Prøv avisen
Spørg om livet

20-årige Rachel: Inderst inde ønsker jeg, at min stedfar adopterer mig

Der er mange ting at tage i betragtning, hvis en voksen vil lade sig adoptere. – Arkiv Foto: Colourbox

Rachel, der er voksen, overvejer at lade sig adoptere af den mand, hun voksede op hos. Men hvilken indflydelse vil det have på hendes biologiske familie, og hvordan vil farmor og farfar tage det, spekulerer hun

Kære brevkasse

Jeg kontakter jer, fordi jeg går og overvejer, om min stedfar skal adoptere mig.

Min mor og min biologiske far blev skilt, da jeg var 2 år, og jeg er nu 20 år.

Min biologiske far og jeg har altid haft et turbulent forhold. Der har været perioder, hvor vi næsten ikke har set hinanden i nogle år, og i andre perioder har vi set hinanden meget. Han har udsat mig for en del ting igennem min barndom og min opvækst – blandt andet skiftende partnere, en masse alkohol med mere, som har skabt et kæmpe tillidsbrud i mig.

Jeg har været super glad for ham i de perioder, hvor det hele har været godt, men mest af alt har han ageret som en slags ”legeonkel”. Jeg har altid følt, at vores forhold har været overfladisk og materielt.

Min stedfar og jeg har et fantastisk forhold. Jeg har altid set ham som min far, og jeg omtaler ham som min far til andre. Han har altid været der for mig, vist interesse for min skolegang og min person, og han har været der, siden jeg var helt lille. Han har ingen børn selv, og derfor er vores forhold meget specielt, idet han også ser mig som hans.

Mit dilemma går på, at jeg inderst inde ønsker, at han skal adoptere mig. Men jeg er rigtig bange for, hvordan mine bedsteforældre på min fars side vil tage det. Jeg ønsker stadigvæk at have kontakt med dem, og jeg ønsker ikke, at mit forhold til dem skal blive påvirket af denne beslutning.

Men jeg er meget nervøs for at tage emnet op med dem, da det jo er et følsomt emne, og jeg er udmærket klar over, at de kan blive sårede over det.

Bør jeg snakke med min biologiske far omkring det, eller bør jeg blot gøre det? I de seneste to år har jeg talt med ham tre-fire gange, hvor det har været smalltalk. Jeg søger derfor råd og vejledning fra jer, så jeg måske kan føle mig bedre klædt på til en sådan samtale.

Venlig hilsen

Rachel

Kære Rachel

Tak for dit brev. Vi forstår godt, at det er et ganske stort dilemma, du står i.

Som udgangspunkt sker adoption med henblik på det, som lovgivningen kalder for ”opfostring”. Det vil sige, at adoption normalt foregår, når der er tale om et barn under 18 år. Det er dog anerkendt, at der også kan ske adoption af personer over den alder, når der har været et forudgående langt liv sammen. Med adoption sker der det, som jurister beskriver som et ”fuldt familieskifte”.

Det indebærer, at forbindelsen og også arveforholdet til den hidtidige familie ophæves, og der etableres samtidig et nyt familieforhold til den, som bliver adopteret. Konkret vil det betyde, at du vil arve din stedfar, og at du ikke kan arve noget fra din biologiske fars familie.

Det er det mere juridiske i det, og du er altid velkommen til at henvende dig til Statsforvaltningen, som står for disse ting, med henblik på vejledning om selve proceduren.

For dig er det nok allermest den psykologiske del, der er vigtig, for som 20-årig er du myndig og behøver ikke længere opfostring. Det fremgår ikke af dit brev, om tankerne om adoption oprindelig kommer fra ham, som du til daglig kalder for din far, eller om det mere er et håb og et ønske inden i dig, der er vokset frem gennem længere tid, fordi du følelsesmæssigt er knyttet til ham gennem mange år, og fordi han har stor betydning for dig. Og så kan du måske tænke, at en adoption på afgørende og synlig måde ville bekræfte den relation.

Måske kan du også have en lidt skjult taknemmelighedsgæld over for ham? Hvis det sidste også spiller ind, må det eftertænkes lidt mere.

Måske er vejen i første omgang at snakke om jeres vigtige relations betydning, og at du fortæller ham, at han er og har været en rigtigt god far for dig, og at du er taknemmelig for det. Hvis han ønsker at adoptere dig, fordi han ikke har andre børn, kan han overveje at skrive testamente i stedet for, hvor han tilgodeser dig og ad den vej udtrykker sin specielle tilknytning til dig. Det vil sætte dig noget mere fri i forhold til din biologiske far, og ikke mindst i forhold til dine bedsteforældre og måske andre af dine familiemedlemmer på den side.

Man skal ikke for hurtigt afskrive den mere biologiske betydning af menneskers identitet. Vi forstår godt, at der er megen smerte og vrede i forhold til din biologiske far, hvor han ikke har været der for dig, eller hvor han har såret dig rigtig meget. Samtidig skriver du også, at der har været nogle perioder, hvor der også har været gode ting.

Handlede det kun om ham, var det måske enklere for dig, for så var det en måde at markere over for ham, at han ikke havde været og heller ikke fremover skulle være din far. Problemet ville alligevel være, at han er din far. Og måske ville du alligevel have brug for en eller anden kontakt til ham senere og have behov for at vise dine børn engang, hvem deres biologiske morfar var.

Dertil kommer, at du har dine bedsteforældre på din fars side, og måske onkler og tanter og fætre og kusiner? Flere af dem kan måske være helt almindelige og søde og har ikke ansvar for din fars mange års turbulente liv. De ville nok ikke umiddelbart have så let ved at forstå, at der skulle gennemføres et ”fuldt familieskifte”, som en adoption lægger op til. Men de ville sikkert for fleres vedkommende forstå, at du er meget glad for den far, som du er vokset op sammen med. Og dine bedsteforældre har måske selv en sorg over, at deres søn har spildt år med ustabilitet og alkohol med videre.

Du kan måske snakke med dine bedsteforældre om dine tanker. Også om, at adoption har været inde i dine overvejelser, fordi du så mange år har levet med en sorg over din biologiske fars adfærd over for dig. Måske vil de godt kunne forstå dine tanker. Måske vil de forsvare deres søn lidt. Vi synes nok ikke, at du skal snakke med din biologiske far om det, før du har vendt tingene flere gange endnu og eventuelt er blevet helt overbevist om, hvad du vil.

Det fremgår ikke, om du har talt med både din mor og din stedfar sammen om dette emne. For det er et stort valg at stå som hovedansvarlig for alene. Fortæl om dine overvejelser og inddrag måske nogle af vores tanker om det. Der er, som vi skriver, ikke et entydigt valg. Men de valg, der træffes, må gøres i så god en belysning som muligt. For du skal leve med dem i de kommende voksenår.

Mange hilsener