Prøv avisen

Lider pensionister under fortællingen om det aktive seniorliv?

”I vores samfund er du kun et rigtigt menneske, hvis du er aktiv og i gang hele tiden. Derfor føler jeg tit, når jeg hører den ældre generation sige, at de har travlt, at de siger det, fordi de gerne vil anses som rigtige mennesker, Poul Joachim Stender, der er sognepræst i Kirke Saaby-Kisserup ved Roskilde. Illustration: Rasmus Juul.

Danske pensionister ræser rundt til frivillige aktiviteter, kor, børnebørn, gåture og haven. Er det for meget? Ja, siger eksperter. Nej, siger pensionisterne

74-årige Leila Krogh er måske pensionist på papiret, men hverdagen er fuld af gøremål. Et par dage om ugen henter hun børnebørn, om torsdagen tager hun til Sverige, hvor sønnen bor og laver mad til familien.

Hun er formand for Dagbladet Informations Venner, som blandt andet laver læsermøder og ordner avisens arkiv, og hun arbejder på en bog om en hidtil overset arkitekt i København og er med til at udgive en bog om journalistikkens udvikling. Hun rådgiver tidligere kolleger i deres arbejdsliv og læser af og til manuskripter for venner. Og så er der det store netværk af venner og familie, der også plejes.

Men er det for meget? Er der i virkeligheden et pres på de danske pensionister om at holde sig i gang og leve et aktivt, sundt liv både fysisk, socialt og mentalt?

Det mener Christian Langelund Hansen. Han er læringskoordinator på Aalborg Bibliotekerne og hjælper blandt andre ældre med digital adgang, eksempelvis Facebook, NemID og e-Boks, og skrev i 2016 en kronik i Information om den performance-kultur, han mener presser de ældre.

”Generelt oplever jeg, at de ældre gerne vil være aktive og have en aktiv hverdag. Men for nogle kan det også føles som et pres. I forhold til digitaliseringen og sociale medier er det lidt forventet, at man er på og online og tilgængelig. Hvis man skal være en inkluderet medborger, skal man være digital. Så risikerer man nemt, at der bliver et A- og et B-hold af pensionister, fordi det for nogle er lettere end for andre at tilegne sig disse færdigheder,” siger han.

”Hele selvrealiseringsprojektet stopper ikke, selvom du bliver gammel. Tidligere talte man om, at dannelsesrejsen med rygsæk var efter gymnasiet, men nu er der også kommet en fortælling om, at de seje ældre er dem, der er ude og backpacke og gå på Caminoen, og det skaber en forventning om, at man skal være med på dén, hvis man skal være pensionist på den rigtige måde,” siger han og fortsætter:

”Det er jo rigtig fedt for dem, der kan blive ved med at holde sig i gang, men for dem, som har haft en hårdt fysisk arbejdsliv og har en krop, der er slidt ned, kan det være svært at opretholde et aktivt seniorliv. Så føler man sig hægtet af og bliver marginaliseret, hvis man ikke lever op til de gængse krav. Man taler om ældrebyrden, og i det er der da en klar forventning om, at man ikke må lægge sig til last for samfundet.”

”Symbolerne på alderdom som for eksempel en stok, en rollator eller en elscooter bliver forbundet med noget, der er lidt pinligt. Jeg har oplevet en diskrepans mellem forventningen til, hvad man skal kunne, og det der også er forbundet med alderdom. At synet svigter, for eksempel. Vi ser ældre, der sidder med lup for at se tallene på nøglekortet til NemID, eller som forstørrer det op med 75 procent på kopimaskinen, så de får et kæmpe A3-ark med nøglekortet, så de kan se tallene. Det synes de jo er lidt pinligt,” siger han.

For Leila Krogh kan det nok være, at hun har travlt, men hun genkender ikke tanken om, at der skulle ligge et pres på hendes generation om at holde sig aktiv.

”Jeg gør mig umage med de ting, jeg laver, men det er slet ikke som at gå på arbejde. For man kan vælge selv, og det er lutter sjove, behagelige ting. I dag sov jeg til klokken lidt i 12, og det er pragtfuldt, at jeg kan nyde, at dagen først begynder, når jeg vil have den til at begynde. Jeg er taknemmelig over at være i live og have et godt helbred og et dejligt liv. Måske er jeg bare heldig, men jeg synes ikke, at jeg mærker et pres,” siger hun.

Da hun stoppede med at arbejde som 62-årig for 12 år siden, havde hun været direktør for J.F. Willumsens Museum i Frederikssund i 30 år. Hun havde egentlig planlagt at blive ved at arbejde i mange år endnu, men fra den ene dag til den anden mistede hun arbejdsglæden og havde mulighed for at holde op med at arbejde, fordi hendes mand kunne forsørge hende. Derfor havde hun heller ikke gjort sig de store tanker om, hvad pensionstilværelsen skulle fyldes med, men hun har altid vidst, at hun ikke ville lave ingenting.

”Jeg tilhører en generation, der har fået alting forærende, og derfor har jeg altid tænkt, at jeg ville gå ind i humanitært arbejde, når jeg holdt op med at arbejde. Men så blev det sådan, at jeg kunne blive dagplejemor for flere af mine børnebørn, og så kom der freelanceopgaver, og det ene tog det andet. Nu er jeg her, og jeg synes, pensionisttilværelsen er en fest,” siger hun.

Og skal man tro forskningen, er der al mulig grund til, at Leila Krogh har fat i den lange ende. Sådan siger Aske Juul Lassen, der er etnolog og post.doc. ved center for sund aldring ved Københavns Universitet.

”Forskning viser, at aktivitet har en foryngende effekt. Når man holder sig i gang socialt, mentalt, fysisk, seksuelt og åndeligt, er det noget af det, der gør, at vi lever længere og raskere, og det vil mange gerne. Samtidig er det meget forskelligt, hvornår man føler sig gammel. Folk i dag er ældre på en anden måde end tidligere og kan ofte flere ting. Det er derfor, vi ser omkring 40-45 procent af de pensionerede være engageret i frivillige organisationer, flere er aktive i sportsklubber og kulturelle grupper, folk rejser, danser og er aktive,” siger han.

”Når det er sagt, kan man sagtens tale om en travlhedsetik, der gennemsyrer samfundet, og som ikke holder op, selvom man bliver gammel. Men hvor kommer presset fra? Det kommer fra arbejdsmarkedet og politikerne, men også fra den pensionerede generation selv. Det er et kulturelt ideal. De har selv været engageret hele livet, og det holder ikke op, bare fordi de bliver ældre. De har selv en forventning til, hvordan man bliver gammel på en god måde,” siger han.

Aske Juul Lassen er lige nu i gang med et studie af nyligt pensioneredes hverdag, og han peger på, at de fleste ældre gerne vil have aktiviteter ind i hverdagen, så overgangen fra et travlt arbejdsliv til et mere stille otium ikke er så stor.

”Vi ser på, hvornår de nye pensionister står op og spiser morgenmad, og hvordan de lever deres hverdag. For de flestes vedkommende står de op samme tid, som de gjorde, da de arbejdede. Deres hverdag følger i høj grad samme rytme. Men hvor de før ville gå ud at arbejde, går de nu i stedet i gang med huslige pligter, svarer på mails, dyrker motion. Samfundsrytmen er svær at holde sig fra, og derfor kobler man sig også på den som pensionist,” siger han.

”Der er dog for mange en overgangsperiode lige efter pensioneringen, hvor folk tillader sig at holde fri. De tager ud at rejse, køber en ødegård, som de restaurerer eller sidder i sofaen og læser i to måneder. Men efter nogen tid kommer der typisk en trang til at få en struktur på hverdagen. Det er svært at holde fast i bare at leve livet uden faste rammer,” siger han.

Men det burde man måske øve sig lidt i. Det mener i hvert fald Poul Joachim Stender, der er sognepræst i Kirke Saaby-Kisserup ved Roskilde. Han savner, at man gør op med det travlhedstyranni, der hersker i tiden – både for unge og gamle.

”I vores samfund er du kun et rigtigt menneske, hvis du er aktiv og i gang hele tiden. Derfor føler jeg tit, når jeg hører den ældre generation sige, at de har travlt, at de siger det, fordi de gerne vil anses som rigtige mennesker. Men når man bliver kustode for et hjemstavnsmuseum, hvor ens børn regner med, at de kan komme og aflevere børnebørnene fra morgen til aften, så bedsteforældrene kan sørge for, at alt er som i børnenes barndom, kan man måske gå glip af sit otium,” siger han og uddyber:

”Man skal gå efter sine egne længsler og fjumre lidt. Det kan jo ske, at man, fem minutter efter at man har sluppet arbejdsmarkedet, bliver ramt af en sygdom, der gør, at man skal gå til lægen hele tiden. Man skal ikke spilde tiden, men gøre det, man har glædet sig til som arbejdende. Og det er sikkert også dejligt at passe børnebørnene, og hvis man vil det, skal man gøre det, men man skal også unde sig den glæde at tænke lidt på sig selv,” siger han.

Men når forskning viser, at et aktivt ældreliv kan forlænge livet, er det så ikke i orden at tilskynde til en aktiv pensionstilværelse?

”Spørgsmålet er, om alt drejer sig om at leve længere. Er det ikke bedre at arbejde på at få et så spændende liv som muligt frem for et så langt liv som muligt? Som pensionist kan man jo præge den yngre generation og vise dem, at det kan være vidunderligt at have blanke sider i sin kalender, og at livet ikke er så tosset, bare fordi man ikke skal nå så mange ting som muligt hver dag,” siger han.

For Leila Krogh giver det imidlertid mening at have dagene fyldt godt op. Men aldrig mere, end at man kun laver de ting, man har lyst til.

”Det kan godt være, at vi siger, at vi har så travlt, men jeg gør mig også umage med ikke at have for travlt og ikke gøre ting, jeg ikke har lyst til. Det kræver selvfølgelig lidt diplomati en gang imellem at sno sig udenom, men det bliver man god til.”