Prøv avisen

Inaktivitet er en langt større dræber end overvægt

Ny forskning viser, at inaktivitet koster dobbelt så mange liv som fedme.

Nyere forskning bekræfter, at det er meget farligere at være inaktiv, end det er at være overvægtig. Vi står over for et paradigmeskifte og skal til at tænke krop, kost og motion på en ny måde, siger ekspert

Det er næppe nogen hemmelighed, at en sund livsstil er altafgørende, hvis man vil optimere chancen for at leve et langt og sygdomsfrit liv. De fleste er formentlig også bekendt med, at overvægt betragtes som en risikofaktor i forhold til sygdom og for tidlig død.

Men nu viser ny forskning, at selvom fedme er usundt, er det langt fra den farligste risikofaktor. I stedet er det forbundet med langt større risiko at være fysisk inaktiv.

De nye forskningsresultater fra Cambridge Universitet, som er publiceret i American Journal of Clinical Nutrition i januar i år, viser, at ud af 9,2 millioner dødsfald blandt europæiske mænd og kvinder var fedme skyld i de 337.000, mens inaktivitet kostede dobbelt så mange liv, nemlig 676.000.

Rasmus Køster-Rasmussen er læge og har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling med resultater, der lægger sig op ad den amerikanske forskning.

”At det hænger sådan sammen, er noget, vi har haft en formodning om i nogle år efterhånden, men flere og flere forskere tager nu bladet fra munden og siger det højt: Det er stort set umuligt at få overvægtige til at vedligeholde et vægttab over længere tid! Det interessante ved de nye resultater er, at det faktisk er realistisk at få inaktive til at bevæge sig mere. Resultatet tyder på, at kan man fjerne inaktivitet, så kan man også undgå en masse dødsfald. Det hænger godt sammen med min ph.d., hvor budskabet overordnet er, at sundhedsmæssigt får man klart mere ud af at tælle kilometer frem for at tælle kilo,” siger han.

Den nye viden betyder, at fokus i både sundhedssektoren og i befolkningen generelt skal rettes et nyt sted hen, mener Rasmus Køster-Rasmussen.

”Vi står over for et paradigmeskifte, hvor vi kommer til at tage 'vægt' ud af ligningen. Vi skal fokusere på at spise sundt og motionere uden det formål at tabe sig. Sandheden er, at vi slet ikke ved, om det er sundt at tabe sig,” siger han.

Rasmus Køster-Rasmussen påpeger ligeledes, at man med en ny tilgang til sund livsstil forhåbentlig på sigt vil komme bort fra det store fokus, der i mange år har været og stadig er på slankekure.

”Det er bevist mange gange, at slankekure ikke virker. Efter et vægttab vil langt de fleste mennesker over en kortere eller længere periode tage de samme kilo på igen, og det er jo stærkt umotiverende, hvis formålet med at spise sundt og motionere var at tabe sig. Ud fra et sundhedsperspektiv har det ikke den store betydning at tabe sig. Det er meget vigtigere at motionere,” siger han.

Det bliver dog næppe nemt at få bugt med slankekurhysteriet, mener Rasmus Køster-Rasmussen, idet der eksisterer en hel slankeindustri, som har forbrugerne i sin hule hånd og får dem til at købe både slankeprodukter og bøger og blade om, hvordan man kommer overflødige kilo til livs.

Der ligger også i befolkningen en generel opfattelse af, at overvægtige er mennesker, der burde tage sig sammen og få tabt nogle kilo for deres egen sundheds skyld, pointerer Rasmus Køster-Rasmussen. Men med et større fokus på motion frem for vægttab vil det måske blive muligt at få rykket ved folks fordomme.

”Der er en opfattelse af, at de tykke også er de dumme og dovne, og derfor kommer de bagerst i køen på arbejdsmarkedet, til adoption og deslige. Men forskningen peger i retning af, at vi har langt mindre kontrol over, hvordan vores vægt udvikler sig på langt sigt, end de fleste nok forestiller sig. Det er nok usundt at være fed, men man kan altså godt leve sundt, selvom man er tyk, og usundt selvom man er tynd,” siger han.

Bente Klarlund, dr.med. og klinisk professor ved Trygfondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet, medgiver, at der ikke er noget, der tyder på, at vægttab er en fordel, hvis man vel at mærke er sund og rask.

Men hun mener ikke, at det vigtige budskab er, at det er ligegyldigt, om man er overvægtig - det vigtige er derimod, at man kan holde sig sund og rask ved at dyrke motion.

”Det er ikke primært et højt bmi i sig selv, der er farligt. Det er, hvis man har et højt bmi og stopper med at være fysisk aktiv, at det er farligt. Ligegyldigt hvad man vejer, skal man passe på med at være inaktiv,” siger hun.

At være fysisk inaktiv kan medføre adskillige alvorlige livsstilssygdomme såsom hjertekarsygdomme, diabetes og demens, påpeger Bente Klarlund. Og for folk i alle vægtklasser gælder det om at undgå, at det farlige fedt sætter sig.

”Hvis man ikke dyrker motion, får man en ringe muskelmasse. Og de muskler, man har, vil have en forringet evne til at forbrænde fedt, fordi de ikke bruges særlig meget. Så ligger det fedt og det sukker, man har indtaget, og bølger længe i blodet og sætter sig som fedt om de indre organer, hvor det kan udvikle sig til blandt andet blodpropper,” siger hun.