Hvornår stod du sidst i et etisk dilemma?
Det gjorde jeg i januar, hvor jeg følte mig splittet mellem at stå fast på mine holdninger og samtidig undgå at skabe frygt og bidrage til politikerlede. Det var på et tidspunkt, hvor regeringen grundet smittespredningen med den dengang nye, britiske variant af coronavirussen valgte at lukke det meste af landet ned med undtagelse af daginstitutionerne, som man mente skulle holdes fuldt åbne, selvom der var en alvorlig virus i omløb. Jeg var simpelthen så vred over den beslutning, og det skrev jeg på mine sociale medier, heriblandt på Facebook, hvor jeg har en stor platform med omtrent 90.000 følgere. Efter jeg havde skrevet det, gik det op for mig, at jeg på den måde bidrog til at skabe en meget vred stemning og til, at nogle kunne blive skræmt. Og det var ikke min intention. Men når man selv er vred, kan det være utroligt svært at formidle politik konstruktivt. Det er et stort dilemma det her med, hvordan man som politiker og magthaver bruger sine platforme til at formidle det, man mener, samtidig med at man undgår at opildne til vrede og frygt.
Hvad er den største etiske udfordring, du selv har mødt?
Det er nok mere nogle overvejelser, der ikke som sådan er aktuelle og måske heller ikke bliver det, men som har fyldt rigtig meget for min familie og mig i den seneste tid. Min bedstemor er lige død. Hun har lidt af en meget alvorlig grad af Alzheimers sygdom de seneste år, hvor hun bare sad og krammede en bamse og til sidst slet ikke vidste, hvem hun selv var. Min far, som er et meget tænkende menneske, har på en meget indtrængende måde sagt til mig, at hvis han ender i en lignende situation, så skal jeg sørge for at tage livet af ham. Jeg har jo fortalt ham, at det hverken må eller kan jeg, men at jeg godt kan forstå, han har det sådan. Alligevel synes jeg, det er enormt svært at forholde sig til, og for mig har det sat diskussionen om aktiv dødshjælp i perspektiv. For der er ingen, der fortjener at skulle ende livet med at sidde sådan, som min bedstemor gjorde til sidst.
Hvad er tidens største etiske dilemma?
Det er, hvordan man lever sit liv, så det er etisk forsvarligt for kloden. På den ene side findes der milliarder af mennesker i verden, der gerne vil leve et liv, hvor de bestemmer selv. Et godt liv, hvor de kan rejse og spise det, de vil. På den anden side står vi med fakta, der viser, at det ikke kan blive ved med at gå på den måde. Det er summen af alle vores egoistiske handlinger, der gør, at vi er endt, hvor vi er i forhold til klimaet. Dilemmaet består i, hvordan vi formår at lave en klimapolitik, der giver folk mulighed for at bevare deres selvbestemmelse over eget liv, men hvor vi samtidig passer på kloden, så de kommende generationer også har mulighed for selv at bestemme over deres eget liv.
Hvilke etiske principper tilstræber du selv at handle efter?
Ærlighed og solidaritet er meget vigtigt for mig. Tænk, hvis alle behandlede andre, som de gerne selv ville behandles. Det er jo en kliché, og det er ét af de ældste budskaber, vores samfund bygger på, men der er bare så mange, der ikke formår at følge det. Kunsten er at sætte sig selv først uden at sætte andre bagerst, og det er en svær balancegang. Der skal meget få handlinger til for at ændre sine medmenneskers liv – hvad end det er til det bedre eller til det markant dårligere. Dér går jeg op i at forsøge at være et menneske, der sætter gode ringe i vandet.
Hvornår er du gået på kompromis med dine egne etiske principper?
Jeg husker særligt en episode for snart længe siden, hvor min kammerat og hans kæreste netop var gået fra hinanden, og hvor jeg hapsede hende lige efter. Det blev han selvfølgelig enormt ked af. Og jeg har fortrudt det mange gange siden, for det var både egoistisk, uærligt og ikke særligt solidarisk af mig. Sådan bør venskaber ikke være. Og jeg brød med min egen værdi om ærlighed og om, at man bør være god ved andre.