Prøv avisen

Forfatter: Der er også et tab forbundet med at være mor

”Man er nødt til at have noget modstand for at skrive litteratur, ellers er man ovre i poesien. Og jeg tror, det er forklaringen på, at historien om ’den gode mor’ er fraværende i vor tids litteratur,” siger forfatter Mathilde Walter Clark, der dog mener, at hendes seneste roman ”Lone Star” kan ses som en kærlighedserklæring til moderen, der sikrede hende en tryg barndom – samt et kærligt billede af hendes far. – Foto: Iben Gad

Mathilde Walter Clark har høstet masser af ros og anerkendelse for sin roman ”Lone Star”, der i erindringsform beskriver hendes forsøg på at skabe en relation til den far, der bor i USA med en anden familie. De fleste har beskrevet bogen som ”historien om en far og en datter og alt det, der adskiller dem”. Selv ser hun bogen som en kærlighedserklæring til sin mor

”Hvor mange af jer har læst min bog?”.

Godt halvdelen af de fremmødte rækker en arm i vejret, og Mathilde Walter Clark smiler.

Omkring 50 kvinder og mænd har fundet vej til Balle Sognegård i den nordlige del af Silkeborg en onsdag aften i september for at høre forfatter Mathilde Walter Clark fortælle om sin seneste bog ”Lone Star”, der udkom sidste efterår og siden har høstet de flotteste anmeldelser og været nomineret til DR Romanprisen i år.

Bogen fik blandt andet fem stjerner og følgende skudsmål i Kristeligt Dagblads anmeldelse: ”Hun skriver erkendelserne om sine opvækstvilkår frem i romanform og insisterer samtidig på en levende kærlighed til sin far på trods af alle vanskelighederne. Det er smukt gjort.”

Men inden den 49-årige forfatter begynder at fortælle om baggrunden for bogen og sine overvejelser omkring den, har Mathilde Walter Clark valgt ”Ole sad på en knold og sang” som indledning til aftenens oplæg. Og når man bagefter hører hende fortælle, virker det ikke helt tilfældigt, for netop denne sang rummer også linjen ”moders øjne dog stærkest bandt”.

Godt nok er den ydre ramme om fortællingen i ”Lone Star” en datters forsøg på at skabe en relation til og en levende erindring om den far, som hun kun boede sammen med, indtil hun var knap et år. Da flyttede hendes mor fra USA og tilbage til Danmark med Mathilde under armen. Og den amerikanske far, en ”lidt verdensfjern, distræt professor i atomfysik, med rare øjne og intet ondt skabt i sig”, bliver siden til et årligt besøg i København hos hende og moderen, indtil Mathilde som 11-årig får lov til at rejse alene til USA og besøge ham. I et palæ af en villa, hvor han i øvrigt bor sammen med en kvinde, der om nogen personificerer den uhyggelige eller umenneskelige stedmor, der spiser blodrøde bøffer rå fra slagterpapiret, samt fire børn, der pludselig giver Mathilde Walter Clark den søskendeflok, hun som enebarn altid har drømt om.

Men inden for den ydre ramme spiller Mathilde Walter Clarks mor en afgørende rolle. Ikke fordi hun som sådan fylder i bogens beskrivelser, der jo primært beskæftiger sig med forfatterens relation til sin far, der ikke er lige ved hånden som de øvrige børns fædre. Og som derfor i datterens fantasi nærmest forsvinder ud i verdensrummet som en slags astronaut, når hun siger farvel til ham. Men på de indre linjer. For uden at afsløre for meget går det i løbet af bogens handling langsomt op for Mathilde Walter Clark, at hun faktisk kan takke sin mor for, at hun overhovedet har et forhold til sin far og et billede af ham som netop ”lidt verdensfjern, distræt, med rare øjne og uden ondt skabt i sig”. At det er moderens beskrivelser, hun ser sin far i lyset af, og at det at have en så levende forestilling om ham kun er muliggjort af moderens insisteren på at give sin datter det bedste billede af den far, der desværre ikke er tæt på i datterens liv.

”I virkeligheden er romanen en historie om tre menneskers store viljestyrke til ikke at lade den geografiske afstand stå i vejen for deres relation. Og det er især min mors viljestyrke, jeg kan takke for det,” siger Mathilde Walter Clark, der indimellem i sit oplæg læser passager højt fra bogen og efter kaffepausen har bedt folk om at stille spørgsmål.

Mange af dem handler netop om hendes mor: ”Hvilken rolle spiller hun?”, vil en af kvinderne gerne vide.

”Jamen, det her er romanen om min mor. Og det er sjovt, du spørger, for der er mange, der stiller det spørgsmål, når jeg er rundt og fortælle om bogen. Ligesom jeg bliver spurgt, hvorfor jeg ikke skriver en bog om min mor. Men det synes jeg faktisk, at jeg har gjort,” siger Mathilde Walter Clark.

Efter oplægget fortæller Mathilde Walter Clark, at hun oplever, hvordan især mange kvinder er meget optaget af hendes mors rolle i historien, og ”flere giver udtryk for, at de er meget glade for slutningen i bogen, hvor jeg jo eksplicit anerkender min mors rolle i forhold til, at jeg overhovedet har en relation til min far. Jeg tror, der sidder mange mødre og læser bogen, som lige netop dér føler sig set.”

At ”Lone Star” skulle være en roman om hendes mor, kommer nok bag på mange, netop fordi forholdet til moderen ikke er særlig udfoldet i bogen, der i stedet kredser om far-datter-relationen, ”men jeg kan ikke skrive om min mor på andre måder. Hun er på en måde for tæt på. Og selvom der selvfølgelig har været småkonflikter mellem hende og mig, som der altid er mellem en mor og hendes datter, så kan jeg ikke forestille mig at skrive en hel bog på det stof. Man er nødt til at have noget modstand for at skrive litteratur, ellers er man ovre i poesien. Og jeg tror, det er forklaringen på, at historien om ’den gode mor’ er fraværende i vor tids litteratur. På samme måde som ’den gode far’, ’den gode søn’ eller ’den gode datter’ er fraværende,” siger Mathilde Walter Clark.

Selvom hun alligevel med ”Lone Star” mener at have skrevet en bog om ”den gode mor”, hende, der er der for en og med sin kærlighed skaber rammerne for en tryg og kærlig barndom, så oplever Mathilde Walter Clark det som utrolig vigtigt, når megen af den litteratur, der ellers udkommer i disse år, også viser andre sider af moderen og moderskabet.

”Der har været en meget massiv kollektiv forståelse af, hvad det vil sige at være en god mor. Den forståelse har nærmest været hellig eller ukrænkelig. Så jeg tror, der er et behov for mere nuancerede billeder. Vi har behov for at gøre morfiguren mere dyb og kompleks, for det er jo ikke kun idel lykke det hele. Der er indbyggede konflikter i moderskabet, som vi skal have blik og sprog for,” siger forfatteren, der derfor også har skrevet sit første teaterstykke, ”Fejring af et godt menneske”, der havde premiere i maj på Mungo Park i Allerød nord for København, hvor det kan ses igen i oktober.

”Her tager jeg fat på et af de helt store tabuer i forhold til moderskabet, nemlig det tab, der er forbundet med at blive mor. For det er en historie, vi sjældent fortæller: at nogle kvinder faktisk fortryder moderskabet. De fortryder ikke deres børn. Men de hader rollen som mor, for den holder aldrig op. Og det er det, der er tabet: at du for altid vil være mor og på intet tidspunkt ikke er det længere. Den historie kan vi måske endnu kun få i kunstens verden, og derfor er teateret et oplagt rum for at se og lytte til en historie, vi ellers ikke har kunnet tale om.”