Han lyttede kun til én nyhedsudsendelse om dagen, havde intet tv og forbød sig selv at gå på de sociale medier. Telefonen måtte han kun bruge hver tredje dag for at sende livstegn til sin kone. Og ellers handlede dagene om at hugge brænde, fyre op i ovnen, holde sig varm og gå daglige ture. Købe ind en sjælden gang imellem og lave mad.
Det kunne lyde som beskrivelsen af en hverdag hos et menneske, der lige nu er i isolation på grund af coronavirussen. Men det er i stedet en beskrivelse af de regler og rammer, som den norske forfatter og tidligere fængselspræst Kjell Arnold Nyhus satte op for sig selv, da han for tre år siden flyttede ud i sin hytte i de norske fjelde. I stilhed og ensomhed.
Fra 25. september til 3. november boede han alene i familiens primitive hytte langt væk fra byens puls og mange indtryk. Kun omgivet af birketræer, høj himmel og lyden af fugletræk.
Nyhus har beskrevet sine oplevelser fra den selvvalgte isolation i bogen ”40 dager og 40 netter. En fortelling om stillhet”, som udkom i Norge i 2018, og via telefon fra vores naboland fortæller han, at hans situation i dag ikke umiddelbart kan sammenlignes med de 40 døgn i selvvalgt isolation.
”For i dag har jeg både telefon, internet og tv. Jeg bor sammen med min kone og føler mig på den måde ikke isoleret, selv om vi helst skal holde os hjemme. Men indirekte trækker jeg nok alligevel på min tid i hytten. For jeg har lært at leve med færre ydre stimuli, som jo også er en del af øvelsen i dag. Og så har jeg samtidig lært vigtigheden af, at rammer er væsentlige i vores hverdag, hvis vi vil undgå et liv i kaos. Vores psyke kan blive voldsomt udfordret, hvis vi ikke skaber en struktur i den nye hverdag, der nu er vores virkelighed,” siger Kjell Arnold Nyhus, der i dag er 67 år og gået på pension.
Med til de rammer, han satte op for sit liv i hytten, var, at han hver dag brugte en time på bøn og kontemplation. Målet med isolationen var nemlig også at undersøge, om stilhed og ensomhed kan være med til at bringe et menneske tættere på sig selv og på Gud. En kendt tanke i kristendommens historie, hvor både ørkenfædrene og de kristne mystikere har opsøgt ensomheden med netop dette mål.
Og hver eneste dag skrev Kjell Arnold Nyhus derfor også dagbog for at kunne nedfælde sine erfaringer og indtryk.
”Det er min stol, mine fjelde og min hytte, men jeg har også en vag følelse af, at noget vanskeligt og besværligt venter mig. Er det fordi jeg er henvist til mit eget selskab i uger fremover? Vil jeg kunne finde det, jeg længes efter? Måske er længslen ikke andet end sublimering, en afværge fra en krævende hverdag, som ikke giver mig det, jeg begærer?” (Kristeligt Dagblads oversættelse).
Sådan lyder det fra en af dagbogens første sider. Og en af dagene i de første uger mødte hyttens enlige beboer da også en uvelkommen gæst: middagsdæmonen.
”Da jeg tog af sted, var det nok min største frygt. At jeg ville blive grebet af apati, af ligegyldighed og opgivenhed, når jeg nu var helt overladt til mig selv. Og den såkaldte middagsdæmon viste da også sit ansigt efter nogle dage, hvor jeg midt på formiddagen pludselig fik en overvældende lyst til at gå hen og lægge mig på sofaen og sove,” fortæller Kjell Arnold Nyhus og fortsætter:
”Heldigvis nåede jeg at tænke, at det nok ikke var en god idé, men at jeg i stedet skulle holde mig til mine planlagte rammer for hverdagen, og på den måde fik jeg den parkeret. For det var helt klart et udtryk for, at motivationen for at gennemføre mit projekt var udfordret.”
Når netop stilhed og ensomhed hører til de redskaber, kristne gennem historien har brugt for at nærme sig Gud, hænger det med Kjell Arnold Nyhus’ ord sammen med, at sanserne bliver skærpede i stilheden, og samtidig giver stilheden mulighed for at fordybe sig i den åndelige kontemplation.
Ifølge Nyhus er det dermed et andet syn på stilhedens muligheder end det syn, mange andre har, især hans egne landsmænd. For som Nyhus efterhånden opdagede i sin isolation, så er der to forskellige opfattelser af stilhed, den romantiske og den kontemplative.
”I Norge er forestillingen om den romantiske stilhed meget udbredt, nok også mere end i Danmark. Vi har den med os fra eventyrere som Roald Amundsen og Fridtjof Nansen, store skikkelser i den norske selvforståelse, som har med ’ægte nordmænd’, fjelde og natur at gøre. Vi ser den også hos norske naturdigtere, der skriver om en særlig ånd, vitalitet eller kraft i naturen, som vi mennesker kan få del i. I virkeligheden er den romantiske stilhed meget optaget af egoet, af at man selv skal udfolde sig. Og den har også fyldt meget i min egen familie som en slags ideal, hvor vi som børn blev sendt ud at lege i 20 graders frost og godt vidste, at det ikke var særlig heroisk at ville ind, fordi vi frøs.”
Den kontemplative stilhed foregår derimod i den indre stilhed og handler om bøn, forklarer Kjell Arnold Nyhus, ”og her er stilheden faktisk af en mere etisk karakter. Helt grundlæggende peger den på den livsvisdom, der siger, at for at være noget for andre skal du være noget for dig selv først. Så denne stilhed handler i virkeligheden om næsten. Og den følger af Jesu ord om, at man skal være alene for at være i bøn med Gud.”
Når han i dag skal sætte ord på, hvorfor stilheden er blevet noget, man ligefrem skal beslutte sig for at opsøge, har det at gøre med, ”at den i vores kultur er blevet næsten borte. I den tid, vi lever i, kan vi kun finde den ved at begrænse de ydre stimuli, vi ellers er blevet så afhængige af for at føle os levende. Vi er også vant til få bekræftelse af os selv via relationen til andre, og det pulserende liv er jo også en del af Guds virkelighed. Men at få større kendskab til sig selv og til Gud kræver, at man prøver at være alene med sig selv og med Gud.”
I dagbogen skriver han:
”I den stilhed findes en moralsk og eksistentiel alvor, en selvransagelse, der er vanskelig at spore i den romantiske stilhed (...)” og videre: ”I denne stilhed søger jeg at tømme mig for egoet, for teorier og ’meninger’. Opgiver dem. Stilheden bliver selv en bøn, og jeg prøver at blive en del af den. Jeg tror, det er en tilstand, som gør mig mere tilgængelig for Guds stemme og vilje. Nåden skaber tomrum.” (Kristeligt Dagblads oversættelse)
Som dagene gik i hytten, og efteråret blev til gryende vinter med sne og færre fuglestemmer, nåede Nyhus da også dybere og dybere ned i de tanker og refleksioner, som man ellers sjældent har tid til at få kontakt med. Og han oplevede også, hvordan han blev mere og mere vågen og klar, fyldt med en stor virketrang.
Men det var ikke sådan, at han havde ”store åndelige oplevelser” som han siger i dag.
”Jeg har dog fået en styrket overbevisning om og erfaring af, at kærlighed og tillid er de helt store kristne ankre. Man må kaste sig ud i livet i tillid til, at Gud er der. Vores ellers udbredte forsøg på at sikre os kontrol over alt her i livet er en stor vildfarelse og alvorlig fejltagelse. Og siden mit ophold i hytten tænker jeg hver dag over, hvor urolig, rastløs og jagende vores kultur er blevet. Det, som virker vigtigt den ene dag, er helt glemt om et par dage. Den grundlæggende følelse af at være til, den har det svært i dag. Og siden jeg er kommet hjem fra de 40 dages isolation, tager jeg nu hver dag tid til at trække mig væk og bare sidde stille for mig selv. Kald det bøn eller kontemplation, det er for mig det samme. Det handler om at skabe en tilstand, hvor man bare er opmærksom på sin nøgne eksistens.”
Og derfor lyder Kjell Arnold Nyhus’ råd i denne tid til de af os, der lige nu oplever frygten og har svært ved at finde håbet i en verden i pandemisk alarm:
”Kast dig ud i livet i tro og tillid til, at Gud er med dig. Hvad enten man sidder i en båd, der flyder eller kæntrer, om man bliver syg eller går fri af smitten, så er han med dig. Vær ikke bange, men ved godt mod. Hvis det lykkes for os at holde fast i det, så kommer vi måske endda styrkede igennem hele denne krise.”