Jagerpilot: ”Jeg håber ikke, nogens far er på arbejde dernede i dag”

Troen på demokratiet og opdelingen af mennesker i gode og onde gør, at jagerpilot Thomas Kristensen sover fint om natten, på trods af at han formentlig har flere menneskeliv på samvittigheden. Da han blev far, fik den erfarne F-16-pilot dog et nyt perspektiv på sit job

Jagerpilot Thomas Kristensen har været en del af det danske luftvåben siden 1993. Han smed første gang en bombe i kamp under krigen i Afghanistan. For ham var det en stor lettelse at finde ud af, at han også kunne præstere i kamp. – Foto: Casper Tybjerg.
Jagerpilot Thomas Kristensen har været en del af det danske luftvåben siden 1993. Han smed første gang en bombe i kamp under krigen i Afghanistan. For ham var det en stor lettelse at finde ud af, at han også kunne præstere i kamp. – Foto: Casper Tybjerg.

Jagerpilot Thomas Kristensen ved ikke, om han har dræbt nogen. Formentlig.

”Det skulle undre mig meget, hvis jeg ikke har været i en situation, hvor nogle er kommet hårdt til skade, når man har kastet en bombe.”

Thomas Kristensen er mødt op til interview på Kristeligt Dagblads redaktion. Den slanke 50-årige mand har en mørkeblå v-hals på og et nydeligt tørklæde om halsen. Han takker nej til både vådt og tørt.

Til næste år, i 2020, har den supersoniske jagerbomber F-16 40-årsjubilæum i det danske flyvevåben. I den forbindelse har Thomas Kristensen været med til at samle et halvhundrede jagerpiloters beretninger om livet i flyet i bogen ”F-16 – På vingerne med de danske jagerpiloter”. Beretningerne handler om træningen, hverdagen, missionerne, men også om følgerne af at være personen, som slipper bomber i fjendeland. En pilot skriver eksempelvis, at han jævnligt bliver spurgt: ”Har du så prøvet at dræbe nogen?”.

Netop det spørgsmål og de etiske overvejelser bag jobbet har Kristeligt Dagblad stillet Thomas Kristensen.

Som nævnt ved han ikke med sikkerhed, om han har dræbt nogen. Men formentlig. Næste spørgsmål er så, om man må dræbe?

”Nej, man må ikke slå andre mennesker ihjel. Men man kan komme i en situation, hvor egen overlevelse, både som person og samfund, kan blive så truet, at der ikke er noget alternativ, udover at gå under med god samvittighed. Men det er selvsagt ikke holdbart på længere sigt. Jeg er overbevist om, at de mennesker, som vi er blevet sat ind imod rundt omkring i verden, ikke er Guds bedste børn.”

Thomas Kristensen jager ”the bad guys”, som han siger. Hans sprog er delvist påvirket af det fælles sprog fra de internationale koalitioner, engelsk. Han stoler på, at lovgiverne på Christiansborg træffer de rigtige beslutninger på folkets vegne, og så er han regeringens redskab – dens forlængede arm. Ydermere ved piloten, at forsvaret gør alt for ikke at ramme civile. Hvis nogle bliver ramt, så er det som udgangspunkt personer, der har fortjent det.

”Hvis vi skal holde ud at spise vores lørdagskylling foran tv’et, så skal vi være sikre på, at vi ikke jævner en landsby med jorden og være sikre på, at vi kun går efter banditterne. Hvis jeg blev sat til at smide bomber i en vilkårlig by, så ville jeg sige ’Nej tak, jeg er ikke med mere’.”

Thomas Kristensen var i flyvevåbnet i 10 år, før han kastede sin første bombe i kamp. Under krigen i Afghanistan i 2003 fik piloten besked fra amerikanske tropper på landjorden om, at de havde brug for hans assistance. Amerikanerens stemme var mere skinger end normalt, og maskingeværerne bragede i baggrunden. Fra sit F-16-fly skulle den dengang 34-årige dansker først skyde med sin maskinkanon. Kommandocentralen gav piloten ordren, og Thomas Kristensen udførte arbejdet. Selv kunne piloten ikke se noget oplagt mål –hverken personer, kampvogne eller bygninger. Danskeren fik også ordre om at kaste en bombe på en bakke mellem nogle bjerge. Efter eksplosionen vendte han flyets næse mod basen.

”Det er godt nok lidt varmt i dag,” var Thomas Kristensens første ord til sin wingman – hans makker i et andet fly.

Øjeblikkeligt da han sagde ordene, vidste han godt, de var forkerte. For han sad i et højteknologisk fly med aircondition. Alligevel var han gennemblødt af sved. Adrenalinet havde fået ham helt op at køre over den højintense oplevelse. Udover lettelse over, at han faktisk kunne udføre sit arbejde, når det virkelig gjaldt, havde Thomas Kristensen ingen moralske skrupler. Han var tilfreds med at have hjulpet Danmarks allierede.

Da Thomas Kristensen blev udsendt til krigen i Libyen i 2011 oplevede han dog, hvor overraskende hurtigt man kan få et normaliseret forhold til at kaste bomber i krig. Indtil da havde han kun kastet den ene bombe i Afghanistan. Libyen var derimod en decideret bombekampagne.

”Libyen var voldsomt. Hver gang du landede på basen, var der ikke flere bomber på din flyvemaskine – hold da op.”

Missionerne bestod af alt fra natlige togter, hvor 80 fly fra koalitionen sammen fløj langt ind i Libyen og forvandlede et militærområde til et orange inferno af røg, ild og bøjet stål til mindre missioner, hvor målet var et par kampvogne og panserværksteder en fredag eftermiddag.

Efter et par uger med konstante bombemissioner satte en træthed over den kolossale ødelæggelse ind.

”Du når til et punkt, hvor du ikke orker at slå en flue ihjel …”

Thomas Kristensen holder pause og puster ud.

”Men det mest skræmmende er, at du kommer dig over det efter fire ugers tid. Alle du arbejder med, er sammen med og møder på kontoret laver det samme som dig – I kaster bomber – det er jeres nye verden. Man skal lige omstilles, men nu er det det, du gør. Du spiller måske volleyball engang imellem. Men mest er du på basen, eller også er du ude at kaste bomber.”

Hvad siger det om mennesket, at man så nemt kan vende sig til sådan en hverdag?

”Det viser, at vi er primitive skabninger, når det kommer til stykket. Jeg er meget historieinteresseret, og mange spørger sig selv, hvorfor tyskerne frivilligt meldte sig til SS. Men hvis hele din omgangskreds synes, at nogle bestemte mennesker er de værste i hele verden, og der er plakater om det, og du får klap på skulderen, hvis du kan gøre noget ved det – hvis alle render rundt og mener, at dét er det rigtige – så er vi mennesker ikke så raffinerede, hvad det angår. Man skal være meget standhaftig for ikke at blive revet med af de holdninger og handlinger, som alle andre mener er korrekte.”

I 2006 blev Thomas Kristensen far, og det lirkede til hans indstilling til jobbet og dets dødbringende konsekvenser. Da han i 2011 fløj F-16’eren på togter i Libyen, havde han fireårige tvillinger derhjemme, og for første gang tænkte han:

”Jeg håber ikke, at nogens far er på arbejde dernede i dag, for det er ikke et særligt rart sted at være”

Faderskabet havde ændret ham.

”Jeg gik fra at tænke, at jeg var udødelig. Tidligere kunne det ikke gå hurtigt nok, det kunne ikke være lavt nok, og jeg kunne ikke komme af sted i F-16’eren ofte nok. Efter jeg blev far, fløj jeg måske lidt højere over vandet og billedligt talt lidt langsommere. Og så har jeg nok også fået lidt flere overvejelser. I mine unge dage ville jeg efter at have smidt en bombe nok have tænkt på, om der mon var noget god mad på grillen hjemme på basen. Nu reflekterer jeg meget mere over tingene og har fået langt mere empati.”

Og så tilføjer han:

”Hvis bare alle soldater i verden havde børn.”