Bent Storbjerg holdt af at se på himlen. Han kunne begejstres over en solnedgangs farver – tit kaldte han på ægtefællen, Grete Storbjerg, og sammen betragtede de farvelegen. Han døde en juniaften sidste år, og kort efter var himlen en symfoni i rød. Den nat sendte Grete Storbjerg en besked til venner og familie og skrev:
”I aftes, da himlen var rød, blev Bent hentet hjem til Gud.”
Bent Storbjerg blev 63 år, og i de godt syv år, han havde haft kræft, holdt han sit netværk orienteret gennem breve. 41 blev det til, inden han en måned før sin død skrev et afskedsbrev. Nogle dage før sin død gav han et interview til Kristeligt Dagblad i parrets hjem i Herning. Han pegede på et billede på væggen i stuen, hvor hans motto var gengivet:
”Du kan ikke lukke mørket ude, du kan lukke lyset ind.”
Ordene havde fulgt ham, siden han blev syg. Eftermiddagen var varm, og Grete Storbjerg sad ved hans side og skænkede rød saftevand i glasset, mens han talte om magtesløs styrke. Når han så tilbage på sygdomsforløbet, oplevede han en sammenhæng mellem afmagt og overgivelse:
”Det sker ikke i løbet af en nat, men er en langsom og sorgfuld proces, hvor bøn er kommet til at fylde mere.”
Bent Storbjerg døde ikke af corona, men parrets sidste tid sammen var præget af pandemien. Godt en måned efter, at Danmark var lukket ned, fik Bent Storbjerg corona med høj feber og en følelse af, at kroppen skulle brænde op. Grete Storbjerg, der er intensivsygeplejerske, passede ham hjemme, mens deres tre voksne børn kom på besøg på den anden side af stuens store vinduesparti.
Pandemien har også præget Grete Storbjergs første tid som enke. I den første tid efter dødsfaldet var det muligt at mødes, og hun fik mange besøg. Det var værdsat. Med efteråret kom nye restriktioner og en afstand, som af og til var svær at rumme sammen med tabet. I de næsten 36 år, parret var gift, blev de et makkerpar båret af et nærvær, som forblev til det sidste.
Da Bent Storbjerg døde, blev hun ramt på netop nærværet. På vej mod allehelgen skal vi tale om, hvordan det er at miste i en tid præget af afstand og restriktioner. Når Grete Storbjerg ser til
bage på tiden efter tabet af ægtefællen, står det klart, at nærvær kan hele.
Frygten for isolation
Når hun taler om nærværet, som heler, handler det om Guds nærvær. Og det handler om at være i relationer, hvor man bliver set, anerkendt og respekteret som den, man er – i glæde og sorg. At et sådant nærvær kan hele, mærkede Grete Storbjerg den lørdag, hvor ægtefællen blev begravet.
Et par uger før Bent Storbjerg døde, havde de efter hans ønske besøg af den lokale præst. Inden de skiltes, spurgte Bent Storbjerg, hvor mange der måtte være i kirken. Præsten svarede, at areal- og afstandskravene betød, at de ikke kunne samles særlig mange. Det var han ked af, for de har store familier og en stor vennekreds fra kirke og missionshus. Inden præsten gik, sagde han, at folkekirken måske ikke havde været god nok til at tænke kreativt i forbindelse med afholdelse af begravelser under pandemien.
Grete Storbjerg prøvede at tænke kreativt, så de kunne samles mange på sikker vis. Hun fik en idé, som gode venner realiserede i samarbejde med den lokale kirke og frivillige. Bent Storbjerg blev begravet den sidste lørdag i juni ved en friluftsbegravelse. Omkring 350 mennesker var samlet på den store plæne ved kirkegården i Tjørring i sommervarmen. Hun var træt, men mest af alt overvældet og taknemmelig, da hun om aftenen sad med familien hjemme og spiste tapas.
”Jeg fik så mange gode ord med mig, og ved begravelsen og mindesamværet slog det mig, hvordan nærværet virkede helende. Der blev sat ord på den betydning, Bent havde haft, og der dryssede også noget af på mig, og jeg fik næret mit håb om og min tro på, at vi skal ses igen.”
Hvad menneskeligt nærvær betyder i sorgen, mærkede hun også sidste år på vej mod allehelgen. For første gang efter begravelsen skulle hun være sammen med de tre børn, svigerbørn og børnebørn. Hun havde set børnene enkeltvis efter dødsfaldet, men så frem til, at de skulle være samlet som familie den dag for første gang. De skulle følges i kirke og se et lys blive tændt, når Bent Storbjergs navn blev læst op. I fryseren havde hun gemt en portion napoleonshatte, som Bent Storbjerg havde bagt en tid før sin død. Med dem skulle de lukke lyset ind og mindes, når de var samlet hjemme hos Grete Storbjerg til middag og eftermiddagskaffe.
Op til allehelgen begyndte smittetallet igen at stige, og planerne måtte laves om. Muligheden for, at nogen i familierne kunne være smittet, betød, at fællesskabet med de tre børn og deres familier måtte begrænses. Grete Storbjerg tog det tungt, hulkede og var samtidig forskrækket over sin egen reaktion.
”Der var mange andre lag, som kom væltende ind over mig. Jeg blev bange for, at vi igen skulle isoleres. Jeg tror, at jeg forsinket fik en reaktion på de tre uger op til Bents død, hvor vi havde været isoleret og kun så familien gennem ruden. Jeg var virkelig bange for, at jeg igen skulle opleve isolation, for jeg havde sådan brug for at mærke nærvær.”
Afstanden i kirken var værst
Hvordan ser sorgen ud, når døden kommer ventet? I tiden op til ægtefællens død havde Grete Storbjerg en frygt for at miste og blive ladt alene tilbage, men da døden var indtrådt, blev frygten afløst af en slags lettelse over, at parret så at sige var kommet i land sammen.
Bent Storbjergs sidste ønske var at dø hjemme. Grete havde en skuffe med lindrende medicin klar, som det palliative team havde leveret. Det meste blev i skuffen. Han var klar, indtil en halv time før han døde. Det sidste, han gjorde, var at klemme sit toårige barnebarns hånd i sin, mens et smil viste sig på hans ansigt.
”Det sidste, jeg spurgte Bent om, var, om han var tryg ved at være her. Han nikkede. Han havde taget mod magtesløsheden, og Gud fik lov at blive alt i ham.”
Godt to uger efter ægtefællens død var Grete Storbjerg tilbage i jobbet som intensiv sygeplejerske på sygehuset i Herning, hvor hun mødte både omsorg og forståelse for sin situation blandt kollegerne. På mange måder kunne det se ud, som om hverdagen var vendt tilbage, selv om det var sært at vende hjem til et tomt hus efter en vagt.
Når det blev søndag, og hun gik i kirke, mærkede hun for alvor den eksistentielle ensomhed, som var kommet efter ægtefællens død. Kirkegangen var noget, parret altid havde delt. Ofte havde han siddet med en arm om hende. Nu betød afstandskravene, at man kun måtte sidde ved siden af personer fra ens husstand.
”Det har været svært for mig at komme i kirke, og jeg har flere gang valgt at beskytte mig selv for det.”
Der gik et halvt år efter ægtefællens død, inden hun for alvor mærkede sorgen, og ved årsskiftet besluttede hun sig for, at hun måtte forsøge at tage hånd om sig selv. Der var tre ting, hun ville gøre: Hun ville bestille nogle samtaler hos en psykoterapeut, hun ville give plads til bøn og fordybelse ved at tage på retræte, og så ville hun mødes med den lokale præst til en samtale.
Angsten ringede på
En stormfuld nat i marts hørte Grete Storbjerg dørklokken ringe. Hun ved godt, at dørklokken nogle gange kan ringe uden grund, men i nattemørket blev hun overvældet af angst. Hun besluttede sig for at ringe til nogle venner.
”De siger, at jeg bare skal komme, men jeg tør slet ikke gå ud til bilen, og det ender med, at de henter mig. I dag ser jeg angsten som et udtryk for, at jeg var tæt forbundet med Bent. Vi var blevet ét, og nu er vi adskilte. Angsten er en drivkraft til at blive os selv, og nu skal jeg skabe mig en ny identitet alene. Og hvem er jeg så? Jeg øver mig i ikke at lade angsten styre, men at overlade mig selv til Gud. Jeg er fortsat i gang med at finde en ny identitet.”
Når hun ser tilbage på årene, hvor ægtefællen var syg, kan hun se, at hendes gudsbillede har ændret sig. Parret vidste længe, at ægtefællens sygdom var uhelbredelig, og hun sørgede, mens han levede. I lidelsen blev Gud ikke væk, men gang på gang erfarede hun, at Gud viste medfølelse og bar – også gennem sorgen.
Efter den nat, hvor angsten ringede på, er der en bøn fra Salmernes Bog, som Grete Storbjerg ofte er vendt tilbage til, når hun går til ro. Salme 91. Nogle gange har hun nærmest råbt ordene i en blanding af tro og magtesløshed:
”Du skal ikke frygte for nattens rædsler eller for pilen, der flyver om dagen, ikke for pesten, der breder sig i mørket, eller for soten, der hærger ved højlys dag.”
Efter ægtefællens død har hun, med sine børns hjælp, flyttet rundt i huset. Soveværelset syntes for stort og er nu et hobbyrum, mens hun har indrettet soveværelse i et mindre rum. Når hun vågner til en ny dag, mærker hun en taknemmelighed over, at lyset har vundet.
”I hjertet takker jeg for en ny morgen. Jeg får lov til at opleve så meget, der er taget fra Bent. Jeg vil være taknemmelig over livet og se det som en gave.”
Mørket lyser op
I tiden efter at hun har mistet, har hun gået mange ture. Hun tænker, at folk næppe kan se, at hun nogle gange bærer på en ensomhed, som kan gøre ondt. De bedste gaver, hun kan få, er tid. Som da en veninde forleden rykkede ind et par dage, gav en hånd med det praktiske, og de gik ture sammen. Ikke sjældent går Grete Storbjerg fra hjemmet til Tjørring Kirkegård, hvor Bent Storbjerg er begravet. Når hun står ved gravstedet, tænker hun tit på, hvad sognepræst René Nord Hansen sagde ved Bent Storbjergs kiste:
”Kristus døde og blev begravet, for at han kan møde os i døden og gribe ud efter os i graven. Vi hører ikke til i grave, men vi hører til hos Gud.”
På søndag er det atter allehelgen. For Grete Storbjerg har helligdagen fået en ny betydning efter ægtefællens død.
”Bent er gået forud for os. Han er ligesom nået i mål. Og en dag bliver det vores tur.”
For nogle år siden skrev præsten og salmedigteren Holger Lissner en salme til allehelgen, som er med i den nye udgave af Højskolesangbogen. Salmen skildrer det håb, der liver op ved allehelgen, hvor evighedens morgensang klinger. Salmen slutter af med ordene: ”Kristus lever, mørket lyser op.” Verset næsten synger sig selv, når Grete Storbjerg fortæller om den juniaften, hvor Bent Storbjergs vejrtrækning ebbede ud.
”Jeg sagde til ham, at jeg gav slip, og en anden ville gribe hans hånd. Det er vores håb også til allehelgen. Bent gik fra vores hænder over i Guds hænder. Vi går ikke ud i intetheden.”