Egentlig havde James Martin set for sig, at han skulle gøre karriere i erhvervslivet i skjorte og slips. Han læste økonomi og havde job i et investeringsfirma, da han en dag tændte for fjernsynet og så en dokumentarudsendelse om den amerikanske munk og forfatter Thomas Merton. I dag er skjorte og slips skiftet ud med præsteskjorte og et liv som jesuit. Den amerikanske avis New York Times har beskrevet ham som en rockstjerne i den romerskkatolske kirke. Beskrivelsen virker malplaceret, men 60-årige James Martin har med sit forfatterskab rakt ud til en bred skare af læsere, der gerne vil vide mere om den kristne tro.
Siden han skiftede erhvervskarrieren ud med et katolsk ordensliv, har han ønsket at dele det, han har fundet i kirkens tradition. En af de ting, som overraskede James Martin, da han blev en del af Jesuiterordenen, var mødet med bønnens verden. Han kunne sit Fadervor, og på højtidsdage var der blevet bedt bordbøn i barndomshjemmet. Men han undrede sig over, hvorfor ingen havde fortalt ham om det venskab uden lige, man kunne møde gennem bøn.
”Da jeg som novice lærte at bede, var det, som om jeg oplevede en ny dimension af tilværelsen, og jeg kunne virkelig ikke forstå, hvorfor jeg ikke havde hørt om det tidligere.”
Tidligere på året udkom hans bog ”Learning to Pray: A Guide for Everyone”, som nu er oversat til svensk og udgivet på forlaget Libris som oplagt læsning til adventstiden. Libris har i øvrigt udgivet en lang række af James Martins bøger på svensk. James Martin har gennem årene mødt mange, som gerne vil kunne bede, og bogen er skrevet til dem.
James Martin indleder bogen med at opstille 10 grunde til, hvorfor mange har svært ved at bede.
”Mange mennesker har ikke lært at bede, og bøn har aldrig været en del af deres univers. Du kan sammenligne det med at lære at svømme. Hvis man ikke er vokset op ved vandet eller har fået svømmelektioner, så kan man jo heller ikke svømme.”
Frygten for at bede
Den udskældte præstationskultur har ifølge James Martin også sneget sig ind i lønkammeret og relationen til Gud.
”Vi tror, at bøn er noget, vi skal præstere, men bøn handler ikke om, hvor gode vi er. Gud tilbyder os et venskab, som ikke har at gøre med vores præstationer, men som handler om Guds længsel efter os.”
På listen over de ting, som gør det svært at bede, står også travlhed og dovenskab. Og så er der frygten for, hvad der sker, hvis man folder hænderne i bøn. Det er en bekymring, han har mødt som åndelig vejleder. James Martin synes, at titlen på hans bog virker noget storladen, for, som han skriver, lytter han blot til menneskers erfaringer med Gud og forsøger at vejlede eller opmuntre dem til at få øje på, hvordan Gud virker i deres liv.
Som åndelig søgende kan man blandt andet møde ham på ordenens retrætested ude ved Atlanterhavet i Gloucester i Massachusetts, USA. I et samtalerum indrettet med to stole og udsigt over klipperne og havet har han i årtier lyttet til menneskers åndelige erfaringer og spørgsmål. Alle typer af mennesker fra studerende over advokater til trætte småbørnsmødre har sat tid af til at tage på retræte i Gloucester. I samtalerne har James Martin mødt frygten for, hvad der sker, hvis man begynder at bede.
”Nogle tager på retræte, fordi de gerne vil have en stille tid ved havet, og andre siger, de er kommet, fordi de er nysgerrige. Nogle er ærlige nok til at fortælle, at de er bange for at bede, fordi de frygter den forandring, det kan medføre. ’Hvad sker der, hvis jeg beder?’ ’Bliver jeg en religiøs fanatiker?’”
Nok havde han som novice i ordenen en oplevelse af, at der åbnede sig en ny dimension for ham, da han lærte at bede. Men da han siden tænkte tilbage på sin barndom, kunne han se, at han som dreng havde bedt som noget naturligt. Han huskede den indtrængende bøn om, at familien måtte få en hund. Det fik de aldrig, for hans ene søster var allergisk. Og så var der de stunder, hvor bønnen var som en slags samtale og erfaringer i naturen, hvor han blev berørt af noget ubestemmeligt større.
”En ateist eller agnostiker vil måske se det som ønsketænkning, og oplevelserne i naturen vil man måske forklare med påvirkning fra lysindfaldet. Men som åndelig vejleder ved jeg, at mange voksne har haft tilsvarende erfaringer i løbet af deres opvækst.”
Når han taler med mennesker, der i barndommen har haft oplevelser af en kontakt med noget større, så siger han, at man skal se det som en kalden fra Gud. En kalden, som voksne har det med at miste sansen for, og det er her, den åndelige vejleder måske kommer ind i billedet.
”Gud kalder på os med sin kærlighed. Den slags invitationer får vi igen og igen gennem livet, og når vi ser det, så kan vi åbne os for bønnen.”