Når løvet skifter farve fra grønt til gyldent, og der er en snert af kulde i luften, mærker 54-årige Britt Sisseck en sitrende uro indeni.
Hun behøver ikke kigge på kalenderen for at vide, at det nu er september. Hendes krop og hele hendes sanseapparat ved det.
”Årstiden har sat sit aftryk. Jeg bliver ramt, når lyset står på den helt særlige måde, som kendetegner det tidlige efterår. I det hele taget har jeg en anden måde at føle og være i verden på nu, som er affødt af det chok og den sorg, jeg oplevede. Der har været et skift inden i mig, som har givet mit liv en anden tyngde.”
For næsten syv år siden mistede hun sin 20-årige datter Alexandra. Tabet markerede et tydeligt før og efter i Britt Sissecks liv. I begyndelsen levede hun nærmest i to separate universer, som hun bevægede sig ind og ud af.
”Du opholder dig på den ene side i sorgen og det voldsomme chok, og på den anden side er der en form for normalitet, som du også forsøger at opholde dig i. Langsomt begynder de to identiteter at smelte sammen, og du bliver en anden variant af den, du var. Den nye tilstand bliver lige så langsomt det normale.”
Hun sidder rank med bare tæer i sofaen i den lyse loftslejlighed i Nyhavn i København, hvor hun flyttede ind for halvanden måned siden. Hendes hjem ligger få hundrede meter fra hendes kontor, hvor hun i eget navn designer tøj til kvinder. I lejligheden bor også hendes søn Adrian på 20 år og den yngste datter Gertrud på 11 år. Den ældste datter, Leonora på 28 år, bor i en lejlighed i København, mens datteren Alexandra står smilende i en sølvramme på en kommode i stuen. Hun ville være 27 år nu, hvis hun stadig levede.
En lørdag i september 2013 cyklede 20-årige Alexandra Sisseck ad Store Kongensgade i København. Hun var netop begyndt på teologistudiet på København Universitet og var nu på vej mod biblioteket Den Sorte Diamant for at læse. Men føreren af en højresvingende turistbus så hende ikke. Hun blev dræbt på stedet.
Hendes mor var i færd med at spise frokost med nogle gode venner, sin yngste datter og dennes far, da to betjente bankede på døren. De fortalte, at Alexandra var blevet dræbt.
”På et øjeblik blev den uskyldige tro på livet revet væk. Mit fundament, som jeg kendte det, forsvandt. Jeg havde selvfølgelig en forventning om, at jeg igennem tilværelsen ville miste folk, jeg har kær, men det her var meget voldsomt, og en legemliggørelse af det værst tænkelige.”
Alexandras far Peter Sisseck bor i Spanien og skulle have besked, og det var kun hende, der kunne fortælle ham det. I flere timer kunne hun ikke få fat på ham.
”Da jeg kom igennem til ham, var der ikke andre ord at sige, end at hun var død. Der var ikke andre ord, og det var svært.”
De krisepsykologer, som hun blev kørt til umiddelbart efter beskeden, anbefalede, at hun ikke så Alexandra. Bussen havde ramt hendes hoved, og hun var ilde tilredt. Men Britt Sisseck insisterede. Og insisterede igen. Alexandra lå på Rigshospitalet. De havde lagt et klæde over hendes ansigt og hendes ene arm. Men den anden arm lå frit, så Britt Sisseck kunne holde sin datter i hånden.
”I dag forstår jeg stadig ikke, at de anbefalede mig ikke at se hende. Det var så fint den måde, hun lå på. Det var fredfyldt, og jeg kunne sidde der, så længe jeg ville. Det var det eneste blide midt i den brutale sandhed, man forsøger at tage ind.”
Hun beskriver smerten ved at miste Alexandra som at være i fødsel. En altomsluttende og gennemtrængende smerte, som man ønsker, at nogen kan tage fra én, men inderst inde ved man godt, at det kan ingen. Man er den eneste, der kan bringe barnet til verden. Og man er også den eneste, der kan gå ad mørkets vej, når man mister et barn.
”Vejen ud af det totale mørke var for mig at erkende, at jeg var alene om det. Du aner ikke, hvordan du skal tage favntag med sorgen, og forsøger først at gribe efter nogen eller noget, der kan hjælpe dig. Det går ikke. Det er der ikke.”
Der var mange, som både trådte til for at hjælpe og sørgede med dem. Venner og familie slog ring om dem, og familie og veninder flyttede ind.
”Der var en fortættet omsorg og sammenhørighedsfølelse, som var smuk. Og min eksmand og jeg havde et fælles sprog om, hvordan vi oplevede Alexandras død og sorgen forbundet med det. Det var rart, at vi reagerede på forholdsvis samme måde og kunne styrke hinanden i troen.”
Ofte har nogen sagt til Britt Sisseck, at det var heldigt, at hun også havde sine tre andre børn, så hun havde nogen at leve for. Og naturligvis var og er hun uendelig taknemmelig for det. Samtidig havde hun en intuitiv fornemmelse af, at hun også selv skulle finde en måde at overleve på som menneske. Hun måtte overgive sig til det, hun beskriver som overlevelsesmekanisme.
”Jeg blev nødt til at finde ud af, hvordan jeg skulle leve med mig selv resten af mit liv. Jeg kunne ikke bare klynge mig til mine børn med en forventning om, at de skulle holde mig oppe. Særligt min ældste datter var knust, så jeg i en periode nærmest oplevede det, som om jeg måtte trække vejret for hende. Jeg kunne ikke projicere alt over i dem.”
Hun kunne heller ikke fysisk stagnere i sorgen, for så ville den ende med at lamme hende fuldstændig.
”Vi er både krop og ånd, og sorgen sætter sig i sindet såvel som i kroppen. Jeg oplevede, at du fysisk kan arbejde med den emotionelle del.”
Hendes metode blev at stå op om morgenen, tage bad og klæde sig pænt på. Hun fik massage og gik til yoga, forsøgte at bevare en dynamisk hverdag.
”Men det er meget forskelligt, hvordan folk i sorg reagerer. Nogle bliver meget fatalistiske med sig selv og drukner i sorgen og i vreden. Det skete heldigvis ikke for mig, men det er ikke noget, man nødvendigvis selv er herre over.”
Chaufføren, der kørte turistbussen, har hun aldrig været vred på.
”Det er måske mærkeligt, men det har jeg ikke på noget tidspunkt været.”
Sognepræst i Marmorkirken Mikkel Wold havde konfirmeret Alexandra, så det var naturligt, at det også var ham, der begravede hende. I årene derefter blev han en samtalepartner for Britt Sisseck.
”At tale med Mikkel var for mig mere meningsfyldt end den hjælp, jeg også blev tilbudt – såsom krisepsykologer. Jeg havde mere behov for at tale om det store perspektiv i livet og døden. Han kunne naturligvis ikke svare på, hvad døden er, men han kunne trække på sin store erfaring, hvad sorg angår, og på sin indsigt i og forståelse af de store filosoffer og tænkere, der har beskæftiget sig med meningen med livet og eksistensen.”
”Det var forfærdeligt, at vi skulle miste Alexandra, og jeg troede ikke, jeg kunne gennemleve eller overleve det, men hvis du sætter det i større sammenhæng, er det måske det, livet er. Du kan ikke gå igennem livet uden at blive ramt af det. Livets ingredienser er jo hovedsageligt glæde, sorg og kærlighed.”
Hun mener ikke, at det var Guds vilje, at Alexandra skulle tages fra dem. Det var en ulykke, som ramte dem. En tilfældighed.
”Der er ikke en mening med, at hun døde, men der er en mening i det. Der er en mening i, at vi har haft hende,” siger hun.
Både Britt og Peter Sisseck er troende, og troens perspektiv har været en del af børnenes opvækst.
”For os er det en livsanskuelse, at der er noget større end os selv. At det, du kan se, høre og mærke, ikke er det endelige. Det perspektiv har været tydeligt, når vi har talt med vores børn. Det var Alexandra også optaget af, da hun valgte at læse teologi.”
Når Britt Sisseck sidder til en gudstjeneste, kan det undre hende, at der ikke er flere, der tager imod det gratis dannelsesforløb, det er, at gå i kirke.
”Rammerne er smukke, der er musik og opbyggelige fortællinger, som beskæftiger sig med de store spørgsmål i livet.”
Næsten syv år efter ulykken er sorgen uforandret, men perspektivet bredere. Hun åbner mere for verden. I begyndelsen tænkte hun over sine børns skrøbelighed, men prøvede på ikke at være for kontrollerende i sin adfærd. Hun siger:
”Jeg kan ikke være panisk angst hele tiden, jeg kan ikke følge mine børn alle vegne i livet. Hvis jeg skulle kontrollere hver en fodgængerovergang, de skulle krydse, ville jeg slide mig selv og dem op. Jeg må ikke miste evnen til at have tillid til mig selv, dem og til livet.”
Nu ser hun tilværelsens lys og mørke i et bredere spektrum. Og hun er blevet opmærksom på det lys, der også er at finde i mørket. For andre mennesker i samme situation kan det være en hjælp at se, at der også er håb.
”En ven, som også havde mistet en datter, sagde til mig: ’Jeg kan se i dine øjne, at der stadig er kraft og livsmod, det giver mig håb’. Vi overlever ikke livet. Men det, at vi har hinanden som mennesker, giver os livet.”
Det sidste billede, hun har af Alexandra, er fra dagen før hun døde.
Britt Sisseck var sammen med sine to ældste døtre på Café Europa inde midt i København. Pigerne blev født med under et års mellemrum og voksede op som pseudotvillinger og spejlede sig i hinanden. Var tæt knyttede til hinanden.
Leonora læste litteraturvidenskab, og Alexandra var netop begyndt på teologistudiet. Det viste sig, at de havde flere fælles tekster i deres pensum, og dem begyndte de at diskutere der på caféen. Deres mor trak sig lidt tilbage og betragtede sine to ældste børn.
”Der kunne jeg høre, at de havde perspektivet med om, at der findes en større virkelighed, end den du umiddelbart kan opfatte. Jeg tænkte, at det var fantastisk at sidde der og høre dem snakke på den måde. Jeg følte mig enormt taknemmelig over, at de ikke havde en berøringsangst over at involvere det guddommelige i deres perspektiv.”
Når hun tænker på sin datter, kan hun genkalde sig Alexandra fuldstændig. Hun oplever hende lige så levende, som da hun levede.
”Hun kunne på en måde lige så godt bo i en lejlighed i København, ligesom Leonora gør nu, og jeg mærker hendes tilstedeværelse og hendes væsen lige så tydeligt, som jeg mærker Leonoras. Alexandra er inde i mig.”
Britt Sisseck lukker øjnene.