Mine forældre var unge og smukke, og jeg skammede mig over, at de havde fået sådan en som mig. Jeg var den ulækreste i hele verden. Jeg var tyk. Det måtte være min egen skyld. For ligegyldigt hvilken slankekur min mor fandt til mig, eller hvilken sportsgren jeg gik til, lige lidt hjalp det. Jeg tog bare på.
Min mor talte om, at julemærkehjem måske var en idé, eller at jeg skulle skifte skole. For som tykke Ida blev jeg selvfølgelig også mobbet i skolen. Mit selvhad var enormt. Folk sagde, at tykke mennesker var dumme, grådige eller dovne. Der måtte være noget om det, for jeg blev tykkere og tykkere. Hvis jeg tabte mig, tog jeg bare endnu mere på bagefter, og da jeg var 12 år, vejede jeg 90 kilo. Jeg var altså dummere end andre, for det lød jo så nemt, når folk sagde: Luk munden, og let røven. Men selvom jeg blandt andet gik til badminton i nogle år, blev jeg ved med at være på begynderholdet, mens mine jævnaldrende hurtigt blev bedre. Og mens min storebror kunne sidde med Nutella-madder, og jeg fik skummetmælk på mine cornflakes, var det alligevel mig, der tog på.
Da jeg blev ældre og fik venner på gymnasiet og senere på universitetet, tænkte jeg, at de nok kun var venner med mig, fordi de ville være søde, fordi de havde ondt af mig. For jeg var ikke værd at elske. Det var jo min egen skyld, at jeg ikke var god nok. At jeg var for tyk. Jeg havde ikke nok kontrol over mit eget liv, som vi ellers skal have – eller rettere: Skal se ud, som om vi har. Hvis jeg havde kontrol, så havde jeg jo været tynd.
At være tyk er et visitkort, som folk ser, før de overhovedet taler med en. Man er dømt på forhånd, for det er jo så tydeligt, at her er et uintelligent menneske, der ikke har styr på sit liv.
Jeg tror, jeg blev tyk, fordi jeg fik at vide, at jeg var tyk. Jeg vidste ikke, hvad det egentlig ville sige, og hvorfor der var noget galt med det. Men det fik mig til at udvikle en spiseforstyrrelse, og jeg begyndte at overspise. Da jeg var flyttet hjemmefra, kunne jeg stå i supermarkedet og nærmest græde, fordi jeg ikke havde lyst til hverken chips eller chokolade, og alligevel endte begge dele i kurven. Mit selvhad nærmest tvang mig til det. Jeg havde ikke fortjent andet. Det var reelt set en form for selvskade. Jeg hadede mig selv så meget, at jeg isolerede mig fra andre.
Det ændrede sig for fire år siden, da jeg var 32 år. Min far døde pludseligt, og kort efter var min mor også tæt på at dø. Jeg passede hende hver dag, samtidig med at jeg lige var blevet færdig som journalist, fik mit første job og havde svært ved at få det hele til at hænge sammen. Jeg tog endnu mere på og havde det forfærdeligt.
Hun blev heldigvis rask, og jeg tog en uges ferie, for jeg måtte væk og tænke over mit liv. Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget andet end alt det, jeg havde prøvet indtil nu. Det slog mig, at jeg havde hadet mig selv hele mit liv. Og at jeg altid bare havde ventet på at blive tynd, før mit liv kunne begynde. Men nu var min far død som 65-årig, så måske havde jeg selv kun halvdelen af mit liv tilbage. Eller mindre. Hvad nu, hvis jeg aldrig blev tynd, skulle mit liv så gå med at være ulykkelig? Der besluttede jeg, at det skulle være løgn. Jeg er hverken doven eller dum. Det er nok bare sådan her, jeg ser ud, så hvorfor ikke prøve at få det bedste ud af livet som den, jeg er?
Jeg købte et fuldfigursspejl og stillede mig hver morgen foran spejlet og sagde noget pænt til mig selv. Det skete, efter jeg havde sagt til en veninde, hvor grim og ulækker jeg var. Hun kiggede mig dybt i øjnene og sagde, at det gjorde så ondt på hende, at jeg talte så grimt om et menneske, hun elsker. Og det var også på det tidspunkt, jeg begyndte at tage billeder af mig selv, hvor man kan se min tykke mave og mine runde lår – og lagde det op på Instagram. Hvor alle kan se mig. For jeg vil ikke skamme mig mere. Min indstilling til livet har forandret sig. Jeg er glad i dag, hver dag. Jeg har fået min drømmestilling som journalist på tv-programmet ”Troldspejlet” og er filmanmelder på en række medier, og jeg ved, at netop mine billeder gør en forskel for andre børn og unge, der har lige så svært ved at elske sig selv, som jeg havde det.
Det ironiske er selvfølgelig, at jeg er nødt til at bruge billeder af min krop for at få os til at være mindre fokuserede på netop kroppen. Men mit håb er, at det en dag vil være helt overflødigt at lægge de her billeder op. At det ideal, der tynger mange af os, er helt nedbrudt sammen med idéen om den enkeltes skyld og skam.