan ikke forstå, at hver gang jeg føler glæde, kommer jeg i kontakt med sorgen,’” siger Mai-Britt Guldin, der arbejder som klinisk psykolog ved Aarhus Universitetshospital og som sorgforsker ved institut for folkesundhed på Aarhus Universitet.

Det var psykoanalysens far, Sigmund Freud, der lancerede begrebet sorgarbejde og udtænkte den teori, at sorg forløber i fire faser – chok, reaktion, bearbejdning og nyorientering. Men i dag anses beskrivelsen af sorgens udvikling for at være for skematisk, også fordi faserne indebar et løfte om, at sorgen vil forsvinde, hvilket for de fleste sørgende ikke harmonerer med virkeligheden.

At sorg er langt mere kompliceret og på den ene side kan medføre en fortvivlelse så dyb, at den er livsødelæggende for den sørgende, og på den anden side kan indebære en kraft til videreudvikling, er blot nogle af de aspekter, som Mai-Britt Guldin kommer ind på i ”Sorg”.

I bogen, der blev anmeldt til fire stjerner i Kristeligt Dagblad, definerer hun sorg som en fundamental reaktion på, at vi har mistet nogen eller noget, vi er følelsesmæssigt knyttet til, eller som har betydning for vores identitet. Det kan være en elsket person, der dør. Men sorgen kan også ramme i forbindelse med skilsmisse, når vores børn bliver alvorligt syge, eller vi selv bliver syge som idrætslæreren Søren, der nævnes i bogen, som må have sit ene ben amputeret på grund af knoglekræft.

”Sorg som begreb dækker over følelsesmæssige tilstande, men også fysiologiske og sociale samt eksistentielle tanker og følelser. Det er vigtigt for mig at understrege, at den normale sorg indebærer mange komplekse følelser, også i løbet af processen, hvor man er i gang med at omstille sig og leve uden den eller det, man har mistet.”

”Sorg er ikke en sygdom. Det er en helt naturlig og almenmenneskelig tilstand og en naturlig reaktion på, at vi har følelser over at have mistet, at der er et tab, og at vi forsøger at leve med det. Der, hvor sorgen er intens, især i begyndelsen, og voldsom og sønderlemmende, vil mange opleve reaktioner, som vi ofte forbinder med sygdom. Og det er bestemt en smertefuld og pinefuld proces.”

FN’s Verdenssundhedsorganisation, WHO, arbejder for tiden på at indlemme sorg i kataloget over diagnoser for psykiske lidelser. På dansk kan diagnosen komme til at hedde langvarig sorglidelse – tidligere har man herhjemme brugt betegnelsen kompliceret sorg. Men brugt rigtigt vil den diagnose ifølge Mai-Britt Guldin kun omfatte en lille procentdel af sørgende. Og vil ikke omhandle det pinefulde i tilstanden, men nærmere handle om funktionsnedsættelser. Det kan for eksempel være problemer med at holde sammen på hverdagen, med at sove og spise, fastholde arbejde og andre aktiviteter, man ellers har beskæftiget sig med, samt relationer og sociale aspekter, der er svære at videreføre.

”Det er en helt speciel kategori af sørgende, som har brug for behandling. I en af vores undersøgelser fra Aarhus Universitet af over 2500 sørgende i Danmark fandt vi, at syv procent af deltagerne ville kunne få en sådan diagnose og dermed havde brug for professionel hjælp til at komme ud af deres sorg. Og den gruppe kan hjælpes, da der i dag findes en række sorgterapier, der er effektive, når man har kompliceret sorg.”

”Ellers vil det være sådan for de fleste, at sorgen aftager. Den kan svinge i intensitet og vende tilbage senere i livet i forbindelse med store forandringer, som indbefatter nye tab eller nye glæder. For mange vil sorgen aldrig gå helt væk, men man finder en måde at overgive sig til sorgen og hengive sig til livet uden det mistede. Derfor kan sorg betragtes som en uendelig og dynamisk proces, som hele tiden er i bevægelse,” siger Mai-Britt Guldin og tilføjer:

”Sorg tager den tid, sorg tager.”

I bogen bruger hun udtrykket at gensørge, som dækker over, at man kan vende tilbage til betydningsfulde tab og sørge over dem igen og igen i takt med, at man forstår flere perspektiver af tabet, og hvilke konsekvenser det førte med sig.

Som eksempel nævner hun de to britiske prinser William og Harry, der mistede deres mor, prinsesse Diana, i en bilulykke i Paris i 1997. På det tidspunkt var de henholdsvis 15 og 12 år. For nylig har William og Harry offentligt fortalt om, hvordan de først som voksne har lært at forholde sig til tabet. Og William har sagt, at hans bryllup og børn minder om savnet af hans mor.

”Vores måde at gensørge vores tab på betyder, at der kan være mange følelsesmæssige udsving i sorgen. Derfor fejlfortolker vi sorg, hvis vi tror, at vi kan få den overstået og lægge den bag os en gang for alle,” siger Mai-Britt Guldin.

Sorg er ikke kun en indre proces, men også en ydre, der udspiller sig i den sørgendes sociale liv og omgangskreds.

”Der skal den sørgende finde ud af at få sin sorgreaktion til at hænge sammen med reaktionerne fra andre. Det kan være en udfordrende proces og ikke nødvendigvis let. Den sørgende giver udtryk for sorg, og de andre skal give sorgreaktionen plads, men det er forskelligt, hvordan man gør det. Følelserne er sat på spidsen, den sørgende kan være sensitiv, og omgivelserne kan være berøringsangste.”

”For hvad skal man sige? Det er, som om vi ikke har helt gode rammer og ritualer for det i vores kultur. Trækker de andre sig lidt, eller går de lige i kødet på følelserne uden at respektere personlige grænser? Det er svært at være sammen om de svære følelser, måske ikke for de nærmeste, men generelt. I vores forskningsprojekter kan vi se, at de fleste oplever, at de får god støtte af de nærmeste. Langt de fleste sørgende giver også udtryk for, at det er en del af sorgen, at der er tab, fravær og længsel. Der er brug for noget sammenhold og samhørighed. Det vil de fleste gerne have, så hvorfor ikke finde det sammen med andre?”.

”Min forklaring på, hvorfor de andre kan trække sig lidt, er, at de bliver konfronteret med sider af virkeligheden, som de gerne vil glemme eller skubbe til side. Det, at andre undgår dem, kan mange sørgende fortælle om, og det er en stor sorg oven i sorgen. Men der findes ikke noget mere alment end at være ked af det. Stærke følelser som sorg kan vi ikke overse, så derfor kan vi bedre tage hånd om dem, hvis vi finder ud af at leve med dem og finder et sammenhold om dem,” siger Mai-Britt Guldin.

Savnet efter en elsket kan føles som et tomrum eller en pinefuld mangeltilstand, der kan vare ved i årevis og medføre en følelse af meningsløshed. Det ser hun som et råb indefra efter nyt håb. Og denne kraft i savnet kan fungere som en vejleder for, hvilken ny retning og kærlighed vi skal søge i livet fremover.

”Langt de fleste sørgende har savn og længsel efter afdøde eller det, de har mistet. Det kan vi opfatte som en negativ følelse, der handler om fravær og savn. Men det er også fyldt med informationer om, hvad vi gerne vil have i livet, og hvad der giver mening, og kan blive en retningsviser til, hvor vi vil hen i fremtiden. Derfor er savnet ikke kun en negativ følelse, men også en kraft for os.”

”Sorg kan åbne for fællesskab med andre. At skrive en bog, skabe et kunstværk eller et musikstykke kan være en måde at gå ud og søge sammenhold og en bevægelse hen imod, hvor jeg nu skal hen. Det kan også være at deltage i en sorggruppe, hvor vi kan møde ligesindede og dele sorgen, fordi det virker helende.”

Mai-Britt Guldin peger på, at den døde har efterladt sig en tom plads som i Michael Anchers maleri på Skagens Museum, ”Den druknede”, fra 1894. En lille flok fiskere står omkring et bord, hvor den døde fisker ligger. Tæt ved ham står en grådkvalt og fortvivlet kvinde, formodentlig hans hustru, og yderst i billedet står en enkelt tom stol.

”Den illustrerer, at der er en åben plads i ens relationelle netværk, og der vil de fleste heldigvis trække andre tættere på. Det kan ikke erstatte den mistede, men udfylde noget af pladsen.”

”Mange af de sørgende, jeg taler med, begynder at kigge ud, når de er et godt stykke vej i processen: Nu, hvor jeg ikke længere har dette barn, hvad kan jeg så fylde i mit liv, som giver mening og livslyst for mig? Det er ikke det samme som at glemme den, vi har mistet. Langt de fleste har den afdøde med i tankerne og har minderne med sig og med i deres værdisæt. De har den afdøde med sig ind i det, de søger i fremtiden, netop for at mindes og ære den afdøde.”

”På den måde kan sorg være som en skaberkraft. Man kan opleve nyt livsindhold, fordi man står i en situation, hvor man må gøre sig klart, hvad der betyder noget for mig, og hvad mine værdier er. Gennem udfordringer kommer der vækstmulighed. Derfor giver sørgende i vores forskningsprojekter udtryk for, at de har lært vigtige ting, og at de har mere klarhed over, hvordan de leve deres liv, og hvem de vil have tæt på sig. Det har stor eksistentiel betydning. Derfor er det vigtigt, at vi finder ud af at leve med sorgen. Det er en proces, der tager tid, men som kan være meget forandrende,” siger Mai-Britt Guldin.

”I sorgens smerte findes skønhed,” skriver hun i bogen.

”Det er, når følelsen virkelig er sat på spidsen, at vi bliver presset ud i vores eksistentielle muligheder. Der er en klarhed derinde. Vi er faktisk prisgivet nogle livsvilkår, døden, som vi ikke kan gøre noget ved. Så det handler om at kunne hengive sig til det, at sådan er livet også. Det kan have en helende virkning og, tror jeg, give en større fornemmelse for sammenhængen mellem kærlighed og sorg, og hvad der er vigtigt i tilværelsen, og hvordan man gerne vil leve. Det er en slags selvkærlighed, hvor man er i kontakt med de følelser, som er gode kilder til, hvad der er vigtigt i vores liv.”

Læs et uddrag af ”Sorg” her.