Prøv avisen

Jane blev enke som 27-årig: Jeg mistede min fremtid

Folk undlader at spørge til, hvordan hun har det, fordi de ikke vil holde hende i sorgen, men det er misforstået hensyntagen, mener Jane Bak Kristensen, der mistede sin mand. Foto: Astrid Dalum/scanpix

I 2014 faldt Jane Bak Kristensens mand død om 27 år og efterlod hende alene tilbage med deres lille datter. Siden har hun ikke kunnet finde meningen med tilværelsen

I begyndelsen efter Thomas' død var alle omkring dem søde til at tage sig af Jane Bak Kristensen og datteren Anna. De spurgte, hvordan de havde det, og hvad de kunne hjælpe med. Men som månederne er gået, er det, som om folk undlader at bringe Thomas på banen og mener, at det er tid til at komme videre.

”Jeg oplever, at død og sorg er et tabu, som folk har stor berøringsangst for. Jeg har lært at tale om det, men det har folk omkring mig ikke. De er bange for at gøre mig ked af det, og det er så misforstået, for sorgen er indeni mig hele tiden alligevel. Det er ikke farligt at tale om, det er ligefrem en hjælp for mig at sætte ord på sorgen, for så føles dagen mindre hård,” siger Jane Bak Kristensen.

Hun er 28 år og nu alenemor til Anna på to et halvt. Om halvanden uge er det et år siden, at hun mistede sin mand, Thomas. Han blev 27 år.

Thomas Meincke Kristensen var typen, der byggede huler. Den sidste weekend, han var hjemme i villaen i Thisted sammen med sin familie, lavede han en hule i stuen af tæpper og puder og satte tegnefilm på dvd-afspilleren. Det var måske ikke lige det, hans kone, Jane Bak Kristensen, havde set for sig, da hun foreslog, at de skulle lave noget hyggeligt sammen den lørdag. Men sådan var Thomas. Et stort familiemenneske, der elskede at lege med sin lille datter, Anna, og forkæle sin hustru med god mad og fodmassage.

At bygge den hule var noget af det sidste, de gjorde sammen som familie. Mandag morgen tog Thomas vanen tro af sted til Aarhus for at passe sit arbejde som tømrer. Han overnattede i en skurvogn sammen med nogle arbejdskammerater fra mandag til torsdag. Tirsdag den 19. august 2014 tidligt om morgenen faldt han død om uden noget forvarsel.

En af kollegerne hørte ham gå udenfor tidligere på morgenen, men der var ingen indikationer på, at der var noget galt. Da hans vækkeur ringede, stod han bare ikke op, og hans kammerat fandt ham liggende livløs på gulvet ved siden af sengen. Thomas' egen tvillingebror, som arbejdede samme sted, forsøgte genoplivning. Ambulancen var der i løbet af seks minutter, men den unge mand liv kunne ikke reddes. Retsmedicinsk afdeling på Skejby Sygehus kunne ikke komme dødsårsagen nærmere, end at hans hjerte ganske enkelt var holdt op med at slå. Jane Bak Kristensens svigerinde, der er gift med Thomas' tvillingebror, gav hende den tragiske besked.

”Min svigerinde kom grædende her forbi tidligt om morgenen. Hun sagde, Thomas havde fået hjertestop og var død. Selvom jeg begyndte at græde, sivede det ikke ind. Vi kørte til Aarhus, og jeg blev ved med at tænke, at Thomas nok bare ville overraske mig, så jeg ville blive rigtig glad,” husker hun.

Han lå stadig på skadestuen, da de nåede frem. Jane havde aldrig før set et dødt menneske, og hun ville se sin mand alene.

”Da jeg så ham, var jeg ikke i tvivl om, at han var død. Han var normalt meget solbrændt, men han var blevet helt bleg. Han var så kold at røre ved, det var det værste. Jeg rørte ved hans skæg, fordi det føltes, som det plejede.”

Jane Bak Kristensen fortæller lavmælt om Thomas' død siddende ved spisebordet i det lyse køkken-alrum. Thomas nåede at istandsætte store dele af huset, inden han gik bort. Han er også stadig i høj grad til stede. Hans navn står endnu på døren og på postkassen, og der hænger billeder af ham på væggen. Fra Thomas' og Janes bryllup i 2011 og fra ferieture med datteren Anna, som nu er to et halvt år. Parret mødte hinanden, da de var bare 19 år. Det er svært at begribe, hvordan en stærk ung mand uden videre kan falde om og dø. Hans hustru forstår det heller ikke.

”Jeg kan stadig ikke tale om Thomas i datid. Han var ikke min mand, han er min mand. Han var ikke Annas far, han er hendes far. Jeg kan ikke få mig selv til at sige var. Mine venner og min familie har efterhånden vænnet sig til, at jeg altid siger 'er' om Thomas, selvom han er død.”

Efter at have været på nedsat tid arbejder hun nu fuld tid som pædagog i Hanstholm, der ligger 20 kilometer fra Thisted. Hun føler, at hun dårligt har tid at til være ked af det, selvom hun er det. Med hus, have og barn er der ikke tid nok i døgnet.

”Så hober sorgen sig op, og på et eller andet tidspunkt knækker filmen. Så kommer der nogle svære dage. Det er hårdt at være alene om alt det praktiske, men jeg er også alene om minderne og om kærligheden. Alene om at huske historien om Jane og Thomas og alene om at elske Anna, som kun forældre kan.”

Når hun gerne vil dele sin historie, er det, fordi hun ville ønske, at omverdenen reagerede anderledes, når man mister. Det er svært at være 28 år og enke. Der er af gode grunde ikke ret mange, der kan sætte sig i Jane Bak Kristensens sted. De fleste på hendes alder har mistet olde- og bedsteforældre, men ikke en ægtefælle.

”Det ville være rart, hvis folk ville spørge, hvordan jeg har det. Men flere siger, at de ikke vil spørge ind til det, fordi de ikke vil holde mig i sorgen, og fordi de ikke kan lide at se mig græde. Men sandheden er, at jeg bliver ked af det, hvis de ikke gør det eller ikke nævner Thomas. Jeg tænker jo på ham hele tiden alligevel. Jeg glemmer ikke, at jeg har mistet ham, selvom de ikke spørger om det. Mine venner kan godt forstå, at det stadig gør ondt, men samtidig antyder mange, at der nu også snart må være plads til andet. Men det har jeg ikke.”

Hun synes særligt, det er svært, når bekendte eller fremmede mennesker siger til hende, at de godt ved, hvad det er, hun står i.

”En sagde sågar til mig, at han godt vidste, hvordan jeg havde det, for han havde for nylig mistet sin far på 83 år, der var død af kræft. Det har været meget svært for mig at tackle, for i min optik kan de to former for sorg slet ikke sammenlignes. Når man mister sine forældre, mister man sin fortid. Jeg mistede min fremtid.”

Det er hårdt med de mærkedage, der løbende kommer, og hårdt at være ensom til fest og familiekomsammen. Jane Bak Kristensen ved ikke, hvordan hun vil tackle Thomas' dødsdag om lidt. Men hun ved, at hendes sorg ikke er forsvundet på et år.

”Andres liv er gået videre i et år, mens mit eget har stået stille. Det har handlet om ren overlevelse. Jeg tænker også nogle gange på, hvem Anna ville have været nu, hvis ikke hun havde mistet sin far, og hvis ikke hun havde en mor i underskud. Ville hun så have været et andet barn? Jeg har ikke været glad i det år, der er gået. Anna udvikler sig helt vildt og er sød og dejlig, men jeg har svært ved at glæde mig ordentligt over det, fordi hendes far ikke er her til at opleve det.”

Og det er ikke Jane Bak Kristensens oplevelse, at tiden læger alle sår.

”Men tiden skal gå. Jeg har brug for at vende tankerne i mit hoved og brug for igen og igen at sætte ord på, at jeg har mistet Thomas. Det er svært for mig at acceptere, at den sorg og erfaring, der kommer af at have mistet ham, altid vil være en del af mig. Det er svært at acceptere, fordi det også føles, som om jeg forliges med hans død, når jeg stadig kæmper med at forstå, jeg aldrig skal se, mærke, lugte og høre ham igen. Det 'aldrig' ved jeg ikke, hvornår jeg begriber. Jeg er ikke nået dertil endnu.”

Meningsløshed er nok den følelse, der bedst beskriver, hvordan hun har det. I en del måneder gik kun til psykolog om onsdagen, der var hendes ugentlige fridag. Men efter at hun nu er tilbage på arbejde på fuld tid, har hun ikke kunnet afsætte tid og energi til psykologsamtaler. Noget, der stadig hjælper hende, er at tale med den præst, der begravede Thomas. Hun ser egentlig ikke sig selv som troende, men præsten har formået at tale med hende om tabet på en måde, som giver mening for hende,

”Hun har hjulpet mig med at sætte ord og billeder på tabet, hvilket psykologen ikke gjorde. Psykologer kommer ikke med gode råd, der skal man selv tale sig frem til svaret. Min præst har blandt andet givet mig det billede, at der inden i mig er en fletkurv fyldt med vrede og uretfærdighed og ikke så megen tilgivelse. Men med tiden vil vreden langsomt sive ud af sprækkerne, og tilbage ligger sten med livserfaring og viden, som jeg kan bruge,” fortæller hun.

Men indtil videre er hun ikke nået dertil og har ikke fået nye drømme for fremtiden.

”Jeg drømmer ikke om noget. Jeg er ikke klar til at give slip på dem, vi havde sammen, for jeg har endnu ikke nye at erstatte dem med. Hvis ikke jeg havde haft Anna, var jeg fulgt efter Thomas. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Men selvfølgelig skal hun ikke være forældreløs som to-årig. Hun har været min redning.”

Thomas er død, men han er stadig tæt på. Få hundrede meter fra familiens hjem, på toppen af en bakke, ligger byens kirkegård med udsigt over Limfjorden. Nogle måneder inden Thomas døde, var de til hans onkels begravelse. Han ligger også på Vestre Kirkegård i Thisted.

”Den dag sagde Thomas til mig: 'Prøv lige at se en fjordudsigt. Der skal vi ligge, når vi engang bliver gamle. Tæt på hjemme'. Derfor var jeg heller ikke i tvivl om, at det var der, han skulle begraves.”

Til begravelsen sang de ”Fuglene letter” skrevet til gruppen Tørfisk af Henning Toft Bro, der i dag er biskop i Aalborg Stift. Jane Bak Kristensen har fået tatoveret første vers af sangen mellem skulderbladene.

Lev dit liv, mens du har det

lev det i stilhed og storm

se, fuglene letter mod vinden

i modvind ta'r livet sin form.

Hun og Anna går jævnligt forbi Thomas' grav og snakker lidt med ham. Han har fået et fredeligt hjørne på kirkegården omkranset af træer og buske - og med afstand til kirkegårdens mere trafikerede stier. Ved graven er en bænk med fjordkig.

”Thomas er en redebygger og en hulebygger. Han kan godt lide at få gæster, men de må gerne ringe først. Sådan skal det også være ved hans grav,” siger Jane Bak Kristensen.

Folk undlader at spørge til, hvordan hun har det, fordi de ikke vil holde hende i sorgen, men det er misforstået hensyntagen, mener Jane Bak Kristensen, der mistede sin mand. Foto: Astrid Dalum
Foto: Astrid Dalum
Foto: Astrid Dalum
Foto: Astrid Dalum