I et lokale – rundt om et bord – sidder der fem forældre.
”Så hvem af jer har lyst til at starte? Med at dele?”, siger terapeuten for enden af bordet.
”Vi har en datter, der faktisk har forsøgt selvmord flere gange,” siger en far på et tidspunkt.
”Det er mærkeligt at skulle skjule sig for... for... for sin søn,” siger en mor på et andet tidspunkt.
”Altså, jeg kan simpelthen ikke holde ud at være sammen med mennesker, der ikke har problemer,” siger en tredje forælder.
Udsagnene er nogle af dem, man kan se i traileren til dokumentarfilmen ”De pårørende – når ens barn rammes af psykisk sygdom”, som vises på TV 2 på tirsdag den 12. januar. Filmen følger en pårørendegruppe bestående af forældre til voksne børn med psykiske sygdomme, og den er lavet af filminstruktør Vibe Mogensen. I efteråret viste hun traileren til filmen på en højskole. Et af de første spørgsmål, hun efterfølgende fik, var dette: Hvordan kunne hun vide sig sikker på, at forældrene ikke havde mishandlet deres børn, siden børnene var blevet så psykisk syge? Det var et spørgsmål, der gik lige i maven på Vibe Mogensen. Og samtidig slog det for hende at se fast, hvorfor den her film skal laves og vises.
Vibe Mogensen kom i sin tid ind på filmskolen med en film om sin mors selvmord. I 2005 lavede hun filmen ”Min fars sind” om sin fars psykiske sygdom. Nu kommer så en film om at være forælder til et barn med psykisk sygdom. Det er Vibe Mogensen nemlig også. Filmen handler om, hvordan det er at være en klippe for andre og samtidig indimellem befinde sig i vand til halsen. For det er sådan, det er, og det er det, vi skal tale om.
Da Vibe Mogensen besluttede sig for at lave filmen, efterlyste hun forældre, der havde lyst til at lade sig filme med navn og ansigt i en pårørendegruppe, der skulle sammensættes til lejligheden. 10 gange i løbet af et år skulle gruppen mødes og dele erfaringer, guidet af psykoterapeut Lene E. Karlsson, som også til daglig leder terapigrupper i regi af pårørendeorganisationen Bedre Psykiatri. Men det var ikke let at finde forældre, der kunne gå med på præmissen. Selvom mange ønsker at bidrage til at sætte lys på den meget belastede pårørendesituation samt på behandlingen af psykisk syge i samfundet, så ville kun få stå frem uden sløret ansigt. For som spørgsmålet på højskolen viser, så er der mange fordomme forbundet med psykisk sygdom og dermed også megen stigma. Dertil kommer, at forældrene selvfølgelig også ønsker at beskytte deres børn, som står et sårbart sted.
”Derfor er det vigtigt for mig at sige, at jeg er meget taknemmelig for, hvor modige de forældre, der medvirker, er,” siger Vibe Mogensen.
Og modige er de. For de lukker seerne med ind i et terapeutisk rum, der traditionelt set er konsekvensfrit – hvor man kan sige alle de forbudte følelser højt og tale om vreden, sorgen og frustrationen uden at blive udsat for andres dom. Men nu vises alt dette snart på tv. En mor fortæller, at hun må have skjult adresse for sin søn. Et forældrepar fortæller, at de godt kan sætte sig ind i deres barns uvilje til at leve, når livet er så smertefuldt. En mor fortæller, at hun trænger til at have noget i sit liv, der ikke handler om hendes datter. Flere af dem har været sygemeldt, en af dem er blevet fyret og får på jobcenteret at vide, at hun ikke burde lægge afstand til sin søn. Børnene nævnes også ved navn, selvom de ikke direkte medvirker i filmen. Alle børnene har set filmen – undtagen en enkelt, som hellere ville vente til premieren. Der vises også fotos af flere af dem – med deres samtykke. Og hvorfor er det så vigtigt, at der kommer ansigt på?
”Når nogle står frem med ansigt, kan andre pårørende genkende sig selv i dem – og det kan være en hjælp til at stå ved mange af ens egne skamfulde følelser og selvstigma.”
Vibe Mogensen ved, hvad hun taler om, for hun har selv prøvet det. For omkring to og et halvt år siden fik hun det, der kaldes en belastningsreaktion. I et års tid op til var hun blevet mere og mere svimmel. Hun var også faldet om på sit arbejde som underviser på et filmværksted for sårbare unge, men lægen havde umiddelbart troet, at der var tale om en virus på balancenerven. Det var der ikke, viste det sig, det var en reaktion forårsaget af den belastning, hun gennem mange år havde levet under som mor til en søn, der var psykisk syg.
Og her kommer et forbehold ind i interviewet. Vibe Mogensen kan ikke fortælle lige så mange detaljer om sin søns sygdomsforløb, som de medvirkende i filmen gør. Hendes søn har tidligere sagt ja til, at hun fortæller offentligt om at være mor til et barn, der lider af psykisk sygdom, så længe hans navn ikke nævnes. I dag er det tre uger siden, han blev udskrevet fra psykiatrisk afdeling, og han bor på et bosted. Han har det bedre, men hun ønsker ikke at belaste ham med at skulle læse og tage stilling til interviewet med så kort varsel – derfor ønsker hun ikke at sige så meget om ham, men hun vil gerne fortælle om sig selv.
Da hun selv var knækket psykisk, kom hun nemlig med i en pårørendegruppe hos førnævnte Lene E. Karlsson.
”Og åbenbaring er måske et stort ord, men jeg vil sige, at det virkelig gik op for mig, at jeg slet ikke var alene. Der er rigtig mange mennesker i samme situation som mig.”
Det er kendetegnende for forældre til voksne børn med svær psykisk sygdom, at de skal bære det ubærlige – at se deres børn i dyb lidelse. De er i konstant alarmberedskab. Når telefonen ringer, holder de vejret, til de har forvisset sig om, at der ikke er sket noget med deres barn.
”De fleste forældre er jo bekymrede for deres børn,” siger Vibe Mogensen og fortsætter:
”Det er et vilkår. Men når ens barn er psykisk sygt, så er frygten reel. For der kan ske noget.”
Det er også kendetegnende, at den naturlige løsrivelsesproces, der normalvis ville være i fuld gang mellem unge voksne og deres forældre, bliver hæmmet. For i et system, hvor man kan komme ud for at skulle løbe spidsrod mellem psykiatri, jobcenter og handicapcenter – hvor der skal jongleres med læger, kontaktpersoner, sagsbehandlere og socialrådgivere – er det ofte forældrene, der holder styr på alle boldene. Det er godt, at de gør det, for som det er med langt de fleste sygdomme, er pårørende den syges stærkeste ressource. Men det er også slidsomt. Og som en af de medvirkende i ”De pårørende” på et tidspunkt siger, så er det hverken værdigt for hende eller hendes datter, hvis hun stadig skal have datteren på skødet, når hun selv er 70 år.
”Der kommer en symbiose, der ikke kan brydes, hvis der ikke er hjælp og støtte nok udefra,” siger Vibe Mogensen.
”Man ville jo aldrig efterlade et menneske uden ben et sted, hvor han ikke kunne komme ned ad trapperne. Men det er tit det, der sker med psykisk syge – fordi psykiatrien er presset, og mange bliver svingdørspatienter, og fordi der er så lidt samarbejde mellem instanserne.”
Vibe Mogensens egen søn blev for alvor syg som 17-årig. I dag er han 25 år og har diagnosen skizofreni. Det er vigtigt for hende at understrege, at det ikke er hans skyld, at hun i en periode havde det skidt. Det er det vilkår, de er sat i, som er forbandet. Men hun fortæller, hvordan hun, da han for år tilbage blev syg, følte sig meget tynget af skam og skyld. For når hendes søn var syg, havde hun så gjort det godt nok som mor? I nogle tilfælde er der selvfølgelig tale om børn, der er traumatiseret af en dårlig barndom, slår Vibe Mogensen fast. Men hun har lavet en film om helt almindelige forældre til helt almindelige børn, som er blevet ualmindeligt syge. Fordi hun vil vise, at mennesker med ressourcer og kærlighed kan have børn, der lider. Og måske også fordi det er den historie, der er hendes egen.
Vibe Mogensen er født i 1964. Hun voksede op på en parcelhusvej i Randers sammen med sin storebror og forældre. Faderen var bankmand, moderen arbejdede i den førende dametøjsforretning i byen. Det var en helt almindelig familie med rene sko og bærbuske i haven. Men faderen blev syg, da Vibe Mogensen var omkring 15 år. Han led af skizofreni og røg ind og ud af psykiatrisk afdeling gennem mange år.
Moderen var velfungerende, men presset af sin mands sygdom. Da hun, efter børnene var flyttet hjemmefra, mistede sit job, og da en nabokonflikt førte til, at hun og hendes mand måtte sælge deres hus, knækkede hun. Hun blev syg og indlagt med et psykisk sammenbrud. Før indlæggelsen havde hun i en periode boet hos sin voksne datter, der var bekymret, fordi moderen så tit ville ned til en nærliggende sø. Så det var en lettelse for Vibe Mogensen, da begge hendes forældre i 1989 var indlagt. Mens faderen lå på den lukkede afdeling, lå moderen på den åbne, og datteren kunne besøge dem og føle tryghed ved, at andre tog sig af dem. Men den 12. december 1989 forlod moderen den åbne afdeling. Hun gik ned til Randers Fjord og druknede sig.
Kan man sige, at din mor døde af at være pårørende?
”Altså, det er jo altid svært at sige. Hun mistede også sit job, men ja... det gjorde hun vel. Det er ikke min fars skyld, for ingen bliver syge med vilje, og som pårørende kan man jo ikke bare slippe. Man kan ikke lade være med at elske.”
Men det var også en ganske anden tid, understreger Vibe Mogensen. Hun husker at have været til en lægesamtale med sin mor, hvor lægen sagde til moderen, at det jo ikke var hende, men hendes mand, som var syg.
”Der er de alvorligt tunge lidelser, som min far for eksempel var ramt af, og så er der de lettere, som langt de fleste bliver fuldstændig raske fra. Det var en lettere lidelse, min mor blev ramt af, men hun blev ikke set. Det var det, jeg blev konfronteret med, da jeg selv for et par år siden pludselig knækkede, mistede mit job og var på vej ned i en depression. Min datter sagde: ’Åh, mor, du har altid været en klippe.’ Jeg ville ikke sætte mine børn i den samme situation, som jeg selv havde været i som ung, så jeg begyndte at sætte en fod foran den anden.”
På jobcentret oplevede Vibe Mogensen at møde den holdning, at hun jo var ressourcestærk og havde mange års erfaring med undervisning – hun kunne godt komme op på hesten igen. Men på det tidspunkt var hun for angst til at træde ind i et undervisningslokale – ja endda for angst til at ringe til sin fagforening. Det krævede tid og terapi at genfinde troen på, at hun kunne noget som helst.
I sin egen pårørendegruppe fandt Vibe Mogensen blandt andet styrke ved efterhånden at opdage, hvilke egenskaber hun havde. Ud over at være en mor, der vil gå igennem ild og vand for sine børn, genopdagede hun, at hun kan lave film. ”De pårørende” er dermed også resultatet af Vibe Mogensens egen bearbejdning af belastningsreaktionen. Hun har til en vis grad skabt og filmet sig ud af sit eget mørke.
En anden nøgle til at få hovedet over vand igen er, fortæller hun, at skabe frirum for sig selv. Tidspunkter, hvor hun fordyber sig i noget helt andet end sit forældreskab. For Vibe Mogensen er det for eksempel at have fingrene i jorden. Hendes stuelejlighed på Amager ved København har nemlig en lille have, der lige nu er fuld af visne hortensiaer og vintergække-spirer på spring. Hun har også sat sin telefon på lydløs, mens vi sidder her i den kolde have. Og så har Vibe Mogensen en daglig aftale med sig selv om at hoppe i bølgen.
”Jeg skal simpelthen ned i havet hver dag. Det giver mig et kick at komme ned i det iskolde vand. På mange måder er det også en symbolsk hilsen til min mor, og det handler om at holde fast i livet.”
Vibe Mogensen har lært at aflægge sig tunnelsynet i kampen for at sikre en ordentlig behandling for sin søn, sådan at hun også kan værdsætte øjeblikket. For selvfølgelig håber hun, at hendes søn en dag bliver helt rask, hvilket mange også gør.
”Men jeg har virkelig også lært at se lyset i de gode perioder, stunder og øjeblikke. Han kommer her tit,” siger hun og slår ud med armene mod haven og lejligheden.
”Han plejer faktisk at smide sig der i det bløde, hvor du sidder. Når ens barn indimellem lider så meget, at man nærmest ikke kan holde ud at være i det, så kan jeg godt mærke, at... åh, hvordan skal jeg beskrive det… mærke noget – heldigvis – der er større end os, som vi er en del af. En trøst, vil jeg sige, som også kommer til udtryk i taknemmeligheden for at være. Bare at være. Sammen.”