Kære brevkasse
Jeg skriver til jer, fordi I måske kan forklare mig, hvorfor gamle søskende ikke kan enes? Vi er tre søskende omkring de 70 år, og jeg er ældst.
Da jeg var 10 år, genoptog vores mor sin uddannelse som sygeplejerske.
Arbejdsugen var på 48 timer. Hun havde én friweekend hver fjerde uge og én ugentlig fridag. Når jeg ser tilbage, må hun have arbejdet på forskellige helligdage, fordi hun ”sparede op til sig selv”, og aldrig undte hun os børn noget. Sommerferien holdt hun, når vi skulle starte i skole efter ferien. Hun gad ikke sine børn. Vi havde en ung pige i huset et par år, men det droppede hun, da hun skønnede, at jeg kunne overtage madlavningen. Jeg vaskede kun mit eget tøj. Set i bakspejlet burde jeg også have vasket mine søskendes tøj, for der var aldrig rent tøj til os. Heldigvis var vores far en rar mand. Han slog ikke.
Min mor var ondskabsfuld, især over for mig. Hun sagde de frygteligste ting til mig, slog mig i ansigtet, hvilket har ført til, at jeg altid og stadig har et lavt selvværd.
Jeg kan ikke huske en eneste situation i mit liv, hvor jeg har følt mig vellykket.
Jeg har altid betragtet mig selv som den dårligste, uanset hvilken situation jeg var i.
Min bror har jeg mistet kontakten til. Han har siden puberteten været meget grim og ondskabsfuld over for vores forældre. Han har skrevet ondskabsfulde breve, og vi har altid skullet tage hensyn til hans humør. Det er så gået videre imod min søster og mig. Efter min mening har han et sygt sind. Jeg besluttede så for et par år siden, at jeg ikke ville stå model til det. Det meddelte jeg ham, hvorpå han blev så fornærmet, at han helt slog hånden af mig. Jeg foreslog ellers i et brev til begge, at vi tre søskende, der alle er singler, skulle foretage os nogle ting sammen for at styrke sammenholdet.
Jeg har flere gange forsøgt at få min søster i tale vedrørende mine oplevelser med min mor, som absolut ikke kunne lide mig. For min mor gjorde stor forskel på min søster og mig. Hun roste mig aldrig, selvom jeg gjorde, hvad jeg kunne for at gøre hende tilfreds. På grund af alt det grimme, som min mor sagde til mig som barn og stor pige, og den forskel, der altid blev gjort på min søster og mig, har jeg ikke kunnet lade være med en gang imellem at nævne det over for min søster.
Da jeg var fem år, besluttede jeg, at jeg aldrig ville være som min mor, fordi jeg syntes, at det var for ydmygende at blive slået. Lussingerne stoppede dog ikke.
Når jeg fortæller min søster – som jeg gjorde for nylig – om nogle af de oplevelser, jeg har haft med min mor, bliver hun rasende og beskylder mig for at have en livlig fantasi, for at lyve og være ubehagelig, fordi hun ikke tror på det, jeg fortæller. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skulle lyve eller opfinde det, som har ødelagt meget af mit liv?
Jeg kunne skrive mange sider om det, som min mor udsatte mig for. Min søster vil ikke høre på mig, ligesom min mor heller ikke ville have noget med problemer at gøre. Hverken min søster eller mor har empati. Jeg oplevede virkelig forskelsbehandling, fordi jeg var et nemt barn, og som min mor sagde: ”Du laver jo ikke vrøvl.” Nej, det gjorde jeg ikke, for den mindste uartikulerede lyd ville medføre en lussing med ordene: ”Du er også så vanskelig.”
Bedre blev forskelsbehandlingen ikke, da min søster giftede sig ind i ”de højere sociale lag”, hvor jeg var enlig mor til to børn. Min søster og jeg har forskellige sind, jeg er et roligt gemyt, mens hun er meget hidsig og skælder ud – akkurat som min mor altid gjorde det, når hun endelig var hjemme, så det var ingen fornøjelse. Min søster fik sin vilje, fordi hun ”skabte sig”. Hun har to dejlige børn, der hver især har familie, som jeg nødigt vil miste kontakten til, fordi deres mor siger, at jeg lyver. Jeg har svært ved at blive vred, men det burde jeg blive.
Venlig hilsen
Inger Marie
Kære Inger Marie
Tak for dit brev om din historie og om den sorg og vrede, der kan opstå, når man ikke bliver troet på – selv af sine nærmeste.
Sikke en hård og ydmygende barndom, du har haft. Umenneskelig hård. Det at blive slået og nedgjort gentagne gange af sin egen mor sætter dybe spor. Vi håber, at du nu kan tænke på din ”indre pige” med stor barmhjertighed og medfølelse. For hun har været alt for meget igennem. Din mor har tydeligvis ikke været et sundt, modent, empatisk menneske. Hun har ikke kunnet sætte sig ind i, hvad det vil sige at være barn, og give den kærlighed og omsorg, som et barn trænger til. Det er godt at høre, at du trods alt har haft en lidt anden rollemodel i din far, således at du har kunnet se, at et voksent menneske også kan være rart. Gjorde han slet ikke noget for at stoppe sin kones adfærd?
Og så er det stærkt at læse, at du i så tidlig alder besluttede dig for at være et andet menneske end din mor. Det har været din redning, at du har kunnet have dette perspektiv. Men vi ved også, at prisen har været høj for dig – at skulle finde din egen vej helt alene.
Når det gælder dine søskende, så har de højst sandsynligt ”taget skade” af den opvækst, de har haft. Din bror er åbenlyst vred på alt og alle. Og det er jo ikke svært at forstå. Han har måske en sårbar eller sygelig genetik og er måske blevet syg af mangel på kærlighed og omsorg. Men det virker, som om han ikke er bevidst om disse ting, og han søger ikke selv hjælp for det, og så kan en sådan person nærmest aldrig rigtig hjælpes. Hans altomfattende vrede må alle beskytte sig imod. Og allermest du må beskytte dig.
Vi kan godt forstå, at det er sårende, at din søster slet ikke kan forstå dig, når du fortæller om dine erfaringer fra barndommen. Og det er hårdt at få at vide, at man lyver. Men skal vi forsøge at forklare det, så har din søster og du haft en helt forskellig barndom. Din søster har ikke oplevet de samme ydmygelser som dig. Hun er blevet foretrukket og har slet ikke haft de samme krav inde over sit liv. Hun har også et helt andet temperament og en anden personlighed. Genetisk har hun måske fået det meste fra sin mor, mens du måske har fået mere af din far. Du skriver, at hun ligner din mor, og det, der kendetegner hende, er jo netop mangel på indføling.
Vi tror, at du helt må opgive at få hendes forståelse, for hun har tilsyneladende ikke en vilje, nysgerrighed eller evne til at sætte sig ned og lytte interesseret på et andet menneskes fortælling. Vi tror, at du skal holde op med at fortælle hende om din opvækst. For fik du forståelse og medfølelse, ville det jo have været en stor lettelse at have et sådant livsvidne i sin egen familie. Det er jo det, som du og mange andre i din situation savner.
Men sådan som du beskriver det, så tror vi, at du vil blive mere og mere såret. Du vil blot blive mødt med det samme, som du blev mødt med, da du var barn, hvor din mors besked var, at du var forkert. Så brug din spirende vrede til at sætte grænser.
Opgiv håbet om at få forståelse fra hende. Du skal hellere fortælle om det til en veninde, en sjælesørger eller terapeut, hvor du kan få lov til at blive mødt på en varm måde, og hvor du kan fortælle din livsfortælling og få forståelse for den.
Vi tror, du skal holde en overfladisk kontakt med din søster og gøre neutrale ting, som du selv kan holde til, sammen med hende og i det omfang, som du orker. Ikke mere end det. Men nok til, at du kan bevare kontakten med hendes børn. Vi tror, at du skal lægge diskussionen helt død omkring det med, om du lyver eller ej, for du får aldrig retfærdighed til at råde ad den vej. Du må forsøge at finde den forståelse andre steder – det tror vi vil være godt for dig.
Mange hilsener