Prøv avisen

Ung forfatter: I sorgen kan mødet med en fremmed være en velsignelse

”Sorgen ligger og vipper tæt på en enorm livskraft. For når du er den, der har mistet, er du netop også den, der er tilbage. Det bliver du meget akut bevidst om,” siger forfatter Caroline Albertine Minor. Foto: Jens Welding Øllgaard

Den fremmede kan pege på og fremhæve ting i ens liv, som ikke tilhører sorgen, men som tilhører livet. Sådan siger forfatter Caroline Albertine Minor, der netop har udgivet en novellesamling om sorg og om velsignelsen ved at møde den lindrende fremmede

Solen skinner ind ad vinduerne og laver dannebrogsmønstre på plankegulvet i stuen. Mens vi taler i køkkenet, holder solen op med at skinne, og regnen begynder at tromme på vinduet, mens skyerne trækker sig sammen. Da båndoptageren slukkes mindre end en time efter start, er solen brudt frem igen. Det spirende forårs sol er drillende.

Men måske er det skiftende vejr lidt ligesom stemningen i Caroline Albertine Minors anden bog, ”Velsignelser”, der netop er udkommet på forlaget Rosinante. Gennem syv noveller skriver 28-årige Minor om sorg og tab og om det at stå midt i eller lige efter, at sorgen rammer. Men i hver novelle findes der også et håb, en redning og en trøst i form af et andet menneske, der ligesom solen kan kaste lys ind i det mørke.

”Noget af det eneste, der hjælper, når man skal videre i sorgen, er at møde en, som man på den ene side trygt føler kan administrere ens sorg, kan overkomme, at den er der, men på den anden side ikke lader sorgen fylde det hele. En, der kan pege på og fremhæve ting i ens tilværelse, som ikke tilhører sorgen, men som stadig tilhører livet,” forklarer hun.

Bogens noveller er skrevet i tiden op til og efter, at Caroline Albertine Minor selv oplevede en stor sorg. Hendes kæreste var involveret i en alvorlig trafikulykke kort efter fødslen af deres barn. Hændelsen er delvist beskrevet i bogen, men Caroline Albertine Minor vil helst ikke komme nærmere ind på detaljerne. I stedet forklarer hun, at de tanker og erfaringer, hun gjorde sig dengang for tre år siden, automatisk flød ind i historierne i form af de følelser af sorg og længsel, hendes karakterer oplever i bogen.

”Jeg tror, at det, jeg skrev om, helt automatisk fik en større tyngde, og jeg følte måske også, at jeg pludselig havde adgang til at skrive om nogle sværere følelser, end jeg havde haft før. Det er ikke sådan, at man kun kan skrive om det, man har oplevet, men jeg oplevede at få en helt anden forståelse for tab, end jeg havde haft før. Det lyder mærkeligt at sige, at man kan bruge sorgen, men man begynder at interessere sig for nogle andre ting i skriften, og jeg følte, at det kunne jeg godt. Det havde jeg nu lov til,” siger hun.

Men egentlig var bogen ikke tænkt som en dyster bog om sorg. Historierne er skrevet over flere år, og det var først, da hendes redaktør sagde, at bogen da var sørgelig, fordi alle karaktererne oplever tab, at Caroline Albertine Minor selv kunne se den røde tråd.

For selvom novellernes karakterer oplever tab og sorg på forskellig vis – en mister sin far, en anden mister en barndomsveninde, en kvinde mister sin datter – tænker hun ikke på bogen som særligt sørgelig. Tværtimod er den et forsøg på at fremskrive sorgen i alle dens facetter, som ikke alle sammen er sørgelige.

”Før man selv oplever det, har man måske en idé om, at sorgen er helt jævn, mørk, grå og bare sørgelig. Men fordi det er så voldsom en følelse, kan den nemt slå over i andre følelser. Den ligger og vipper tæt på en enorm livskraft. For når du er den, der har mistet, er du netop også den, der er tilbage. Det bliver du meget akut bevidst om. Den kraft, der er i den bevidsthed, synes jeg, er interessant at skrive om,” siger hun.

”Livet bliver enormt nærværende, samtidig med at du ikke har lyst til at være i det, fordi det er så hårdt, og det gør så ondt. Så mange af mine karakterer befinder sig spændt ud mellem på den ene side en ekstrem længsel efter noget, der ikke findes mere, og en meget akut bevidsthed om selv at findes. Det skaber en sensibilitet, som jeg synes er interessant at skrive frem,” siger hun.

Selvom hun har brugt dele af sin egen historie i bogen, er den ikke en én til én-skildring af, hvad der skete. For hende har det været vigtigt at se bogens tilblivelse som et arbejde, ikke en form for terapi. På den måde henviser titlen ”Velsignelser” heller ikke til, at man kan finde lærdom i sorgen, forklarer Caroline Albertine Minor. For bogen har ikke noget udskåret budskab, man kan tage med sig, for sådan er sorgen heller ikke.

”Jeg ser ikke sorgen som en lineær oplevelse, hvor man mister, så gør det ondt, og så lærer man noget af det. Sorgen kan man ikke stole på.”

”Man kan godt føle, at man er kommet videre, og at man har lært enormt meget, men så bliver man slået tusind kilometer tilbage, fordi man bare ville have været det hele foruden og er træt af at være ulykkelig. Så det er ret cirkulært og uforudsigeligt, hvordan man kommer sig, og om man nogensinde kommer videre,” siger hun og fortsætter:

”På den måde er selve tabet ikke en velsignelse, men måske er der, i og med at man netop er den, der er tilbage, en slags velsignelse i dét. I det at være i live og have en mulighed for at knytte nye relationer eller komme andre steder hen.”

Og det er her, bogens titel, ”Velsignelser”, kommer i spil. I mange af novellerne kommer velsignelsen, lindringen af sorgen, i form af et møde med et udefrakommende menneske. I en af novellerne får en mor lidt spontant sit barn velsignet af en præst, hun har mødt til babysalmesang, for at yde barnet en beskyttelse, hun ikke selv er i stand til. Velsignelsen bliver på den måde både bogstavelig i form af en kirkelig handling, men også i overført betydning, fordi moderen i mødet med en præst oplever en befrielse af den skyld, hun selv bærer rundt på.

”Det handler nok om, at den fremmede har nogle andre kræfter. Når man kommer udefra, er man netop ikke selv viklet ind i sorgen, så man har kræfter til at hive og løfte og skubbe, noget man måske ikke kan, når man står i malstrømmen og bliver suget ned,” siger Caroline Albertine Minor.

”I den novelle, der hedder ’Varmest’, er der et møde med en ny nabo, Karl, som jeg har tænkt på som en form for eventyrfigur. Det er lidt ligegyldigt, om han egentlig findes, lidt som Karlsson på taget. I børnefortællinger dukker vennen tit op, fordi hovedpersonen har brug for den, et symptom på et behov, og det er lidt sådan, jeg har tænkt ham. Og det er nok også sådan, det er. At nogen pludselig dukker op og bliver, hvis ikke et vendepunkt, så, en lindring. Mødet er en velsignelse,” siger hun. Og så kommer solen.

Kristeligt Dagblad anmelder "Velsignelser" i næste uge.

Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard