Judith Langergaard, 63 år, sidder på kanten af sin altan. Hun bor i Odense i en høj stuelejlighed, og altanen er muret ind i huset, så solen har svært ved at trænge i bund. Men når hun sidder på dens mur af hvidmalet beton, kan hun mærke varmen på sine ben.
To meter væk og halvanden meter nede sidder Kristeligt Dagblads journalist på græsset foran lejligheden i en festivalstol af sort nylon.
Afstanden føles kunstig. Judith Langergaard er skilt fra denne verden, så urørlig, som var hun spærret inde bag en rude. Men hun er jo lige dér, så tæt på, at hendes duft af sæbe hænger i luften.
Siden den 5. marts har hun levet i isolation i lejligheden på grund af frygt for smitte med coronavirus. Hun har afleveret sin hund til sin datter, og hun har ikke siden haft fysisk kontakt med noget menneske. Det tætteste, hun er kommet, var i går, hvor hun rakte ned fra altanen og akkurat kunne nå en tegning, som hendes barnebarn rakte op til hende.
Hun er hjertepatient og blandt de danskere, som er i en særlig risikogruppe for at blive alvorligt syg, hvis hun bliver smittet med coronavirus. Det er lidt over tre uger siden, at hun første gang fortalte i Kristeligt Dagblad om den angst, der binder hende til lejligheden.
På det tidspunkt var hendes ord i telefonen få og hudløse. I korte sætninger svarede hun ligefremt og på en måde, der føltes næsten naiv, på spørgsmål om den isolation, hun har pålagt sig selv.
For står hendes radikale valg om at sidde fængslet i lejligheden mål med den fare, for eksempel en gåtur med hunden kunne udsætte hende for, eller den glæde, hun kunne have af en visit? Kristeligt Dagblad er taget til Odense for at udforske det spørgsmål.
I løbet af mødet står det klart, at Judith Langergaard ikke er naiv. Hendes historie kan ikke reduceres til en udregning af, om virkeligheden matcher angsten for at blive smittet med corona.
I stedet fortæller Judith Langergaard om angstens væsen, hvor den kommer fra, og hvordan den kan sætte sig i et sind. Med enkle ord beskriver hun, hvordan angst i bund og grund er ligeglad med sit objekt; den kan uden besvær være større end den fare, den gælder:
”Det er altid angsten, der blokerer for mange af de ting, jeg savner, men ikke gør. Det er jo ikke den vej, jeg kan gå, der blokerer, det er jo ikke umuligt at gøre de ting,” siger hun.
På altanmuren står en metalkrukke med vissen lyng og en lille hortensia. Lejligheden er 82 kvadratmeter. Judith Langergaard bor alene, hun er mor til tre voksne børn og blev skilt for mange år siden.
Hun græd hver dag, fortalte hun, da Kristeligt Dagblad første gang talte med hende en uges tid efter, hun havde lukket døren ud mod verden for foreløbig sidste gang.
”Jeg frygter jo selvfølgelig at få coronavirus, fordi jeg måske ikke ville overleve det. Det forsvinder slet ikke ud af mine tanker, det er der hele tiden, og jeg slukker for tv nogle gange, for jeg kan ikke kapere det. Hvad siger mit hoved? Det siger uoverskuelighed, magtesløshed og angst,” sagde hun.
Siden er det gået lidt bedre, ”en stille tilvænning”. Hun bager, maler, laver keramik og ser nyheder. Tre gange om dagen taler hun med sin mor på 89 år i telefon, og hver dag står hendes datter nede på græsset og får en snak.
Men hun vågner stadig nogle morgener og har det, som om hun har haft mareridt:
”Så vil jeg gerne tænke, at det kun er en drøm, men det her er virkelighed. Jeg tænker, at det simpelthen ikke er sandt, at vi står i det her lige nu,” siger hun.
Hun så Mette Frederiksens tale, hvor statsministeren varslede en gradvis åbning af Danmark nu efter påske. Hun hørte hendes ”særlige besked” til de hundredtusinder af danskere, der ligesom Judith Langergaard risikerer at blive alvorligt syg af coronavirus.
”I må desværre indstille jer på at indrette jer efter smitterisikoen nogen tid endnu. Vi beder i virkeligheden de svageste om at være de stærkeste i denne tid,” sagde statsministeren.
Der græd Judith Langergaard lidt igen:
”Fordi jeg er ked af at høre til de svage. Jeg har aldrig følt, at jeg har været svag, før ulykken. Jeg har altid følt, at jeg kunne det hele. Jeg kan ikke identificere mig med at være svag, og det synes jeg er hårdt,” siger hun.
”Ulykken”, som hun nævner, var et eksistentielt jordskælv, og det er i lyset af det, at man skal forstå hendes frygt for coronavirus i dag.
Fredag den 13. april 2007 fik Judith Langergaard udført en hjerteundersøgelse på Vejle Hospital – for en sikkerheds skyld, fordi hun gik med stresssymptomer, men der var en risiko for, at symptomerne i stedet kunne være udtryk for problemer med hjertet.
Men ved en fejl gik der hul på hendes kranspulsåre under undersøgelsen, hun fik hjertestop og vågnede op på en intensivafdeling på Skejby Sygehus. Hjertet havde taget varigt skade. Chokket var så stort, at ”der ikke findes ord”, kun følelser, siger hun. Men hun finder ord:
”Det føltes som en tilstand af at gå på Månen, hvor der ikke er liv. Jeg ville helst sove og vågne op, og så var virkeligheden noget andet, nej, jeg har aldrig haft det så dårligt før. Jeg har aldrig været så – det var en choktilstand, en trancetilstand, som at falde i et stort, sort hul. Forestil dig at gå inde i noget virtual reality, hvor du søger efter noget, du ikke kan finde – du vil tilbage til det, der var, men det er væk.”
Det kan også siges helt enkelt:
”Jeg var sund og rask, da jeg gik ind på Vejle Sygehus, og jeg gik derfra med en livstruende sygdom.”
Judith Langergaard har været elitegymnast og aerobicinstruktør. Før ulykken stod hun på ski, hun havde fuldtidsjob først som folkeskolelærer og sfo-leder, siden kontorarbejde, og hun var enlig mor til tre hjemmeboende børn.
Tre år efter ulykken fik hun førtidspension, og hun har haft i alt seks korte indlæggelser med hjertearytmi, det vil sige hjerterytmeforstyrrelse. Hvert tilfælde har pustet til den angst for at dø, hun lærte at kende, da ulykken skete.
Lidt længere nede ad græsset sidder en ung kvinde med en broget hund. Det er datteren Louise Langergaard, 23 år, som bor i en af de andre blokke og passer sin mors dansk-svenske gårdhund.
Judith Langergaard vinker ad hende, og Louise slår sig ned foran altanen. Hun var 10 år, da ulykken skete.
Hun græder altid, når hun når til samme sted i historien, siger hun, og gør det også i dag.
”Min bror og jeg sad på Skejby i over fem timer og vidste ikke, om hun ville overleve. Da vi endelig kom ind, lå hun der med rør over det hele. Hun var vågen og kunne kun bevæge sin pegefinger. Hun vinkede til mig med sin pegefinger. Det var det stærkeste menneske i mit liv, som lå der og var så utrolig lille,” siger hun.
Nu begyndte en mærkelig form for kærlighedens dynamik; et svært og gensidigt hensyn mellem to mennesker, der var rystede i deres grundvold af det skete.
”Bagefter kom kampen med at finde sig selv og være noget for sine børn, jeg tog en tapperhedskappe på,” siger moderen.
”Før ulykken havde jeg aldrig set dig græde,” siger Louise Langergaard: ”Men nogle gange bagefter sad du i sofaen og græd, og jeg følte, at jeg skulle være mere voksen, end jeg vidste, hvordan man skulle være.”
Det værste i verden er at se sin mor græde, siger hun også. Hun har haft angst som teenager, og hun er sikker på, at det startede med ulykken dengang.
Men det gik bedre for både mor og datter, inden coronavirussen kom; begge havde fundet mere ro end i de hårde år efter ulykken.
Nu er Louise Langergaard bange for, at isolationen gør hendes mor så deprimeret, at hun ikke kan hjælpes op igen. Der er noget trist i hendes ansigt, som datteren kan se, selvom moderen forsøger at skjule det.
Den gamle følelse af ansvar rører på sig. Louise Langergaard føler omsorg for sin mor, som en mor føler omsorg for sit barn:
”Min angst for at miste er så meget større end for selv at dø, og det har jeg tænkt meget over i det her. Det er ikke angsten for selv at dø af coronavirus, det er, hvem skal hjælpe min mor og mormor, hvis jeg bliver syg,” siger hun.
Derfor lever også hun ret isoleret for tiden.
Der er stille på græsset foran altanen. Judith Langergaard ser på sin datter.
”Det er jeg ked af at høre. Sådan skal en pige jo ikke have det,” siger hun.
Judith Langergaard har ikke talt med en læge om, hvorvidt hendes selvvalgte isolation er strengt nødvendig. Hun mener, at hun ved, hvad lægen vil sige: At ja, hun er i risikogruppe og skal passe på sig selv, men jo, hun kan godt gå en tur med sin hund eller i øvrigt komme lidt ud, hvis hun tager sine forholdsregler.
”Men for at jeg kan bruge nogen lægers råd, skal de kende mig til bunds. De skal vide, hvor hårdt det har været for mig psykisk, hvad der skete for 13 år siden,” siger hun.
Pragmatisk tankegang har bare ikke plads i en familie, hvor man på den hårde måde har lært, at der er nogen, som tilhører undtagelsen frem for reglen, siger Louise Langergaard:
”Vores familie er et godt eksempel på, at man kan ikke sige: ’Det sker ikke for mig.’ Vi er vant til at være dem, der bliver ramt.”
Det gælder ikke kun hospitalsulykken, pointerer hun, men også i form af kræfttilfælde, biluheld og flere andre hændelser i familien.
Louise Langergaard græd også, da Mette Frederiksen holdt sin tale, hvor hun bad de svage om at være stærke. Hun hørte talen, mens hun stod i sit køkken og skar kartofler.
”Det var jo min mor, min mormor og mig selv, hun talte om. Og hvor var det rigtigt: Det er jo ikke alle dem, der ikke er bange for den her sygdom, der skal være stærke, det er os, der er nødt til at gemme os derhjemme, væk fra al civilisation,” siger hun.
For hvad er udsigterne for alle disse mennesker, der ikke kan se frem til større frihed i et mere åbent samfund nu? Hele 2020 er afskrevet, det er mor og datter enige om. Der bliver ingen shoppingture eller sammenkomster, uanset hvad der sker i samfundet i øvrigt. Livet kan vende tilbage, når der kommer en vaccine eller behandling, måske vil det være tæt på næste år ved denne tid, funderer Louise.
Men hvad hvis det ikke sker, spørger Kristeligt Dagblad? Hvad hvis samfundet i lang tid endnu må leve med coronavirus på linje med risici for andre sygdomme, trafikulykker eller naturkatastrofer?
”Så er det en katastrofe for mig. Så må jeg ud på landet at bo, så opsøger jeg aldrig mere en by,” siger Judith Langergaard.
Men tilføjer så:
”Det er så nyt det hele. Ingen har prøvet det før. Vi ved ikke, hvordan vi skal angribe det, hvis vi overhovedet skal. Om man bare skal resignere i sin angst.”
Det er forår. Der er lunt på græsset foran Judith Langergaards altan, men muren skygger, så hun mærker kun solen, når hun sidder dér på kanten. Hvis bare hun havde en have. Eller et sommerhus. Eller kunne samle modet til gå en tur i skoven, på et roligt tidspunkt, med god afstand til andre. Louise kunne gå et par meter bagved, og Judith Langergaard kunne springe ind i den mudrede skovbund, hvis der skulle komme folk på stien.
Og så gør hun det. Næste dag får Kristeligt Dagblads journalist en sms.
”Vi kom ud at gå i det skønne vejr. Der var dog lidt for mange mennesker, så jeg måtte vige plads tre gange både til cykler og par, der absolut skulle gå med hinanden i hånden. Det føltes godt alligevel, og jeg satser på at gå i dag igen,” står der.