Indvandring. Meget mere end det ene ord er ikke nødvendigt for at sætte en følelsesladet debat i gang. Ikke bare i Danmark, men i det meste af Europa. En stor YouGov-undersøgelse fra maj i år viste således, at i 9 ud af 11 EU-lande er indvandring den største udfordring lige nu. Danskerne har det på samme måde, og der skal ikke mange klik på de sociale medier til for at mærke den overophedede stemning, både blandt dem, der mener, at den politiske kurs over for indvandrere er alt for slap, og dem, der mener det modsatte.
Indvandring deler os, og det har det gjort, lige siden emnet kom på dagsordenen i 1980’erne. Det vakte eksempelvis stor opsigt, da dronning Margrethe i sin nytårstale i 1984 udtalte, at danskerne skulle blive bedre til at tage imod de fremmede og ikke blot møde dem med ”dumsmarte bemærkninger”. Siden har både virkeligheden, debatten og Dronningen rykket sig, og i 2015 var tonen i nytårstalen en anden: ”Det er klart, at når et samfund modtager mange mennesker udefra, må man også stille det krav, at de forstår, hvor de er kommet hen,” lød det.
I det hele taget har vores syn på indvandring flyttet sig markant, ikke mindst siden 11. september 2001, mener Kasper Møller Hansen, professor på institut for statskundskab ved Københavns Universitet. Det betyder dog ikke, at modsætningerne i debatten er blevet mindre.
” Alle er blevet mere restriktive, og det har gjort retorikken hårdere, både blandt politikerne og i befolkningen. Men fronterne er stadig lige langt fra hinanden, og skellene stikker dybt. Indvandrerspørgsmålet er det emne, der optager folk mest. Det er ofte definerende for, om man stemmer rødt eller blåt, og kan i sig selv afgøre et folketingsvalg,” siger han.
Vi er endda der i dag, hvor selv de årlige landsindsamlinger til verdens fattigste gang på gang bliver en ideologisk kampplads blandt borgerne om, hvem der egentlig fortjener mest hjælp, og hvad der er med til at fremme indvandring og terror. Og det er blot et af mange tegn på, at det går den forkerte vej med indvandrerdebatten, som er i færd med at bore kiler stadig dybere ned mellem danskere og indvandrere og danskerne imellem, mener professor i sociologi fra Roskilde Universitet Thomas P. Boje. Han forsker især i medborgerskab, ulighed og velfærd, og det er præcis de ting, der er på spil, siger han:
”Det er bestemt nødvendigt at diskutere de alvorlige udfordringer, indvandringen rummer. Men der er sket et skred i måden, vi gør det på, som skiller os endnu mere fra hinanden, og som skubber os længere væk fra at nå frem til nogle løsninger, som er gode for hele samfundet.”
Og hvorfor er det så sådan? Det kan undre, når man ser på statistikkerne. For der kommer stadig færre indvandrere til Danmark. Alene fra 2016 til 2017 blev antallet af asylansøgere halveret til 3.500, så det nu ligger på niveau med tallet for 2011. Det går også fremad med at integrere de indvandrere, som allerede er i landet. Flere kommer i arbejde. Flere unge får en videregående uddannelse. Færre er på offentlig forsørgelse. Og der er færre ghettoområder end tidligere.
På mange måder ligner indvandrere og oprindelige danskere faktisk hinanden ganske meget i dag, konkluderer bogen ”Nydansk” fra 2016 skrevet af Hjarn von Zernichow Borberg. Han er ekstern lektor i samfundsbeskrivelse på Københavns Universitet og peger med tal fra Danmarks Statistik blandt andet på, at selvom der er meget fokus på især kriminalitet blandt indvandrere i Danmark med ikke-vestlig baggrund, så er 97 procent af dem faktisk ikke kriminelle. For danskerne er tallet 98,8 procent. 87 procent af indvandrerforældrene deltager i forældremøder på deres børns skole, det samme gælder 88 procent af danske forældre. 33 procent af de 20-24-årige indvandrere er i gang med en videregående uddannelse. For danske unge er tallet 36 procent. Og det er også næsten ens, hvor stor andel af kvinderne der trækker læsset med det huslige arbejde (52 procent blandt indvandrerkvinder, 45 procent blandt danske kvinder). Samlet set bliver der i den offentlige debat alligevel ofte skabt et fejlagtigt indtryk af, at der hersker store forskelle, og det kan skabe en falsk modsætning mellem dem og os, skriver han i bogen.
Det er dog debatten i sig selv, den er gal med, mener Peter Nedergaard. Han er professor i statskundskab ved Københavns Universitet og forsker blandt andet i dansk og europæisk politik. For selvom han er enig i, at indvandrerdebatten indimellem løber lidt løbsk, så er det snarere det, at emnet længe var så tabuiseret, der gør, at skellene i dag er så dybe, siger han:
”Indvandrerspørgsmålet er bestemt noget af det, der deler Danmark – men på linje med en række andre ting. Og det er der gode grunde til, for selvom tilstrømningen af asylsøgere er taget af, fylder de stadig på forskellig vis meget i statistikken. Eksempelvis har Finansministeriet beregnet, at personer fra Den Tredje Verden alt i alt netto koster det danske samfund 32 milliarder kroner om året. På den baggrund er det forståeligt, at mange diskuterer, om dette beløb ikke kan blive mindre.”
Når det er sagt, så er det dog noget ude af proportioner, at emnet er det, der altid deler danskerne mest, mener han. Når det alligevel til tider kan opfattes sådan, er det, fordi debatten langtfra kun handler om fakta, men også om følelser.
”Debatten er også en debat om identitet. Hvad er danskhed? Hvad vil det sige at være borger i et samfund? Hvilken rolle skal religionen spille og ikke spille i Danmark – og hvor meget skal den stilles til offentligt skue? Det er store, identitetsprægede spørgsmål med religiøse og kulturelle overtoner, og derfor stikker de ofte dybere end mange af de andre skillelinjer såsom økonomisk ulighed, køn og geografi, fordi de i højere grad også har en følelsesmæssig klangbund.”
Men vores uenigheder i synet på indvandrerne bunder også i noget andet og mere strukturelt betinget, mener Thomas P. Boje. Nemlig at konsekvenserne af indvandringen rammer danskerne forskelligt. En del indvandrere påtager sig ufaglært arbejde til en relativt lav løn, og det presser først og fremmest den gruppe etniske danskere, der har denne type job eller ønsker at få det. Netop denne gruppe er de seneste år i forvejen blevet ramt af, at deres job bliver automatiseret eller skåret væk, så de føler særlig stærkt, at indvandrerne tager noget fra dem.
Det er også i høj grad i denne sociale gruppe, mange føler sig forbigået af det generelle økonomiske opsving. De får ikke gode lønstigninger og mærker ikke friværdien stige voldsomt i deres hus. De mærker til gengæld nedskæringerne i offentlige ydelser og andre former for hjælp, og hvorfor er det så lige, at vi skal bruge 36 milliarder om året på nogle, der ikke engang er født i Danmark?
”Når man er presset, sparker man nedad. Det er en generel, menneskelig reaktion, og for denne gruppe mennesker er der kun én anden gruppe at sparke ned på, nemlig indvandrerne. Og det er klart, at det skaber en kløft,” siger Thomas P. Boje.
Det er i sig selv en udfordring, men kløften bliver også nemt selvforstærkende, forklarer han. Det er således veldokumenteret i forskningen, at hvis man hetzer en bestemt gruppe længe og hårdt nok, vil gruppen begynde at overtage de normer, de mere eller mindre berettiget beskyldes for at have. Når unge indvandrere eksempelvis nærmest per automatik blivet stemplet som kriminelle og mødes med skepsis, vil de med tiden føle sig endnu mere afskåret fra resten af samfundet og reagere med aggressivitet eller opgivenhed. Og så bliver det en selvopfyldende profeti.
”Det særligt tragiske med netop indvandrerdebatten er jo, at synet på dem fjerner sig stadig mere fra den virkelighed, at det går dem stadigt bedre. Det er ikke mindst politikernes skyld, for der er især de seneste fem-ti år opstået en konkurrence blandt politikerne om, hvem der kan være mest restriktiv over for indvandrere. Det er en ond cirkel.”
Skal der kastes velvilje i grøfterne, bør det ske fra flere hænders side. Både politikere og borgere bør i højere grad søge dialogen frem for konflikten over for indvandrerne, siger Thomas P. Boje og peger på et godt eksempel fra Als, hvor Danfoss tog fat i nogle af de mange indvandrere, der stod og fiskede på havnen dagen lang. Det viste sig, at mange af dem var veluddannede, og kort tid efter var de i arbejde.
Lignende eksempler kan findes i blandt andet Aarhus og på Nørrebro i København, hvor man er gået mere konstruktivt til indvandrerne. Men generelt set går det den forkerte vej, mener han, fordi vi mere søger konflikten end dialogen.
Professor Peter Nedergaard ser problematikken fra en anden vinkel. Den bunder i hans øjne altid i, at retorikken er for hård, men lige så meget i, at politikerne ikke altid lytter til almindelige mennesker i indvandrerdebatten. Øret ud til folk, som ved, hvor skoen trykker, bør derfor åbnes mere op og bredes længere ud for at finde frem til, hvad de reelle udfordringer er. For det er især når folk ikke føler sig hørt og taget alvorligt, at grøfterne for alvor bliver gravet. Derefter skal øret samtidig stikkes dybt ned i løsningshavet, påpeger han. Og her er det grundlæggende spørgsmål, om problemerne med integrationen ikke mest af alt bunder i, at vi stiller for få krav til folk, der kommer til os udefra.
”Lytter man eksempelvis til Andreas Kamm, der var generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp gennem årtier, så er langt de fleste flygtninge, der kommer til Danmark, stærkt fokuserede på at kunne klare sig selv. Det er de vant til hjemmefra. Men så bliver de hvirvlet ind i et kommunalt integrationscirkus, der fravænner dem meget af deres naturlige overlevelsesinstinkt, og de begynder at forvente, at det er kommunen, der skal løse deres problemer. Så hvis vi skal være mere konstruktive og bygge bro i forhold til indvandringsproblematikken, skal vi overveje, om vores velfærdsstat ikke nogle gange er for overbeskyttende og nedladende over for indvandrere. Man kommer altid bedst fremad gennem ærlighed, men ærligheden skal netop pege konstruktivt fremad. Og den vej er lige så meget fuld af krav og tro på, at folk udefra kan noget som af en pænere tone.”