Holgers rejse
På tærsklen til et sammenbrud mærkede Holger Mortensen et stik af smerte og en nagende skyldfølelse. Han følte sig ramt af ulykken, som af en kraft han ikke kunne undgå. Viljeløst følte han sig anklaget af sin fortid. En følelse af ulykke skyllede ind over ham og tårerne trillede ham uvilkårligt ned over kinderne.
Han spurgte sig selv om, hvorfor det gjorde ham så ulykkelig? Han havde gennem årene uden videre accepteret den tanke, at der var en mening og en sammenhæng i hans liv med Susanne, og alle de ting de havde sammen. Deres smukke hjem, børnene og sommerhuset. Men nu var det arbejdet der tilbød sig som en redningsplanke. Han havde, til sin forundring, pludselig stillet sig selv de store spørgsmål i livet. Griber du dit liv? Kan du mærke, at du lever? Hvad er meningen med det hele? Kan du være dig selv bekendt?
Sådanne spørgsmål fik ham til mærke en voldsom trang til at leve, som den tørstige, der begærligt rækker efter vandet. Derefter smerten, en følelse, som ikke var til at bære, fyldte ham. Han havde tænkt over, om der var noget galt med ham. Måske var der noget med hans barndom, noget som var gået galt. Måske var det generne? Det var undertiden kommet så vidt, at han var kommet til at nære mistro til de vaner, der udgjorde hans livs grundlag. Men arbejdet, heldigvis havde han arbejdet, der en tid lang, havde gjort det muligt for ham at holde de besværlige tanker på afstand.
Her på det sidste var han imidlertid blevet slynget ud i et kaos af tanker, og han havde kun ved at klamre sig til sine vaner, kunnet undgå et sammenbrud. Han havde set en kendsgerning i øjnene, havde set dét, han længe havde vidst uden at ville vide af det. Han måtte indrømme over for sig selv, at han ingenting følte for sin kone. Nu hvor han mærkede efter, føltes det som var han offer for et forræderi. Det var en kendsgerning, det var uafrysteligt. Glæden ved hendes selskab eksisterede ikke mere, begæret efter hende var forduftet. Lysten til at tale med hende var afløst af en trang til at luske af.
Men det var ikke det hele, det var ikke den fulde sandhed. Noget følte han endnu: Skyldfølelse. Det pinte ham, at han en voksen mand på tooghalvtreds år måtte se i øjnene, at dersom han tog konsekvenserne af det, han følte, ville han snart være en fraskilt mand.
Netop ankommet til sin brors gård på Sydfyn følte Holger Mortensen sig i en stærkt ophidset tilstand. Undervejs i bilen havde selvbebrejdelserne trængt sig ind på ham, som var det en fremmed magt der truede ham. Han følte det, som var han på flugt fra en fare, som det endnu var muligt at slippe fra hvis han blot kunne tale med nogen. En eller anden måtte kunne overbevise ham om, at han stadig kunne nære tiltro til sin forstand og følsomhed. Han mærkede pludselig en trang til at få læst og påskrevet, blive trukket tilbage i folden så at sige i håbet om, at hans fornuft igen kunne få overtaget og føre alt tilbage i de velkendte cirkler.
Umiddelbart ønskede han dog ikke at indvie broderen i problemerne. Der var en blufærdighed som han ikke ville krænke. Ganske vist havde brødrene et udmærket forhold til hinanden, hvilket kom til udtryk i en forankret gensidig respekt. De havde dog sjældent haft fortrolige samtaler, og i hvert fald havde ingen af dem brudt den konvention siden deres tidlige ungdom. Holger havde imidlertid ikke andre at henvende sig til, og da han ankom til broderens gård, følte han en dyb fortvivlelse, som han måtte dele med nogen.
Han havde taget turen fra hovedstaden over Sjælland og Storebæltsbroen, fordi deres mor gennem de seneste måneder var blevet tiltagende dement. Hun var nu blevet så plejekrævende, at broderen og hans kone ikke længere kunne magte opgaven. De havde derfor besluttet, at hun måtte anbringes på et plejehjem. Forberedelserne var truffet, aftaler var indgået, og det var planen, at Holger og hans bror sammen skulle installere moderen på et plejehjem i Fåborg.
Da Holger trådte ind i sin brors stue, fandt han denne fordybet i en samtale med en fremmed. Ole Mortensen hilste sin broder med et venligt smil og introducerede ham for den fremmede, der viste sig at være filosof og ansat ved Syddansk Universitet. Holger hæftede sig ikke ved hans navn.
Filosoffen var en lille tæt mand med briller, klædt i en landarbejders Kansas arbejdstøj. En art uniformering, tænkte Holger, formodentlig et levn fra 1968, hvor man som intellektuel skulle demonstrere en solidaritet med det arbejdende folk. Filosoffen var da heller ikke helt ung, formentlig omkring de tres år. Det var tydeligvis kun med overvindelse, at han hilste på den indtrængende.
Holger tog plads og ventede på, at de skulle blive færdige, men inden længe begyndte samtalen at interessere ham. Han havde fra tid til anden stødt på de begreber, som blev diskuteret. Han huskede en udsendelse i P1, som havde vakt hans interesse. Det drejede sig om socialkonstruktivismen, der afviste al objektiv erkendelse. Det var noget med, at erkendelsen er at forstå som en social konstruktion. Holger havde med baggrund sin livsførelse og som overbevist tilhænger af storbylivet fundet denne opfattelse selvindlysende. Men nu lagde han mærke til, at begrebet rummede aspekter, som han ikke havde tænkt over.
Det blev klart for Holger, at broderen havde skrevet en artikel til et filosofisk tidsskrift, og at det var redigeringen af den, der var emne for diskussionen. Broderen og filosoffen forsøgte at afklare nogle problemstillinger. Så vidt Holger kunne forstå, vekslede samtalen mellem filosofiske abstraktioner og konkrete erfaringer. Snart syntes de at nærme sig en form for enighed, snart fjernede de sig fra hinanden og befandt sig i de høje abstraktioner, hvorfra de lettere kunne rette kritik af den anden. Det virkede på Holger lidt på samme måde som fluen, der behændigt snyder fluesmækkeren.
”Det må dog forekomme indlysende, at enhver tid rummer sin særlige erkendelse, og at den netop ikke kan forstås som noget medfødt, men som et produkt af kultur og historie”, sagde filosoffen.
”Ja, men hvoraf kommer det da, at menneskene ikke kan forholde sig til deres historie og drage nytte af den? Når enhver ny generation skal igennem de samme traumer, de samme nederlag for at nå frem til en fuldbyrdelse af livet, må man dog indrømme de biologiske processer en vis plads”, indvendte broderen.
”Desuden”, fortsatte han, ”dersom ingen erkendelse er medfødt, fraskriver du overhovedet de biologiske processer betydning. Som landmand ved jeg i praksis, hvad biologien giver og fordrer. Jeg kender naturen og er fortrolig med den, og den går forud for alt og lader sig ikke sådan sætte til side”.
”Det biologiske spiller naturligvis en rolle”, svarede filosoffen træt, ”omtrent som celloens corpus. Den forstærker lyden fra de strenge der spilles på”, replicerede han, ganske stolt af sin elegante metaforik.
”Mig forekommer det”, fortsatte Ole, ”at man ved at afskrive arv og det absolutte, skaber en farlig relativisme. Tag nu fx diskussionen om ADHD, det er vel en social konstruktion, altså noget der bliver virkeligt ved at anvende den. For så vidt er det teorien, der bestemmer, hvad vi ser. Kan du ikke se det farlige i det? Jeg er glad for, at jeg ikke er barn i dag, så ville jeg være blevet fyldt med ritalin!
Diskussionen bølgede frem og tilbage, men Holger holdt op med at lytte. Det broderen havde sagt, fik ham igen til at tænke på sit forhold til konen. Hvis erkendelsen var en social konstruktion, var følelserne det da også? Måske skulle han miste hende helt for at kunne føle noget for hende? Måske lader man sig skille i håbet om at komme til føle mere?
Når han tænkte sådan, forekom det ham svært at orientere sig. Han kom til at huske på de første år de var sammen. Hun havde været dejlig og tiltrækkende, og han var glad for hende. Der var meget fart på den gang, og der havde også været andre piger. Men så mødtes de igen, efter han havde været inde som soldat. Og pludselig var de blevet forældre. Han havde nok ikke været helt parat til at slå sig ned, men når det nu var sådan, så, nå ja, han huskede også, at det var hende, der havde friet!
Og da de havde fået den første, så begyndte hun inden længe at tale om et barn mere, og så var der sådan set ikke så meget at stille op. Han indvilgede ikke for husfredens skyld. Naturligvis var han da glad for børnene, han ville slet ikke kunne undvære dem, det var jo ikke sådan. Så gik der nogle år, og så var det han havde en affære. Det havde taget hårdt på dem begge, og de blev enige om at gå til parterapeut. Derefter gik det meget godt en tid lang. Men, tænker han, det er noget med deres kommunikation. Han sender fx en prøveballon op, og hun skyder den straks ned, og så kommer hun med sit forslag, der virker fuldstændig gennemtænkt og realistisk. Han føler sig ydmyget af hende. Hvor længe er det nu siden, at det begyndte? Måske for ti år siden!... parterapeuten havde talt om, at de skiftedes til at afvise hinanden.
Han blev forstyrret i sin tankegang, da broderen fulgte filosoffen til dørs. Da brødrene var uforstyrret sammen, vendte Ole sig mod sin bror og sagde: ”Alt er sådan set klart, vi skal blot bugsere mor ud i bilen og så se at komme af sted. De venter os på plejehjemmet, men ikke på noget bestemt tidspunkt. Skulle vi ikke først få os noget frokost. Du er vel sulten efter turen?”
”Jeg giver et stykke mad henne på kroen”, sagde Holger.
Da Holger sammen med sin bror trådte ind i krostuen, kunne han ikke undgå at bemærke den selvsikkerhed, der prægede alle broderens bevægelser. Alt hvad han gjorde virkede selvfølgeligt, præget af verdensmandens sikre optræden. Han hilste til højre og venstre og vekslede håndtryk med gode bekendte, og mødte folk med godt humør. Holger var den ældste af de to og havde altid være den intellektuelt førende, mens Ole, der tilsyneladende havde haft et tvivlsomt udbytte af sin skolegang, især havde været praktisk orienteret og takket være sine gode sociale evner og utvivlsomt et vist held, havde klaret sig godt.
Han var omgængelig og udadvendt og havde på trods af vanskelige tider fået den fædrene gård til at give et betragteligt overskud. Han var en mand, der var respekteret på egnen og kendt af Gud og hvermand, mens Holger levede en tilværelse i hovedstadens anonyme verden og kun kendte sine modstandere i kraft af meningsudvekslinger gennem publikationer og artikler. På cafeerne mødte han sine tilhængere og ligesindede, og ellers levede han med sin kone i en herskabelig lejlighed ved Sankt Jørgens sø. Han havde gjort karriere som forsikringsmand og havde klaret sig ganske godt.
Børnene var nu så gamle, at kun den yngste endnu kom regelmæssigt i hjemmet. Dagene var blevet ensformige og uden den store opmuntring, og kontakten til konen, ja, den var i en sørgelig forfatning.
”Skal vi ikke tage en gang biksemad med en øl og en snaps?”, foreslog Ole ”Gerne”, sagde Holger, der ikke kunne få øjnene fra kropigen, som Ole havde fået til at le hjerteligt, da de trådte ind. Holger undrede sig ikke over sin interesse for denne kropige. Han havde altid haft en glæde ved at se på kvinder, men havde nok synes, at han i anstændighedens navn burde holde sin trang for sig selv.
”Hvordan går det ellers? Hvad med dig og Susanne?”, spurgte Ole, idet han fulgte broderens blik.
”Jeg føler, at jeg er færdig med mit ægteskab”, kom det helt uventet fra Holger, der blev forskrækket over sin pludselige frimodighed.
”Hvad siger du?!” udbrød Ole, der ikke blev mindre forbavset. Dog ikke så meget på grund af broderens tilståelse, som af den pludseligt opståede fortrolighed. Efter en kort pause fortsatte han: ”Det er måske ikke så overraskende endda. Jeg har da godt lagt mærke til, at det ikke ligefrem er hedt mellem jer, men det har det vel aldrig været?”
”Det piner mig, at jeg har mistet lysten til hende! Hun siger mig ingenting, jeg føler intet. Vi har ikke været i seng sammen siden, ja, jeg kan ikke engang huske hvornår.”
Holger tav en stund for ligesom at samle sig oven på tilståelserne over for broderen. Han mærkede, at det havde lettet ham betydeligt at betro sig. Og det var en stor opmuntring for ham at mærke, at broderen stillede sig forstående. Det gav ham mod til at fortsætte:
”Jeg skal videre på en eller anden måde. Jeg føler ikke længere, at jeg kan være bekendt at leve med hende på denne måde. Kan jeg sige til hende, at hun ikke er attraktiv? Kan jeg sige til hende, at hun er blevet for tyk? Det ville dog være ydmygende for hende, og jeg har ikke lyst til at være ond ved hende. I grunden har jeg mest af alt ondt af hende.”
”Det må være svært for dig, men det kan også være svært at forstå. For når jeg ser Susanne, ser jeg en smuk kvinde i sin bedste alder, og i mine øjne er hun ikke det mindste for tyk. Hun er frodig, som en kvinde skal være."
”Jeg har altid foretrukket de slanke piger, som fx hende kropigen. Det værste er, at jeg ikke føler mig tiltrukket af Susanne.”
”Det kan jeg godt forstå. Jeg tror det er det, der kommer af at bo i byen. I byboere tror, at I blot kan konstruere verden og livet efter jeres ideer. Men der er visse lovmæssigheder, som I ikke vil vide af, og som derfor trækker jer grundigt rundt i manegen.”
”Hvad mener du?”
”Jeg tænker, at jeg egentlig godt kan forså, at du har mistet lysten. Det kommer ganske naturligt af, at du har underlagt dig hendes regime. En mand kan ikke begære en kvinde, som han føler, han skal være på vagt overfor. Man kan ikke begære en kvinde, som man er bange for, eller en kvinde som man skal være servil overfor. Det forekommer mig, at en mands begær og myndighed hænger sammen. Og jeg synes, at du skal lade være med at foreslå hende, at I holder en pause, som alle tankeløse byboere synes er den eneste kur. At holde pause vil uvægerligt føre til skilsmisse. Tag i stedet kampen op med hende, vis hende i hverdagen, at du ikke lader dig tryne. Kom på banen over for hende og lad være med at underlægge dig. Hvis du kan det, vil du opdage, at lysten vender tilbage."
Holger sad en stund i stilhed og tænke på broderens ord. Derpå sagde han tøvende: ”Jeg ved ikke, hvad jeg skal tænke. Jeg er lidt forvirret lige nu, men ærligt talt, det du siger, strider mod alle mine humanistiske idealer.”
Efter den kommentar rystede Ole let på hovedet og rystede samtidig emnet af sig. Brødrene spiste og drak dernæst sammen i et øjebliks anspændt tavshed. Trangen til at komme videre, som rummes i enhver skabning, tilbød dem imidlertid snart nye emner og efter en stund foldede samtalen sig mere utvungent ud. En sindsligevægt var genetableret og brødrene fuldendte deres måltid under behagelige former, hvorefter de rejste sig, betalte kropigen og gik. Derpå hentede de deres gamle mor og kørte hende til plejehjemmet i Fåborg.