Han var en glad mand, da han for godt fem år siden fik tilbudt det, han ikke tøver med at kalde drømmejobbet. Som uddannet pædagog med adskillige efteruddannelser i bagagen – blandt andet en PD i socialpædagogik – var det en appelsin, der faldt ned i Claus Olsen Søndergaards turban, da han blev tilbudt et lederjob på en helt ny institution, ”Den sikrede institution Kompasset” i Region Nordjylland.
Ikke blot skulle han være med til at lede institutionen. Han skulle også være med til at bygge den op fra bunden og ville få en afgørende betydning for, hvilke normer og hvilken kultur der skulle blive bærende på stedet. Claus Olsen Søndergaard gik til opgaven med arbejdsærmerne smøget godt op – alt for godt, skulle det senere vise sig.
Selvom det var en hård start, og ikke engang de fysiske rammer var på plads på den nybyggede institution til en begyndelse, lykkedes det ham og hans medarbejdere at få et godt tag om de kriminelle og svært belastede unge. Men efterhånden voksede antallet af unge, som var ekstremt krævende, og problemerne på stedet tog til. Politiet måtte ofte indblandes, ildebrande var intet særsyn, og der var ofte voldelige overfald, så alarmen lød i hele huset.
Claus Olsen Søndergaard fortsatte dog ufortrødent. Han ville gøre stedet til en succes, selvom han havde tiltagende søvnbesvær, fik problemer med at huske og mærkede sin telefon vibrere i lommen – også når han ikke var på arbejde, og den slet ikke lå i bukserne.
”Jeg tror, at det var vigtigt for mig, at jeg havde fået et drømmejob. Det var alt det, jeg havde brændt for og uddannet mig til gennem årene. Og jeg havde den der følelse af, at det her skal bare lykkes. Jeg fortalte mig selv, at alle udfordringerne og problemerne var et vilkår i begyndelsen, når man skulle opbygge et nyt sted. Men inderst inde vidste jeg nok godt, at der var noget, der ikke spillede maks. Men min stolthed forhindrede mig i at gøre noget,” siger den i dag 50-årige Claus Olsen Søndergaard.
Paradoksalt nok forsøgte den ambitiøse nordjyde at distancere sig fra det, han mærkede i sin krop – søvnløsheden, den dårlige hukommelse og uroen – ved at flygte ind i sit job. Selvom det var det, kan han se i bagklogskabens klare lys, der var hele årsagen til hans tiltagende dårlige helbred.
En overgang fandt han lise i motionen – når han løb, red han på en bølge af endorfiner og følte sig fri. Men på et tidspunkt hjalp de mange kilometer i benene ikke længere, og i stedet dulmede han sin uro ved at lade det ene glas rødvin om aftenen blive til en flaske i stedet.
Efter en juleferie gik Claus Olsen Sønder- gaard endelig til lægen, som sygemeldte ham med stress. Det var både befriende og frustrerende. Han mærkede at det var godt at komme ned i tempo, men han så det kun som en kortvarig løsning – institutionen ventede på ham og havde brug for ham, følte han. Han fik bevilget antidepressiv medicin af sin læge, som mente, at han havde en stressudløst depression.
Men de piller fik han aldrig hentet på apoteket, og når naboen eller venner spurgte, om han afspadserede, havde han lyst til at vige udenom – han var flov over at skulle sige, at han var sygemeldt med stress. Han var vant til at være ovenpå, være den arbejdsomme institutionsleder, den glade ægtemand og sine tre drenges supermand af en far.
Claus Olsen Søndergaard fik det imidlertid ikke bedre til sin egen store forundring. Det gik i stedet støt ned ad bakke, og han kunne til sidst stort set intet foretage sig. Han sad oftest bare og sad. Han kunne ikke genkende sig selv og havde tanker om at tage sit eget liv.
En dag vågnede han op et fremmed sted og fik at vide, at han lå på en psykiatrisk afdeling og havde fået et sammenbrud. Den hændelse blev det første skridt på vej i en anden retning.
”Jeg havde på alle mulige måder forsøgt at opretholde en normalitet uden at kunne. Og nu kollapsede jeg. Endelig, kan man sige. Da jeg vågnede op og så mig selv og min hustru i spejlet, vidste jeg godt, at det skulle være nu, der skulle ske noget, ellers ville det ende et vanvittigt sted. Jeg havde flere samtaler med en psykiater, der spurgte ind til den måde, jeg levede mit liv på, og jeg kunne jo godt se, at det ikke var langtidsholdbart. På den måde blev indlæggelsen et vendepunkt,” siger han.
Han begyndte at tage antidepressiv medicin, som i første omgang gjorde ham dårligere, men derefter løftede ham ud af de værste depressive tanker. Da han var blevet udskrevet, begyndte han også at gå til samtaler hos en psykolog, og hun fik sparket godt og grundigt til hans selvforståelse.
”Hun gennemskuede mig og var skarp til at sætte fingeren der, hvor det gjorde rigtig ondt. Hun begyndte at pille ved min selvtilstrækkelighed, da jeg først havde fået den afgørende psykiske førstehjælp. Jeg troede, jeg kunne have kontrol over alt – men hvordan kunne jeg dybest set tro det? Jeg måtte gradvist erkende, at jeg kun bør have kontrol over og styr på det, jeg reelt kan have, og så lade alt det andet pænt ligge.”
”Hun trykkede også på den der perfekthed, jeg stræbte efter, hvor alt skal se godt og ordentligt ud,” fortæller Claus Olsen Søndergaard, der langsomt erkendte, at han var nødt til at give slip på sin indre kontrolfreak.
Samtidig fik han atter tillid til Gud. Mens han havde haft det allerværst, gav han Gud skylden for sin sygdom, og han bad sågar Gud tage livet af ham, fordi han ikke ville leve, som han for tiden gjorde, resten af sit liv. Men noget ændrede vreden.
”Jeg faldt over noget, der hed ’Christfulness’ på internettet. Det var blandt andet en slags musikmeditationer, der gjorde, at jeg kunne blive i min seng om natten. Jeg sov måske ikke, men jeg fik ro til at blive liggende, og det var en kæmpe sejr. Og så var der Kristusbønnen, som jeg i starten ikke kunne sige højt. I den lå det faktum, at der var noget, der var større end mig selv, som jeg kunne overgive mig til. Man kan sige, at jeg gav mig selv Gud i vold og dermed indirekte slap kontrollen,” siger Claus Olsen Søndergaard.
Der gik tre år, fra Claus Olsen Søndergaard blev sygemeldt, til han atter var tilbage i et 37-timersjob. Det skete langsomt med først få timers arbejde om dagen, som der langsomt blev bygget ovenpå. Han har i dag forladt sit gamle jobområde og arbejder nu med unge med Downs syndrom og andre udviklingsmæssige udfordringer. Han knokler stadig med at finde den rette balance mellem kontrol og laden-stå-til, men meget er ændret i hans liv.
”Tiden til mig selv og til alt det, som er godt for mig selv, bliver prioriteret rigtig højt nu. Jeg er også blevet meget bevidst om, at her hos mig og os er tingene ikke nødvendigvis perfekte. Det er et vilkår. For hvem er jeg, som tror, jeg kan og skal have styr på alting?”, siger han.
Indimellem rammer tanken Claus Olsen Søndergaard, om han kan risikere at ryge ned i depressionens dyb igen. Men han tror det ikke. For det er blevet klart for ham, at man oftest kan stoppe toget i tide, når det handler om stressfremkaldt depression.
”Jeg tror, at vi hver især godt kan mærke, når der er et eller andet, som vi bør tage os af. Man får nogle hints i kroppen om, at der er noget her, som er uhensigtsmæssigt. Og så handler det om at turde lytte efter og om at være autentisk og transparent, så der er integritet mellem det, man siger og gør. Jeg øver mig stadig, for det er ikke nogen nem balancegang,” siger Claus Olsen Sønder- gaard, der for nylig udgav bogen ”Tro, stress og depression – i verdens lykkeligste land”, som er en beretning om, hvorledes stress og svær depression kan opleves indefra.