Hvor er det fantastisk at bo i et land, der har råd til at have biblioteker, hvor vi kan låne alle mulige bøger gratis og blive serviceret af bibliotekarer, der sætter en ære i at hjælpe på alle mulige måder.
Jeg knækkede læsekoden tidligt. Jeg blev en ivrig læser allerede i 4. klasse. Problemet var bare, at der i mit hjem kun stod bøger, der var solgt af Indre Missions kolportører. De gav mildt sagt ikke vitaminer til en dreng med en livlig fantasi. Men dansklæreren sporede min læselyst, og i sådan en mindre by var dansklæreren dengang også byens bibliotekar i to timer efter skoletid. Så hun fik mig ned på biblioteket og fandt bøger til mig, som modsvarede min udvikling.
Det var saligt at komme hjem med ”Gjøngehøvdingen” og blive bjergtaget. Der var bare ikke tid til at læse, for jeg skulle hjælpe hver dag i landbruget efter skoletid –også i weekenderne. Så jeg måtte stjæle mig til at læse. Når jeg lå oppe under taget og skulle stable neg, kunne jeg nå to sider mellem læssene. Og jeg læste med lommelampe under dynen om aftenen i det fælles soveværelse. Derved skærpedes sulten efter at læse romaner, og den har holdt ved lige siden. Ligesom lysten til bananer, som der ikke var råd til i min barndom og ungdom.
Jeg er en hund efter boganmeldelser og bestiller bøger hjem i stride strømme. Det gør ikke noget, at jeg skal vente på dem. Jeg er altædende. Men når jeg havde travlt på arbejde og mærkede stress, så tyede jeg til spændingsbøger, der kunne tage mig væk fra virkelighedens genvordigheder. Jeg har aldrig måttet tage sovepiller. Bøgerne klarede det ved sengetid. Af og til kunne de blive så spændende, at det alligevel gik ud over søvnen, men af den positive grund at de holdt mig fanget.
På et tidspunkt, da jeg var i 30’erne og højskoleforstander, kom jeg med på et kursus, hvor vi skulle lære at ”knække” en bog på en time. Det drejede sig om faglitteratur, og det blev en øjenåbner for mig. I forvejen har jeg været hurtiglæser, men nu lærte jeg også at skrålæse. Det har jeg anvendt lige siden. Bliver en forfatter for omstændelig eller småsludrende, så kan jeg hurtigt skrålæse et afsnit og komme videre.
Tjenstvillige og erfarne bibliotekarer i Holstebro er mine helte. Jeg har bare kunnet aflevere en liste over de bøger, som jeg søgte, så kom der besked om, at de nu stod klar til mig på en hylde. Indimellem skulle jeg også bruge input til foredrag eller til artikler, hvor jeg ikke var helt præcis. Bibliotekarerne tog det som en udfordring, og de satte en ære i at hjælpe mig med materiale, der blev hjemskrevet fra Det Kongelige Bibliotek eller fra udlandet. Alt sammen gratis og med et smil.
Da jeg etablerede TV Midtvest, ansatte jeg en økonomichef, som var den helt rette til opgaven. Ham ville jeg gerne beholde. Han havde kone og fire børn. Konen var arbejdsløs bibliotekar. Det gik efterhånden op for mig, at vi fik brug for en bibliotekar til at holde styr på alle vore indslag og råbånd. Så jeg ville ansætte økonomichefens kone for at holde på ham.
Da sagde han: ”Det er pænt af dig, men jeg vil lige advare dig. Lukker du først sådan en bibliotekar ind, så får du svært ved at komme af med vedkommende, for de gør sig uundværlige”.
Jeg overhørte advarslen og ansatte hans kone. Og han fik ganske ret. Hun blev en krumtap på stationen. Hun kunne journalisere og styre alt, og hun kunne altid finde alt det, som vi havde brug for. Derfor er hun der endnu, mens økonomichefen smuttede efter to år.
Mine børn læser, men i forskelligt omfang. De to store har nok sulten i sig, men mangler tid.
Jeg fodrer dem med bøger i forhold til, hvad svigerbørnene vil finde sig i, for de kan sagtens fortabe sig. De yngste tyr mere til serier på Netflix eller HBO. En af dem har endog oprettet HBO til sine gamle forældre og kan nu kontrollere, at vi ikke bruger det. Måske kommer det i mørke vinterdage.
Men til den tid er der igen kommet nye spændende romaner. En god roman skaber billeder i fantasien og går i dialog. En tv-serie kan sagtens være både spændende og oplysende, men den er samtidig voldførende og ofte ensrettende.
Så biblioteket forbliver mit foretrukne sted. Når jeg ikke længere kan se til at læse, kan jeg få lydbøger. Hvilket overflødighedshorn.