Prøv avisen

Ingen skal tage min ensomhed fra mig

Signe Malene Berg var 26 år, da faderen gik bort. Hun var i gang med sin kandidat på teologistudiet. Hun var et år forinden blevet gift med sin kæreste, der også læste teologi og havde en andelslejlighed. Men da hendes far døde efter fire års hård sygdom, var der en kraft i hende, der brød ud. Foto: Petra Jacobsen

Jeg skal have min hule og have lov til at være for mig selv. Og det får man overhovedet ikke lov til, når man har et barn, fortæller sognepræst Signe Malene Berg

I et hjørne af sit præsteværelse på førstesalen i Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke, har Signe Malene Berg et stort billede af sin far, der ligger på sit dødsleje.

Billedet er monteret på en halvanden meter høj papplade og viser faderen, som ligger i stribet hospitalssengetøj og er tilkoblet diverse apparater. Han var uhelbredeligt syg af kræft. Selvom han har slanger i næsen, ser han fredfyldt ud.

Billedet blev taget af Signe Malene Bergs lillebror i forbindelse med et projekt om faderfigurer i Natkirken for år tilbage. Det føles rart for hende at have ham stående her i arbejdshulen, som hun kalder sit kontor.

”Jeg synes, at virkeligheden er vores bedste ven, og det at han døde, og hvordan det så ud, var et meget stærkt udtryk. Og jeg er forholdsvis optaget af døden, så det er meget naturligt for mig at have det billede her. Men jeg er absolut ikke ven med døden. Faktisk er jeg skrækslagen for den. Men det at jeg har min tro, gør den nok lettere at bære,” siger den 44-årige præst ved Natkirken.

Når billedet er med hende i hverdagen, er det dels, fordi hun elskede sin far og er inspireret af hans iværksætterånd, men også, fordi netop det billede minder hende om en tid, hvor der skete store omvæltninger i hendes eget liv. Omvæltninger der i dag har betydning for, hvem hun er, og hvad hun arbejder med.

Hun var 26 år, da faderen gik bort og i gang med sin kandidat på teologistudiet. Hun var et år forinden blevet gift med sin kæreste, der også læste teologi og havde en andelslejlighed. Men da hendes far døde efter fire års hård sygdom, var der en kraft i hende, der brød ud.

”Allerførst var det hele ved at krakelere, og jeg blev selv ramt af dødsangst, men et halvt år efter min fars død kom et helt befrielsesudbrud. Det var en eksplosion. Jeg kunne klare det, fordi der også var en masse energi i mig. Jeg elskede min far meget højt, så lige så stor sorgen var, lige så stor var befrielsen også. Endelig kunne jeg finde ud af, hvem jeg var, hvad jeg ville og skulle. Jeg havde en frimodighed og var slet ikke bange,” husker hun.

Hun blev skilt efter halvandet års ægteskab, solgte andelsboligen, blev kandidat og tog den første kontakt til biskoppen, som senere førte til, at Natkirken blev etableret.

I tiden efter sin fars død, da hun gik til kandidat-eksamen, begyndte hun selv at bruge kirkerummet som et andagtsrum - sådan som det blandt andet også er tanken med Natkirken.

”Jeg søgte meget kirkerummene, hvor man bare kunne sidde. Jeg søgte ikke højmessen. Der var man for eksponeret. Man ville virke for underlig, hvis man sad der og græd. Det måtte gerne være åbne kirkerum, hvor der foregik noget, men man skulle føle sig velkommen, selvom man ikke deltog i noget.”

Det er her i kontoret med det bløde bordeauxfarvede møblement og en duvende fredsdue i loftet, at Signe Malene Berg siden årtusindskiftet har haft den for hende nødvendige ro til at tænke tanker og skrive prædikener.

Med sine lange slanke lemmer i tulipanformet nederdel, høje sko og røde læber er hun en elegant kvinde, som maner forestillingen om den tørre teolog i jorden. Hun nævner selv, at hun godt kan lide iscenesættelse, og at hun ser det som sin opgave at tilføre kirken noget skævhed og nogle alternativer til højmessen. Hun har det svært med fællesskaber, hvor alle er enige.

”Hvis det bliver for hyggeligt og for pænt, får jeg udbrydertrang - lyst til at ødelægge noget. Jeg er slet ikke til det debatmiljø i Danmark, hvor det bare handler om at vinde, og ingen bliver klogere. Men der hvor alle er rørende enige, og én så pludselig siger noget, der bringer noget frisk luft ind i rummet, det kan jeg godt lide,” siger hun.

Allerede på teologistudiet i København gik Signe Malene Berg med tanker om at lave noget a la Natkirken. Hun søgte den praktiske teologi og var med til at starte det, der hed Thomasmessen på Vesterbro - inspireret af en anderledes gudstjenesteform fra Finland - som hun også skrev speciale om. Og så var hun meget optaget af det kunstneriske undergrundsmiljø i København og gik til poetry slam og på kunst-udstillinger - helst dem, der brød de vanlige form- og genregrænser. Det var en del af den slags iværksætteri, hun gerne ville tilføre kirken.

”Når kirkefolk skal lave noget, der er anderledes, bliver det tit kun for dem selv. De kommer ikke ud over rampen. Jeg ville lave noget kunstnerisk, kulturelt og kreativt. Jeg havde min tro og den kirkelige ramme med. Det med at gå ud på dybt vand, var det spændende.”

Det var omkring 1999, hun hørte, at Citykirkerne i København var gået sammen, og at der var snak om at lave en kirke om aftenen. Hun skrev derfor til Københavns daværende biskop, at hun gerne ville lave research til sådan en kirke - og hvis der kom en stilling, så ville hun være interesseret. Hun vidste, at det for hende handlede om at blive en del af det fællesskab, hvor der var plads til fornyelse. Til at begynde med blev hun ansat 15 timer om ugen som sognemedhjælper, men stillingen udviklede sig, og allerede et år efter var hun natkirkepræst ved Domkirken.

Hun fik mulighed for at lave den mere uformelle kirke, som har åbent til klokken 24 torsdag og fredag og klokken 23 om søndagen og dermed har mulighed for at møde især det yngre publikum på vej i byen. Og som byder på små alternative gudstjenester, på musikmeditation, stearinlys og mulighed for både stilhed og samvær. Et koncept, som nu har bredt sig til hele landet, og som bliver betegnet som en af folkekirkens succeser i nyere tid.

”Hele min motivation for at læse teologi og blive præst var, at jeg gerne ville lave kirke på en anden måde end den traditionelle. Jeg brændte for at formidle kristendommen inden for den kirkelige ramme, men på andre måder end det, jeg kendte til, som var højmessen,” siger hun.

Hendes kreative tilgang til kirken har også givet hende en stol i Præsteforeningens bestyrelse, selvom hun ikke har nogen fagpolitisk erfaring.

”Jeg føler mig stadig lidt akavet i det. Men det er min funktion og styrke at være den, der er lidt ved siden af. Der er plads til forskellighed, og man ville gerne forskelligheden. Det var noget andet, hvis der var en forventning om, at jeg skulle være som de andre.”

I gymnasietiden i Helsingør repræsenterede Signe Malene Berg også forskelligheden.

Hun røg pibe og gik med hat og var i øvrigt åben om, at hun som den eneste i sin klasse stemte på Kristeligt Folkeparti. Det syntes mange af hendes gymnasiekammerater var ”langt ude”.

”Min tro blev meget eksplicit, og jeg blev lidt provokeret til at vise det endnu mere. Men det var bestemt ikke sådan, at jeg hørte til den missionske del. For dem var Det Teologiske Fakultet jo Fandens hule i forhold til deres tolkning af Bibelen. Jeg elskede teologi som den akademiske disciplin.”

Interessen for teologi fik hun fra sin mor. Når hendes mor tog fra hjemmet i Sørup ved Esrum Sø for at gå til teologi for lægfolk i Helsingør, fik Signe Malene Berg lov til at lytte med. Og ved siden af gymnasiet læste hun selv teologi på Folkeuniversitetet.

I det hele taget var barndomshjemmet meget rummeligt, når det kom til at udforske den kristne tro.

Og da hendes mor besluttede sig for at blive katolik, fulgte Signe Malene Berg og hendes lillesøster efter, mens faderen og lillebroderen blev, hvor de var, uden at det dog gav grund til konflikt.

”Min mor søgte et kirkeligt fællesskab med ritualer og fandt dengang ikke så meget mening i folkekirken. Ad omveje blev hun en del af den katolske kirke, hvilket betød, at min søster og jeg blev firmet (konfirmeret) katolsk. Samtidig gik vi på en Luthersk Missions Privatskole, så det var meget tværkonfessionelt. Jeg tænkte og tænker ikke så meget på grænserne. Det er mere et centrum, jeg arbejder udfra. Jeg går ikke så frygtelig meget op i, hvilken konfession vi har. Vi er kristne mennesker,” siger Signe Malene Berg.

Hun meldte sig senere ud af den katolske kirke, fordi hun gerne ville være præst.

”Og fordi jeg havde det svært med pavens stilling og med hierarkiet, og det at man kan nægte nogen nadveren. Men jeg holder meget af mystikken og sanseligheden.”

Hendes mor var sekretær, men var for at hellige sig familien mest hjemmegående. Faderen var ingeniør og jurist og familiens entreprenør. I et opgør med sin missionske opvækst og autoritære styreformer havde han meldt sig ud af folkekirken, men hans menneskesyn var meget rummeligt.

”For ham var næstekærligheden som praksis det vigtigste, og så havde han en ydmyghed om, at livet er større end en selv. Han var selv meget egenrådig og havde forståelse for, at man skulle have lov til at have sit eget rum.”

Da Signe Malene Berg var 15 år, blev hendes familie ramt af en tragedie. Hendes mor havde to sønner fra et tidligere ægteskab, og lige før jul kørte den ene halvstorebror mod et træ på motorcykel. Han blev dræbt, og noget gik i stå i familien.

”Det var de år, hvor jeg egentlig skulle lære at sige mine forælde imod. Men i stedet var der en masse, der blev holdt tilbage nede i en lille firkant. Jeg tog meget ansvar på mig, fordi jeg var den ældste af det nye børnekuld. Jeg passede på mine to yngre søskende. Det handlede meget om, at vi, der var tilbage, skulle holde sammen, så der var et pubertetsopgør, som aldrig kom. Det var nok også derfor, jeg blev ramt af den eksplosion, da min far døde,” siger hun.

Ramt blev Signe Malene Berg også en dag for fem et halvt år siden. Hun var på arbejde i Domkirken, hvor hun sammen med sine kolleger holdt ansættelsessamtaler for at finde en ny sognemedhjælper til Natkirken. Hun holdt på, at de havde behov for en kirketjener til stillingen, ikke en teolog. De skulle have en, der var mere praktisk anlagt. Derfor havde hun også frasagt sig ansøgningen fra den syv år yngre teolog Christian Monrad. Men de andre i ansættelsesudvalget insisterede på, at han skulle til samtale.

”Da han så trådte ind i lokalet, blev jeg helt genert. Det var kærlighed ved første blik, og jeg var ramt. Det var meget uimodståeligt, og vi blev kærester fra den første dag. Fagligt var der heller ingen tvivl om, at det var ham, der skulle have stillingen. Så resultatet blev, at jeg endnu mere end før skulle slæbe kors og borde frem og tilbage. Til gengæld fik jeg en kæreste og Natkirken fornyet kraft.”

Hun mener selv, at Natkirken i årene forud nærmest var hendes altopslugende parforhold, fordi hun arbejdede så meget. Og det er ikke sikkert, at hun var faldet for Christian, hvis hun havde mødt ham tidligere.

”Han var det modsatte af, hvad folk sagde, jeg skulle have. Folk troede, jeg skulle have en piberygende akademiker med fløjsjakke. Christian havde været grønt cykelbud, før han kom her, og var meget mere fysisk.”

I dag er Christian Monrad også natkirkepræst i Vor Frue, hvilket betyder, at når han er på arbejde, er hun hjemme og omvendt. Egentlig er hendes kontor i Domkirken et delekontor, men det er stort set kun hende, der er her og breder sig i det. Partneren har et hjørne til nogle rekvisitter og kommer indimellem og bruger computeren. Men ellers arbejder han mest hjemme i parrets lejlighed på Østerbro ved Østerport Station. Og sådan er det faktisk bedst.

”Nu mødes vi stort set aldrig på arbejde, for da vi gjorde, forløb det ikke uden skænderier. Der har været aftener, hvor vi har ryddet op efter et arrangement, hvor vi virkelig har været uenige, og jeg har været eddikesur på ham, fordi han gik sine egne veje under Natkirken i stedet for at være der, hvor jeg synes, han skulle være. Jeg havde meget den med, at det var mig, der var chefen, men det var han ret ligeglad med.”

De er ikke det eneste par blandt Domkirkens ansatte. Men de har lavet en aftale om, at kollegerne ikke skal tage hensyn til dem som par, når de er på arbejde.

”Vi er så lidt symbiotiske, så jeg tror ikke, folk tænker så meget over det.”

Mødet med Christian Monrad har også betydet, at Signe Malene Berg i disse år må tage livtag med moderligheden. For tre år siden fik de sønnen Ludvig, som i den grad er et ønskebarn.

”Christian fik kniven for struben. Det er nu, vi skal have børn, sagde jeg. Og han svarede, at jeg lige skulle give ham en måned, så han kunne lære mig at kende. Det faldt os ikke nemt at få børn, så der gik nogle år, inden Ludvig kom til.”

Det ar været en overvældende oplevelse for hende at blive mor. Hun er i gang med at læse Karl Ove Knausgaards ”Min kamp” og synes, at den norske forfatters beskrivelse af, hvordan det er at få børn, er meget rammende.

”Jeg har det ligesom ham, at der er ikke nogen, der skal tage min ensomhed fra mig. Det er der, jeg er kreativ, og derfra jeg får overskud til at være sammen med andre. Jeg skal have min hule og have lov til at være for mig selv. Og det får man overhovedet ikke lov til, når man har et barn. Ikke de første år i hvert fald. Det er så grænseoverskridende,” siger hun og fortsætter:

”Før forbandt jeg moderlighed med noget, jeg ikke kunne udstå. Med omklamrethed og social kontrol. Det med at føle mig ufri og ikke kunne ånde. Det er ligesom, når jeg er i et fællesskab, hvor vi er meget enige, så kommer der aggressioner op i mig. Jeg bliver nødt til at rejse mig og får lyst til at sige bandeord og gå. Det bliver for sødt og for ens. Der kommer til at mangle flertydighed og plads til, at virkeligheden rummer flere sandheder på én gang. Det kan min krop slet ikke holde ud.”

Alligevel var hun også, inden hun mødte Christian Monrad, fast besluttet på at få et barn.

”Det var tanken om, hvad jeg ville fortryde, hvis jeg lå på mit dødsleje. Og jeg ville fortyde, hvis ikke jeg havde prøvet på at få et barn. Men familie har ikke været noget livsmål for mig.”

Fordi hun og Christian Monrad hele tiden arbejder på forskellige tidspunkter, er der ikke så meget familiekomsammen over det, som hun kalder det. Indtil videre er sommerferie også mest noget, de har holdt hver for sig.

”Jeg tænker ikke over, at vi er en enhed eller en familie, og det siger mig heller ikke så meget. Nogle gange kan jeg godt savne, at vi gør nogle ting sammen, men jeg holder meget af min frihed. Jeg sætter min frihed endnu højere end det at gøre ting som en enhed. Men jeg tænker, at det måske er til sommer, vi skal prøve at holde ferie sammen i 14 dage.”

Da hun kom tilbage fra barsel, oplevede hun i en periode at være ”misundelig på alt og alle”.

”Jeg syntes, at det var Christian, der havde de store publikumssucceser. Og nu var han så endda også blevet natkirkepræst på lige fod med mig. Men så besluttede jeg, at så længe Ludvig er lille, er det omsorgen for ham, det gælder, og så må jeg nyde det job, jeg har. Det frigav en masse energi til nye projekter.”

Inden hun fik Ludvig, var hun i kirkelig sammenhæng også, hvad hun selv betegner som antimoderlig.

”Tidligere har jeg som præst altid forstået mig selv som hyrden - som den, der fik noget til at ske. Omsorgen, diakonien og fælleskabet er kommet ind efter ham. Det begynder at fylde rigtig meget for mig. Der er en moderlighed og en kvindelighed, som jeg ikke tidligere har villet være ved. Efter at jeg er blevet mor, er jeg blevet mere orienteret mod fællesskabet. Ikke det fællesskab, hvor alle skal være ens, men det, som kan holde til den voldsomhed og de skævheder, virkeligheden rummer.”

Når hun tænker på, hvilke værdier hun gerne vil give videre til sin egen søn, nævner hun dem, hun selv er vokset op med: demokratisk sans, næstekærlighed, ansvarlighed og medmenneskelighed. Og det, som hendes egen far viste stor forståelse for - at man som menneske har brug for sit eget rum.

Hvad angår hendes far, som er nærværende på billedet i arbejdshulen, så tror hun på, at de kommer til at ses igen engang.

”Jeg holder mig til det, Bibelen siger om, at man bliver givet tilbage til sine nære relationer. Så jeg håber, at der er et møde igen. Men hvordan det bliver, overgår jo eller sprænger forstanden.”WWJeg føler mig stadig lidt akavet i det. Men det er min funktion og styrke at være den, der er lidt ved siden af.

Tidligere var moderlighed lig med omklamrethed i natkirkepræst Signe Malene Bergs verden. Foto: Petra Jacobsen
Siden årtusindskiftet har natkirkepræst Signe Malene Berg haft kontor i Københavns Domkirke. Her har hun den nødvendige ro til at tænke tanker og skrive prædikener. Foto: Petra Jacobsen
Signe Malene Berg Foto: Petra Jacobsen
Signe Malene Berg Foto: Petra Jacobsen