Hvordan kan jeg være med til at gøre en forskel?
Sådan tænkte 29-årige Jacob Lyngbo Caspers, da Danmark lukkede ned, og han selv blev sendt hjem fra ingeniørstudiet, men så fik han øje på sin tre-d-printer, som han har købt for nylig gennem et tjekkisk firma.
Firmaet har under coronakrisen stoppet sin produktion af printere, og i stedet bruger de nu dem, de har, til at lave værnemidler. Og på nettet har de delt deres design af de nye visirer.
”Derfor var det da oplagt, at jeg også brugte min printer herhjemme til at lave visirer. For vi skal i den grad passe på vores sundhedsvæsen lige nu, så læger og sygeplejersker ikke selv bliver smittet af coronavirus. Og hvis jeg kan hjælpe bare en lille smule gennem mine hjemmelavede værnemidler, så er jeg glad,” siger Jacob Lyngbo Caspers, der bor i Esbjerg med sin kæreste og deres lille datter på knapt et halvt år.
På nettet fandt han flere printerentusiaster som ham selv, hvor flere havde fået samme idé, og nu er de cirka 800 danskere, som printer visirer hjemmefra.
Derfor kører hans tre-d-printer det meste af dagen, og Jacob Lyngbo Caspers bidrager med omkring 20 af de i alt 2000 visirer, gruppen dagligt producerer. Ingen i gruppen, der på Facebook kalder sig ”DK Makers mod Corona”, får betaling for visirerne, så den ekstra strømregning står Jacob Lyngbo Caspers selv for, men Postnord deler visirerne ud kvit og frit, mens danske tre-d-printervirksomheder og nogle private har meldt sig som sponsorer af materialet.
”Foreløbig håber jeg da, at hospitalerne har nok af de autoriserede visirer og ikke får brug for vores hjemmeprintede udgaver, men jeg vil gerne være med til at sikre, at vi bliver ved med at have de visirer, vi har brug for, og Region Hovedstaden er begyndt at tage imod værnemidler fra gruppen,” fortæller Jacob Lyngbo Caspers, der håber, ”at den fællesskabsfølelse, vi oplever lige nu, også vil fortsætte efter krisen. Det er vildt at se, hvordan vi alle rykker sammen nu uden at være fysisk sammen, og det er en stor fornøjelse at opleve. Før var det nærmere, som om vi helt havde glemt, at man godt kan hjælpe hinanden.”