Ilse Jacobsen: Jeg er på fuld skrue hver dag

Ilse Jacobsen, 55 år, har nok at se til med sit mode- og livsstilsbrand Ilse Jacobsen Hornbæk, sine blomsterforretninger og sit kurbad i Hornbæk. Hun er klar til anden sæson i 2016 af iværksætterprogrammet ”Løvens hule” på DR 1

"Hvis jeg er stresset, ved jeg ikke noget bedre end at stå ved gryderne og koge og brase,” siger Ilse Jacobsen. -
"Hvis jeg er stresset, ved jeg ikke noget bedre end at stå ved gryderne og koge og brase,” siger Ilse Jacobsen. - . Foto: Carsten Seidel.

Hvad er det gode liv for dig?

Det er at få lov til at lave de ting, jeg brænder for. Jeg er så privilegeret at have et job, der også er min hobby, så jeg elsker min hverdag. Da jeg i 2013 åbnede kurbadet, som var en livslang drøm, der endelig blev realiseret, var det en stor personlig tilfredsstillelse.

Jeg har leddegigt og nyder også selv at gå i de varme bade. Jeg er i det hele taget en livsnyder, der elsker god mad og at rejse.

Hvornår har du det bedst med dig selv?

Jeg elsker, når en opgave eller en idé, jeg har arbejdet med i lang tid, lykkes for mig. Når man er kommet så langt med noget, at der foreligger et færdigt projekt, er det en stor tilfredsstillelse.

Hvad gør du for at holde kroppen i gang?

Jeg har netop meldt mig til personlig træning hos Kira Eggers, der arbejder i kurbadet. Ellers styrter jeg rundt hver dag, fordi arbejdet fylder så meget - jeg er på fuld skrue hver dag. Jeg er sikker på, at gik jeg rundt med en skridttæller, ville den vise et fint resultat. Jeg har en dejlig hund, Konrad, som jeg dagligt går lange ture med i naturen.

Og så er det godt for muskulaturen at svømme rundt i det 34 grader varme vand både inde og ude i kurbadet og gå i dampbad og sauna bagefter. De varme bade er godt for folk som mig med leddegigt. Man får det rigtig godt bagefter.

Hvad er afslapning for dig?

Det er en værre en! Men jeg elsker at lave mad og at lave alting fra bunden. Det er meget sjældent, at jeg laver noget, der skal ind i mikroovnen. Hvis jeg er stresset, ved jeg ikke noget bedre end at stå ved gryderne og koge og brase. Så tænker jeg på noget andet og slapper helt af. At stå og kokkerere er så hyggeligt! Men jeg slapper også af i en liggestol ved vandet i dejligt vejr.

Hvad er der altid i dit køleskab?

Der er altid prosciutto-skinke og ost. Det er en livline altid at have noget, så jeg kan lave tapas. Jeg har netop udviklet en ny serie med gode tapas og pestoer, som skal sælges i mine butikker. Der er blandt andet en fantastisk svampepesto, syltede figner og tomatchutney. Det smager skønt på et stykke franskbrød ristet i olie og dertil et godt glas vin.

Hvad er din største last?

Det er, at jeg er et madøre. Derfor har jeg svært ved at slanke mig, og jeg bliver nok aldrig et siv. Når jeg rejser, skal jeg hele tiden smage på de lokale specialiteter. Og min datter bager hele tiden, brød og kager, og det er også godt, men meget svært at lade være med at smage på. Jeg kan i det hele taget godt lide at spise god mad.

Hvad er det bedste sundhedsråd, du har fået?

At kvitte mine cigaretter. Det er syv år siden, jeg holdt op. Min mand sagde til mig, at hvis vi skulle giftes, skulle jeg ikke ryge cigaretter. Det spillede også ind, at cigaretter og røg beviseligt har en negativ indvirkning på gigtsygdomme, så derfor tog jeg det alvorligt. Jeg er glad for, at jeg stoppede. Jeg tænker ikke over det og savner det ikke.