Prøv avisen
Slægt skal følge slægters gang

Flere danskere går på jagt efter deres rødder

Jens Oddershede havde en onkel, som gik op i slægtsforskning. Ham fik han god hjælp af, da han begyndte at interessere sig for sin slægtshistorie. Foto: Thomas Lekfeldt

De fleste danskere kan føre deres slægt tilbage til 1700-tallet, og flere ønsker at gøre ligesom professor Jens Oddershede, der har fordybet sig i slægtens historie og fundet både tryghed og identitet

Slægtshistorie er lidt som en indre knagerække. En referenceramme, som man kan hænge historiske begivenheder på, hvad enten de er foregået her til lands eller udenlands.

Quiz: Har du styr på de mest kendte danske slægtsdynastier? 

Sådan bruger i hvert fald professor Jens Oddershede den viden, han har opsamlet om sin slægt.

Jens Oddershede gjorde akademisk karriere som kemiker, inden han i mere end et årti var rektor for Syddansk Universitet og i en periode formand for Rektorforeningen. I dag er han blandt andet formand for præsidiet for reformationsjubilæet og medlem i Velux Fondens bestyrelse, og den 70-årige thybo har endnu til gode at have en kalender, som giver ham udstrakt tid i sommerhuset i Klitmøller. Et fristed, familien har købt for at være tæt på Vesterhavet og hjemstavnen i landsbyen Kåstrup.

”Slægt skal følge slægters gang,” skrev salmedigteren B.S. Ingemann i 1850 i salmen ”Dejlig er jorden”, og den slægtshistorie, Jens Oddershede over de seneste år har oprullet, strækker sig mere end hundrede år på den anden side af Ingemanns salme. Det kan man få bekræftet på den lille kirkegård ved Kåstrup Kirke. Nord for Thisted, hvor jorden er fed, har slægten Oddershede levet i mere end 300 år, og på kirkegården er der begravet direkte efterkommere af Jens Oddershedes slægt fem generationer tilbage. Det særegne efternavn gør det nemt at finde slægtningene blandt de gamle grave, som har fået lov at blive bevaret i Kåstrup.

Ønsket om at kende sin slægtshistorie er voksende, lyder meldingen fra flere sider. Et sted at få syn for sagn er læsesalen på Rigsarkivet på Slotsholmen i København, hvor slægtsforskere – også kaldet genealoger – sidder koncentreret med bøjede hoveder i skæret fra læselamper, tilsyneladende uanfægtet af, at det på den anden side af det gamle pakhus’ tykke mure er vejr til at slikke sol. I salen sidder en læsesalsvagt ved et stort skrivebord, parat til at svare på spørgsmål fra læsesalens brugere og hjælpe med at fremskaffe dokumenter fra det, som betegnes som rigets fælles hukommelse: kirkebøger, tingbøger, skifteprotokoller og fæsteprotokoller med mere.

Arkivar og seniorforsker, ph.d. Jørgen Mikkelsen har haft talrige vagter i læsesalen og fulgt udviklingen i interessen for slægtsforskning gennem årtier – først på Landsarkivet for København, hvor han var frem til omorganiseringen af Statens Arkiver i 2012. I dag er det Rigsarkivet, man opsøger, hvad enten det er i Viborg, Aabenraa, Odense eller her i København, man bedriver slægtsforskning.

Men vil alle som Jens Oddershede kunne føre deres slægt mange led tilbage?

”Ja. De fleste danskere vil nok kunne føre deres slægt tilbage til en gang i 1700-tallet,” siger Jørgen Mikkelsen.

Og det store flertal vil som Jens Oddershede finde en fortælling om en slægt, som levede på landet. En folketælling fra 1801 viser, at 8 ud af 10 danskere boede på landet, mens København dengang talte 100.000 indbyggere.

”Den typiske slægtsforsker er en midaldrende person, som har fået lidt bedre tid og gerne vil vide mere om slægten. Nogle slægtsforskere har et udpræget detektiv-gen og en historisk nysgerrighed, men der er også folk, som forsker i slægtens historie, fordi de gerne vil have myter af- eller bekræftet og opklaret familiehemmeligheder.”

Jens Oddershede havde en onkel, som gik op i slægtsforskning. Ham fik han god hjælp af, da han begyndte at interessere sig for sin slægtshistorie. Slægtsforskere, som har haft mulighed for at tale med ældre generationer og kan trække på disses viden, har et godt afsæt, men ellers er hemmeligheden bag vellykket slægtsforskning grundighed og udholdenhed. Et levende billede på det er den godt 90-årige kvinde, som jævnligt kommer her på Slotsholmen. Hun har haft sin gang på Landsarkivet siden midten af 1960’erne. En anden trofast bruger er kommet i arkivet siden 1970’erne.

”Hovedparten af slægtsforskere stiller sig ikke tilfredse med blot at have navn og fødselsdato på deres slægtninge. Deres ambition er at sætte kød på deres forfædre, og på en vagt på læsesalen kan du møde brugere, som netop den dag fandt en oplysning, som de har ledt efter i flere år,” siger Jørgen Mikkelsen.

Som en kompetent og rutineret guide i Kåstrup Kirke ved professor Jens Oddershede, hvad han vil vise frem. Han har styr på årstal og navne, og som så mange andre slægtsforskere har han arbejdet sig ned i kilderne, så han kan knytte historier til navnene. Den ældste Oddershede-grav i Kåstrup er fra 1865, hvor der blev sat et jernkors på Kristen Pedersen Oddershedes grav. Der er rust på korset, men skriften er let at læse.

Jens Oddershede har flere gange gået med sine tre børnebørn på grusstierne, peget, forklaret og fortsat med at fortælle, selvom han kunne se, at børnebørnene fik trætte miner. Venner, som har besøgt familien i sommerhuset, har han også taget med tilbage til kirkegården, hvor han så at sige kan vise slægten frem og fortælle.

”Det giver identitet og selvværdsfølelse at vide, at man har nogle rødder, og vide, hvor de er. Når jeg hører, hvor dyrt det er at vedligeholde små kirkegårde, tænker jeg på Kåstrup. Pløjer man den op, så pløjer man min familie ned.”

Jens Oddershede er født i Hillerslev ikke langt fra Kåstrup i august 1945. Da han var 12 år, overtog hans far slægtsgården Østergaard i Kåstrup, som er Oddershedernes land og har været det i århundreder. Jens Oddershede ved, bag hvilken gravsten nøglen til kirken er gemt, så han kan vise kirkeskibet, som er skænket af en Oddershede. Her er der også en epitaf over en af Oddershede-slægtens kvinder.

”Det er min oldefars første kone. Hun døde i barselssengen. Han blev gift igen, men også hans anden hustru døde i barselssengen, og min oldefar var enkemand i næsten 30 år. Min farfar var barn af min oldefars andet ægteskab.”

På landsplan er der ifølge Danmarks Statistik 362 personer med dette efternavn, men Jens Oddershede husker som ung at stå med telefonbogen for Thisted og omegn, hvor der var to eller tre sider med Oddersheder. Da han siden kom til Odense, var der kun ganske få personer i telefonbogen med navnet.

”Jeg måtte finde ud af, hvordan det hang sammen.”

Navnet Oddershede rummer en historie om at være fremmed. Det svømmende rovdyr i mårfamilien, odderen, nævnes første gang som en art i Danmark i 1763, men i 1721 blev navnet ”odder” taget i brug, da Kirsten Pedersdatter Odshede blev døbt i den beskedne romanske middelalderkirke i Kåstrup. Valget af efternavn til pigen fortæller, hvordan man for snart 300 år siden håndterede indvandring.

”Hun var barn af Peder Christensen og Maren Andersdatter. Hendes far, Peder Christensen, var en fremmed i landsbyen og kom til Kåstrup som indvandrer og nedstammede fra fæstebønder på en gård i Thy. Den historie vil jeg stadig gerne vide mere om. Han var rejst tre kilometer til Kåstrup, og han kom fra et område, hvor der formodentlig tidligere har været oddere. Det var i hvert fald et fugtigt lavtliggende område. At efternavnet skulle vise, at Peder Christensen ikke var fra Kåstrup, siger noget om, at man altid har haft brug for at sætte en streg på ryggen af dem, som var de fremmede og måske lidt anderledes.”

I næste generationsled er efternavnet stavet Oddershede. Det kunne egentlig være forsvundet, for Maren Andersdatter og Peder Christensen fik kun ét barn, men da Kirsten Pedersdatter Odshede blev gift, accepterede ægtemanden, at deres børn skulle have hendes efternavn, som nu blev til Oddershede.

”Det kan undre, at hustruens navn føres videre til børnene, men det kan sige noget om, at kvinder også har haft rettigheder dengang.”

Når arkivar Jørgen Mikkelsen med stor sikkerhed tør sige, at de fleste danskere vil kunne spore deres slægt tilbage til 1700-tallet, hænger det sammen med det kildemateriale, man som slægtsforsker har adgang til.

I Danmark har man registreret folk i det offentlige siden 1500-1600-tallet. Købstædernes erhvervsdrivende er blevet optegnet i såkaldte rådstue- eller borgerskabsprotokoller fra 1500-tallet. Og så er der kirkebøgerne, hvor alle er blevet noteret ved fødsel, vielse og død. Der er dog stor forskel på, hvordan de ældste kirkebøger er ført.

Nogle steder skrev præsten nærmest levnedsskildringer, mens der andre steder kun blev nedfældet det mest nødtørftige om en person. I 1812 kom der en lov om, hvordan kirkebøgerne skulle føres, ligesom det blev besluttet, at de skulle føres i to sæt, som aldrig måtte være under samme tag natten over. En del af de ældste kirkebøger er gået til ved brand. Med loven fra 1812 søgte man at sikre bøgerne mod brand.

For mange slægtsforskere rangerer fangefortegnelserne fra landets fængsler som noget af det bedste. I København og nogle af provinsbyerne begyndte man i 1800-tallet at fotografere de kriminelle, så som slægtsforsker kan man være heldig at få sat ansigter på mennesker, som ellers kun var et navn. I arkiverne er også billeder af mange af de offentlige og løsagtige fruentimmere, som levede i København i slutningen af 1800-tallet.

I mange år var læsesalene det eneste sted, hvor man kunne få adgang til disse kilder, og læsesalene var mødested for slægtsforskerne. Men antallet af læsesalsbrugere er faldet, samtidig med at interessen for slægtsforskning er vokset. For få år siden kom der for eksempel 20.000 brugere i Landsarkivets læsesal og tilsvarende 20.000 i Rigsarkivets læsesal i København. Nu er de to arkiver under samme tag, og der kommer blot 10.000 brugere om året, for slægtsforskning foregår oftest i privaten ved computeren.

”Det er blevet lettere at forske hjemmefra, og den erfaringsudveksling, som før fandt sted i vores kaffestue, er nu flyttet til debatfora på hjemmesider,” siger Jørgen Mikkelsen.

I generationer var Oddershederne bønder. Da Jens Oddershede var 12 år, overtog hans far, Harry Oddershede, slægtsgården Østergaard i Kåstrup fra farfaderen, som drev gården, til han blev 78 år.

Østergaard var en forholdsvis stor gård med 50 hektar jord, og gården var samlingsstedet i en familie med et stærkt sammenhold. Næsten alle i familien boede i Thy. Jens Oddershedes barndomsminder tæller talrige træf med de 21 fætre og kusiner af Oddershede-grenen, som var samlet til fødselsdage, jul og påske.

For fire år siden solgte hans bror slægtens gård, som var blevet opslugt af en af de større gårde på egnen. Blandt Jens Oddershedes 21 fætre og kusiner var der et par, som blev ved landbruget, men i hans gren af familien er der ingen, som har valgt landbruget som levevej. Geografisk er familien i Jens Oddershedes generation blevet spredt, men til september har den store flok sat en dag af til at være sammen i Thy, hvor de blandt andet skal besøge kirkegården i Kåstrup.

Når Jens Oddershede får mere tid, vil han gerne finde ud af mere om fæstebonden Peder Christensens historie, og måske får han også tid til at udarbejde en slægtsbog.

”Når jeg arbejder med min slægts historie, kan jeg se, at jeg er ud af en sej familie. Det er historier om folk, som har klaret sig, selv om de måske kun havde en stump jord. Min viden om slægten har givet mig en indre referenceramme. Det giver tryghed og en selvværdsfølelse at vide, hvor man har sine rødder, og kunne forklare, hvordan det hænger sammen.”