Prøv avisen
Jeg tror

Ina Rosen: Mine børn har ikke en fremtid i Danmark

Jeg ønsker at give mine børn en stærk platform og en forståelse for deres kultur, som gør, at de kan træffe oplyste valg, siger Ina Rosen. Foto: Leif Tuxen

Jeg ville ønske, at jeg troede på, at der er en fremtid i Danmark for mine børn. Men jeg tror det ikke, siger religionssociolog Ina Rosen. Hun synes, det virker, som om det danske samfund systematisk arbejder på ikke at ville have en jødisk minoritet

Mange spørger mig, hvor jeg kommer fra. Og jeg kommer jo ikke noget sted fra. Jeg ved jo godt, at de spørger til mit udseende: Hvorfor ser jeg ud, som jeg gør? Det nemme svar, som jeg ofte har brugt, er: Min far var inder, og det er det, du kan se på mig. Men et eller andet sted er det vanvittigt irriterende ikke at kunne forklare sig i kraft af sig selv.

En veninde har kaldt mig den brahminske jøde. Min far var hindu og voksede op i Britisk Indien og var ud af en fremtrædende brahminsk slægt i Bengalen. Han oplevede som helt ung på egen krop den vold og smerte, der kan komme ud af at tro på noget, og resten af livet var han modstander af religion.

Han mente, at mange konflikter er religiøst legitimeret, ligesom han havde oplevet det på egen krop. Hans familie var rige på den måde, man kun kan være rig på i Den Tredje Verden. Da Indien blev uafhængigt i 1947, opstod der konflikter mellem muslimer og hinduer. Der fandt et folkedrab sted over en kort periode, og de måtte flygte til Calcutta og gik fra at være velstående til at være fattige på den måde, man kun kan være fattig på i et tredjeverdensland.

Min far var omkring 16 år og forsørgede sin familie og betalte sin egen uddannelse ved at undervise i naturvidenskab. Siden fik han et stipendium og kom til Sverige og senere til London, hvor han fik ansættelse på et universitet og blev en internationalt anerkendt kemiker. Jeg har ikke nogen indisk identitet.

Jeg har haft en stærk tilknytning til min far, for vi delte et videbegær og et grundlæggende ønske om at forstå verden.

Min mor har også en emigranthistorie. Hendes familie er ashkenaziske jøder, der udvandrede fra Odessa som følge af pogromerne i Rusland i 1850'erne. Min mormor og morfar kom fra Belgien og Rusland til England, hvor min mor er vokset op og mødte min far, et par år før jeg blev født.

Da jeg var godt to år, flyttede vi til Danmark, fordi min far fik et job. Et par år før jeg skulle i skole, kom jeg i børnehave, og mine første venner var jødiske tvillinger, som var ud af en familie, der fuldstændig hvilede i deres identitet som jøder. Jeg har tidligt følt mig en lille smule ved siden af, men her var et naturligt slægtskab, uden at jeg kunne sætte ord på hvorfor.

Jeg vidste godt, at jeg var jøde, men jeg vidste ikke rigtigt, hvad det betød. I min familie fik vi sjovt nok altid kylling om fredagen. Ofte bagte min mor flettede brød. Det flettede brød, challah, som indleder sabbatmåltidet, og kyllingen har været en udpræget spise til shabbat for ashkenazi-jøder. Det var ikke noget, vi talte om, men jeg kan huske perioder, hvor jeg var rimelig træt af kylling. Når vi besøgte min mors familie i England, var der en mere eksplicit traditionel jødedom, men det var ikke noget, min mor talte meget med mig om.

Jeg var udpræget enebarn, som trivedes i mit eget selskab og havde et stort behov for introspektion, og det fandt jeg et rum til i bøgerne. Da jeg var omkring 12 år, fik min far job i Norditalien, hvor jeg gik på en amerikansk skole. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at de mange kulturer, jeg har mødt i min opvækst, har været formative for mig i forhold til at vide, at der ikke er noget, som er givet. Alt er perspektiv. Man kan se tingene på mange måder, og man kan indrette sig på mange måder.

En dag ringede jeg til Mosaisk Trossamfund i København for at høre, om der var et sted, hvor jeg kunne møde andre jødiske unge. Jeg blev henvist til at tage til Mosaisk Trossamfunds ungdomsfester, men jeg kendte jo ikke en eneste, så det blev ved tanken. I 2. g. rejste jeg med min mor til Israel på ferie, og der havde jeg en klar følelse af total meningsfuldhed. Det var ikke en religiøs, men en kulturel følelse:

Der var andre, som var ligesom mig og som lignede mig. De har både den hårde side koblet til sensitiviteten og opmærksomheden på, at der er mange måder at være til i verden på. Det var første gang, tingene gik op i en højere enhed for mig. Det var en dyb følelse af identitet og meningsfuldhed og en loyalitet over for et fællesskab, som har været nøglen til de valg, jeg har truffet gennem livet.

Nogle år senere kom jeg i kontakt med Wizo, den kvindelige afdeling af zionistforbundet. Vi var en gruppe jævnaldrende kvinder, som mødtes og opbyggede et fællesskab. Her fik jeg et personligt netværk og begyndte at komme til de jødiske ungdomsfester og gik af og til til gudstjenesterne i synagogen. Mødet med andre unge jødiske kvinder var en måde at blive spejlet på.

Da jeg var 18 år, blev mine forældre skilt, og min far fik siden job på et universitet i Japan, og jeg brugte god tid på at finde retning i alt, mens jeg arbejdede som en gal.

Jeg så, at Åbent Universitet udbød et kursus i Mellemøstens moderne historie, og det blev indgangen til, at jeg begyndte at læse hebraisk på Københavns Universitet og siden fortsatte på Lunds Universitet, hvor jeg læste judaistik og islamologi. Jeg var midt i 20'erne, og den akademiske side i mig var vækket, og i Lund blev jeg introduceret til religionssociologien, som jeg siden skrev speciale og ph.d. i.

Da jeg begyndte på Københavns Universitet, mødte jeg andre, som interesserede sig for jødisk historie og de teologiske sider af jødedommen. Den viden, jeg fik, gav mig et dybere tilhørsforhold til jødedommen. Jeg har konfronteret mig med min arv og truffet nogle valg og orkestreret den person, jeg er blevet i dag.

Jeg kommer ikke i synagogen for Guds skyld eller for andres skyld, men fordi jeg kommer i kontakt med en større mening, som ikke er religiøs, men snarere social. Noget af det, jeg sætter pris på, er de rammer, som ligger i jødedommen. Rammer er på mange måder frisættende, og jeg har truffet nogle valg, som har givet rammer og dermed en platform, som gør mig til en bedre version af mig.

Boede jeg i New York eller Israel, ville jeg leve kosher i morgen, men i Danmark er det svært. Det føles forkert ikke at være kosher. Jeg tror, det er som med de mennesker, som er bevidste om at ville spise økologisk: Det føles, som om maden er af en ringere kvalitet, når den ikke er kosher. Jeg har ikke spist svinekød, siden jeg flyttede hjemmefra, og lidt senere stoppede jeg med at spise skaldyr, og jeg blander heller ikke mælk og kød.

Inden jeg fik børn, har jeg vidst med sikkerhed, at de skulle opdrages jødisk. De har gået på Carolineskolen siden vuggestuen for at få det nære fællesskab og fortroligheden med jødedommen, som jeg savnede i min opvækst. Jeg ønsker at give dem en stærk platform og en forståelse for deres kultur, som gør, at de kan træffe oplyste valg.

En af de største dage i mit liv var dagen, hvor min søn blev omskåret, for jeg følte, at jeg gav ham den fineste gave, jeg kunne give ham i form af medlemskabet til en forening og et fællesskab og et værdisæt, som giver mening og historie.

Fredag aften er jeg meget utilbøjelig til at gå ud. Min mor kommer hjem til os, og så tænder vi shabbatlysene og siger en velsignelse over lysene, lovprisningen over vinen og er stille, til vi får brødet. Og vi spiser kylling. Jeg er hende, som arbejder altid, men shabbat har en funktion for mig, hvor jeg er bevidst om, at der skal være en tid til at trække mig.

Jeg ville ønske, at jeg troede på, at der er en fremtid i Danmark for mine børn, men jeg tror det ikke. Hvis nogen for fem år siden havde sagt, at der var problemer med antisemitisme i Danmark, ville jeg have ment, at de var oversensitive. Men der er sket en gradvis optrapning, hvor folk reelt bliver truet og spyttet på.

Jeg har båret min davidsstjerne om halsen, siden jeg var i 20erne, men i dag er der situationer, hvor jeg tager den om i nakken, så ingen ser den.

Jeg bor på Nørrebro i København og har været vidne til mange demonstrationer i bydelen.

Det er min oprigtige holdning, at der skal være plads til det i et demokrati fra propalæstinensiske optog og optog for Ungdomshuset og Pride, men da politikeren Rasmus Jarlov (K) sidste sommer planlagde en markering ved at invitere alle til at gå op ad Nørrebrograde med kippa for at understrege, at der også skal være plads til at være jøde i Danmark, var der en massiv dansk stemme, som angreb markeringen.

Det hed sig, at det var en aggressiv, unødvendig og intolerant provokation over for muslimer. Det kan jeg kun se som udtryk for den dobbeltstandard, der bærer antisemitismen i sig. Jeg krævede, at mine to børn tog med til markeringen, for vi er nødt til at stå fast på vores ret til at være jøder og gå med davidsstjerne og kippa, ellers er det en begrænsning af de civile rettigheder i en helt ekstrem grad.

Der er en uhellig alliance mellem folk, som har nogle mere eller mindre oplyste holdninger til Israel, som de blander sammen med deres opfattelse af den jødiske minoritet på den ene side. På den anden side er der i dagens Danmark en ekstrem berøringsangst over for radikal islamisme, som ultimativt har en agenda om at slå jøder ihjel, men også slå kristne ihjel, som man desværre ser det hver dag i Mellemøsten.

Det er, som om det danske samfund systematisk arbejder på ikke at ville have en jødisk minoritet. Vi har som minoritet en praksis, vi bliver truet på. Jo mere samfundet indskrænker vores muligheder for at udleve vores kultur, jo tydeligere bliver det, at vi ikke er ønsket her.

Hvorfor er vi eksempelvis villige til at lade slagtedyr lide fra det øjeblik, de bliver født til et liv i et effektiviseret landbrug, men vi kan ikke rumme det sekund i dyrets liv, hvor dyret skal dø ved schæchtning, den jødiske slagtemetode? Det har ikke noget med dyrevelfærd at gøre, men det handler om intolerance i forhold til en anderledes måde at slagte på, som er vigtig for et lille mindretal i Danmark.

Man kan spørge, om jeg ikke bare kunne ombestemme mig. Det ville være belejligt, hvis jeg bare rettede ind og blev som alle andre. Det kan jeg selvfølgelig ikke, for jeg ligner ikke flertallet. Det er et centralt motiv for mig, at der ikke er én måde at leve livet på. Det har jeg set tidligt, og det har fulgt mig. Jeg mener oprigtigt, at det ville være et enormt tab for samfundet, hvis vi ikke kan rumme forskelligheder.

I øjeblikket er der en krænkelseskultur i Danmark, hvor vi tager udgangspunkt i, hvad der krænker individer, fra et kors til frikadeller i en børnehave. Men det er en glidebane, for hvad sker der den dag, nogen føler sig krænket over, at mænd og kvinder bader på samme strand?

Vi er nødt til at holde op med at tage udgangspunkt i folks tilfældige, krænkede følelser og holde fast i de demokratiske, civile rettigheder, der gør det muligt at leve i et samfund, der giver plads til minoriteter. Hvis vi ikke kan gøre det, så er der heller ikke plads til at være jøde i Danmark.