Gertrud Højlund sidder i hjørnet på caféen Sebastopol på Sankt Hans Torv i København. Hun har været oppe siden omkring klokken 3 for at være vært på TV 2 News’ morgenflade, og nu er hun træt og sulten. Derfor har hun bestilt tatar, også selvom hendes osteopat egentlig har rådet hende til at spise antiinflammatorisk kost. Men, som hun leende siger, Paulus sagde jo, at alt det gode, vi gerne vil, får vi alligevel ikke gjort, og så må man af og til spise pommes frites.
Hvordan vil du beskrive dit livssyn?
”Jeg tror, det er forholdsvist dialektisk. Nogle siger, at de har et optimistisk blik på verden, men det har jeg ikke. Jeg gør mig ingen illusioner om, at alt er godt. Livet er fuldt af muligheder, ja, men dermed også sagt, at alt det bedste er muligt, og alt det værste er muligt. Begge dele er inden for rækkevidde for mennesket, og nogle gange får vi det gode, og nogle gange får vi det onde, uanset hvad vi har rakt ud efter.”
Hvad har formet dit livssyn?
”Jeg er højskolebarn og velfærdsbarn og barn af den franske oplysningstanke, som vi jo alle er, når det kommer til stykket. Men jeg er også vokset op med en kristen bevidsthed om, at mennesket er fejlbehæftet, og at vi kan gøre det så godt, vi kan, men selv dér vil vi gøre fortræd og træde forkert og have de bedste intentioner, som så ikke lykkes for os. Der har kristendommen en fortælling til os om, at det syndfri liv ikke findes, og at sorrig og glæde altid vil gå hånd i hånd. Jeg tror altid, at jeg har haft en grundforståelse for, at der er flere farver på paletten, at det må man tage med. Det er ikke en urimelighed eller et overgreb mod ens eksistens, at tingene slår fejl, og at livet kan gå andre veje, end man havde håbet på.
Det kan undre mig, at mennesket har den indstilling, at når noget går galt, er det undtagelsen. Så falder vi af hesten. Men tænk, at der overhovedet er en hest at falde af. Franskmændene siger, at hjulet drejer, og at det går over, både det gode og det dårlige. På den måde passer det kristne livssyn også med mine egne erfaringer. Jesus er en idealfigur, men Bibelen fortæller netop, at mennesket ikke kan opnå at blive samme idealfigur. Pointen er, at du aldrig kan blive det rene, syndfri menneske. Du vil altid begå fejl, og du er elsket alligevel.”
Hvad gør liv rigere?
”Det lyder banalt, men det eneste, der gør livet rigt, er jo kærlighed. Men i en bredere forstand end den romantiske forstand, vi har parkeret den i. Kærlighed er jo en livssult, en glæde ved at opdage og fordybe sig i og forundres over alle mulige ting i livet. At gøre sig umage med de ting, man bruger sin tid på. Kærlighed til litteratur og kunst, fortællinger og menneskelige erfaringer, der kan gøre klogere. Kærlighed giver i sagens natur livet fylde og rigdom, men det er vigtigt at læse det i en bred forståelse, så man ikke tror, at alt afhænger af lige præcis min relation til præcis det her menneske. Det er vigtigere at tage det hele med i stedet for at forsøge at skærme sig. Den eneste måde ikke at få sorg i sit liv er ikke at risikere noget nogensinde, og du kan godt leve uden at tabe ting på gulvet, men kun hvis du aldrig samler noget op, og det er ikke en måde at leve på.”
Hvad betragter du som dit livs største ulykke?
”Den største sorg var klart at miste min far i 2014, men det var jo ikke som sådan en ulykke, for det er jo helt efter bogen, at man mister sine forældre på et tidspunkt. Og sorgen i tabet af min far knytter sig også til en af de største gaver i mit liv, nemlig at han var min far. Men en egentlig ulykke har jeg – bank under bordet – været meget forskånet for. Måske er det, fordi jeg ikke lægger for mange planer og generelt sætter forventningerne utrolig lavt, så alt er en positiv overraskelse. Min far forestillede sig altid, hvor galt det kunne gå. Når vi tog på skiferie, sagde han, at vi ikke skulle regne med, at der var noget sne. Det kunne jo være, at der ikke var det, og så var det jo bedre at komme derop og blive glade over sneen.
Jeg har ingen børn, og hvis jeg havde haft en forestilling om, at jeg gerne ville have tre børn, når jeg var 30, og jeg nu er 37 uden børn, så ville det måske have været en ulykke i mit liv. Men man kan jo ikke på den måde planlægge tingene. Det har i hvert fald aldrig været min erfaring. Mit arbejdsliv er også en lang række af tilfældigheder. Jeg har været god til at gribe de muligheder, der kom, men jeg bekymrer mig ikke eller har forestillinger om, hvordan tingene skal være.”
Hvad tror du på?
”Jeg betegner mig selv som kristen, og for mig handler min tro grundlæggende om, at jeg tror, at livet er villet. Min far introducerede mig til den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz, der sagde: ’Warum ist nicht Nichts?’, altså hvorfor er der ikke intet? Det er det store spørgsmål, for ingen kan forklare, hvorfor der ikke bare er ingenting, og derfor må man tro. Der er nogle, der tror, at livet er tilfældigt, og jeg tror noget andet. Men der er ikke større evidens for, at jeg har ret, end at de andre har.
Jeg er kommet meget i kirken i perioder, for eksempel da jeg læste journalistik i Odense. I domkirken kom Jørn Henrik Petersen, som var institutleder på det tidspunkt, og han går altid med sin doktorring. I kirken kom også en del hjemløse. Det var helt fantastisk at gå til alters og have Jørn Henriks doktorring på den ene side og en hjemløs med beskidte hænder på den anden side og sidde der ved tilgivelsens alter og få at vide så konkret, at i det her perspektiv er I fuldstændigt lige værdifulde. Det er et billede, der er blevet hos mig, af kirken som et trygt sted, hvor der var andre regler, der gjorde sig gældende.”
Hvilke åndelige eller moralske forbilleder har du?
”Det er nok min far, selvom hverken han eller jeg ville bruge de ord. Han har helt afgjort været et intellektuelt forbillede, uden at jeg skal komme frem til samme konklusioner som ham eller leve mit liv på hans måde. Men den optagethed, han havde af livet i en bred forstand, har klart sat et aftryk på mit liv. I min familie dyrkede vi ikke egne følelser, men talte om ting, der var uden for hjemmets fire vægge. Vi blev taget alvorligt, og der var samtalepartnere, der gerne ville stimulere vores intellektuelle liv. Det synes jeg har været fantastisk. Det er det, Peter Bastian refererer til som mesterlære. Der er nogen over dig, der er klogere end dig, og det kan du stræbe efter opad i en vertikal søgen. Og så har jeg samtidig den horisontale kærlighedsforståelse i det kristne, at man ikke behøver stræbe for at være god nok.”
Hvad skal der stå på din gravsten?
”Det har jeg aldrig tænkt på før. Men forhåbentlig vil der være nogen, der kan skrive, at jeg har elsket og været elsket. Jeg tager tit billeder af gravsten – hør lige denne: ’Steen Andersen Bille. Admiral og statsminister. Fød 1751. Død 1833. Af kongen hædret, af folket elsket, af alle æret, tilbedet af sin slægt. Med manddoms kraft i oldings alder. Han leved, handled, virked. Gjorde ret og frygtede ingen’. Der er fuld skrald på. Det ville være temmelig pompøst, hvis han havde siddet til et interview og svaret nogenlunde sådan på det spørgsmål.